Måned: februar 2007

'Pengene fosser ud af statskassen', messede Anders Fogh i 1990'erne, da han var næstformand i partiet Venstre og i opposition. I dag som leder af en regering og statsminister praler han omvendt skamløst over, at endnu flere penge '“ sammenlignet med dengang '“ nu vælter ud af statskassen. Dermed håner han alle de V-kernevælgere, som stadigvæk mener, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, og at der er grænser for den offentlige sektors størrelse.

Berlingske skriver i dag:

'Anders Fogh Rasmussens regering har siden 2002 ladet det offentlige forbrug vokse dobbelt så meget som planlagt. Havde regeringen i stedet fulgt planen, så kunne man have sænket den højeste marginalskat fra 63 til 49 procent.'

Et notat fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos viser, at fra 2002 til 2007 var det den borgerlige regerings plan, at det offentlige forbrug skulle vokse med 17 milliarder kroner, men reelt set er det vokset med 35 milliarder kroner. Dvs. dobbelt så meget som planlagt.

Berlingske konkluderer:

Dermed har regeringen med sin udgiftspolitik spist af det økonomiske råderum, som kunne have været brugt på at lette skatten på arbejde. Skattelettelser er ellers en målsætning for regeringen, står der i regeringsgrundlaget, som er aftalt mellem Venstre og de Konservative.

– Råderummet til lavere skat er blevet 18 mia. kr. mindre på grund af regeringens overforbrug. Hvis man havde brugt de 18 mia. kr. på at reducere den øverste marginalskat, så ville den ryge fra 63 til 49 procent, « siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Ak, hvilke skønne spildte muligheder.

At Venstre for længst officielt har opgivet at styre væksten i de offentlige udgifter er gået op for de fleste, men i den samme Berlingske-artikel, ser heller ikke de konservative nogle muligheder for en mindre offentlig sektor.

– Det viser, at det kan være vanskeligt at styre økonomien i amter og kommuner, og at det er vanskeligt at ramme de vækstmål, som vi sætter os, siger finansordfører Christian Wedell-Neergaard (K).

Men på den anden side, mener Christian Wedell-Neergaard, at det er urealistisk med en lavere vækst i det offentlige forbrug.

—

Realiteterne er, at også de konservative har kastet håndklædet i ringen. Den ideologiske kamp mod velfærdsstaten er tabt for borgerligt-liberale. For godt og vel 10 år siden var der to partier i folketinget, som var kritisk over for velfærdsstaten: Det ene parti var Venstre og det andet var Fremskridtspartiet. I dag er velfærdskritiske synspunkter totalt fraværende i folketinget. Resultatet er, at Venstre og De konservative kappes med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet/venstrefløjen om velfærdsoverbud. Det kan gå i gode tider som nu, men forholdene har det med at ændre sig. Derfor er det historisk set en katastrofe at en borgerlig-liberal regering '“ præcis som under den rystende svage VKR-regering i 1968-71 '“ løber fra sin principper, og fortsætter tidligere S-regeringers bevidstløse udbygning af velfærdsstaten. Jarls Blog imødeser derfor med gru diverse fremtidige camouflerede skattestigninger, der skal fylde hullerne efter den nuværende regerings overforbrug. Fogh har fredet os indtil videre, så katastrofen indtræffer vel først under en ny kommende VK-regering efter næste valg. En anden mulighed er, at Fogh og Hjort overlader det til Lars Løkke Rasmussen at rydde op efter sig.

