Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 19. december 2007.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen var i går tvunget til at indgå en aftale med kommunerne og regionerne, der må lade de offentligt ansattes lønninger stige med sammenlagt 5,1 milliarder kr. over de næste tre år. Pengene er dog ikke målrettet de lavestlønnede, og derfor udestår et lønslagsmål mellem de forskellige grupper af ansatte ved overenskomstforhandlingerne i foråret.
Naturligvis vil FOA-bossen Dennis Kristensen og hans fæller brokke sig højlydt over denne bugnende pose penge, som de er blevet stillet i udsigt. I krogene lykønsker de nok hinanden for godt lobbyarbejde, selvom at de især skylder Pia Kjærsgaard en stor tak for at have droppet sit samarbejde med Anders Fogh. Også Helle Thorning-Schmidt fortjener en ekstra julehilsen for at have gjorde op med vores 108-årige model for overenskomstforhandlinger. Hun har ansvaret for, at der nu er skabt et fortilfælde for, at popularitetssøgende politikere i fremtiden frit blander sig i dem.
Regeringen har for længst bevist, at den er holdningsløs og uansvarlig, men det er intet imod socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, når det gælder om at spille hasard med økonomien. Tømmermændene følger i de kommende år. For nu vil den private sektor følge trop med lønstigninger, der matcher det offentlige områdes fire procent. På sigt ender det med inflation, og at færre udlændinge køber de dyrere danske varer.
Fornøjelsen ved lønfesten bliver ligesom den lille drengs, der tissede i bukserne for at holde varmen. Det lunede også godt. I hvert fald i begyndelsen.
16 kommentarer til “Så er der lønfest i det offentlige!”
“Regeringen har for længst bevist, at den er holdningsløs og uansvarlig, men det er intet imod socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, når det gælder om at spille hasard med økonomien.”
Ahr hva ´?
Uansvarligheden må partierne deles om, den kan man ikke bare fedte af på de “røde” og DF. Det er jo trods alt regeringen der har overhørt advarsler fra vismænd de sidste mange år, for så lige før valget mod advarslerne at give skattelettelser. Regeringen og dens kontraktpolitik har sat nye standarder for uansvarlig folkeleflende politik, at Socialdemokraterne desværre følger med i bedste uansvarlige stil, det kan man jo så kun beklage.
(I øvrigt er det da mærkeligt, at regeringen stadig ikke vil røre boligskatterne med en ildtang, det er sgu da også rent valgflæsk til de mange middelklassevælgere, og har meget med hverken ansvarlighed eller retfærdighed at gøre.)
1. Jeg fedter aldeles ikke noget af på nogen. Tværtimod, men du kan vel ikke være uenig i, at det er DF, S og SF der har presset på for at få højere lønninger til de offentligt ansatte. Og det er sådan set sagen her. Men eller er jeg fuldstændig enig med dig i, at regeringen – hvad jeg også skriver – er aldeles uansvarlig – blandt andet af de grunde, du påpeger.
Nej, det er ingenlunde mærkeligt at regeringen ikke vil røre boligskatterne. Det ville ikke engang SF før valget. Så den analyse skal man meget langt ud på venstrefløjen for at finde (alternativt skal man være cheføkonom og ansat i Danske Bank…)
“Så den analyse skal man meget langt ud på venstrefløjen for at finde (alternativt skal man være cheføkonom og ansat i Danske Bank'¦)”
Ja, jeg så godt at Steen Bocian åbenbart er den nye røde djævel, fordi han formastede sig til at foreslå boligskatten fastholdt i procent og ikke i kroner og ører.
Men kunne man så ikke alternativt se på en skat af avancen ved boligsalg, jeg er jo socialdemokrat, så for mig er beskatning jo et fremragende redskab til at styre økonomien 🙂
Tak for en god blog i øvrigt.
@Jarl
Jeg må sige, at jeg deler RasmusEs undren. Regeringen har ikke anvist finansieringen til de penge, man vil give ekstra i lønningposen, hvorimod i hvert fald Socialdemokraterne og SF har anvist en annullering af skattelettelserne som en finansieringskilde.
