Måned: august 2007

Valgtrommerne lyder stedse højere i det politiske miljø. Højest lyder de dog hos den altid indsigtsfulde og kloge Peter Lautrup-Larsen, der er blandt de kun få grunde til at følge TV2s politiske dækning. Valgsnakken har nu fået yderligere næring ved kulturministeren, der har siddet og kloget sig på Vestsjællands Lokalradio (Hjemme i valgkredsen..). Der kommer valg i efteråret, vurderer Brian Mikkelsen, der for et øjeblik udskiftede ministerkasketten med én ny hat som politisk kommentator. P1-værten m.m. Niels Krause-Kjær konstaterede i Berlingske, at Mikkelsen med sine udtalelser tilsyneladende helt sikkert ikke aner et kuk om, hvornår valget kommer. Mikkelsens vurderinger skaffede dog Det konservative Folkeparti på forsiden af Jyllands-Posten. Tjah. Hvis man ikke har nogen politik at sælge vælgerne, så kan man jo give sig til at spekulere for åben mikrofon på en lokalradio. Flot, Brian!

Anders Fogh og Claus Hjort er langt mere raffinerede, når de forbereder sig til valgkamp. De ringer som sædvanlig til Thomas Larsen på Berlingske for at viske ham i øret, hvad de synes, han skal mene og skrive om. Larsen har det problem, at han skal fylde avisen med et eller andet, og når der ikke sker en bønne i dansk politik og han allerede har skrevet om valgrumlerierne, ja så må den Berlingske Avis’ politiske 'hof-reporter' jo diske op med noget andet. I dag skriver Thomas Larsen, at Bendt Bendtsen og Fogh i dag mødes for at diskutere strategi og ikke mindst den kommende velfærdsreform. Larsen mener at vide, at ligeså snart at en velfærdsreform blever vedtaget og gerne med et bredt flertal, ja så får vi en skattereform, der indeholder skattelettelser for de lavestlønnede. Hvabehar!

Gid det var så vel. Jeg tror såmænd, at Claus Hjort har bildt Thomas Larsen endnu en god historie på ærmet, der skal berolige alle de borgerlige vælgere og avislæsere, som med vantro og længsel efter snart seks lange år med en VK-regering venter på mærkbare skattelettelser. Hvor ville jeg dog ønske, at Thomas Larsen får ret i sine “profetier”. Imidlertid hælder jeg mest til at tro, at Berlingske Tidende og deres chefanalytiker lader sig groft misbruge som “propagandasender” af Venstres topfolk ved så gladeligt at stille sig til rådighed og pakke Venstres valgflæsk ind i såkaldte “objektive analyser”. I det mindste kan man ikke bebrejde Fogh og Claus Hjort, at de nu igen – på skrømt – stiller borgerlige vælgere skattelettelser i udsigt. To gange før har de ladet sig fuppe, så nu er det store spørgsmål, om de samme vælgere ryger på limpinden yderligere en tredje gang.

P.S. Står du akut og skal bruge en krisepsykolog, så ved du, at du altid kan finde én her på Jarls Blog! Jeg er snart træt af Google….

Dagbladet Politiken er for tiden enestående blandt morgenaviserne ved at være i stand til selv at skabe politiske nyheder. Midlet er simpelt: Avisen har invitéret nogle politikere i første og andet geled til at gøre sommerstatus. Det sker i håbet om, at politikerne så vil dukke op med en eller anden udmelding under armen, der giver genlyd i en ekstrem nyhedsfattig periode. Avisens strategi har virkelig vist sig såre virkningsfuld: I sidste uge valgte Mette Frederiksen at skælde ud på sin partiformand for ikke at gøre det godt nok. I stedet for at rakke sine egne ned, så valgte Justitsminister Lene Espersen at skælde ud på regeringspartneren Venstre for at øde de offentlige finanser bort, sådan at der ikke er noget tilovers til skattelettelser.

Justitsministeren har haft en hel del politiske fejlskud igennem det sidste år. Derfor vil Jarls Blog gerne kvittere for, at det faktisk lykkedes Lene Espersen at ramme noget centralt i den politiske debat, nemlig at opfordre borgerlige politikere '“ ingen nævnt ingen glemt '“ til at være mere påholdende med borgernes penge i stedet for at love eller øde dem bort til den offentlige sektor.

