Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Hos far på Marienborg

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 25, 2007

Comments icon

3 kommentarer

Som alle journalister ved, så er det supervigtigt at have kildenettet i orden. Hvis man er politisk journalist eller politisk kommentator, så er det helt indlysende genfundenes fressen ind imellem at blive ringet op af landets statsminister, der orienterer én om regeringens fremtidsplaner. Dealen er dog, at journalisten får eksklusivitet på historien, som så til gengæld skriver rimeligt loyalt om planerne samt redegør for den strategi, hvor i for eksempel emnet “skattelettelser” indgår.

Et sådant forløb fandt åbenbart sådan sted i august før Venstres Sommertræf, hvor Anders Fogh Rasmussens skatteplaner (som var ukendt for offentligheden og de konservative) noget pludseligt stod at læse tre dage før den 8. august i Berlingske pakket ind i kommentator Thomas Larsens 'analyse':

'MED KVALITETSREFORMEN PÃ… PLADS kan det næste store tema i regeringens drejebog handle om en skatteplan med det argument, at lettelser af skatten på arbejde vil føre til flere hænder i det offentlige og det private erhvervsliv, hvor der mange steder er skrigende mangel på arbejdskraft. Argumentet om, at skattelettelser kan gøre det mere attraktivt at arbejde, og at flere på overførselsindkomst får større incitament til at tage et job, vil kunne føres slagkraftigt frem for vælgerne, ligesom regeringen vil kunne sige til lavt lønnede medarbejdere på f.eks. landets plejehjem, at de vil få mere ud af at gå på arbejde. '

Som bekendt så gik de politiske forhandlinger om skat ikke helt, som Fogh havde regnet med. Skattelettelserne var for små syntes Bendt Bendtsen, og regeringen gerådede ud i et internt slagsmål om topskat, hvor K endte med at spille det ultimative kort: True med at gå ud af regeringen. DF nægtede at æde større lettelser i topskatten og resultatet blev et uskønt kompromis med egentlige få reelle skattelettelser.

De politiske kommentatorer er siden blevet skældt huden fuld af en mængde mindst ligeså kloge mennesker, fordi de havde 'udskrevet valget før tid'. Sagen er, at Fogh rent faktisk havde planlagt valgets komme. Alt var timet og tilrettelagt til et hurtigt valg her i september. Det er dog ligeledes helt åbenlyst for de fleste, at hele slagsmålet om skat bragte regeringen i defensiven især i forhold til marginalvælgerne, og at det derfor var klogt af Fogh at droppe idéen.

Umiddelbart efter hev Fogh en stribe toneangivende politiske kommentatorer enkeltvis op på Marienborg, hvor statsministeren over en frokost forsøgte at forklare, at der på ingen måde havde været nogen ko på isen under hele forløbet omkring skatten, og slet ikke efterfølgende. Ja al postyret om skattelettelserne var nærmest noget Fogh havde planlagt for at få det overstået før et valg, og forløbet var i hvert fald ikke længere problematisk for regeringen. Yeah right!, ville mange nok have tænkt. Det er da et let gennemskueligt spin for de fleste, og kommentatorerne afstod alle fra at videreformidle statsministerens ævl. Bortset fra én.

'Med skatteaftalen i hus har regeringen fået tro på, at den kommer i offensiven igen. VK føler, at regeringen er landet stærkere end ventet, og fra nu af bliver det Socialdemokraternes tvivlsomme fornøjelse at skulle kæmpe mod skattelettelser.'

Rigtig gættet. Sådan skrev Thomas Larsen den 4. september i år under overskriften 'Skatteaftalen giver regeringen ny luft'.


En kæmpesucces

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 24, 2007

Comments icon

1 kommentar

Hvordan håndterer du pressen med succes? Det kan man få at vide, hvis man melder sig til et arrangement hos Kommunikationsforum, hvor fire folk fra kommunikationsbranchen ellers fortæller om krisehåndtering. Her er lidt reklame for 'K-dag':

Krydsfeltet mellem presse, spin og politisk strategi
Da finanslovforslaget for 2004 blev fremlagt, indeholdt det en besparelse fra Beskæftigelsesministeriet på dagpengeområdet på 800 mio. kr. Regeringens troværdighed kom på spil, og det endte med en regulær politisk blodtud til regeringen og beskæftigelsesministeren i særdeleshed. Charlotte Jepsen fortæller om vigtigheden af ikke at tilsidesætte den langsigtede strategi i dag-til-dag-arbejdet med medierne. Og om vigtigheden af faglig indsigt, politisk musikalitet og udfordringerne ved at skulle samarbejde med fagjournalister, som kender både stof og kilder bedre end de fleste.
Charlotte B. Jepsen, Presse- og kommunikationschef, Beskæftigelsesministeriet.

