Kategorier

K finder sig i det

Det bliver en lang sommer for Det Konservative Folkeparti, hvis de fortsætter strategien med at kræve skattelettelser hos regeringspartneren Venstre. For det eneste Bendt Bendtsen høster hos Venstre er ydmygelse på ydmygelse. Desværre. I går blev de konservatives krav endnu engang afvist og hængt til tørre af Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen i Berlingske:

– Dansk Folkeparti har klart sagt, at de ikke støtter skattelettelser – ergo er der ingen grund til at diskutere skattelettelser. Derfor sender jeg det signal: Der kommer ikke skattelettelser inden valget.

I denne omgang var Dansk Folkeparti alibiet for, at regeringen ikke giver skattelettelser. Argumentet er til indvortes brug over for de liberale vælgere, der måske overvejer at stemme på Ny Alliance på grund af deres skatteforslag. ' Vi vil gerne '“ men vi kan ikke på grund af DF' – retorikken er det ingen, der længere tror på. Bortset fra ganske få V-MF'ere, så støtter ingen i Danmarks – såkaldt – liberale partis folketingsgruppe et krav om skattelettelser. Det viste debatten på gruppemødet i tirsdags. Man kan derfor nu kun håbe på, at vælgerne afviser at stemme på Claus Hjort Frederiksen og hans proselytter for i stedet massivt at bakke op om mere frihedsorienterede Venstre-kandidater.

Troels Lund nøjedes i øvrigt ikke med bare at afvise de konservatives krav. Han gned ekstra salt i såret:

– Der har været en, skal vi sige lidt anderledes, debat fra nogle i den konservative folketingsgruppe. Blandt andet har Henriette Kjær foreslået en ny bro over Kattegat til 40 mia. kr., og Christian Wedell-Neergaard har talt om tocifrede milliardinvesteringer i sundhedsvæsenet. Lægger man de to tal sammen, kommer man op på 100 mia. kr. Når man har så store velfærds ¬ønsker, kan man altså ikke både blæse og have mel i munden, for så meget kan man ikke forestille sig, at der er økonomisk råderum til.

I Venstre mener man grundlæggende, at konservative politikere er fantastisk ødsle med skatteborgernes penge, og det hedder sig, at de i denne sag blot er 'socialdemokrater plus kanoner'. Troels Lunds kommentar medvirker derfor til, at stemningsbarometeret falder yderligere et par grader i det i forvejen stærkt belastede samarbejdsklima mellem de to regeringspartier, hvor de konservatives frustration jo som før nævnt primært bunder i smerterne og ydmygelsen ved, at Bendt Bendtsen nærmest i en uendelighed løber panden imod muren med sine krav om skattelettelser.

Claus Hjorts analyse er den enkle, at giver regeringen efter for Ks krav om skattelettelser, så inviterer man atter Socialdemokraterne ind i varmen hos vælgerne. Hjort frygter slet ikke, at de konservative tager konsekvensen og forlader regeringen. Og det behøver han heller ikke, for Bendtsen er fanget i et tragikomisk dilemma:

I samme sekund Bendt Bendtsen trækker K ud af regeringen, vil han nemlig grave sin egen politiske grav. Det vil nemlig kort tid efter starte den latente diskussion om et tiltrængt lederskifte hos de konservative, hvilket vil betyde enden på Bendtsens liv som toppolitiker. Ingen forestiller sig, at han fortsætter fem eller ti år mere.

Den privilegerede ministertilværelse med lejlighedsvise hofballer, som den fynske politimand holder så meget af, ønsker han heller ikke at frasige sig. Bendtsen vil i øvrigt heller aldrig kunne hente støtte til sådan en beslutning, hvor han trækker stikket ud af regeringssamarbejdet fra nogle af de konservative top ministre, som støtter ham:

Kan man i ædru tilstand forestille sig, at udenrigsminister Per Stig Møller anbefaler Bendt Bendtsen, at de konservative træder ud af regeringen, fordi Venstre afviser de konservatives krav om skattelettelser? Skulle Per Stig Møller med hans ego pludselig sige farvel til ministerbil, FN og EU-topmøder og jævnlig optræden på den politiske verdenscene for i stedet at sidde hjemme på Christiansborgs oppositionsbænke og kukkelure? Forget-about-it! Kan man forestille sig Brian Mikkelsen anbefale det samme? Eller Lene Espersen? Svaret giver sig selv. Det sker ikke i dag, i morgen eller nogensinde.

