Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Helle on the trail

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 29, 2007

Comments icon

5 kommentarer

Hvad laver Helle Thorning-Schmidt, mens 'Kaj Holger' a.k.a Anders Fogh Rasmussen styrer Danmark? Hun er ude og møde vælgere. She's on the campaigntrail, som de siger overthere. BT har i dag en reportage, der fint viser, hvordan S-lederen bruger sin tid. Som gammel kampagnerotte, må jeg løfte på hatten og vise min respekt til Thorning og hendes kampagnehold. De gør det helt rette. Helle T møder vælgere på gymnasier, arbejdspladser m.v. Hun ses i situationer, hvor S's leder tager kegler på sin sympatiske fremtoning. Det er mennesket Helle T, der vinder sjæle for Socialdemokraterne og fremstår i vinder-situationer plus at hun selv får daglige succesoplevelser. Venlighed, smil og glade ansigter giver selvtillid, og det er et uundværligt brændstof for enhver sand campaigner. Og campaigning, det er lige, hvad Thorning gør nu. Møder vælgerne, hvor DE er. Lytter til DEM. Hører om DERES problemer. Derved fremstiller socialdemokraterne også et billede af en Thorning, der møder folk. Får trykket deres hænder så at sige '“ 'press the flesh' '“ som det hedder på kampagneamerikansk '“ mens Fogh sidder på sit kontor inde i Prins Jørgens Gård langt væk fra almindelige menneskers problemer og virkelighed'¦ Det er nu næppe en fælde, som Fogh går i på langt sigt.

Undervejs rundt for at “møde folket” samler S-lederen råstyrke og erfaring sammen, til når det rigtig går løs i valgkampen. Hvis Thorning i stedet havde muret sig inde på Christiansborg, ville hun være blevet fedtet ind i al det daglige fnidder-fnadder, der foregår der. De daglige politiske markeringer har hun jo ordførerne til at ordne, og telefonen er opfundet, hvis et eller andet kræver hendes tilstedeværelse på Slotsholmen.

Man må komplimentere spindoktor Lars Kaspersen og resten af S-strategerne for at udnytte Helle Ts fordele maksimalt og for at skjule manglerne bedst muligt.

Henrik Qvortrup har igen i dag i Berlingske en rigtig analyse af Helle Thornings svagheder. Han og mange har ret i, at Fogh stadigvæk er storfavorit til at vinde næste valg. Men en anden vigtig pointe, som Qvortrup også understreger i klummen “Spin-off” er, at Helle Thorning er gået fra at være én, man regnede med, snart selv kastede håndklædet i ringen til en trussel, som Fogh selv tager alvorligt:

Selv Anders Fogh har tænkt tanken og vurderet den som realistisk. Ellers havde han næppe skruet sig så højt op retorisk, da han for et par uger siden erklærede det omsonst at mødes med en Helle Thorning uden tilhørende politik.
Ideen var selvfølgelig at sætte Socialdemokraterne under pres og bringe sig selv tilbage i offensiven. Men udførelsen var næppe så heldig. For mon de kvindelige vælgere, som Fogh så gerne vil appellere til, brød sig om den far-agtige, oppe-fra-og-ned-agtige form? Uanset hvad: Statsministeren fik afsløret sig selv som én, der nu for alvor frygter Thorning.
Hvad han så nok også gør. Han er klar over, at såvel Thornings køn som hendes uerfarenhed paradoksalt vil låse ham. Forstået på den måde, at han simpelthen vil kunne tillade sig mindre i de afgørende dueller. Problemet for Fogh er, at vælgerne nemt vil opfatte ham som upassende patroniserende i forhold til Thorning '“ også selv om han blot udkæmper en reel, politisk fight. Under valgkampen vil Fogh ikke kunne udnytte sin politiske styrke for fuld skrue, og retorisk vil Thorning faktisk kunne tillade sig en hel del mere end ham.

Før folk kaster op over, at jeg kanoniserer Helle Thorning-Schmidt her på bloggen, så lad mig lige endnu engang slå fast, at jeg ikke deler hendes politiske udgangspunkt. Alle dem af os, der stadig tør kalde sig liberale bør dog være glade for, at en socialdemokratisk leder for første gang i nyere tid har taget skattestoppet til sig. Det gør, at vi ikke har så meget at miste på valgdagen, ved at vælge sofaen frem for Anders Fogh, som har kastet vrag på liberalismen og nu åbenbart bare vil fylde taburetten ud længst mulig sammen med Claus Hjort.