Lene Espersen har valgt at markere sig som 'ansvarlig borgerlig', og det er utvivlsom sket i håbet om at opfange stemmer i den borgerlige lejr. Det er ikke fordi, at det konservative folkeparti ligefrem svømmer i stemmer for tiden. Dagens meningsmålinger hos Green i Børsen og Vilstrup i Politiken er eksempelvis identiske på mindst et enkelt punkt: De konservative ligger med lidt over 9 procent ca. én procent under forrige valgresultat på 10,3 procent og 18 mandater. Dermed mister partiet formentlig de to mandater som de ellers vandt sidste gang, altså hvis meningsmålingerne holder. Med andre ord: Der er et stort behov for klare troværdige markeringer, hvis Bendtsen og Co. skal undgå at rende ind i et valgnederlag.

Der er utvivlsomt mange borgerlige vælgere, der efterspørger de synspunkter, som justitsministeren markerede i Politiken lørdag. Desværre er det nok de færreste 'frie” borgerlige vælgere, der omvendt har en stor tiltro til, at Lene Espersen og resten af den konservative folketingsgruppe mener det alvorligt, når det kommer til at se synspunkterne udmøntet i regeringens finanslovsforslag for 2008 og 2015-planen, der bliver præsenteret sidst på måneden. Endnu er det ikke lykkedes mig at møde nogen i det politiske miljø, som bare ét sekund tror på, at de konservative tør sige nej til Fogh og true med at forlade regeringen, hvis der eksempelvis IKKE kommer en eller anden plan, der indeholder skattelettelser.

Får Bendtsen et valgnederlag på 2-3 mandater eller mere, så blusser debatten om en ny kompetent leder op igen. Bendtsen bør i øvrigt ved den lejlighed selv træffe den beslutning og afgå som partileder. I første omgang står slaget om at efterfølge ham mellem “tronprætendenterne” Connie Hedegaard eller Lene Espersen. Får Bendtsen fremgang eller holder skansen, så vil det formentlig udskyde diskussionen et par år. I øvrigt til stor skade for partiets langsigtede interesser!

Det er nu ikke alle steder hos de konservative, at det står skidt til. Partiet kan i dag glæde sig over, at den tidligere radikale Pernille Høxbro og nuværende rådmand på Frederiksberg Rådhus har meldt sig ind i Det konservative Folkeparti. Beslutningen er næppe affødt af Lene Espersens udmeldinger om mere ansvarlighed med borgernes penge, men snarere af Høxbros håb om '“ med tiden '“ at efterfølge den nuværende borgmester Mads Lebech som Frederiksbergs borgmester. Lebech spås allerede nu af flere iagttagere som kommende K-leder, men det kræver først og fremmest, at han bliver medlem af folketinget.

I Berlingske forrige mandag spillede Henrik Qvortrup Lebechs navn på banen som en 'dark horse' i spillet om at efterfølge Bendtsen. Endnu er Lebech ikke engang folketingskandidat, og der gættes på, at Frederiksberg-borgmesteren først træder ind på den scene, når han på et eller andet tidspunkt – og i god ro og orden – kan overtage Per Stig Møllers sikre kreds på Frederiksberg – vel og mærke, når udenrigsministeren selv har annonceret, at han takker af. For det andet kræver Lebechs skift til landspolitik, at han afleverer borgmesterstolen til en konservativ, der kan føre “faklen” sikkert videre. Hidtil har hans problem været, at mængden af talenter i den konservative gruppe i Frederiksbergs kommunalbestyrelse har været begrænset. Med Høxbros '“ som Lebech har kørt et godt og tæt politisk parløb med gennem årene '“ i gruppen har han nu en mulig afløser som Frederiksbergs første kvindelige borgmester.

Endelig har Lebech den mulighed, at han laver 'en Aksel Møller' og bliver folketingspolitiker samtidig med, at han styrer Frederiksberg som borgmester. Aksel Møller (1906'“1958), der var Per Stigs onkel '“ døde nærmest af arbejdspresset, men både Søren Pind, Per Tærsbøl og Jens Hald Madsen har da overlevet i en periode at være folketingspolitikere, samtidigt med at de var borgmestre.

