Som meddelt i går fra bladhuset i Pilestræde, så sætter skarpretter-Lisbeth (Knudsen) sig nu i Berlingskes chefstol i stedet for Niels Lunde. Fru Knudsen meddelte til beroligelse for læserne, at hun skam var “borgerlig nok” til trods for, at hendes profil er alt andet end borgerlig.
Skiftet var læserne mildt sagt ikke begejstret for, hvis man skal tro reaktionerne på avisens website. I dag kan man læse en artikel fra Nyhedsavisens Leny Malacinskis hånd, der lader en række borgerlige/liberale kræfter kommentere på sagen:
– Det første man tænker på, når man tænker på Lisbeth Knudsen, er ikke en stærk borgerlig profil. Det er hvad du kan citere mig for, siger Ralf Pittelkow til Nyhedsavisen.
– Jeg skal ikke have noget fra Lisbeth Knudsen i min postkasse. Hun står for socialdemokratiske synspunkter, og det er noget pjat, at hun siger, hun er borgerlig. Jeg har ikke tillid til, at hun kan videreføre Berlingske Tidende, når hun ikke står for borgerlige værdier, siger Sune Wæsel, der er vokset op med Berlingske i sit barndomshjem.
– Det er en ubegribelig dumhed at ansætte Lisbeth Knudsen. Man kan sige nok så meget om, at hun er en dygtig journalistisk håndværker, men hvis læserne ikke har tillid til, at hun deler deres værdier og interesser, så vil de ikke holde avisen, siger Ole Birk Olesen, redaktør for den kommende borgerlige webavis 180 grader.
Han peger i stedet på Martin Krasnik som et oplagt chefredaktør-emne, tidligere Deadline-vært på DR2 og nu USA-korrespondent for Weekendavisen.
– Han er en af den borgerlige presses største talenter. Niels Lunde kunne ikke kæmpe avisens sag på TV, han lignede en våd hund, man kunne krølle sammen, siger den tidligere Berlingske-journalist Ole Birk Olesen om Berlingskes hidtidige chefredaktør.
Blandt journalister har chefredaktøren fået øgenavnet “Niels Nogen-Lunde”.
—
Omkring Lisbeth Knudsens pludselige omvendelse til borgerligheden, så får det én til at tænke tilbage på de utallige historiske eksempler på noget lignende.
Det var vist den franske konge, Henrik af Navarra, der sagde, at “Paris er vel en messe værd”. Han skiftede derpå sin protestantiske tro ud for umiddelbart lige efter i stedet at blive katolik, så han dermed kunne sætte sig på Frankrigs trone. Henriks eksempel med at “vende kåben” er blevet fulgt at utallige politikere siden. Karen Jespersen, Anders Fogh u name it. På dansk kaldes det opportunisme.
Spørgsmålet er vel i sidste ende, hvorvidt læserne tror på Lisbeth Knudsens udmeldinger om, at hun skam er borgerlig. Det lader sig aflæse, når de næste læsertal kommer, men mon ikke at hun trods alt får en chance hos flertallet af Berlingskes abonnenter, også selvom at Konservativ Ungdom, den gode Sune Wæsel m.fl. har opsagt deres abonnement? Jeg tror det. Medmindre at hun slår “Groft Sagt”-rubrikken ihjel. For så får kritikerne da virkelig noget at hænge hatten på, og så dum tror jeg ikke på, at Lisbeth Knudsen er.
Læs MF(V) Peter Christensens analyse af sagen. Han er ugens politikerblogger på berlingske.dk
7 kommentarer til “Paris er vel en messe værd”
Ja nu må vi se, det bliv i hvert fald spændende at se gentegningsprocenten på de nuværende abonnementer.
Nu er jeg en af dem der kom ud af det i tide : p
At have avis abonnement på et større dansk dagblad og være borgerlig krydser bare ikke klinge. En erkendelse jeg kom frem til for at par år siden.