Søndag med 'Forbrydelsen'

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 28, 2007

Comments icon

1 kommentar

Jeg elsker at sætte mig til rette søndag aften og se DR's nye TV-krimiserie Forbrydelsen'. Sofie Gråbøl lægger endnu en dimension til sit store skuespiltalent som den eftertænksomme og intuitive opklarer. For 'political junkies', ligesom jeg selv, er det ekstra spændende at dele af scenariet udspiller sig under en københavnsk kommunalvalgkamp. Især når man, som jeg har deltaget aktivt i et par stykker af slagsen i Søren Pinds valgkampagner i '97 og '01. I det første afsnit fornemmede jeg dog et par unøjagtigheder i beskrivelsen af det politiske miljø på rådhuset. Fx at der blev spillet klassisk musik under et fundraisingarrangement. Det er heller ikke specielt lige på kornet, at den ene overborgmesterkandidat Bremer (Jens Kramer Mikkelsen?) beder et andet partis kandidat om at lade være med at stille op, men vente fire år (?). Sådan fungerer det jo ikke. Et parti kan jo ikke undgå at stille med en spidskandidat. Så her demonstrerer seriens forfattere simpelthen manglende viden om politik.

Til gengæld har forfatterne kommet meget tæt på virkeligheden ved at beskrive, hvor hårdt og brutalt det politiske miljø kan være. I dag i Politiken fortæller Søren Pind frejdigt om, hvad han blev udsat for af en spindoktor. På Pinds hjemmeside kan man læse hele historien. Her er et uddrag:

'Jeg har haft Søren Sveistrup og Co.(Tv-seriens forfattere) på besøg. Og fortalte dem blandt andet om den værste skarnsstreg, jeg var udsat for i min tid som borgmester:

Kramers daværende spindoktor Carsten Mai-Jørgensen henvendte sig i sin tid både til Jyllands-Posten og Berlingske Tidende med en historie om, at jeg benyttede mig af prostituerede. Det kunne være slemt nok. Men hvad værre var: Jeg havde, påstod spindoktoren, brugt mit kommunale (guld)kreditkort til at betale for ydelserne…

Stor opstandelse. Jeg blev ringet op af Berlingske, der spurgte om det kunne have sin rigtighed, hvilket jeg naturligvis kunne afvise. Det var imidlertid ikke nok for Jyllands-Posten. Avisen bad om aktindsigt i samtlige mine bilag. Hvor det værste man fandt, var 3 cohiba-cigarer. Det var nu også temmelig dumt, men her mange år senere kan jeg smile ad det…

Avisen gik lige i spindoktorens fælde. Han vidste jo udmærket, der ikke var noget at komme efter. Men kunne han få en avis til at kigge bilagene igennem, kunne de jo – efter at have brugt tid og kræfter på det – ikke så godt lade være med at skrive en historie om fråds og misbrug.

Efter svære overvejelser lod Jyllands-Posten på chefredaktørens beslutning historien ligge. Men selvfølgeligt følte jeg mig ilde til mode'.

Det bliver spændende at se, hvad forfatterne bag “Forbrydelsen” får ud af forlægget fra den virkelige verden.

Den nævnte Carsten Mai kom senere over til finansminister Thor Pedersen, hvor han var spindoktor frem til sidste folketingsvalg. I dag er han kommunikationsrådgiver i det private erhvervsliv.


Berlusconisering

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 25, 2007

Comments icon

6 kommentarer

Må man som statsminister tage til genmæle overfor et tv-program, der kritiserer den førte politik? Må en politiker kritisere et medie, når den forsvarer samme tv-program, hvor der efterfølgende kan stilles betydelige spørgsmålstegn ved kildernes troværdighed eller værdien af deres udsagn? Ja selvfølgelig må enhver politiker det. Ytringsfriheden gælder os alle. Derfor er det fuldstændig latterligt, at oppositionen råber op om 'berlusconisering', når Anders Fogh kritiserer Danmarks Radio og særligt TV-programmet 'Den Hemmelige Krig' af Christoffer Guldbrandsen. Hvad forestiller oppositionen og såkaldte medieeksperter sig? At regeringen skulle undlade at forsvare sig? Det er jo absurd. Heldigvis har vi et pressenævn, der kan tage sig af den slags sager.

'Berlusconisering' er efter min mening et venstrefløjsudtryk opfundet til lejligheden. Hvis man kan tale om 'berlusconisering' i Danmark '“ defineret som en tendens, hvor medierne mere eller mindre kontrolleres af den ene politiske fløj – så viste fænomenet sig klarest i de elektroniske medier i monopoltiden i 1970'erne og 1980'erne. Da havde Danmarks Radio en tydelig politisk slagside med overvejende venstreorienterede journalister som medarbejdere, og derfor tog samfundsdebatten altid sit udgangspunkt i anti-amerikanisme, velfærdsstatens lyksaligheder og at stærk regulering og/eller brandbeskatning af borgerne var løsningen på alle større samfundsproblemer.

Ikke desto mindre hører jeg til dem, som synes, at især den borgerlige presse er alt for venlig ved Anders Fogh. Foghs bedrag overfor borgerlige kernevælgere er efter min mening meget underprioriteret i dækningen. Kun takket være CEPOS, dagbladet Børsen og enkelte journalister på Berlingske Tidende bliver Fogh ind imellem revet i næsen for hans stedmoderlige behandling af Venstres oprindelige politiske platform: At gøre noget ved de borgerlige mærkesager som lavere skat, mindre bureaukrati og sikre den personlige frihed. Det politiske program som Fogh har forladt, fordi han hellere vil gennemføre socialdemokraternes politik.

Bottom border