I Berlingske forleden skrev Henrik Qvortrup i øvrigt, at det er de fhv. konservative ministre Palle Simonsen og Niels Wilhjelm, der i kulisserne skulle arbejde for Mads Lebechs kandidatur til at efterfølge Bendtsen. Nu er det længe siden, at disse veltjente herrer har siddet i folketinget, og ingen i Det konservative Folkeparti kan i øvrigt huske, hvornår en Niels Wilhjelm har deltaget i et konservativt landsråd. Det er derfor stærkt tvivlsomt, hvilken indflydelse de kan øve i forhold til den konservative folketingsgruppe, der helt suverænt vælger partiets leder. Størstedelen af de nuværende medlemmer herunder Bendt Bendtsen har slet ikke siddet i folketinget med nogen af de to herrer, der '“ uden at være uforskammet '“ politisk set må regnes for at være pensionister. Så på Jarls Blog synes vi, at man ikke skal overfortolke Wilhjelms og Simonsens indflydelse med hensyn til at påvirke beslutningen om, hvem der bør efterfølge Bendtsen '“ selvom at Mads Lebech bestemt er en glimrende kandidat til partilederposten om nogle år.

N.B. Nu vi er ved de såkaldte “Frederiksberg-konservative”, så tillad mig, at jeg gør lidt reklame for en ny bog. Forfatteren Nikolaj Bøgh barsler den 7. september med en samlet biografi netop om Aksel Møller og hans – for nutiden – måske lidt mere kendte lillebror og minister under VKR-regeringen Poul Møller (1919-1997). Sidstnævnte er i øvrigt det fædrende ophav til vores nuværende udenrigsminister Per Stig Møller. Bogens titel er “Brødrene Møller – historien om et konservativt dynasti” og udkommer på forlaget Aschehoug.

P.s. Google har nogle problemer for tiden, siden at mine annoncer mest henvender sig til folk med akutte psykiske problemer. Det håber jeg sandelig ikke mine læsere er belastet af. I stedet kan man med fordel læse annoncer af mere politisk interesse, når man læser kommentarer mv på de enkelte blogs. Det fungerer i øvrigt sådan, at hvis man klikker på annoncerne, så tjener jeg et par kroner pr. klik.

Valget kommer – måske – om en måneds tid eller to. Hvad gør fire socialdemokratiske folketingsmedlemmer? De går i pressen og snigløber deres formand Helle Thorning-Schmidt og beskylder hende for manglende synlighed, netop som hun er i gang med at søsætte en storstilet velfærdskampagne, der skal udgøre Socialdemokratiets sidste store vælgeroffensiv før det egentlige valg. Man kan vist dårligt forestille sig en mere illoyal optræden. Anders Fogh Rasmussen må være lykkelig.

Det har længe været op ad bakke for Helle Thorning-Schmidt i forhold til at vinde det tabte vælgerterræn tilbage fra Fogh og Pia Kjærgaard. Hun er blevet kritiseret både hér og dér, men én ting har S-lederen kunnet hænge sin hat på: Hun havde i det mindste skabt ro i S-gruppen, sådan at alle marcherede i samme takt. Den blev skabt, da Thorning sidste år valgte at dele magten med partiets venstrefløj. Det var ved den lejlighed, at 'traditionalisten' Carsten Hansen blev gruppeformand, partiet lagde en strategi, hvor man satsede på socialdemokratiet classic – værdier med fokus på at udbygge velfærdsstaten.

Efter en kedelig sommer, hvor vi alle var lullet ind i troen på, at alt skam var fryd og gammen i S-gruppen, så fik Politiken målt den reelle temperatur på stemningen i det socialdemokratiske gruppeværelse. Og den ligger åbenbart på nulpunktet ligesom selvtilliden. En dårlig stemning var i hvert fald, hvad MF Mette Frederiksen torsdag, valgte at kommunikere til sine vælgere og støtter, ved at lade frustrationerne få frit løb. Fredag fulgte tre andre MF'ere op med den samme indirekte kritik af Helle Thorning-Schmidt og resten af S-ledelsen herunder den politiske ordfører Henrik Sass Larsen.