Ud fra oplægget, kan man så virkelig kalde Jepsens indsats for en succes? Skal hun ikke snarere tale om, hvordan man laver et taktisk tilbagetog efter at ens politik har lidt totalt skibbrud og ens minister har mistet al troværdighed, fordi han har kastet alt liberalt tankegods over bord for at forblive på ministertaburetten?

Jeg forstår ikke, hvorfor Charlotte Boline ikke i stedet fortæller om dengang for et lille års tid siden, hvor hun gjorde sig selv til midtpunkt ved midt i stridighederne mellem hendes minister og de dengang tre liberale folketingsmedlemmer Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen tydeligvis igen havde overskredet sine beføjelser og blev taget in flagranti i at spinne ikke så pæne ting om Venstres folkevalgte finansordfører overfor Christiansborg-pressen. Senere under et dramatisk møde i Beskæftigelsesministeriet, hvor Jepsen selv var tilstede, blev hun som bekendt revet sine intrigante julelege i næsen af Peter Christensen, hvilket vi andre jo kunne læse om i en bemærkelsesværdig artikel i Jyllands-Posten. Pinlig var sagen for spindoktoren, der må siges at have lidt et personligt prestigetab på den konto. Men det kan Charlotte Boline jo komme ind på, alt imens hun forklarer tilhørerne om, hvordan man kan fremstille sig selv som en succes, når ens minister '“ Claus Hjort Frederiksen '“ ifølge målinger er blandt regeringens mest upopulære ministre.


Politiske forbrydelser

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 23, 2007

Comments icon

11 kommentarer

Anmeldelse blev bragt i Weekendavisen den 14. september 2007

Hubertus Knabe (red.)'žGefangen in Hohenschönhausen' '“ Stasi-Häftlinge berichten. 383 sider. 134 kr. på Amazon.de. List.

DDR var en retsstat, men kun på papiret. I teorien kunne arbejder- og bondestatens borgere ikke idømmes straf for deres politiske sindelag, men i praksis blev borgerlige frihedsrettigheder brutalt undertrykt. Politiske eller religiøse afvigere, der ytrede sig offentligt, blev pr. automatik mistænkt, arresteret og tiltalt for enten statsfjendtlig hetz eller asocial optræden. Forlod kritikerne landet uden tilladelse, blev de mødt med en tiltale for 'ulovlig grænseoverskridelse' eller 'republikflugt'. Næsten en kvart million østtyskere oplevede i DDRs levetid at blive arresteret for 'politiske forbrydelser'.

Frem til at en sag kom for en egentlig domstol, blev de tiltalte indsat i et af DDR's statssikkerhedstjenestes 'Stasi's” afhøringsfængsler, hvor fangerne blev afhørt i uger, måneder og år. Det skete – naturligvis – helt uden advokatbistand. Først umiddelbart lige før de egentlige domsforhandlinger gik i gang, tillod myndighederne den tiltalte at få kontakt med en forsvarsadvokat. Rutinemæssigt blev klienterne tilrådet at erkende sig skyldig i anklagen, uanset om den havde hold i virkeligheden eller ej. Det skyldtes, at forsvarsadvokaterne var blandt Stasi's mere end 100.000 uofficielle medarbejdere, men den anklagede havde på den anden side ikke noget håb om at ændre på det uundgåelige resultat i form af en årelang ubetinget fængselsstraf.

I en ny tysk bog 'Fanger i Hohenschönhausen' fortæller 24 kvinder og mænd om deres personlige oplevelser som fanger i det tidligere østtyske statssikkerhedsstjeneste Stasi's berygtede afhøringsfængsel, Hohenschönhausen, der ligger nogle kilometer vest for Berlins centrum. Fængslet har i dag officiel status som 'mindested' og museum. Flere af bogens bidragydere er blandt de frivillige, der er aktive i mindestedets støtteforening og viser rundt på stedet. Det er mindestedets direktør historikeren Hubertus Knabe, der har samlet fangernes beretninger om deres oplevelser i perioden 1945-1988.

Knabe er i den tyske debat om DDR-fortiden kendt som en kompromisløs skikkelse, der utrætteligt påpeger farerne ved de gamle Stasi-folks apologetiske og historieforfalskende, men livskraftige propagandavirksomhed samt ikke mindst forbundsrepublikken for dens manglende vilje, lyst og evne til at gennemføre et effektivt tilbundsgående retsopgør med Stasis bødler og til at kompensere ofrene for 40 års kommunistisk styre og forfølgelse. Det er især sket i den opsigtvækkende bog 'Gerningsmændene i blandt os', der også udkom i foråret. (Anmeldt i Weekendavisen 22. juni 2007).