At kalde Lisbeth Knudsen en opportunist er vist en underdrivelse. Se blot, hvad hun siger i sin egen avis i dag: (…) “Men det er korrekt, at jeg i en periode – mens jeg var chefredaktør for Aktuelt – var medlem af Socialdemokratiet, for det var en forudsætning for at få jobbet.”
Da det jo omvendt er en forudsætning for at blive chefredaktør på Berlingske Tidende, at man er borgerlig, kan Lisbeth Knudsen lige pludselig skrive under på det (bogstavelig talt). Afslører hun ikke sig selv her? Viser hun ikke med al uønskelig tydelighed, at hun er parat til hvad som helst for at få en attraktiv stilling?
I øvrigt er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at hun er socialdemokrat, eller i hvert fald venstreorienteret. Man bør også lægge mærke til, at hendes mand, Peter Valenius, netop er blevet valgt til folketingskandidat for Socialdemokraterne. Det siger ikke nødvendigvis noget om Lisbeth Knudsens politiske sympatier, men det er helt klart endnu et indicium.
Jeg synes faktisk den debat – også her på bloggen – er lidt forfejlet.
Lisbeth Knudsen er gammeldags journalist på den måde, at hun tror på, at holdninger skal kunne ses i lederne – og ikke så mange andre steder.
Med andre ord: Hun vil værne om den redaktionelle uafhændighed og fremme en journalistik, hvor man er kritisk over for alle magthavere, hvad enten de er borgerlige eller socialdemokrater. Og så vil hun selvfølgelig sørge for, at der skrives ledere med borgerlige holdninger.
Det, Ole Birk og andre ønsker, er en anden slags avis, hvor den borgerlige holdning skal gennemsyre ikke bare lederne, men også de journalistiske artikler.
Så det handler ikke så meget om, hvorvidt Berlingske er borgerlig nok – men om borgerligheden kun skal gennemsyre lederne, eller om den skal gennemsyre hele avisen.
For der findes jo en helt objektiv, “journalistisk” metode, med hvilken man kan bestemme, hvad der er værd at skrive om, og hvad der ikke værd at skrive, hvad der skal præsenteres som et problem, og hvad der ikke skal præsenteres som et problem … Hvorfor skal man høre den slags idioti hele tiden?
Hvad mener du da selv? Skal en borgerlig avis redigeres ud fra borgerlige holdninger?
Og hvad betyder det? At man ikke må bringe historier, der er problematiske for regeringen eller for store erhvervsvirksomheder? At man skal undlade at høre begge parter i en sag?
Hvis du tror, der er læsertal til sådan en menighedsavis, jamen, så tager du ganske enkelt fejl, efter min mening!
Jeg ved ikke noget om, hvor mange læsere, der er til den slags, men jeg ved, at jeg selv gerne vil læse en avis, der har de samme idéer om væsentlighed, som jeg har. Modsætningvis gider jeg ikke læse en avis, som konstant problematiserer ting, som jeg ikke ser som problemer, og som omvendt ikke problematiserer ting, som jeg opfatter som dybt problematiske. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med, om det går ud over regeringen, hvis bare det gør det på et grundlag, som jeg deler. Jeg gider f.eks. ikke læse en avis, som fører kampagne mod regeringens skattelettelser, omvendt vil jeg gerne læse en avis, som fører kampagne imod regeringens manglende skattelettelser.
@ anonym
Det du bla. ikke forstår er at hvordan man er kritisk også betyder noget. En kritisk journalistik der går ud på at politikerne ikke regulere nok, at politikerne kritiseres for ikke at gribe ind i diverse sager hurtigt nok, at der ikke bliver brugt endnu flere penge i det offentlige osv., er alle eksempler på en ikke-borgerlig kritisk sans.
Så nej det betyder ikke at man ikke skal kritesere regeringen, men at man skal kritisere dem for at blande sig i folks liv på alle leder og kanter.
og nej det betyder ikke at man skal undlade at kritisere virksomheder. Selvfølgelig skal man det. Men at kritisere virksomheder for følge lovgivningen og fremstille det som uhæderligt (såkaldte skattehuller) er da plat.
Ja, jeg kunne blive ved, men håber du forstår det bedre nu.