Det er ikke troværdigt at fremstille den seneste udvikling, som et brud på overenskomstsystemets jomfruelighed. Siden hovedaftalen har politikerne med i hvert fald 10 års mellemrum grebet ind, når arbejdsmarkedets parter ikke kunne finde ud af det, og ophøjet overenskomster til lov. Lønpuljen er en ny måde at gøre det på, men samspillet mellem den politiske magt og arbejdsmarkedets parter er generelt øget de senere år. Barselsfonden var nærmest et bestillingsarbejde fra politikerne, og regeringens trepartsaftale omhandlede en lang række ting, der tidligere havde været overenskomststof. Grunden til at skoen trykker er, at det nu er løn det handler om. Men med den udvikling fagbevægelsen har gennemgået, og med regeringens politisk-taktiske mål på både kort og lang sigt, så er det ikke uforståeligt, at der nu sker en sammenblanding.
Hvad angår boligbeskatning, så havde Økonomisk Råd for nogle år siden et forslag om hvordan man intelligent kunne beskatte gevinster ved boligsalg uden at dræbe boligmarkedet: http://www.dors.dk/sw2669.asp
Provenuet ville være minimum 10 mia. – og det vel at mærke om året (i deres rapport siger de 15-20 mia.). Bruger vi regeringens regnemetoder omkring lønpuljen, så er det en indtægt på 30 mia. Bruger vi regeringens regnemetoder omkring kvalitetsreformen, så er det en indtægt på minimum 100 mia.
Faktisk har Lars Løkke da netop begået en genistreg. Det er de samme penge som de offentlige alligevel skulle have – de er bare blevet fremrykket. Og man fik lukket munden på Soc. Dem og DF som jo havde flertal til at gennemføre noget langt mere vidtrækkende.
At de offentlige ansatte får stigninger på 4 % som minimum fatter jeg ikke at du kan få dig selv til at hidse dig op over Jarl. Har du glemt at det var hvad de private fik for bare et år siden.
Havde du så tænkt dig at de offentlige skulle få meget mindre?? 4 % vil i den grad IKKE lede til lønfest, det vil de ublu krav som sosu-assistener og sygeplejersker taler om.
Men regeringen har faktisk handlet meget koldblodigt i denne sag og landet den tåleligt – mindre end 4 % er jo urimeligt at tro på.
At der så nok stadig er brug for andre finanspolitiske indgreb er en anden sag – men sagen om lønningerne til de offentlige har regeringen klaret flot.
@Anders Hede
Hvordan forholder du dig til Peter Mogensens udlægning?
http://mogensen.weblog.dk/2007/12/19/bred-jublen-over-loekkes-loenudspil-giver-bagslag/
I øvrigt indrømmer Venstres næstformand in spe Kristian Jensen i dag, at der var uforudsete omkostninger ved den kommunalreform, som regeringen gennemførte:
http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-9773212.html
I de år, hvor der er foregået en reorganisering, har staten således manglet mellem 10 og 15 mia. om året.
Hvad med grundskylden der stiger markant – var det ikke venstrefløjen der fik skyld under valgkampen for at gøre livet surt for boligejere?
Peter Løhmann – jeg synes det er meget i forlængelse at det jeg skriver – at Lars Løkke ikke giver mere end det altid har været planen, blot med en fremrykning men på sigt er det jo de samme penge.
Man kan ikke både anklage Lars Løkke for at være hamrende uansvarlig økonomisk, og samtidig at det er de samme penge som altid har været meningen som blot er fremrykket.
Man kan ikke sige at det er uansvarligt at give de offentlige de samme lønstigninger som de private fik for 1 år siden.
Det er Jarls analyse, jeg ikke rigtig kan følge. Peter Mogensens virker mere i forlængelse af mine egne tanker. – At Lars Løkke har begået en genistreg ved at få passifiseret DF og Soc.Dem uden at skulle give mere. Det er en stor bedrift.
Men stadig er den danske økonomi under pres, men det her er da landet noget nær så optimalt det kunne.
