Fremme ved snorene

Banen er nu kridtet op til valget, som rigtigt mange mener, bliver udskrevet i forbindelse med statsministerens pressemøde på tirsdag. Forinden vil Anders Fogh Rasmussen præsentere 2015-planen og kvalitetsreformen, hvor også indgår et samlet forslag om skattelettelser fra regeringen.

Valgrygterne får næring af, at især Venstres valgmaskine så småt er begyndt at rulle. De sidste plakater menes at være gået i trykken og klar til levering ude hos de lokale folk omkring den 30. august. Andre ryger taler om, at der er blevet indrykket dyre helsides annoncer i visse dagblade her i midten af september, som man ikke bare kan aflyse uden at skulle betale et dyrt gebyr for det. Øksnehallen på Vesterbro skulle været hyret af Venstre og der spekuleres i om, det er der, at partiet valgaften på den symbolske dato 11. september.

Personligt tror jeg, at Anders Fogh har truffet sin beslutning, og at en lille håndfuld mennesker i et par uger været klar over, at Fogh styrer efter et valg i midten eller i slutningen af september. De indviede, der dermed skulle kende den nøjagtige dato for valget, er først og fremmest Claus Hjort Frederiksen, Foghs spindoktor Michael Ulveman og partisekretær Jens Skipper Rasmussen, men ikke ret mange flere. Fogh ved om nogen anden, at alt kan sive, og derfor holder han kortene tæt til kroppen.

Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard har uden tvivl fået et 'vink med en vognstang' fra Fogh om, at de skal holde sig klar, men jeg tror ikke på, at han direkte har sagt til dem, at der kommer valg den og den dato. Han vil naturligvis stadig forbeholde sig den mulighed at kunne slå bak, hvis han pludselig skulle få kolde fødder.

Sidste gang umiddelbart efter valgets udskrivelse fortalte Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde, at han havde kendt til valgdatoen et stykke tid. Derfor vil folk som politisk ordfører Troels Lund Poulsen, finansminister Thor Petersen, næstformanden Lars Løkke Rasmussen, Venstres pressechef Søs Marie Seerup og andre centrale personer i Venstres kampagneorganisation blive briefet om valgets præcise dato i god tid inden, at det bliver udskrevet. Dvs. bliver valget udskrevet på tirsdag, så har disse personer kendt beslutningen allerede i nogle dage.

Folketingets pressekorps mest garvede kræfter, har nu finindstillet deres politiske seismograf, der måler al unormal hektisk aktivitet på og omkring Slotsholmen. Især statsministeren og hans nærmeste hirds kalenderaftaler følges intenst. Nøglepersonerne vurderes minutiøst på kropsprog, lune og ikke mindst udtalelser eller andet, der bare tilnærmelsesvis kan give et fingerpeg om, hvornår valget kommer. Foreløbigt er det lykkedes Fogh, at holde helt tæt. De allerfleste på Christiansborg tror valget kommer, men i realiteten er det kun ganske få '“ om nogen – der egenlig ved det.

Venstres kampagne har den indlysende fordel, at den kan køre i samme øjeblik som statsministeren udskriver valget. I realiteten betyder det, at Venstre formentlig har købt den vigtige og derfor dyre side 3 i samtlige aviser i de sidste 3-4 dage inden valgdatoen. De konservative og socialdemokraterne kan så slås om siderne fem og syv. De øvrige partier har formentlig ikke råd til avisannoncering i samme omfang og intensitet.

Selv om statsministerposten automatisk giver Venstre serveretten ved folketingsvalget, så er det ikke ensbetydende med, at det bliver altafgørende for valgets resultat, men folketingsvalg har før vist sig at udvikle sig til meget tætte løb. For eksempel husker mange Folketingsvalget i 1998, hvor kun ganske få stemmer afgjorde sagen.

Der er stor og bred enighed blandt “conaisseurs” i det politiske miljø, at Venstre siden 2001-valget besidder dansk politiks mest effektive valgmaskine, også især med fokus på det praktiske forløb med produktion af pjecer, annoncer, valgplakater, planlægning af møder og skaffe det rigtige mandskab. Men der er én helt altoverskyggende grund til, at Venstres valgmaskine er second to none. Og det er penge!

Offentligheden ved ikke ret meget om, hvor mange penge Venstre bruger i valgkampen. Det er ikke uden grund. Man fortæller jo heller ikke fjenden, hvor mange granater, man har til at stoppe i kanonerne, så forståeligt nok holder Venstres hovedkontor i Søllerød kortene helt tæt til kroppen.

Kigger man lidt i partiernes regnskaber, så er det ingen stor hemmelighed, at dansk erhvervsliv er hovedbidragyder til Venstres og de konservatives valgkampagne. Centralt står to store checks på et stort, men ukendt millionbeløb fra Dansk Industri. I mange år var de konservative de eneste, der var rigtig gode til at fundraise i erhvervslivet, men især under årene med Claus Hjort Frederiksen som partisekretær blev der vendt grundigt op og ned på situationen. I dag er Venstre erhvervslivets 'foretrukne parti' når det gælder pengedonationer, men de konservative er stadig godt med. Begge partier sparer i øvrigt penge op til valgkampen i kraft af deres kontingenter, og så fundraises der løbende, og især Venstre har igennem årene været ret gode til at lægge penge til side. Det viser partiregnskaberne.

Til gengæld har Socialdemokratiet ikke helt den samme evne til at rejse penge hos fagbevægelsen, som de engang havde. Partiet gør meget ud af at fortælle offentligheden, at det gamle arbejderparti, som engang var det absolut rigeste, i dag er 'lillebror', når det gælder valgbidrag. Alligevel triller der stadig pæne millionbeløb ind i kampagnekassen både i form alle mulige økonomiske tilskud, men også som praktisk hjælp fra fagbevægelsens organisation. Det sker ikke mindst lokalt til stor gavn for partiets folketingskandidater. Prissætter man værdien af fagbevægelsens hjælpende hånd udover de direkte tilskud, så kan man – efter min vurdering – roligt som minimum fordoble S's valgbudget, der officelt lyder på 15 millioner kr.

Berlingske skrev den 7. august i år, at Socialdemokraterne har budgetteret med at brænde 15 millioner kr. af. Venstre og de konservative har naturligvis ikke lyst til at rykke ud med deres valgbudgetter, men i 2005 brugte de henholdsvis 28 og 20 millioner kr.

Selvom at der tale om pæne beløb, så er det i international sammenhæng i småtingsafdelingen.
Langt den største post på valgbudgetterne er i øvrigt avisannoncering.
Et forsigtigt gæt fra min side bliver, at Venstre fra centralt hold vil bruge mellem 35 og 40 millioner kr., mens de konservative vil bruge omkring 25-30 millioner kr. Dertil kommer, at også mange lokale kandidater er blevet vakse til at fundraise penge til deres egne kampagner, og derfor vil Venstre samlet set formentlig nå at bruge lige under 50 millioner kr., når valget er slut.

Penge er ligesom kanoner, krudt og kugler i en krig, og præcis som på slagmarken kan ressourcer bestemt også bruges ineffektivt eller endnu værre: helt forkert. Venstres pengerigelighed giver partiet et ekstra gear i kampagnen, men det bliver partiets valgkampsstrategi og Anders Foghs person, der i sidste ende sikrer dem valgsejren. Akkurat ligesom i 2001 og 2005.