Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Danmarks politisk tonedøve kronprins

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 4, 2008

Comments icon

9 kommentarer

Denne blogger er meget lidt imponeret af den udviste politiske fingerspidsfornemmelse, som man for tiden ser den udfolde sig hos den næste generation af familien Glücksborg og navnlig Kronprins Frederik med sin tåbelige insisteren på at tage til OL i Kina.

Nu har diverse medier, meningsdannere, men først og fremmest de politiske partier bredt signaleret venligt, men klart og tydeligt at de IKKE synes, at det er en kanongod idé, at kronprinsen går efter at blive valgt til den Internationale Olympiske Komité (IOC). Vurderingen hos eksempelvis SF og Dansk Folkeparti, er, at den fusk- og korruptionsplagede komité, hvor det ikke er argumenter, men tykkelsen af de brune kuverter, der tæller, altså ikke er et selskab, der sømmer sig for Danmarks kronprins at befinde sig. Lad gå, at han privat er blevet set til fester med rockerrelaterede typer, men den går altså ikke i officielt øjemed. Kronprinsen, hvis talegaver få har prist, har dog på et tidspunkt fremstammet det indlysende argument, at han på IOCs hjemmeside har læst, at organisationen skam har fået ryddet op i tingene. Sig mig engang, er kronprinsen naiv eller regner han os andre for naive? Hvem med et ansvar i Danmark ville slippe af sted med et svar som kronprinsens? Ingen.

De pæne aviser dvs. Berlingske Tidende tør ikke skrive om kronprinsens åbenlyse svagheder, det er Se og Hør, Ekstra Bladet og Nyhedsavisen, der er blandt de medier, der tør stille de frække spørgsmål, om hvad han egentlig bruger sin tid på. Kongehuset har i mange år brugt tavsheden som våben, men den går ikke længere. Sine oratoriske evner demonstrerede han på et pressemøde for et år siden, hvor han ret så uoverbevisende kundgjorde for en undrende nation, hvorfor han nu gik efter at blive IOC-medlem. Det stod ingensinde klart for ret mange, hvorfor han egentlig ville det. Den frække del af den skrevne presse “skrev båndet ud” med Frederiks håbløse statements. For alle os der så pressemødet på TV, blev det en tåkrummende oplevelse, hvor man som borger allerede nu gruer for de nytårstaler, som Frederik kommer til at holde som regent med en uendelig usikker hakken og stammen. Hvorfor får manden dog ikke noget professionel hjælp til at formulere sig ordentligt?

Det mest pinlige er dog, at Kronprinsen nægter at se de politiske kendsgerninger i øjnene, at i hvert fald et ret så stort mindretal blandt de politiske partier klart har tilkendegivet, at de IKKE ønsker at se Frederik blive fedtet ind i IOC-systemets vild og afveje. Hvordan pokker tør han som kommende regent ignorere, hvad dette store mindretal mener, nu hvor hans job strengt taget går ud på at repræsentere alle os undersåtter? Man kan undre sig lidt over, hvordan Frederik kan læse situationen så forkert, når han nu har taget en cand.scient.pol.-uddannelse og dermed forudsættes at vide bare en smule om politik.

Dertil kommer så hele spørgsmålet, om han skal tage til Kina eller ej. I min bog er Beijing-legene i år ikke helt at sammenligne med Berlin-legene i 1936. Hvis kronprinsen partout vil ind i IOC, ja så skal han jo tage til Beijing til sommer. Men han kunne jo også blive hjemme, hvis han nu dropper IOC-ambitionerne. Fogh satser tydeligvis på, at kongehusets popularitet i befolkningen er så massiv, at Frederik kan gøre, hvad han vil uden at det får konsekvener. Nu er det så op til befolkningen at afgøre '“ med bistand fra pressen – om omfanget af menneskerettighedskrænkelserne i Kina er på sådan et niveau, at Frederik kan forsvare at tage dertil. Et eller andet sted er løbet vel kørt. Det man bare må håbe på, det er, at pressen ikke tier i misforstået loyalitet med familien på Amalienborg, men faktisk giver et så fair og sandfærdigt billede af menneskerettighedsvilkårene i Kina.