@Anders Hede
Mogensen antyder vel også, at der har været et skæbnesfællesskab mellem regeringen, DF og S? At en løsning var en lettelse for alle parter: Regeringen så den slap for risikoen for at skubbe sit flertal i armene på oppositionen; DF så de ikke for engangs skyld blev tvunget til at stå ved deres ord og gå udenom regeringen i en sag med megen tyngde; S så de ikke kom til at gribe mere ind end højst nødvendigt (fagbevægelsen var i forvejen noget splittet i spørgsmålet om hvorvidt en lønpulje var en god idé).
Tager man det for givet, så har Løkke vel ikke leveret en genistreg, men blot peget på en vej ud for alle tre parter som de i forvejen var ivrige efter at gribe?
Jeg mener du overser, at Mogensen i sin analyse gør Løkke til både løsningen og problemet i denne sag: Løsningen fordi han anviste en vej ud for tre parter, der var havnet et sted hvor de ikke havde lyst til at bunde; problemet fordi han anviste en løsning som nu risikerer at gøre lønkravene endnu skarpere og presset på forhandlingerne endnu højere.
Jeg synes at Lars Løkke har forsvaret sin position langt bedre end oppositionen har gjort det.
Han har fremvist en løsning som ligger klar i forlængelse af regeringens ønsker uden reelt at gå på kompromis, medens Soc. Dem og DF i dén grad har svigtet deres oprindelige grundlag og de ønsker som de ansatte forventede disse partier ville være garanter for at få indfriet.
Det er rigtigt at det ikke ændrer det store på at der er et stort pres til foråret, at uanset hvad man gør, så vil det ende med en storkonflikt, men jeg mener at Lars Løkke og regeringen er kommet fint ud af det her, mens Soc.Dem og DF har et stort forklaringsproblem overfor deres vælgere.
Jeg kan ikke se at lønkravene bliver endnu højere på baggrund af at Lars Løkke frembringer en defensiv løsning – tværtimod – havde han haft 5 mia ekstra med, så ville presset da om noget stå endnu stærkere.
Det kommer ikke til at ændre så meget på forårets begivenheder – dertil har DF og Soc. Dem. talt forventningerne for højt op (og det har flere fagforeningsbosser nu også gjort), men isoleret set blev sagen igår landet fornuftigt, og imo tæt på genialt, set med regerings-optik.
@Anders Hede
Alle de involverede partier har svigtet deres oprindelige grundlag. Venstre og Konservative som i valgkampen konsekvent nægtede at snakke løn; Socialdemokraterne og især DF og SF fordi de snakkede en langt større ramme end den afsatte og for de to sidstnævntes vedkommende også om, hvem der skulle nyde godt af den.
Har Venstre og Konservative slet ikke et forklaringsproblem til deres vælgere, når de er gået fra den kategoriske nej-holdning til en ja-holdning?
Grunden til at Løkkes “defensive løsning” kan fremme lønkravene til foråret er, at der kan dannes en holdning blandt de offentlige ansatte om, at de slet ikke har fået flere lønkroner. Derfor enten fortsætter de med kravene fra hidtil eller også øger de dem, da der uanset hvad er skabt et andet forhandlingklima. Man kan sige at spekulationerne i en storkonflikt, med efterfølgende regeringsintervention til glæde for lønmodtagerne, kun vil gøre fagbevægelsen endnu mere stejle i deres krav.
Dit sidste afsnit afslører, hvorfor vi ser forskelligt på sagen. Du ser den som isoleret; jeg ser den som del af en større proces, fordi jeg ikke mener man kan se den som isoleret. Der er med aftalen netop ikke sat punktum for lønforhandlingerne, som det politiske spil om en lønpulje var en del af. På sin vis begynder det først rigtigt nu, da det nu – for en stund – ikke er politikernes bord. At det bliver en del af politikernes bord igen kan man – med forventningerne hos fagbevægelsen in mente – se som sandsynligt, da en storkonflikt og manglende kompromis vil nødvendiggøre et regeringsindgreb, som skal støtte sig på et eller flere af de partier, der udover regeringen er med i aftalen.
Prøv at se hvordan DF, men ISÆR Soc. Dem er i ekstrem modvind nu.
Det er altså en gave for en regeringen at kunne få en meget oppustet opposition til at ryge i den opsatte fælde som det er lykkes nu.