Bendtsen kan hoppe og sprælle, men det er Fogh og Hjort, der suverænt bestemmer om der skal gives skattelettelser. De konservative får indflydelse her og der, men ikke på altafgørende poliitkområder som finans, skat og velfærd. Det bliver over Foghs og Hjorts lig.

De første valgrygter går rundt omkring på Christiansborg, men der spekuleres ikke i en konservativ udtræden af regeringen. Til gengæld hører man andre meget forskellige argumenter for et efterårsvalg:

For det første er partierne – siden Ny Alliances fremkomst på scenen – begyndt at agere i forhold til en situation efter et folketingsvalg, så hvorfor ikke rense luften og tage et valg på finansloven?

Det andet argument lyder sådan: Så snart regeringens velfærdsplan er gennemført, så kommer al kritikken fra borgerne og medarbejderne osv., og netop derfor er det en god idé at tage valget inden planen bliver sat i værk og begynder at virke.

For det tredje kunne det være rart for regeringen, at have taget valget inden overenskomstforhandlingerne med de offentligt ansatte til vinter, Tænk nu hvis de syntes, at de ved den lejlighed får for lidt ekstra i løn og dernæst straffer regeringen på valgdagen?

Det er alt sammen ren spekulation, men et valg i efteråret kan sagtens være en mulighed, som Fogh til den tid vil overveje. På den anden side, da kan tingene se meget anderledes ud, for det går som bekendt stærkt i dansk politik.

Læs Netavisen 180graders leder mandag “Venstres løgn”

Kategorier

Kaare R. Skous kynisme

Messerschmidt-sagen viser det værste, men også det bedste ved dansk politik. Det værste har man set ganske mange eksempler på. BTs kyniske forsøg på at bringe et DF-folketingsmedlem Morten Messerchmidt i vanry som hylder af Hitler ved hjælp af utroværdige kilder og en ganske strammet forsidehistorie. Ved den lejlighed stillede politikere sig op og kritiserede deres politiske modstander dømt ved BTs chefredaktør Arne Ullums selvbestaltede standret blandt dem SFs Anne Baastrup. Et par uger efter er de fleste '“ undtagen Torben Lund , hans mand Claus Lautrop og Arne Ullum – overbevist om, at 'intermezzoet i Grøften' ikke foregik som først beskrevet. Det har ført til selvransagelse hos politikere, hvor i hvert fald en enkelt var lidt for hurtig på aftrækkeren med at kritisere Messerschmidt i medierne, for Anne Baastrup beklagede sine udtalelser utvetydigt. Den radikale Simon Emil Ammitzbøll stillede op i TV2News torsdag og efterlyste efterrationalisering i pressen og blandt politikere på Christiansborg. Man kan indvende, at det var lidt sent, at de politiske modstandere kom på banen for at lægge afstand til pressehetzen, men omvendt var der ingen, der tvang den radikale politiker til at stille op i TV2News med sin opfordring. Ammitzbøll kritiserede i øvrigt oprindeligt ikke Messerschmidts påståede opførsel i Restaurant Grøften.

Måske var netop oppositionens klare meldinger én af grundene til, at DF-toppen i går – og meget rosværdigt – lukkede Messerschmidt ind i folden igen. De kunne ikke længere forvente angreb på eller kritik af Messerschmidt pgr.a. Tivoli-episoden fra hverken SF eller de radikale. Det sker jo ikke hver dag, at DF kan forvente borgfred fra den kant.