I øvrigt så har jeg et godt råd til majestæten til, hvordan hun hurtigt og effektivt kan få passiviseret Søren Pind, der forleden kom for skade at rette det retoriske spørgsmål “Er det nu klogt..?”, og dermed satte yderligere skub i denne debat, som – det kan jeg love kronprinsen – naturligvis vil fortsætte. Margrethe skal såmænd bare skubbe til Claus Hjort/Ordenskapitlet, sådan at Statsministeriet får sat Pind på listen over de næste modtagere af Ridderkorset. Denne uforbederlige royalist lider sådan af knaphulskløe, så hvis ordenskapitlet tager sig sammen, så burde de kunne købe Pinds tavshed i et lille stykke tid. Det er i øvrigt lidt besynderligt, at alle mulige umuliusser i dansk politik nærmest uden videre fået sildesalat, alt imens Københavns Teknik og miljøborgmester gennem otte år får intet. For hvad har Pinden dog gjort siden at han skal lide sådan vanskæbne! Har Margrethe et horn i siden på ham eller hvad? Nu har Hofmarskallatet således fået tippet!

Og dermed giver det frække onkel Corfitz lejlighed til at citere dette stadigt aktuelle spottende vers fra 1790 af den gamle landsforviste jakobiner Peter Andreas Heiberg (1758-1841):

'Ordener hænger man paa Idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne”


Bagsidepsykopaterne holder verdenskongres

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 3, 2008

Comments icon

4 kommentarer

Længe har spekulationerne kørt om, at Jens Rohde vender tilbage til dansk politik, og lørdag skrev Nyhedsavisen at stærke kræfter i Venstre for tiden arbejder for, at han bliver Venstres spidskandidat ved Europa-parlamentsvalget til næste sommer.

Jeg er ikke i tvivl om, at især Claus Hjort Frederiksen er vild med idéen om at gøre Jens Rohde til spidskandidat. Rohde er ifølge beskæftigelsesministeren selv som en 'søn' for ham, og den detroniserede radiodirektør var også med til Hjorts 60 års-fødselsdag. 'Far' er dog knapt så imponeret af hverken 'JRs' eller Hjorts fælles stunt i Ekstra Bladet et par dage før valget, hvor Henrik Sass Larsen blev karaktermyrdet ved, at Rohde genfortalte den gamle historie, som han forinden havde rejst rundt med i mindst halvandet år, at Sass havde været spion for Venstre. Fogh blev ved den lejlighed så rasende på Hjort, at han ikke besvarede beskæftigelsesministerens opkald resten af valgkampen.

Ganske mange ser Jens Rohdes indiskutable kommunikationsevner som et megaplus for Venstre, der denne gang står til at stille med et par vragede MF'ere Charlotte Antonsen og Jens Hald Madsen, som begge er interesserede i et femårs velbetalt ophold på elefantkirkegården i Bruxelles og formentlig de sædvanlige tilfældige par bønder, som bliver hevet op af jorden, stillet op og valgt i de kæmpestore jyske storkredse.

Foreløbig har Jens Rohde tilsyneladende betakket sig, og det kan skyldes mange ting. Manden har som alle ved et enormt ego, så hvis han siger jatak til at blive spidskandidat, så bliver det med en garanti i lommen fra kandidatudvalgsformand Lars Løkke Rasmussen om, at han kan komme tilbage til dansk politik som minister efter et par år på Business Class til Bruxelles og Strasbourg med hvidvin og laks. Rohde vil formentlig vente på, at Venstre-toppen kommer rendende til sidst, for så at lægge sig på knæ for at bede ham om at påtage sig opgaven, og for siden at lade ham på skjolde bære ind til kåringen på landsmødet.