Karen Jespersen erklærede forleden åbent og ærligt på TV2: 'Jeg er ikke liberalist'. Må man have lov at spørge, hvad hun så vil i Venstre '“ Danmarks liberale parti? Hvorfor insisterer partiet på at kalde sig Danmarks liberale parti, hvis det ikke længere netop er et parti for liberale eller liberalister? Hvorfor vil Venstres stærke mand Claus Hjort Frederiksen forhindre – med sine mange tidligere indvendinger – andre i at opstille til folketinget under navnet 'Liberalisterne' når disse mennesker frit, åbent og uden nogen som helst betænkeligheder nu vedkender sig at være, netop liberalister?
Indtil for ganske nylig har Venstretoppen med deres protester/indvendinger effektivt “saboteret” Liberalisternes muligheder for at samle underskrifter ind for at kunne blive opstillingsberettiget. Halvandet år tog det samlet set at behandle sagen. Først ét år i indenrigsministeriet hos Lars Løkke Rasmussen. Da så Liberalisterne brokkede sig, røg sagen over til Lene Espersen i Justitsministeriet, der “kun” brugte et halvt år til at overveje sagen. Ingen kan endnu forklare, hvorfor det tog så lang tid. Havde den samme sagsbehandling fundet sted i udlandet, havde samtlige folketingspolitikere uden tvivl råbt op om magtfordrejning og derpå gået i fakkeltog til Rådhuspladsen m.v., men vi er pæne mennesker her i landet. Tamilsag til trods, så kan vi ikke i levende live forestille os, at regeringsembedsmænd ligger under for nogen form for politisk pression ved bevidst at sylte sager som denne. Derfor sker der nok heller ikke meget mere i denne sag, hvor partinavnet Liberalisterne '“ Frihed og Velstand i øvrigt også – og pinligt langt om længe '“ er godkendt. Forestillingen frem til finanlen var i hvert fald uskøn, og skyggen falder på Venstre-toppen.

Nu skal de gode folk i Liberalisterne måske i stedet koncentrere sig om at få lidt bedre styr på kommunikationen. Foreløbig er det lykkes for dem at fremstå som et parti for forkælede veluddannede fornærede mænd omkring de fyrre uden nogen som helst form for appel til kvinderne. Forsigtigt tror jeg på, at Liberalisterne har et potentiale, men der skal bedre styr på udmeldingerne '“ ellers giver de Claus Hjort alt for let spil mht at underspille partiets muligheder over for “regeringsskribenter” som Thomas Larsen på Berlingske mfl. For der er et behov for et egentligt liberalistisk parti til højre for Venstre og de konservative. Ellers kan Fogh lade sin flanke til højre stå helt udækket, mens han og Claus Hjort 'pakker Helle Thorning-Schmidt ind i vat' ved at brænde endnu flere offentlige midler af på velfærdsgoder til befolkningen, med inspiration i socialdemokraternes tænkelige og utænkelige velfærdskatalog. Jeg vil i øvrigt sent glemme tirsdag i sidste uge, hvor den liberal-borgerlige statminister Anders Fogh Rasmussen skamløst stod og pralede af, at de offentlige udgifter aldrig havde været større (!) Tænk at man skulle opleve det fra en mand, som for 15 år siden talte om 'velfærdsnarkomani'.

Dengang hørte jeg til dem, der mente, at Fogh overdrev velfærdsstatens skyggesider i bogen fra “Socialstat til Minimalstat”?. Måske var det bare et “spin” eller en nyttig rekvisit i en kynisk selviscenesættelse af sig selv som “ideolog” med henblik på at få intern opbakning til at blive Venstres leder efter Uffe? Nej, det kan det næppe være, for hans kone – førstedamen – sagde i et stort interview i Søndagsavisen, at hun hadede spin. Jeg mener, hun kan da ikke sådan gå og hade, hvad hendes egen mand går og laver, vel?

Er der da nogen ende på Venstres ryk mod venstre? 'Nu dages det brødre, det lysner i øst(jylland)' Måske er det efterhånden heller ikke helt utænkeligt, at Claus Hjort går og fløjter denne gamle socialdemokratiske melodi. For først stjal han og Fogh socialdemokraternes politik. Siden løb de med en af partiets toneangivende politikere, så hvorfor nu holde sig tilbage med at tilrane sig Socialdemokraternes håndfaste kulturklenodier såsom den røde rose? Hvorfor ikke lade Venstres landsmøde indlede med en sang af arbejderdigteren Oskar Hansen?

Naser Khaders politiske stjerne er dalende. Og det er '“ efter min mening – ikke kun alle andres skyld.