Fra krigens afslutning og frem til 1950 var afhøringsfængslet en del af den sovjetiske militære forvaltning, og deres tyske håndlangere gav en villig hånd med i den nidkære forfølgelse af kommunisternes politiske modstandere. Først kom opgøret med nazisterne og deres medløbere, men fra 1947 blev også socialdemokratiske, liberale og kristelige-demokratiske politikere systematisk fængslet og anklaget for at være 'fascister' eller 'krigsophidsere', der naturligvis stod i ledtog med USA. Forfølgelsen gik især udover en hel del socialdemokrater, der ikke helt havde forstået værdien af tvangssammenlægningen i 1946 af det socialdemokratiske parti, SPD og kommunistpartiet, KPD til det Sozialistische Einheitsparti Deutschlands, SED. De fik så til gengæld lejlighed til at forklare sig i Hohenschönhausen.

I årene lige efter krigen var forholdene i fængslet så horrible, at de kun var marginalt 'bedre' end de nazistiske KZ-lejre. Fangerne blev holdt under uhumske forhold, var kronisk underernærede og konstant udsat for kulde. Det kostede tusinder fanger livet eller helbredet. Dertil kom, at fanger blev nægtet at sove ordentligt og holdt isoleret fra hinanden i celler på få kvadratmeter uden vinduer og kun med en træbænk uden madras til at sove på samt en spand til at besørge i. Var der lys i cellen, så brændte der en lille glødelampe. De langvarige afhøringer foregik altid om natten. Manglende eller konstant afbrudt søvn var et glimrende middel til at nedbryde fangerne fysisk og psykisk, der oveni skulle udholde trusler og fysisk vold. Med tiden og især efter Sovjetunionens leder Josef Stalins død i 1953 blev fangernes fysiske rammer og ernæringen langsomt forbedret. Stasi gik med tiden væk fra primitive afhøringsmetoder som brugen af fysisk vold og ødelæggelse af fangernes søvn. Til gengæld udviklede og underviste organisationen sine afhøringsfolk i mere raffinerede psykologiske metoder, der mere effektivt kunne fremtvinge de nødvendige tilståelser.

Efterhånden som de åbenlyst borgerlige og socialdemokratiske østtyskere enten var tilstrækkeligt kuet eller flygtet til Vesten, gik Stasi i 1950'erne også over til at forfølge reformivrige SED-partimedlemmer og andre, der kunne mistænkes for at afvige fra partiets meget doktrinære og Moskva-tro kurs. For eksempel blev der sidst i årtiet udkæmpet magtkampe indenfor SED, og den daværende partichef Walther Ulbricht (1893-1973) sørgede for at reformkræfterne, der tabte magtkampen, samt øvrige, der kunne mistænkes for at have stået i ledtog med dem, blev spærret inde. De fik dog på ingen måde særbehandling sammenlignet med borgerlige eller socialdemokratiske dissidenter. Stasi-afhøringsfolkene anvendte helt de samme skånselsløse metoder for at nedbryde selv deres gamle partikammerater fra KPD på både krop og sjæl.
Det er her, læseren møder den yngre Erich Mielke (1907-2000), der som Statssekretær for Ministerium für Staatssicherheit (MfS) eller blot 'Stasi' i mere end 30 år var hovedansvarlig for DDR-styrets undertrykkelse af sin egen befolkning. Mielke forhørte i 1950 KPD-chefen i Vesttyskland og medlem af den tyske forbundsdag, Kurt Müller, som blandt andet blev anklaget for forræderi og terrorisme. Undervejs pralede den senere Stasi-chef både af at have været elev af Berija '“ hovedmanden bag Stalins udrensninger i 30'erne '“ og for at have arbejdet i NKVDs berygtede Lubjanka-fængsel i Moskva. Som led i at få Müller til at bryde sammen, sparede Mielke ikke fangen, men fortalte om diverse afskyelige metoder med hensyn til likvideringer, som forhørslederen blankt indrømmede et uhyggeligt førstehåndskendskab til. Erfaringer Mielke angiveligt fik i læretiden hos NKVD, men utroligt nok modstod Müller heroisk truslerne.
Det lykkedes i øvrigt aldrig de tyske myndigheder at få dømt Mielke som ansvarlig for Stasi's forbrydelser. De måtte i stedet ty til at anklage ham for gamle mord, som Mielke havde begået på to politifolk i 1931 i Weimar-republikkens tid, for i det mindste at få ham straffet. Dommen faldt i 1993 og lød på seks års fængsel, som han aldrig fik lov at afsone helt på grund af alderdomssvækkelse. Mielke blev i øvrigt lige efter Murens fald indsat i afhøringsfængslet Hohenschönhausen. Men afsoningsforholdene dér faldt ikke helt i den tidligere Stasi-chefs smag. De var for dårlige, mente Mielke ifølge sin advokat, der i øvrigt på sin klients vegne bad om overflyttelse til et andet fængsel. Det fik han – i modsætning til sine tusinder af ofre – lov til.

