Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Ã…ndeløs spænding

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 27, 2007

Comments icon

8 kommentarer

Forhandlingerne i Finansministeriet om VK-regeringens skatteforslag er foreløbigt endt med, at Ny Alliance, de radikale og Dansk Folkeparti fortsat sidder med ved forhandlingsbordet. Det er dog interessant, at de radikale positionerer sig, som var man i stedet ved gøre klar til valg.

I hvert fald har Margrethe Vestager læst situationen sådan – forstår jeg på hendes udtalelser – at en aftale næppe tilgodeser radikale skattesynspunkter om at lægge afgifter på energi mod at fjerne skat på arbejdsindkomst. Med andre ord: Hvis regeringen mod forventning laver en aftale med DF, så falder sidste uges indrømmelser til De konservative på topskat bort, vurderer Vestager. Derved står de radikale sig sikkert bedst ved ikke at være med, for at kunne stå frit i forhold til vælgerne i en kommende valgkamp.

Imens “hygger” Venstre sekunderet af DF på den ene side og de konservative på den anden side sig med at skyde skylden på hinanden, for at VK-regeringen er endt i defensiven. Det sker i form af anonyme udtalelser og medvirken i to i øvrigt fremragende artikler i JyllandsPosten og Berlingske Tidende søndag, der fint skildrer baggrunden for VK-regeringens betydelige interne problemer.

Hvem har så hovedskylden for, at regeringen nu fremstår splittet og lammet. Tjah. Ingen er imponeret over de konservatives ageren i sagen, men foreløbig peger flasken kun i én retning: På Anders Fogh Rasmussen. Han undervurderede hele skattespørgsmålets vigtighed for regeringspartneren, og navnlig det pres som Bendt Bendtsen er under for at levere den skattelettelse i toppen, der kunne signalere konservativ indflydelse i VK-regeringen.

Det er navnlig det pres, som Bendtsen var under internt for at skaffe noget på topskatten, men paradoksalt også den opbakning, som han også bagefter har fået i sit eget parti, der gør, at jeg ikke tror på en skatteaftale med Dansk Folkeparti. Bendtsen kan ikke holde til nederlaget. Omvendt vil DF heller ikke give sig i forhold til de konservative, som man intet skylder. Nok snarere tværtimod, forstår man på søndagsartiklerne.

Med Venstretopfolkenes anonyme, men krystalklare udtalelser til søndagsaviserne er dog også tydeligt, at Venstre nu har fattet problemets omfang. V-toppen bøjede sig for de konservatives krav, men det var ikke af lyst, men af ren nød, for K truede – forstår man – med at forlade regeringen. Altså: Den ultimative trussel '“ at smide den politiske atombombe. Gik Venstre ikke med til skatteforslagene, så ville 'dansk politiks onde ånder være ude af flasken' sagde Fogh på Venstres gruppemøde i tirsdags som forklaring på, hvorfor Venstre nu forlod sine hidtidige skattesynspunkter. Fogh undervurderer ikke VK-forholdets eventuelle skadeomfang og regeringsmuligheder på både korte og lange sigt, hvis ikke Bendtsen fik sine indrømmelser.

Hvad skal det ende med? Enten et skatteforlig eller et valg, forstår man på Berlingskes artikel. Jyllandspostens journalister er frække nok til at foreslå, at det også bare kan ende med, at finansministeren og Bendt Bendtsen '“ som er med til forhandlingerne som en slags kontrolminister – konstaterer, at der ikke er et flertal for skatteforslaget, og så går man derefter videre med at forhandle kvalitetsreformen, som om at intet var hændt. Dermed ender “sorteper” hos Bendtsen, som så må afgøre om det er nok til at trække K ud af regeringen.

Det sidste scenario udstiller fuldstændigt de konservatives manglende indflydelse i dansk politik. I hvert når det gælder den førte skattepolitik.
Det bliver spændende at se om Bendtsen holder til det. Det tvivler jeg i hvert fald stærkt på.


Bendtsens skæbnetime

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 24, 2007

Comments icon

13 kommentarer

Det er Dansk Folkepartis ledere, der bærer hovedansvaret, hvis statsministeren måske ender med at udskrive et valg på baggrund af kuldsejlede skatteforhandlinger.

Bendt Bendtsens dage som troværdig leder af det konservative folkeparti er talte, hvis en skatteaftale med DF IKKE indeholder den kraftige regulering af grænsen for, hvornår man betaler topskat, som K ellers fejrer som en skattelettelse.