Med i studiet havde TV2 News den pibedunstende maosut, Kaare R Skou, der hånede Simon Emil Ammitzbølls synspunkter om selvransagelse. 'Jeg har aldrig hørt så megen klynk' lød det fra 'Gårdejer Skou'. Han mente, at der intet var i vejen med BTs historie. Problemet var snarere, at BTs kilder siden var løbet fra det, de oprindeligt havde fortalt BTs journalister. Intet andet, mener manden, som altså bijobber som dommer i den slags sager nede i Pressenævnet. Og så satte Skou trumf på:

De politikere, der kritiserede Messerschmidt, skulle faktisk have stået ved deres oprindelige holdninger i stedet for at løbe fra dem nu, lød det altså fra den politiske redaktør, som TV2 har ansat til at vejlede deres seere i Christiansborgs veje og vildveje. Med andre ord fik vi den kyniske journalists kolde vurdering af, hvordan en folkevalgt politiker bør opføre sig:

Hvis du én gang har lagt dig på en holdning, så hold fast uanset om den bygger på løgn og latin. Det er muligt, at kendsgerningerne ændrer sig, men afvig aldrig fra den én gang fastlagte kurs. Hellere at uskyldigt dømte bliver offentligt halshugget, end at du taber troværdighed.

Det er jo kynikerens analyse. Det er muligt, at Kaare R.Skou har stor politisk indsigt, men hans menneskelige karakter virker ikke specielt tiltalende. Så foretrækker jeg til hver en tid Anne Baastrups lidt sene omvendelse til anstændigheden. Den indrømmelse repræsenterer dog noget af det bedste ved dansk politik.

Det kan i øvrigt også undre, at en tilsyneladende velanskrevet politisk journalist ikke er interesseret i at stræbe efter en objektiv sandhed, som ellers skulle forestille at være journalistikkens kendemærke. Skou opfordrer direkte Ammitzbøll til at fortsætte med at basere sin holdninger på kendsgerninger, som alle ved er fordrejede. Men det er man formentlig ligeglad med på TV2. For i dag, fredag, handler det om Bjarne Riis, der undskylder for sit dopingmisbrug. Hvis Kaare R. Skou kommenterede Tour de France, så vil opfordringen nu lyde: Hold op med al det klynk, Bjarne! Fortsæt dog med at lyve om dit dopingmisbrug dengang i halvfemserne!

Apropos TV2s jagt på “sandheden”. Så nyd lige denne perle fra Ekstra Bladets Michael Jeppesen.

Søren Pind MF(V) kalder ifølge Netavisen 180grader BT for “Pislingen”. Muntert!

Kategorier

Mere katolsk end paven

Folketingsmedlemmerne – hele vejen rundt '“ er så bange for, at Ny Alliance efter et folketingsvalg faktisk kommer til at ændre dansk politik og ikke mindst 'stjæler deres mandater'.

Derfor er Ny Alliance naturligvis jaget vildt på Christiansborg, hvor de fleste bare ønsker, at alt bliver som før. Derfor rakker “gammel-politikerne” Naser Khader og hans kumpaner ned overalt, hvor de kan komme af sted med det. Faktisk har hele hylekoret af Christiansborgs establishment iværksat en kampagne hvor målet er letbevægelige journalister, der gerne lader sig gribe af stemninger. Og med et vist held:

For dele af pressen hænger Naser Khader og Anders Samuelsen ud for de rene banaliteter.

TV2s før omtalte ikke-historie, der tidligere er omtalt her på bloggen, om hvor, hvornår og hvordan Naser Khader ser en tørklædeklædt Elsebeth Gerner på tv/internet, er jo et resultat af politikernes evindelige klynk på Borgens gange, og klagesangen kunne godt lyde sådan her:

'Nu har vi gået her i årevis, slidt, slæbt og lavet rigtig politik med politiske forlig og lovgivning. Og så kommer der sådan nogle fribyttere ind fra højre, som laver ballade og løber med al opmærksomheden. Hvor er det altså uretfærdigt!

