Blogklumme torsdag den 17. januar 2008.
Medlemmerne flygter i disse år væk fra LO-fagbevægelsen. Forstå det hvem som kan? For tager man sig lidt sammen og gør karriere i systemet, så kan det vise sig ganske lukrativt. Kun få af LO's topfolk har spildt tiden i uddannelsessystemet, men imponeret alligevel med deres klækkelige lønninger, pensioner m.v. Det geniale ved en karriere i fagbevægelsen er, at man er sikret ganske pænt økonomisk uanset ens resultater. Hvis man som den mangeårige LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger taber kampvalget til Harald Børsting om LO-formandsposten, og ikke gider mere, så vanker der 732.000 kr. i aftrædelsesgodtgørelse og måske op til seks millioner kr. i pension. Det er da en flot trøstepræmie, ja det er nærmest en vind-vind situation!
Tine Aurvig kræver at få sine penge og skal vel egentlig have dem, hvis reglerne siger det, også selvom fagbevægelsen ellers hævder, at det er slut med pamperiet.
Som ikke-medlem af LO kan jeg være ligeglad, for det er ikke mine penge. Men mon ikke, at en del LO-medlemmer føler sig til grin over, at bosserne fortsætter med at bevilge sig selv ekstravagante lønninger og pensioner? Det overrasker ikke mig, hvis medlemstallet forsætter nedad i LO, der ellers tidligere har kritiseret de gyldne håndtryk i erhvervslivet, fordi de skadede virksomhederne. For så tog de jo pengene fra kassen, der ellers skulle finansiere virksomhedernes investeringer og udvikling. Det samme kan man vel sige om LO's organisation, for hvad gavn har medlemmerne af, at Aurvig tabte formandsvalget?
6 kommentarer til “Man skulle have været LO-boss”
Man kan jo drage paralleller til en anden nylig opsigelsessag, hvor beløbet var i samme størrelsesorden.
Jeg er imponeret over at vi stadigvæk dels ser semi-offentlige/non-profit organisationer som har klausuler som disse indføjet i kontrakterne for det må da stride mod enhver form for retfærdighedssans at man risikerer at stå med den her økonomiske bet fordi man ikke tænkte over det i sin tid da kontrakten blev indgået og dels at man konsekvent søger at drage en parallel til de private virksomheder hvor den her slags aftrædelsesordninger er kotume for den øverste ledelse. Man kan altså ikke lave kontrakterne på samme måde i de to forskellige sektorer, eftersom lederne eksempelvis er en valgbar funktion, fx. i LO.
Folketingsmedlemmer og borgmestre får vel også en slags fratrædelsesgodtgørelser?
Aner ikke om det er dårlige jurister, dårlige beslutningstagere, dårlig moral – eller en kombination af mange dårligdomme der er årsagen, men usundt for deres image – det er det godt nok!
Det ærgerlige er også, at man (ligesom med Socialdemokraterne) ikke har på fornemmelsen, at de bruger sådan nogle sager som den her til at skabe noget forandring og sætte ild i nogle moderne, åbne, demokratiske arbejdsprocesser som kan sikre at det ikke sker igen?
3
Måske har man indset at kompetence koster, hvorfor tror du det er så meget anderledes i foreninger og andre “frivillige” organisationer?
Og fortæl mig eksempelvis hvilket image-problem Røde Kors havde under Jørgen Poulsens ledelse.
Fortæl mig at de er deres penge værd – Er det nødvendigt at sikre sig at det private erhvervsliv ikke kaster sig over Huggenberger og co, fordi de er så vanvittig kompetente. Vi ved godt at næsten uuddannede pampere ikke vil kunne få i nærheden af den samme løn på det private arbejdsmarked, så der er ingen belæg for ekstreme hyrer plus ekstreme aftrædelsesordninger(selv ved frivillig afsked!!!!!)
5
Jamen det er de – det er op til medlemmer af de respektive foreninger at bestemme om deres formænd/kvinder er pengene værd. At fagforeninger og organisationer efterhånden mere eller mindre fungerer på markedsvilkår kan vel ikke overraske nogle mere.
Om du (“vi”) synes person A eller B er pengene værd eller ej gider jeg ikke bruge tid på at debattere, jeg er ikke medlem af hverken fagforening eller LO og har ingen holdning til deres ledere og formænd.