Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Lad dem råbe på Slotspladsen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 2, 2007

Comments icon

4 kommentarer

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den tirsdag den 2. oktober 2007.

I dag åbner Folketinget. Ved middagstid står statsministeren på talerstolen for at redegøre for 'Rigets almindelige tilstand' alt imens landet er præget af demonstrationer, hvor den største finder sted lige uden for Christiansborg på Slotspladsen. Her vil talerne være mange, røde faner vil vaje, bannere vil udtrykke de 'rimelige' krav til regeringen og en ukritisk presse holde sine mikrofoner frem. I sin tale vil Anders Fogh forsøge at overbevise 800.000 offentligt ansatte om, at regeringens kvalitetsreform, hvor den vil investere gigantiske 50 milliarder kr. i offentlige bygninger, er svaret på deres krav. Samtidig vil regeringen frem mod 2015 spendere hele det økonomiske råderum på 51 milliarder kr. på at øge det offentlige forbrug i en grad, der overgår selv socialdemokraternes vildeste fantasier. Alligevel står de offentligt ansattes organisationer og deres medlemmer uden for på Slotspladsen og kræver mere i løn og flere hænder til at udføre de samme opgaver som i dag. Politikernes opgave er at være deres ansvar bevidst ved at sikre og tage hensyn til det brede samfunds interesser. De bør derfor ikke lade sig gribe af folkestemninger ligesom Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der vil forære skatteborgernes penge til de offentligt ansatte uden anden modydelse end håbet om en vælgergevinst ved næste folketingsvalg. Hvis Fogh er sin opgave voksen, så forsvarer han nu den almindelige borgers interesser ved at overhøre demonstrationerne. Opgaven med at forhandle løn og arbejdsforhold '“ som det er sædvane i dette land – bør han overlade til finansministeren, kommunerne og de faglige organisationer.


Kronprinsessernes sparken i startboksene

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 1, 2007

Comments icon

6 kommentarer

Henrik Qvortrup fortalte i Jersild og Spin lørdag, at Bendt Bendtsen på de indre linjer har sat udløbsdato på sig selv. Han vil sidde i 10 år, så skulle andre tage over. Dvs. at Bendtsen senest i 2009 tjekker ud som leder af Det konservative Folkeparti. Bendtsens melding er forståelig. I Berlingske i lørdags stod det klart for læserne, at mange års toppolitik også har sat sin spor hos Bendtsen, en pointe der blev illustreret med et ukærligt nærbillede, der viste, hvordan lange dybe furer nærmest var mejslet ind i partilederens ansigt med et ubønhørligt budskab om, at tidens tand arbejder imod ham. Valget kommer senest om et halvandet år og indtil da sidder Bendtsen, men efter det så sker lederskiftet.

At en evt. kommende arvefølgekrig bliver taget meget alvorligt af Bendtsen, blev understreget i hans tale til landsrådet lørdag, hvor han flere gange sagde 'at vi skal nok holde sammen på jer'. Underforstået: Så længe jeg sidder, så får ingen lov at ødelægge vores parti i form af indre stridigheder, og når den tid kommer, at vi skal skifte leder, så finder vi en løsning, som alle kan leve med.

Alle kender de to kandidater og deres synspunkter. Det er 'røde' Connie mod 'sorte' Lene. Connie Hedegaard er en slags radikal, der går mest op i at redde miljøet, mens Lene Espersen vil have buret alle forbryderne inde længst muligt. Spørgsmålet er dog, om de to politikere, når det kommer til stykket, er så frygteligt uenige om de store linjer i dansk politik. Der er immervæk ikke den store forskel på partiernes svar på nutidens problemer, og de konservative skiller sig ikke nævneværdigt ud i dagligdagens politik på Christiansborg, hvis man lige ser bort fra al balladen med Venstre og DF om skattenedsættelserne. Der er derfor god plads til begge “kronprinsesser” i partiet, men det er som bekendt ikke nok, da de hver især har ambitioner om at sidde for bordenden.

På landsrådet holdt Connie Hedegaard formentlig den bedste tale af de to. Miljøministeren går for at være mest intellektuelt tænkende og rent retorisk den stærkeste af de to, og målt på de stående klapsalvers længde vandt hun knebent. Mere interessant var, at Connie Hedegaards tale havde takter, der gjorde en anelse op med det skabs-radikale image, som hun slås med:

'For os konservative er det forkvaklet, at velfærdsdebatten efterhånden kun handler om, hvem der kan tilbyde hvilke grupper mest. Så hold dog op! '“ denne verdens Mette Frederiksen'er og Villy Søvndahl'er og'¦ nej, af hensyn til samarbejdet må jeg hellere stoppe remsen dér '“ men fri os fra et samfund hvor velfærd kun handler om hvor mange milliarder politikerne kan kaste efter folk. Fri os for at skabe borgere, der først og fremmest er optaget af om de nu får præcis lige så meget som naboen. Kort sagt: Fri os fra rettighedsegoismen!'

Denne del af talen kunne godt lyde som et opgør med overdreven velfærdspolitik, der i hvert fald engang var et konservativt synspunkt. Hedegaard ved udmærket, at hvis hun skal vinde over Lene Espersen er hun også nødt til at kunne appellere til de mere kernekonservative kræfter i partiet, som sætter lov og orden i højsædet, vil begrænse de offentlige udgifter og have skatten ned.

Alt synes ind til videre roligt frem mod det tidspunkt, at en løsning bliver fundet enten i form af en pragmatisk magtdeling, hvor Lene og Connie deler rovet mellem sig, eller at en egentlig og opslidende magtkamp går i gang. En tredje mulighed kunne eksempelvis være i stedet at introducere urafstemnings-metoden, hvor partiets medlemmer afgør sagen. I mellemtiden er de to kronprinsesser under alle omstændigheder i gang med at samle på støtter internt i partiet, så forhandlingspositionen er mest gunstig den dag, hvor Bendtsen går af. I øjeblikket står Lene Espersen – efter min vurdering – klart stærkest med omkring 65 procent af tillidsfolkene bag sig, hvorimod resten 35 bakker op om Connie Hedegaard. I Folketingsgruppen '“ der både reelt og formelt '“ vælger partilederen, der ikke nødvendigvis er den samme som partiformanden, er billedet dog noget mere broget. Her er stillingen nærmest uafgjort.

Centralt i hele diskussionen er naturligvis, i hvilken vægtskål Bendtsen lægger sit lod. Det er faktisk en udbredt opfattelse, at han hælder til at foretrække Connie Hedegaard, der dermed også har en interesse i, at Bendtsen snarest muligt også får signaleret sine præferencer. Omvendt går spekulationerne på, hvem en anden central figur, nemlig Brian Mikkelsen foretrækker som ny partileder. Flere iagttagere vurderer, at Mikkelsen har en alliance med Lene Espersen på tegnebrættet. Men det er kun gisninger, og i sagens natur går de centrale aktører meget stille med dørene.

Alt kan ske endnu, men her på Jarls Blog mener vi, at der er 60 procent chance for, at Lene Espersen bliver ny konservativ leder efter næste valg mod 40 procent til Connie Hedegaard.

Læs iøvrigt Kristian Madsens mesterlige post om det konservative landsråd.

Bottom border