Lige nu kører der en anden historie:

Naser Khader bliver væk fra folketingssalen til afslutningsdebatten, og det er da utvivlsomt et svaghedstegn, men overfor vælgerne betyder det næppe ret meget. De opdager det formentlig ikke engang. Rygterne på Christiansborg har i de sidste par uger bl.a. gået om, hvordan de radikale, Venstre og de konservative dvs. alle de partier, der står til at miste stemmer og mandater har slebet knivene for at kunne skære lidt i Naser Khaders troværdighed for dernæst at riste den over den sagte ild. Taktikken var den velkendte fra minister-kalkunjagterne: Naser Khader skulle mødes med bredsider af spørgsmål fra menige MF'ere fra andet og tredje geled. De teknisk-økonomiske spørgsmål i øst og vest skulle slide hans troværdighed op. Det kommer der ikke noget ud af i denne omgang, hvor Ny Alliance fornuftigt nok holder sig væk fra afslutningsdebatten i folketingssalen. De kloge mennesker agerede som den gamle kinesiske vismand udi krigskunsten Tsun Tsu prædiker: Lad være med at involvere dig med fjenden på en slagmark, hvor du ikke med sikkerhed ved, at du kan vinde.

Hvad tænker de menige folketingsmedlemmer i regeringspartiet Venstre så mht. Ny Alliances succes? Jo mange af dem er bange. Nogle af dem, der sidder yderligt – beskæftigelsesministeren inklusive – frygter for ikke at blive genvalgt. Det gælder dog især de folketingsmedlemmer, som til dagligt lever et usynligt liv på Christiansborg, hvor de trofast står vagt om og forsvarer Claus Hjorts og Anders Foghs semi-socialdemokratiske politik år ud og år ind. Altsammen i et lønligt håb om dog en skjønne dag at pryde karrieren med det ypperste: En ministerpost. Sandheden er nok desværre, at hvis MF’erne vitterligt havde haft talentet, så var de formentlig blevet det for længst.

Det er lidt ligesom den grimme naive pige til ballerne på landbyens kro. Hun blev aldrig budt op af den beregnende flanør, der dog udnyttede pigen til at hente øl til sig. Imedens kurtiserede han de mere attraktive piger, for ak han sansede ej hendes attrå. Det er så trist og sørgeligt med denne udnyttelse, men pigen forblev bænkevarmer til trods for hendes aldrig svigtende opvartning. Og en dag fik hun ikke engang lov til at løbe ærinder mere.

Flere af Venstres folketingsmedlemmer er optaget af at fedte for ledelsen for at kunne blive ministre og ordførere. Hvordan gør man det, så magthaverne lægger mest mærke til det? Jo, man kan f.eks. kappes om at lyde “mere katolsk end paven” på gruppemøderne. Her er et eksempel:

Forleden diskuterede Venstres folketingsgruppe skat, og gruppemedlemmerne faldt over hinanden i deres iver for at påpege det økonomisk uansvarlige i de konservatives krav om skattelettelser. Kun én V-politiker – Peter Christensen – talte for skattenedsættelser. Resten af dem, der tog ordet, kæmpede en hård kamp for at fremstå mest muligt socialdemokratiske. Debattens retning blev åbenbart for meget for selveste Thor Pedersen. Finansministeren blandede sig med et indlæg, hvor han da ikke ville afvise skattelettelser på et eller andet tidspunkt, altså når og hvis økonomien tillod det. Så vidt er det altså kommet i Venstres folketingsgruppe: Visionerne er pakket ned, og scenen fuldstændig overladt til klakørerne og partiets opportune karrieremagere.

Ny Alliances fremkomst har isoleret de liberale kræfter i Venstres folketingsgruppe. Desværre. Resten slår ring om Claus Hjort og Anders Fogh, formentlig i blind tro på V-toppens forsikringer om, at regeringens flertal med VKO nok skal overleve et valg, og at de fleste såmænd nok bliver genvalgt. Men skulle Ny Alliance derimod bevare sin nuværende popularitet, ja så kan det være panikken breder sig i Venstres folketingsgruppe, men indtil videre bliver kanonerne rettet imod Ny Alliance.