Forleden skrev Fredericia Dagblad (læs historien her via Bloggen 'Dansk Politik', hvordan Naser Khader sendte en regning på 16.000 kr. for sin deltagelse i Vejle Kommunes såkaldte Auschwitz dag. Han havde holdt et oplæg ved arrangementet og krævede nu et honorar.

Viceborgmester i Vejle, Kristian Thulesen Dahl (DF) (ja det er den samme, som altså også har tid til at sidde i folketinget):

– Jeg synes, det er en skændsel, at et folketingsmedlem, der hæver en halv million kroner om året i gage, tager sig betalt for at stille op til et sådant arrangement. Pengene kommer fra Undervisningsministeriet – så på den måde har det offentlige faktisk betalt Naser Khader to gange.

– Som udgangspunkt bør man ikke tage honorar for at stille op som politiker. Det er med til at ødelægge det for os andre, når folk opfatter politikere som griske, siger Karen Klint.

De to politikeres argumenter er indlysende rigtige. Oven i så taler vi om et arrangement, der handler om at huske historiens største forbrydelse mod menneskeheden og ære de 1,2 millioner jøder, polakker, romaer, russere m.fl., der blev myrdet i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i nutidens Polen.

Læs nu Naser Khaders forkølede forklaring til Fredericia Dagblad:

– Men jeg optrådte jo ikke som den radikale politiker Naser Khader. Jeg var der som personen Naser Khader. (Som om der er forskel….min kommentar – Jarls Blog)

 »Dele af overskuddet fra min foredragsvirksomhed går til min fars mindefond, som jeg har oprettet til fordel for hans landsby i Palæstina «.

—
Tænk, at Naser Khader kan være bekendt at optræde så grådigt. Og hvor er hans bortforklaringer dog forfærdeligt ynkværdige og pinlige!

Medierne har det med at bygge folk op. Når de så står og stråler en tid, og selv begynder at tro på myten om dem selv. Ja, så bliver det ofte farligt for dem selv. Pludselig ser de sig selv, som moralsk ophøjet alle andre. Det at opføre sig ordentligt, ja det gælder ikke for dem. Det er noget andre skal. Undskyld, Hvem med sine sansers fulde brug, hæver en rigelig løn på en halv million fra Folketinget og får samtlige transportudgifter godtgjort, vil være bekendt at nedlade sig til at kræve et honorar på 16.000 kr. for et offentligt arrangement som at mindes Holocaustofrene? Sender Khader også en faktura, hvis han optræder for Kræftens bekæmpelse, Red Barnet, UNICEF, Læger uden grænser? Ærligt talt. Hvad bilder han sig egentlig ind?

Opstår eller eksisterer der andre episoder af samme skuffe, så er myten om Naser Khaders ufejlbarlighed i fare. Hans selvgladhed er legendarisk, og hans beherskede glæde for tørt lovgivningsarbejde er heller ikke ukendt, men det tilgiver man ham, fordi Khader er en omgængelig, venlig og rar mand. Og så er han den bedst kendte integrererede demokratiske indvandrer med synspunkter som harmonerer fint med danskernes. Men det er omvendt ikke en blancocheck til at opføre sig dårligt. Dømmekraften imponerer i hvert fald ikke mig.

Måske skal Khader overveje at lægge stilen om før de landsdækkende medier begynder at slå negative toner an, hvergang Khaders navn bliver nævnt. Tit kommer de samme medier, der først byggede myterne op, nemlig og hjælper de engang så ærede politikere med at blive pillet ned fra piedestalen igen. Rækken med eksempler er nærmest uendelig. Ritt Bjerregaard var for halvandet år siden genial og fremstod som Københavns frelser. I dag fremstår bydronningen nærmest som en magtsyg heks, der skyder skylden for egne problemer på alle andre.

Dette er på ingen måde Naser Khaders politiske nekrolog. Jeg opfatter episoden i Vejle som et advarselsblink, som han og hans omgivelser bør tage alvorligt. Lige pludselig forstår man mange radikales dybe betænkeligheder ved udsigten til at have en mand som Khader i spidsen for Det radikale Venstre.