Forestillingen om, at Jens Rohde, hvis han nu bliver V-spidskandidat så også holder kæft og blander sig udenom de øvrige forhold i dansk politik, er naiv. Så der bliver dermed udsigt til en farlig masse ballade, og det er vel i grunden derfor at journalisterne elsker typer som Rohde, fordi han ligesom en Søren Pind, ofte siger ligeud, hvad han mener. Men synes Lars Løkke i grunden, at det er sådan en fantastisk idé, at Jens Rohde bliver Venstres spidskandidat? Ja det er nok spørgsmålet. Hvis Løkke siger nej, så kan begrundelsen først og fremmest være, at han måske (i egne øjne) ser Rohde som en slags trussel mod hans egne formandsplaner, inden Fogh er gået af. Eller også vurderer han, at Rohde trods alt er et lidt for kontroversielt et valg for mange Venstrefolk. Nu får vi se!

Da Ekstra Bladet Bent Falbert med sine artikler om Sass Larsens påståede spionage faktisk medvirkede til at få Jens Rohde fyret på TV2 Radio, så har chefredaktøren måske som et plaster på såret givet Rohde – nu da han tilsyneladende er avisens måske kommende og dermed foretrukne EP-kandidat – et skånejob som skribent på Ekstra Bladet, hvor han på avisens bagside sammen med en anden af valgets helt store tabere Michael Jeppesen, kan gøre det ud for en kongres i en psykopatklub.

Stakkels Jeppesen slikker vel stadig sårene efter a være blevet hængt til tørre i pressen som entreprenør for Naser Khader. Skribenten har i årevis hævet en pæn freelancehyre på at hænge alt og alle ud på sin bagside, og ind imellem har det da både været talentfuldt og morsomt, selv om der efter min mening efterhånden er blevet temmelig langt mellem snapsene. Den nye chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen lod åbenbart nåde gå for ret og til en del af sine medarbejderes store fortrydelse, fik Jeppesen derfor lov til at fortsætte sine absurde skriverier på bagsiden. Men fortiden er dog ved at indhente Jeppesen, der nu oven i historien med sin kendis-håndværksvirksomhed også har fået en næse af pressenævnet for en åbenbart helt igennem løgnagtig historie, som han skrev for at gøre nar af internetfirmaet Fullrate. Det er i øvrigt absurd, at pressenævnet beskæftiger sig med Jeppesens skriverier, som jo intet har med formidling at gøre. Jeg vil mene, at der snarere er tale om kunst, digt eller fri fantasi som den nu opstår i hovedet på en alternativ person som Jeppesen. Det svarer faktisk til, hvis pressenævnet bedømte Anders And ud fra journalistiske kriterier og af samme grund burde ingen levende sjæl give Jeppesen adgang til pressemøder. Hvem skulle i øvrigt brokke sig over det? Jeppesens journalist-kolleger? Journalistforbundet? Med hvilken begrundelse skulle journalisterne nægte at dække et arrangement? At Michael Jeppesens ytringsfrihed er blevet knægtet? Det er jo absurd. Men nu skal vi være flinke, og ikke sparke (for meget) til en mand, der ligger ned.

Update: Jens Rohde har nu ifølge Politiken definitivt takket nej til at blive spidskandidat.


Mogensen & Kristiansen – backstage

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 2, 2008

Comments icon

9 kommentarer

Det er torsdag formiddag, og jeg sidder i en taxa på vej mod Sydhavnen '“ Pia Christmas-Møllers yndlingskvarter. Engang et af de største dumbs i København, men nu er stedet på vej op med masser af lækre lejligheder ud mod havnen a la Amsterdam. Der er også flyttet arbejdspladser ud til det engang så mistrøstige industrikvarter således har TV2 etableret sig i nogle bygninger derude. Jeg har før ved et par enkelte lejligheder været på det gamle eller interimistiske TV2News samme sted og kloget mig, men siden har man bygget nyt og flyttet en hel del om. Jeg træder ind i en stor lys foyer med lyse stengulve, ovenlys og udsyn så selv, hvis man står nede i stuen kan se, hvad der foregår på alle etagerne ovenover. Arkitekturen er vel nærmest identisk med den, som man finder ude i DR-byen. Jeg er kommet i meget god tid, og smider mig i en af sofaerne med Børsen og TV2s utroligt velsmagende automatkaffe.