Kommer der en aftale, hvor Bendtsen har forladt 'topskatteskansen', så markerer det et gigantisk politisk nederlag for ham som politisk leder. Dansk Folkeparti derimod vil endnu engang kunne triumfere som sejrherrer. Det tror jeg ikke på, at de konservative kan holde til. Mentalt og politisk vil det simpelthen være for meget. I øjeblikket skriver aviser og kommentatorer stolpe op og stolpe ned om, at Bendt Bendtsen og de konservative ikke har nogen interesse i at gå ud af regeringen eller at fremtvinge et skattevalg. Er alternativet meget bedre? Vil vælgerne belønne et parti, som ikke står fast på sine holdninger '“ som DF jo gør '“ og hvor det politiske nederlag er tydeligt for enhver? Hvilke vælgere stemmer på politiske tabere? Finder de konservative folketingsmedlemmer sig i endnu engang at blive ydmyget af Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl? Ikke denne gang. Logik og koldt magtspil bliver denne gang suppleret med psykologi.

Læg mærke til at det præcis er K's markeringstrang, som har skabt hele situationen, hvor regeringen har været tvunget til at fremlægge et skatteforslag. Anders Fogh Rasmussen har været imod det lige fra starten, og Venstre lader alle forstå, at det er Bendt Bendtsen, der har bragt regeringen i denne situation. I øvrigt kalder Venstre hele skatteplanen konsekvent for en 'skatteomlægning'.

Dansk Folkeparti har vælgeropbakningen og det strategiske overskud til at give sig på topskatten. Partiet har også en interesse i at bevare VKO-flertallet. Problemet er dog, at Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard med deres hidtidige meldinger nærmest afviser reguleringen af topskattegrænsen. Det er nu, at Thulesen Dahl skal vise, at han også mestrer den situation, hvor DF ikke kan vinde hele spillet. Det kræver en mental omstilling, som jeg tvivler på, at det succesrige parti er klar til. Kan man forestille sig et nådigt og storsindet DF, der handler stik imod partiets populistiske strategi? Det er muligt, men jeg vil se det, før jeg tror det.

Lige før forhandlingerne går i gang her i dag, har Thulesen Dahl taget endnu et spadestik dybere i sin politiske skyttegrav ved at fastslå, at topskat skal i spil for at løse skattepakken, og det ikke er nok blot at øge kompensationen til folkepensionister.

Hvis forhandlingerne ender med et resultat, hvor Bendtsen renoncer på topskatten, så vil aviserne beskrive det som et politisk Waterloo, og det vil stå klart for alle, at han er færdig som toppolitiker. K-toppen får næppe heller held med at holde partiets interne diskussion om en efterfølger i ave. Debatten vil formentlig eksplodere og et utal af røster – ikke mindst pressen – vil kræve Bendtsens hoved på et fad. Hvordan skal K i øvrigt kunne gå ud i en valgkamp med et sådant politisk nederlag i bagagen? Ja det kan jeg heller ikke se.

Derfor må Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard give sig denne gang, medmindre at de vil fremprovokere en opløsning af den regering, som de i seks år ellers har levet så godt af.


Showdown i dansk politik

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 23, 2007

Comments icon

19 kommentarer

De konservative MF’ere fester nede hos Danfoss Universe på Als. Endelig er folketingsgruppen og dens leder Bendt Bendtsen lykkedes med at trænge igennem til Anders Fogh Rasmussen med et krav om lettelser i topskatten.

Ser man på 'skattelettelserne' på 10 milliarder kr., så er de fleste efterhånden enige i, at der i stedet reelt er tale om en egentlig skatteomlægning bestående af øgede eller “indekserede” energiafgifter og øvrige skattelettelser, som borgerne stod til at få alligevel. Udtrykket, at man 'fodrer hunden med dens egen hale', er det mest præcise, der beskriver situationen.

Skatteomlægningen fjerner i øvrigt ikke vores arbejdsmarkeds helt grundlæggende problem med den høje marginalskat, og blandt andet derfor er effekten på arbejdsudbuddet – siger en forbløffende enig sagkundskab – ikke særlig stor. Det er ellers arbejdsudbuddet, som Bendtsen har sat sig for at øge med det her forslag.

I går var Bendt Bendtsen en lykkelig mand over sin vundne politiske sejr, men som flere har været inde på, så ser det faktisk ud som om, at Anders Fogh Rasmussen har snydt sin vicestatsminister godt og grundigt. Eller også har Bendt Bendtsen bare endnu engang demonstreret, at han er en dårlig politiker.

Jyllands Posten skriver onsdag, at Fogh faktisk gav Bendtsen et alternativt tilbud:

'Tirsdag i sidste uge gav Fogh sin vicestatsminister et valg. Enten kunne han få en tredjedel af samlet 10 mia. kr. til at lette mellemskatten og to tredjedele til at lette bundskatten. Eller også kunne han få 10 mia. kr. til uspecificerede skattelettelser til fri forhandling i Folketinget.'

