Efter fem og et halvt år ved magten er det blevet tid til en biografi om regeringens reelle nummer 2, Claus Hjort Frederiksen. Regeringens formelle nr. 2, Bendt Bendtsens liv og levned har forlagene åbenbart ikke fundet interessant nok for læserne, og så vidt vides har ingen journalist hidtil gidet give sig i kast med et sådant projekt. Well, det er svært at bebrejde dem.
Ritzau skriver:
Til november udkommer således “Claus Hjort – strategen bag det nye Venstre” på Forlaget Sohn. Claus Hjort Frederiksen er både blevet kaldt “Danmarks eneste rigtige spindoktor” og en bulldog, der holder Venstre-politikere på rette kurs. I biografien, der er skrevet af Jette Hvidtfeldt og Thomas Buch-Andersen, fortælles for første gang om Claus Hjort Frederiksens rolle i udviklingen af Venstre og vejen til magten for Anders Fogh Rasmussens foreløbigt to regeringer.
Den mangeårige radiojournalist Jette Hvidtfeldt har begået to andre politiske biografier. Den første var om Erhard Jakobsen ' Erhards Sofa' kort tid før han døde og senest én om folketingets formand, Christan Mejdal. Nu gælder det en af dansk politiks sværvægtere, der stadig er ved magten. Som biografien foreløbigt er præsenteret, kunne man være bekymret for, at det bliver et mikrofonholderprojekt ligesom Thomas Larsens to talebøger om Mogens Lykketoft og Anders Fogh. Det stiller i hvert fald krav til journalisterne, at de ikke bare køber Claus Hjorts retorik om 'det nye venstre', men forholder sig kritisk, men det må jo komme an på en prøve.
Politikerbiografier er et tveægget sværd. På den ene side er det guf for egoet, på den anden side er der stor risiko for, at munden løber af med politikerne, så de siger noget dumt. Det kan jo være, at Claus Hjort f.eks. i bogen uddyber sit værdifællesskab med Dansk Folkeparti. Man har lov at håbe!
På forlagets hjemmeside står der bl.a.:
Claus Hjort Frederiksen er både blevet kaldt ‘Danmarks eneste rigtige spindoktor’ og en bulldog, der holder Venstre-politikere på rette kurs. I Claus Hjort – strategen bag det nye Venstre fortælles for første gang om Claus Hjort Frederiksens rolle i udviklingen af Venstre og Foghs regeringer.
På Jarls Blog må vi protestere. Det efterhånden mest anvendte tilnavn til Claus Hjort i og omkring Christiansborg er altså 'Clausescu', som forfatteren Ole Birk Olesen pointerede overfor beskæftigelsesministeren i en debat for nylig i forbindelse med lanceringen af Birks bog 'Taberfabrikken'. Jeg ser frem til at se, hvor meget forfatterne finder det nødvendigt at grave frem og kortlægge med hensyn til Hjorts hårde fremfærd overfor anderledestænkende i sit eget parti. Det er der formentlig grænser for, hvis man ønsker beskæftigelsesministerens medvirken.
Bogen beskriver udviklingen af Venstre gennem de sidste 30 år, som den har udspillet omkring og som følge af Claus Hjort Frederiksen. Og man følger ham fra ferierne hos farfaren i Humlebæk, hvor han lærte, at socialdemokraterne er dem, der ødsler gode penge bort over udviklingen af kontraktpolitikken og drejningen af Venstres politik ind mod midten til i dag, hvor han som beskæftigelsesminister og i tæt samarbejde med Anders Fogh Rasmussen lægger den taktik, der skal sikre Venstre en tredje regeringsperiode.
Ja der er sikkert ikke et øje tørt, når Hjort skal fortælle om sin gamle farfar. Jeg forstår slet ikke, hvorfor Hjort absolut skyder på socialdemokraterne for at ødsle skattekroner bort. Pengene fosser ud af statskassen i dag og i den kommende tid især med den forbrugsfest, finansministeren netop har aftalt med kommunerne. Mit gæt er, at Hjorts farfar roterer i sin egen grav over, at barnebarnet tilsyneladende er primus motor i en regering, der blot fortsætter, hvor socialdemokraterne slap.
Videre skriver forlaget:
Bogen beskriver udviklingen af Claus Hjort Frederiksens politiske bevidsthed, hans bekendelse til liberalisme og tilpasningen af den klassiske politiske ideologi til den moderne danske velfærdsstat
Ved læsning af ovenstående får man let den tanke, at Claus Hjorts hensigt med bogen – udover at stive sit eget ego af '“ er at få taletid til at forklare, hvorfor det var nødvendigt at aflive Uffes Ellemann-Jensens liberale Venstre til fordel for en forkølet halvsocialdemokratisk udgave, som Venstres top – meget blairsk – kalder for ' Det nye Venstre'. Et navn, der til Hjorts almindelige frustration langt fra vækker jubelbrøl i partiets bagland. Alle og enhver ved, at Fogh og Hjorts snak om ' tilpasningen af den klassiske politiske ideologi til den moderne danske velfærdsstat', blot handler om, at de for enhver pris ønsker at blive siddende på taburetterne.
