Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 22. september 2007
I den ellers lidt tynde bunke med opmuntrende politiske sager på Anders Foghs ministerkontor i Prins Jørgens Gård er der én, han er særligt optaget af og luner sig ved. Det er sagen om Enhedslistens beslutning om at opstille Asmaa Abdol-Hamid til folketinget. Ethvert nyt kapitel i sagaen om den kontroversielle islamistiske politiker, der nægter at give hånd til mandspersoner, skaber glæde langt ind i de borgerlige rækker. I meningsmålinger nærmer Enhedslistens vælgeropbakning sig spærregrænsen på to procent. Alt sammen i takt med, at gamle venstrefløjskoryfærer på stribe i øvrigt har smækket med døren og sagt farvel og tak. Oven i finder andre medlemmer det nødvendigt at danne fraktioner til forsvar for Enhedslistens dogme om at være ateistisk. Så vidt er det kommet i et parti, der sværger til Karl Marx, der ellers mente, at 'religion er opium for folket'. Enhedslisten har ellers forsøgt at skærme Asmaa af blandt andet ved at gennemgå TV-træning, for ligesom alle andre politikere at undgå at sige, hvad hun i virkeligheden mener. Det kniber dog lidt for Asmaa at holde sig ude af mediernes søgelys. Hun har i sommeren 2006 været på Koran-skole i Yemen med 'religionsundervisning' på dagsordenen dvs. næppe noget der forbindes med demokrati eller tolerance mellem religionerne. Forventeligt har medierne kastet sig over sagen, og endnu en brik er blevet lagt til billedet af Enhedslisten, som en flok lalleglade halalhippier, der tolererer formørkede islamister i deres kreds. Anders Fogh? Ja, han glæder sig over udsigten til at profitere på det stemmespild, der bliver resultatet, hvis Enhedslisten falder for spærregrænsen ved næste valg.
Læs evt. artikel om David Troels Garby og min ringhed på fagbladet “Journalistens” hjemmeside.