Udtalelserne kan kun ses som udtryk for, at socialdemokraterne i folketinget er ved at miste troen på deres leder. På Jarls blog undrer vi os over, hvordan folketingsmedlemmer kan få sig selv til at nedsable en leder så tæt på valgets udskrivelse. Ved de andre lejligheder plejer det at være de sidste dage lige før valget tabes. Det er der, man ved flere lejligheder har set en Svend Auken ivrigt vaske hænder i medierne og udtrykke kritik af kampagnen eller strategien.

Henrik Sass Larsen har jo en pointe, når han slår fast, at man altså ikke søsætter større forslag, alt imens danskerne er på ferie. Men det er jo ikke forbudt for socialdemokraterne at præsentere idéer og i øvrigt deltage i samfundsdebatten i løbet af sommeren. Hvis de ikke ved, hvordan man gør, så kunne de tage ved lære af Dansk Folkeparti, som er mestre udi politisk kommunikation om sommeren.

Man kan i øvrigt undre sig over at en Jeppe Kofod, som tog orlov et år for at læse på Harvard University, kan få sig selv til at sige, at S er for usynlig, når han selv har været fraværende indtil for ganske nylig. Det siger lidt om selvforståelsen. En anden kritiker, tidl. minister Jytte Andersen, har alle dage været en bagsædepolitiker og står heller ikke ligefrem som den mest visionære politiker, dette land har fostret. Nu afsluttes den politiske karriere med et dolkestød bagfra mod den leder som de socialdemokratiske medlemmer for to år siden valgte ved urafstemning. Hvor smagfuldt!

Det, der kan undre er, at de to ovennævnte ikke tilhører partiets venstrefløj ligesom den tredje kritiker Thomas Adelskov og Mette Frederiksen. Det kan tyde på, at frustrationen over Helle Thorning-Schmidt er bredt funderet i S-gruppen.

Som iagttager stiller jeg mig selv sig en række spørgsmål:
Har de socialdemokratiske politikere reelt opgivet, at Helle Thorning-Schmidt nogensinde kan føre partiet tilbage til regeringsbænkene? Er der tale om en koordineret aktion eller blot almindelig frustration, der nu kommer ud gennem sidebenene og til læsernes vished via Politikens sommerinterviewserie med politikere i andet geled? Er det et tegn på, at et evt. kommende og kalkuleret valgnederlag til Thorning, internt i Socialdemokratiet skal bruges til at fjerne hende som leder og ikke mindst Henrik Sass Larsen som politisk ordfører? Hvem står til at tage over? Og er det noget, som kræfter i S allerede nu har gjort sig tanker om?

Personligt tror jeg ikke på, at kritikken er en del af en eller anden overlagt eller ligefrem planlagt aktion. Den er nok i virkeligheden et opråb eller rettere en advarsel til Helle Thorning om – her og nu- at tage sig sammen, desuagtet, at det ikke er særligt hjælpsomt. Jeg tror heller ikke på, at man for alvor er begyndt at tænke i lederalternativer. Den eneste, der efter min mening kan blive tale om – efter næste valg '“ er Nick Hækkerup. Og netop han råber højest, når det gælder opbakning til Helle Thorning-Schmidt.

Kommer Helle Thorning-Schmidt ikke igennem valget med skindet på næsen, så tror denne blogger på, at flere S-folk begynder at arbejde for, at denne generations største socialdemokratiske politiske talent Hillerøds borgmester og nuværende folketingskandidat Nick Hækkerup tager over på posten. Men lige nu gælder det for S at holde sammen. Det er bl.a. derfor, at man pludselig ser en af partiets gamle kæmper, den tidligere finansminister Knud Heinesen, blande sig og give sin støtte til den efterhånden ret pressede formand.

Medierne er også med i legen. Avisen BT er begyndt at problematisere, at Helle Thornings britiske mand bor og arbejder i Skt. Petersborg. Det kan i øvrigt undre, at BT der med sit “kvindetillæg' hævder at henvende sig til moderne kvinder, således vælger at problematisere en kvindelig statsministerkandidat, fordi hun samtidig med politikergerningen også skal tage vare på sine to små børn, nu når manden er væk. Til at føre kniven benytter BT naturligvis sig af en kvindelig journalist og kommentator. Det er sandelig også smagfuldt!