Biografien udkommer overraskende nok på MF Ole Sohns forlag, der også har andre biografi på hylden blandt andet en om den socialistiske massemorder, men alligevel – og helt uforståeligt – ganske fejrede og feterede “revolutionshelt” Che Guevara. Ole Sohn har selv en ny biografi på vej om den danske kommunist Gustav Munch-Pedersen, der blev likvideret i et af Stalins fængsler. Claus Hjort er således den første borgerlige politiker, der portrætteres på forlaget, selvom der nok skal være onde tunger, der mener, at Hjort med sin facon fra tid til anden egentlig har kvalificeret sig til at være i selskab med de to førnævnte kommunister.
Ekstra: Hør ordveksling mellem Claus Hjort og Ole Birk Olesen, hvor sidstnævnte minder beskæftigelsesministeren om, at han skam også bliver kaldt “Clausescu”. Det er i slutningen af Hjorts tale, cirka 2/5 henne i lydsporet her. Anledningen er lanceringen af Ole Birk Olesens meget roste bog “Taberfabrikken”.
6 kommentarer til “Hvad ville Claus Hjorts farfar dog sige?”
Har du et miniuttal?
Er det for meget at skulle lytte sig igennem hele programmet 😉
/Nicolai
'Airedale terrieren er en venlig, rolig og charmerende hund, der med en fast og venlig hånd og rigelig motion er en fremragende familie- og lydighedshund. Pelsen skal trimmes jævnligt. Den regnes for den mest alsidige af alle racer.'
Claus Hjorths favoritrace er airedaleterrier. Prøv at bytte om på navnene og du har en karakteristik af Claus Airedale. Han er udover at være venlig, rolig og charmerende, også karakteriseret ved, at kun logiske argumenter og kendsgerninger vil få ham til at indfri de opgaver som stilles, for de er frie væsener, disse airedales. Man kommer ingen vegne med letgennemskuelige, ufornuftige krav fremført med trusler og uvenlige ord med en airedale, det er den for intelligent til. Den vil straks sætte sig imod alt der er dens natur og værdighed imod, undertiden med en holdning, som giver den stædige 'opdrager' vredesudbrud, og så er vejen til samarbejde oftest blokeret. Gennem leg, som jo også er læring, og sund motion, lig med hårdt arbejde, og alle de andre kombinationer får man en fremragende 'regerings' og frihedselskende hund der kun er interesseret i at tjene sin families sag. Pelsplejen er et problem, 3-4 gang årligt skal den gennem en trim, hvor de døde hår rives af og skæg og ben ordnes. Efter et par gange, elsker den disse soigneringsscenarier, og den får friskhed og ny energi til et rigtigt 'tugbutrun', kombineret med et elegant udseende, og et rungende bjæf. Claus Airedale har også fået trimmet pelsen mange gange, men med ny friskhed og energi fortsætter han sit run for liberalismen, for han ved det holder såvel regering som minister frisk og livlig og på mærkerne.
Vi har i Claus Hjorth en fri sjæl, med en realistisk holdning til det der kan opnås, når der er mange herrer, der gerne vil opdrage og kommandere og konstant stiller nye opgaver og fremfører disse med uigennemtænkte og uholdbare kommandoer.
Fran Lebowitz, skriver sin sin bog Social Studies: 'Dogs who earn their living by appearing in television commercials in which they constantly and agressively demand meat should remember that in at least one Far Eastern country they are meat.'
Kære Jarl
Jeg læser med glæde din blog- men undre mig over din åbenlyse modvilje mod Claus Hjorth. Analysen på Claus Hjorth virker mere personlig end politisk??
mvh Jens
Hej Jens,
Tak for kommentar. En weblog er personlig i sin natur.
Jeg må da indrømme en vis personlig animositet mod et menneske, som ved flere lejligheder klart har demonstreret, at han foragter politisk debat om Venstres politiske linje. Og som ovenikøbet ringeagter, bagtaler og offentligt forhåner partifæller, der mener noget andet end han eller kommer på tværs af hans planer.
Har man set på/oplevet det m.v., så må du tilgive mig, at min modvilje mod benævnte af og til finder vej ud af sidebenene.
Men jeg fægter – i modsætning til beskæftigelsesministeren – i det mindste med åben pande med min lille fleuret. Han har sine skatteyderfinansierede spindoktorer, en enorm magt i regeringen og Venstre, et fantastisk pressenetværk m.v. Så mon ikke at han overlever, at jeg “tisser lidt op af hans fine hus”? 😉
http://foertidspension.webbyen.dk/
Her er et uddrag fra ovenstående hjemmeside, det taler for sig selv:
By Jens Duesen | Date: 01-10-2006 | Posted in: home / dk.politik | Show original
Udgifterne til førtidspensionisterne blev indtil 1992 dækket 100% af
staten (ligesom folkepensionisterne), i modsætning til
bistandsklienterne, der kun dækkes med 50%. Det betød, at kommunerne
havde et økonomisk incitament til at gøre de raske, men
langtidsledige bistandsklienter til førtidspensionister.