Hvis det er rigtigt, så kunne Bendtsen måske ved forhandling eksempelvis have fjernet en stor del af mellemskatten. Det får vi aldrig at vide.

Til trods for at Bendt Bendtsen bedyrer, at 'intet er ultimativt', så er det de flestes vurdering, at K-lederen har malet sig op i en krog, som han får svært ved at komme ud af. Giver den konservative leder sig på det forslag, som han under skrig, skrål og åbenbare trusler om at forlade regeringen har fået forhandlet hjem, ja så risikerer Bendtsen at ende med at fremstå som svag, og som spillets store taber. Det vil næppe være det bedste udgangspunkt for Bendtsen at møde vælgerne i, hvis valget kommer.

Alt tyder på, at Bendtsen har fuld og stor opbakning i den konservative gruppe til sin stejle holdning. Det er næppe kun hele spørgsmålet om skat, der spiller ind her. Det er også psykologi og følelser. Det er først og fremmest syv års opsparet frustration og irritation over Dansk Folkeparti, som kommer til udtryk her. Jeg tror, at Bendtsen hellere vil dø end at gå under åget og underlægge sig Pia Kjærsgaard på denne konservative mærkesag. Dansk Folkeparti demonstrerede sin magt i december, da partiet trak tæppet væk under den daværende konservative forbrugerminister Lars Barfoed. Det er ikke glemt. I de situationer hvor der har været konflikt mellem regeringen og Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, så har Fogh valgt at tage mere hensyn til Dansk Folkepartis holdninger end de konservatives. Det kan han ikke længere.

Bendt Bendtsen har kastet regeringen ud i et forhandlingsspil, hvor der kun gives to løsninger: Enten “æder” Dansk Folkeparti skatteomlægningen mod at få et eller andet til pensionisterne. Eller også, hvis DF nægter, ja så udskriver Fogh valg.

Dansk Folkepartis ledelse består af en række særdeles taktisk begavede hoveder. Som et rendyrket populistisk parti har DF stort set holdt sig fri for at tage medansvar for alt for kontroversielle eller upopulære forslag, Danmarks deltagelse i Irak undtaget. Fogh har omvendt aldrig præsenteret dem for forslag, som han på forhånd vidste, var uspiselige. Altså før nu. Ifølge meningsmålingerne så står Dansk Folkeparti til at miste den store indflydelse i dansk politik, som de har haft siden 2001. Det kan de umuligt være interesseret i. Omvendt vil DF ikke få ret megen tak af deres socialdemokratisk-sindede vælgerbase, hvis partiet nu lægger stemmer til skatteomlægningen. For så risikerer partiet at tabe et pænt antal mandater, og dermed vil VKO-flertallet være væk. Siger DF nej til Fogh, så holder partiet formentlig mandattallet, men kan så – måske – se skatteforslaget blive vedtaget med de radikale og Ny Alliances stemmer. Hvis Thulesen Dahl har indset, at VKO-dagene er overstået, så skal han sige nej til VK-regeringen og bevare sit mandattal. Tror “Tulle” omvendt på, at et VKO-flertal fortsat har en gang på jorden, så skal han falde til patten og acceptere Bendtsen omlægning.

Kommentatorerne er i hvert fald enige om én ting. Bendtsen rokker sig ikke denne gang. Uenigheden går på, om DF accepterer skatteplanen. Ralf Pittelkow tror ikke på at DF vil opgive deres indflydelse, og derfor vil de indgå en aftale med regeringen. Omvendt kan Michael Kristiansen ikke se, at DF og VK kan blive enige.

Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard starter nu med at gå til forhandlingerne bl.a. for at se, hvad VK-regeringen har af kort på hånden. Ligeså snart DF indser, at forhandlingerne vil bryde sammen, så går spillet i gang om, hvem der skal have skylden for sammenbruddet. Thulesen Dahl vil naturligvis pege på de konservative som de stædige, mens Bendtsen vil udpege DF, som de forhandlingsuvillige. Dermed får Fogh intet andet valg end at udskrive valget.

Forhandlingerne går i gang på fredag og har deadline den 3. september. Der er dog ingen, der siger, at forhandlingerne ikke når at bryde sammen inden.

Der vil i øvrigt blive offentliggjort meningsmålinger løbende, som partierne kan bruge til at psyke hinanden med. Viser målinger, at de konservative er blevet styrket, så vil det stive Bendtsens selvtillid af nede i den skyttegrav, som han har gravet sig ned i. Viser målingerne, at VK-regeringen får et alternativt flertal med DF og NA samt måske NA og de Radikale, så vil Fogh være yderligere interesseret i at udskrive valg.

Bottomline: Jeg tror, at valget er uundgåeligt, som fronterne er nu, men det er formentlig rykket mindst en uges tid længere ud i horisonten. Men valget bliver holdt i september.

Bottom border