Det giver mig god tid til at iagttage alle, der går rundt i foyeren. Tilsyneladende går alle medarbejderne på TV2 rundt på gangene og smiler, det bedste de har lært. Det er en stemning af, at de alle synes, at de er helt vildt heldige, ja nærmest lykkelige, fordi de arbejder på sådan en vigtig arbejdsplads.'Jeg arbejder på TV2', kan man se dem sige ved middagsselskaber eller reunions med gamle skolekammerater. De er tilsyneladende så stolte over at arbejde på TV-stationen, om de så er receptionist, teknikker eller redaktionsleder. We happy few'¦ (Ham der renser lokummer på TV2 er sikkert også helt vildt stolt af det, men han er ikke på arbejde denne dag, hvor man må stå i kø til – det kun ene ud af tre herretoileter – der var i funktion på 2. sal.)

Jeg kommer til at vente længe, for Michael Kristiansen kommer et kvarter for sent. Peter Mogensens lange lokker skimter jeg gående rundt oppe på 2. sal, allerede da jeg træder ind af døren. I samme øjeblik tænker jeg pludselig på hende den norske tv-journalist, der under valget og for rullende kamera spurgte Politikens kommentator, om han brugte toupé. Det afviste han jo ret så kategorisk, så nu nynner jeg for mig selv strofen: 'Yeah buddy its his own hair' fra Dire Straits-klassikeren 'Money for Nothing'.

En allerede fuldt TV-sminket Mogensen brokker sig højlydt, men stadig iført sit skæve smil og sine venlige øjne, over doktorens sene ankomst og som en slags undskyldning til Mogensen, forklarer Kristiansen, at han lige har været til et møde med en kunde. I mine øjne ser Kristiansen nu noget bælgøjet ud tenderende bagstiv, og egentlig mistænker jeg ham for at komme lige fra dynerne efter at have været kommet for sent i seng. Hvor om alting er, så er Kristiansen i et fortrinligt morgenhumør, der leder tankerne hen på lykkepiller. Han skynder sig hen til automaten for at få sig en kop kaffe, og så tager vi elevatoren op i sminken. Mogensen håner Kristiansen ved at spørge til, hvordan Anders Fogh dog kunne acceptere sådan slinger. Kristiansen betror os, at han trods alt aldrig nogensinde er kommet for sent til et møde med Fogh. Det lyder troværdigt.

I sminken sidder en af TV2 News kvindelige studieværter, der er mindst ligeså træt som Kristiansen af at have hele strømmen af udmeldte ex-Ny Alliance- folk i News-studiet for at fortælle den samme historie om, hvorfor de skrider fra Naser Khader. En af de semi-prominente får den helt store tur for at 'sparke bagud mod Naser Khader', da han beskylder Khader for at være en dårlig leder. 'Det er da bare SÃ… dårlig stil, det der”, konstaterer en kontant Mogensen, der er dukket op i sminkerummet.

Nu er det Kristiansens tur til at sætte sig i sminkestolen.
– Det er sgu dejligt at lave TV, siger han henført og smiler veltilfreds siddende i stolen. Nu dukker programmets kvindelige redaktør op for at briefe Kristiansen. Hun meddeler, at Mette Frederiksen desværre har lagt sig syg, og der er ikke tid til at finde en erstatning med så kort varsel, så drengene må køre selv i hele programmet, der denne dag handler om Ritts røde skole, Seebergs exit fra Ny Alliance, kronprinsens insisteren på at tage til OL i Beijing og CDs død.

