Det er ikke begivenheden jeg finder bizar, men ideen om, at politikeres taler kan tømmes for politisk indhold.

Men, prøv så at forklar mig, hvad der gør selve konceptet “en politisk lejlighedstale, der skal samle nationen” til et begreb, der er mere end spin.

Det er aldeles ligegyldt, om du finder begivenheden “statsministerens nytårstale” bizar eller ej. Hovedsagen er, at en sådan nytårstale ikke egner sig til ideologiske udmeldinger. Det må statsministeren hellere end gerne gøre, men i andre fora og på andre tidspunkter. Hvis man savner ideologi i en statsministers nytårstale, har man simpelthen misforstået begivenhedens karakter. At Fogh Rasmussen så alligevel formår at snige nogle konkrete politiske sager ind i talen, er en anden og mindre principiel sag, og ændrer ikke på den lange tradition for det modsatte.

David G.

Det ville fx være upassende hvis en nygift brudgom ikke holdt tale for sin brud. Selv om han måtte have nok så lidt substantielt at sige, så er han af kulturelle og menneskelige grunde tvunget til at finde på et eller andet som passer til lejligheden.

På samme måde har både Dronningens og Statsministerens nytårstaler en funktion som rækker ud over deres egentlige indhold. De hører med til vores forståelse af at være en nation. Når Dronningen taler til nationen, er det med til at skabe en slags følelse af sammenhold fordi det er en begivenhed næsten alle danskere deltager i. Det samme gælder for Statsministerens tale som desuden er aldeles passende alene fordi den forhindrer majestætens tale i at stå alene. Danmark er jo da et demokrati.

Således misser man pointen med nytårstaler hvis man går alt for meget op i selve indholdet. En tale kan sagtens udfylde sin funktion selvom den er tømt for substans.

Principielt: Hvis ikke man skal sige noget af betydning, skal man ikke holde en tale.

Det er da for plat at f.eks. dronningens tale skal pakkes så meget ind, at kommentatorer skal bruge flere dage på at udrede, hvad der rent faktisk var temaerne i talen, og hvad hun rent faktisk talte om.

Nu har jeg ikke nærstuderet emnet, men jeg kan da huske at såvel Nyrup som Fogh selv tidligere har brugt nytårstalen som en tale med væsentlige emner med politisk indhold. F.eks. husker jeg selv bedst Foghs nytårstale, hvor han gjorde op med råd og nævn.

Og i år er han jo ikke ude og samle nationen. Han siger jo derimod at de offentlige ansattes forventninger ved de kommende overenskomstforhandlinger er for høje. Og implicit i det (og igen; der har vi jo faktisk en tale, hvor kommentatorer skal forklare os, hvad der rent faktisk bliver sagt i en tale) lægger at regeringen jo alternativt “vil gøre et eller andet”.

Hele det koncept med at forestille sig, at en politisk person kan være samlende i et demokrati – hvor det jo er meningen alle skal kunne komme til ordet, og meningerne dermed implicit er polariseret – finder jeg bizar.

Bielefeld har ganske ret i, at en nytårstale skal samle den danske nation og ikke splitte den med ideologisk tungskyts.

AFR har ofte forsømt sit liberale arvegods, men en nytårstale er ikke det rette forum, hvis han skal rette op på fortidens undladelser.

David G.

Det er nok sammenblanding af ellers adskilte politikområder, men det er dygtigt og, for mig at se, effektivt udført. Fogh har altid været god til det med at kalde tingene noget smart. Han er retorisk set ret så klog, og det er denne nytårstale et godt bevis på.

Tankeeksperiment: Lad os droppe at stemme om de 4 forbehold – og i stedet stemme regionalt om reel indmeldelse i Unionen, med konsekvente substatsdannelser. Så kan vi blive fri for de udgiftstunge, uuddannede, nationalsocialister i Dansk Folkeparti og Enhedslisten (- 116 mia), der til gengæld kan få et “Jylland for Danskerne” (- 1.2 mio). De kan også få Grønland og Færøerne (- 3.8 mia).