Det handler nok om propertioner, Regeringen har måske rykket sig en milimeter ved fremrykningen, Soc. Dem stillede sig op og forlangte et kæmpeskridt og fik ikke andet end de få mm.
Derfor er det dem der bløder og ikke regeringen – takket være undvigemanøvren.
Storkonflikten er præcis lige så sandsynlig som den hele tiden har været – du kan ikke fremsætte noget som kan rokke på de enorme forventninger der er skabt. Den får vi stadig – men nu er Soc. Dem mere eller mindre tvunget til at bakke regeringen op når den går ind med lovindgreb, idet Soc Dem har blåstemplet optakten.
Og aå har man faktisk fået det maximale ud af den tabersag som hele forårsforhandlinger er.
@Anders Hede
Regeringen har vel rykket sig en del mere end en milimeter? Man har skiftet kategorisk holdning i et spørgsmål, som Lars Løkke tidligere kaldte “ultimativt” for regeringen.
Stillingen, at DF ikke vil være regeringen utro, burde Socialdemokraterne have erkendt noget tidligere. Det synes at være dét, der har nødvendiggjort, at man ikke har presset citronen yderligere. Knudret kommunikation har der i hvert fald været tale om.
Jeg er enig med dig i, at regeringen taktisk set er vindere på den korte bane. Dette nævnte jeg også tidligere. Men et evt. indgreb bliver stadig et problem for regeringen, da muligheden for at “bløde” stadig findes i form af SF. SF trak næsten ligeså mange stemmer fra de borgerlige ved valget som Socialdemokraterne gjorde. Dermed risikerer indgrebet at gøre regeringen til tabere på den lidt længere bane.
Storkonflikten bliver kun mere sandsynlig, når den ene part af forhandlingerne – arbejdsgiverne – forsøger at gøre grin med den anden part – arbejdstagerne – ved at lave symbolske omrokeringer på de beløb man forhandler om. Den giver fagbevægelsen et nemt punkt at mobilisere på.
Det er vel egentlig kernen i det her. Regeringen er ikke blot en regering i dette spørgsmål, den er også arbejdsgiver.
Vi er vel nok i store og hele sådan set enig.
Det glæder mig lidt at læse af en anden ekspert også kalder det en genistreg af Lars Løkke:
http://avisen.dk/qvortrup-pia-helle-lokket-foghs-faelde–221207.aspx
Det er faktisk næsten 100 % som at se sine egne ord, bare denne gang sagt af en garvet analytiker.
Jeg forventer ingen langtidsskadevirkninger for regeringen nu, hvor S og DF ligger i fælden – det er rigtigt at SF kan vinde på det, men formentlig kun via tab til S.
@Jesper Jakobsen
Hvad Qvortrup mangler blik for er, at overenskomstforhandlingerne til foråret har fået hældt mere benzin på bålet ved at de offentlige ansatte har set, hvad deres arbejdsgiver mener med “flere penge for at få flere hænder”: Ingenting.
Qvortrups force er det politisk-taktiske spil mellem partier, hvor dette (som jeg nævnte tidligere) på den korte bane er godt for regeringen. Men det er netop ikke godt for regeringen, at der nu er skruet op under blusset til forhandlinger. Hvilken forhandlingmodpart stoler nu på de beregninger, som regeringen som arbejdsgiver vil fremlægge?
Regeringen kunne i stedet have sikret sig, at både S og DF var ombord til et muligt indgreb. Men nu har ingen af partierne et alibi for at gå med i et sådant. Jeg kan dog godt forstå, at Løkke blev fristet over evne af, at DF aldrig ville bringe regeringen i mindretal i denne sag, og med de evner manden tidligere har vist for besværlige processer (kommunalreformen), så er det ikke utænkeligt at noget kan trækkes op af hatten.
Det ændrer dog ikke på, at sagens konklusion er, at han har ødelagt mulighederne for at S stemmer for et regeringsindgreb (“once bitten, twice shy”), og samtidig har han som arbejdsgiver angivet, at beregninger med hult indhold er en del af forhandlingsarsenalet.