Selvom staten satte refusionen ned til 50% efter 1992, foretrak mange
kommuner stadig førtidspensionister frem for langtidsledige
bistandsklienter, bl.a. fordi bistandsklienter er mere tidskrævende.
Det var altså stadig billigere for kommunerne at tildele
førtidspension fremfor aktivering. Derfor har staten igen i
finansloven for 1999
skåret i refusionen, som nu er nede på 35%.
Kommunerne udøver imidlertid stadig kassetænkning, når det gælder
førtidspensionister. Nu er problemet blot det modsatte.
Førtidspensionister er blevet for dyre.
Jeg har tidligere troet at man kun gav førtidspension til syge eller
handicappede mennesker.
Jeg blev derfor meget overrasket da jeg opdagede at man også havde
givet førtidspension til raske mennesker. Det er en tåbelig
socialpolitik som der tidligere er blevet ført, og det giver bagslag i
dag hvor der mangler arbejdskraft.
Lad mig komme med et eksempel:
Jeg har læst om den flittige samfundsdebattør Bo Warming, og hans
knap så flittige ven og meningsfælle Kenn Rosenkranz. Begge er
førtidspensionister.
Tilbage i Schlütter-regeringens tid, var Kenn Rosenkranz en ung
langtidsledig bistandsklient.
Man kunne ikke finde arbejde til ham, og selv ønskede han ikke at
arbejde.
Han var hverken syg eller handicappet, men det offentlige gav ham
alligevel førtidspension tilsidst. I dag er han midaldrende, og vil
stadig ikke arbejde.
Bo Warming har skrevet om at han har “raget” både førtidspension
og hjemmehjælp til sig.
For ham gælder det bare om at pumpe staten mest muligt, og han bruger
som undskyldning at muslimerne er endnu værre.
Om dette skriver Bo Warming:
“Ingen af os er på nogen måde syge i sjælen, men hvorfor ikke tage
mod statens ydelser – det gør muslimerne, så det bør andre heller
ikke skamme sig over, tværtimod.”
Jeg tror at det faktum at disse to herrer er blevet marginaliseret, er
en (delvis) grund til at de har så ekstreme sysnpunkter.
Syge og handicappede mennesker bliver mistænkeliggjort, og
kan have svært ved at opnå førtidspension. Det skyldes bl.a. de
arbejdssky
personer, der er omtalt før, samt den tåbelige socialpolitik Danmark
førte på dette område under massearbejdsløsheden i 1980’erne og
starten af 1990’erne.
Var det mon altid de rette der fik tildelt førtidspension?
————————————————————————————————-
“Lagt på http://www.berlingske.dk mandag den 13. november 2006 kl. 03:30
Pensioner tildeles tilfældigt
Af Morten Frich
Næsten hver fjerde tildeling af førtidspension sker på et
utilstrækkeligt grundlag eller i strid med loven.
Kommunernes sagsbehandlere er lemfældige i tildelingen af
førtidspension. Knap hver fjerde tildeling – 23 pct. – sker i direkte
strid med lovgivningen eller på et grundlag, som er så
utilstrækkeligt, at Ankestyrelsen under Socialministeriet anser
afgørelsen for ugyldig.
Det viser en stikprøveundersøgelse af 147 sager, som styrelsen har
trevlet igennem.
Formanden for socialchefernes forening, Ole Pass, erkender, at det ikke
er godt nok: »Vi tager styrelsens undersøgelse meget alvorligt. Vi
skal følge loven – og vi skal gøre det bedre. «
Ifølge loven kan førtidspension kun bevilges, når det er
dokumenteret, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat. Men det
kniber med at få de kommunale sagsbehandlere til at belyse muligheden
for forbedring af arbejsevnen og udviklingen af folks ressourcer.
Samtidig er den arbejdsprøvning, der som hovedregel skal gå forud for
en tildeling af førtidspension, ikke tilpasset dem, der skal gennemgå
den.
Det betyder, at en del af de ca. 14.000 danskere, som hvert år
tildeles førtidspension, faktisk ville kunne passe skåne- eller
fleksjobs. Andre burde ifølge loven være på kontanthjælp, som ikke
er en livsvarig ydelse, og som kræver, at modtagerne står til
rådighed for arbejdsmarkedet.
Dansk Arbejdsgiverforening finder antallet af fejl »skræmmende
højt «.
»I særlig grad fordi førtidspensionen er en permanent ydelse. Ved en
fejl parkerer man mennesker i 20-30 år på en ydelse, de ikke skulle
have haft. Man burde reagere på det her politisk, « siger konsulent
Stig Martin Nørgaard.
Regeringen gennemførte i 2003 en reform af førtidspensionen. Målet
var bl.a. at nedbringe antallet af nye førtidspensionister til ca.
13.000 årligt. Det mål er endnu ikke nået. Kontorchef Bent Nielsen
fra Socialministeriet siger, at der er sket fremskridt med
pensionsreformen: »Kommunernes sagsbehandling er blevet mere ensartet
og afgørelserne bedre dokumenteret. Men det kan blive bedre endnu. «
I maj 2007 afleverer regeringen en redegørelse til Folketinget om
reformen – først da vil der muligvis ske justeringer.”