De tidligere fanger er alle eksempler på, at menneskelig karakterstyrke og politisk overbevisning kan modstå presset fra et umenneskeligt regime, men beretningerne viser også, at prisen var høj.
Frits Sperling var en prominent reformkommunist, der faldt i unåde og blev fængslet. Selvom Sperling var hjertepatient, blev han efterladt i et uopvarmet rum i månedsvis uden adgang til livsvigtig medicin og ordentlig behandling. Han blev frigivet, men døde to år efter i 1958 kun 46 år gammel.

Det var i øvrigt ikke kun østtyske borgere, der risikerede at blive arresteret og blive ført til afhøring hos Stasi. I 1955 blev den vesttyske journalist Karl Wilhelm Fricke kidnappet af Stasi i Vestberlin, fordi han i artikler og radioudsendelser havde beskrevet DDR-styrets politiske forfølgelse. Fricke blev bedøvet af en Stasi-agent, der lokkede ham til at indtage en såkaldt 'knock-out-cocktail'. Journalisten blev ført til afhøring i Hohenschönhausen, hvor han sad i 15 måneder. Fricke blev siden idømt 4 års tugthus for at have iværksat en såkaldt 'boykothetz' mod DDR-styret.

Mest hjerteskærende er Hans-Eberhard Zahns beretning. Stasi holdt ham fra 1953 indespærret i syv år, og han fik lov til at skrive 20 linjer til sine kæreste hver måned. En dag fik han uden et ord leveret sit brev tilbage af sin fangevogter. Uden på brevet stod, at modtageren var død. Kæresten havde kastet sig ud foran et S-tog. Det skulle Zahn først erfare efter sin løsladelse.
Zahn fortæller i øvrigt om sin videre skæbne i Hohenschönhausens nærliggende fangelejr, hvor myndighederne havde udviklet et særligt modbydeligt stikker-system. Ud over at bruge ressourcer på at udholde tilværelsen, så skulle fangerne også være på vagt over for medindsatte. Fanger kunne købe sig til tjenester og privilegier mod at stikke hinanden til særlige ideologisk bevidste 'overfanger', der var sat til at administrere systemet. Resultatet blev, at fangerne i realiteten isolerede sig fra omgivelserne for ikke at komme til at blotte sig og ende med at blive stukket.

For flere af fangerne i bogen fortsatte forfølgelserne også efter at have udstået lange fængselsstraffe. Forbundsrepublikken begyndte i 1950'erne at købe politiske fanger fri fra DDR-styrets ydmygelser. Denne menneskehandel beløb sig gennem tiden til i alt 2,5 milliarder D-mark dvs. mere end 10 milliarder danske kr. I alt 35.000 fanger fik til gengæld mulighed for at begynde en ny tilværelse i eksil i Vesttyskland, hvor Stasi dog fortsatte med at holde flere af dem under opsyn frem til murens fald.

Stasi-obersten, der igennem 27 år var chef for Hohenschönhausen, hævder fortsat, at afhøringsfængslet var et ganske almindeligt fængsel, der var fuldt ud sammenligneligt med vesttyske fængsler. Andre Stasi-topfolk fastholder, at det alene var de DDR-borgere som overtrådte landets love, som kom til afhøring, og kun for at få deres sag undersøgt. DDR-myndighederne var i øvrigt ret 'dygtige' til at opklare forbrydelserne. Stort set alle indsatte i fængslet endte nemlig med '“ også efter i langt tid at have nægtet det – at erklære sig skyldige i anklagerne for konspiration mod arbejder- og bondestaten og for at samarbejde med vestlige efterretningsorganisationer. Ved læsning af beretningerne genkalder man sig uvilkårligt det univers, som Franz Kafka beskrev i bøgerne 'Processen' og 'Slottet': Den anklagede ved aldrig, hvad han er anklaget for. Og det er i øvrigt ikke muligt at benægte anklagen. Til sidst tvivler den anklagede på sin egen uskyld og tilstår alle forbrydelser, som han eller hun anklages for.

Fangernes beretninger er tunge vidnesbyrd om, at DDR på ingen måde var en retsstat, men i realiteten et diktatur, hvor systemets magtapparat Stasi helt bevidst tilsidesatte landets love og regler for at undertrykke sin egen befolkning. Disse menneskers læseværdige og i øvrigt rystende beretninger er derfor på ingen måde betydningsløse i den fortsatte politiske og historiske debat i Tyskland om hele synet på det hedengangne DDR.

Bottom border