På vej ned af trapperne er emnet for Kristiansens og min smalltalk fortsat evnen til 'at møde til tiden'. Vi taler om en fælles bekendt, der nærmest har som livsstil at aflyse flere møder, end han planlægger. Vi går i billedrummet, hvor redaktionen har fundet nogle såkaldte 'dækbilleder' frem, der skal bruges i programmet. Mens tv-billederne ruller hen over skærmen, kommenterer Mogensen på alt, hvad der dukker op. Det er ikke umorsomt.
Først ser vi de afgørende TV2billeder med Gitte Seeberg, hvor hun melder sig ud af Ny Alliance.
– Hvad? Er det ikke en tåre, hun fælder der? Det er sgu ligesom Hillary i Iowa, kommer det muntert fra Politikens kommentator.
Folkene i redaktionen forklarer Mogensen og Kristiansen, hvorfor de har valgt billederne af Fogh fra tirsdagens pressemøde.
– Hvad fanden sker der med ham, mand! Hvad laver Ulveman? Se han (Fogh) er jo faldet helt sammen, råber Mogensen og peger op mod TV-skærmen.
I lokalet er drengene i overtal, og karlekammerstemningen breder sig lidt efter lidt, da dækbilleder fra samme pressemøde i lang tid er fokuseret på flere sekunder lange sekvenser med en mere end nydelig kvindelig TV2-journalist.
Mogensen driller den mandlige redaktionsmedarbejder, der under stor latter forsøger at forklare, at han ikke førte kameraet på pressemødet.
Men vi er ikke færdige med dækbilleder, og nu ser vi Helle Thorning ude fra privaten på Østerbro kommentere Ritts røde skole. Redaktionsmedarbejderen synes, at Helle Thorning er blevet slidt af valgkampen. Hun er åbenbart ikke så lækker som før. Mogensen er helt uenig. Thorning ser fortsat brandgodt ud, fastslår han. Det er således de vigtige ting, der diskuteres, og så har Mogensen – efter min mening- indlysende ret i denne vigtige og helt afgørende sag!

Vi forlader billedrummet, går et par etager ned og sætter os i foyeren i et par behagelige sofaer. Nu skal programmets indledning og indhold lige snakkes igennem. Den kvindelige redaktør ridser de fem emneblokke op, og andre for programmets afvikling vigtige detaljer skal lige vendes. Imens sidder de to kommentatorer klar med små blå sedler, hvor de i forvejen har kradset deres analyser ned. Mogensens sedler er tætskrevne '“ han har formentlig haft god tid til sin forberedelse mens han ventede på sin makker, men Kristiansen overrasker mig faktisk, for han har også forberedt sig.
Mogensen er klar i mælet og svinger krabasken over alt og alle. Der er ikke dem, der ikke burde tage sig sammen eller skiftes ud i dansk politik. Kristiansen er ikke meget mildere. M&K er førerhundene i den politiske spanking-business, men det tæller med, at de selv har prøvet at stå på den anden side, og på et eller andet tidspunkt at være blevet hængt ud i pressen som værende uduelige, umulige og ubrugelige. Det var vilkårene dengang de sad i statsministeriet og var rådgivere, nu er deres roller anderledes, og de ved præcis, hvad opgaven de er stillet indebærer. De skal ikke rose, men tværtimod være kritiske og gerne hårde. I foyeren lyder det som, at alt og alle, der kryber og går i dansk politik, bare skal have nogle tæsk, tæsk og atter tæsk.

Først kommer Seebergs exit fra NA under behandling
– Det er jo ligesom CD. I stedet for Erhard og Mimi, så er det nu bare Naser. Det er præcis det samme, siger Kristiansen henført og tilsyneladende helt forelsket i sin egen analyse. Den vinkel får ikke lov at dø. Den kommer helt sikkert med i programmet.
Så gælder det Ritt Bjerregaards initiativ med den “Røde skole”, og Kristiansen er uforsonlig:
– Det projekt handler om to ting: Ritt selv eller også handler det om at Ritt vil lave ballade eller måske en kombination af begge ting. Hvad skal man ellers bruge det til?
Mogensen er lidt mere positiv og mener, at Ritt har ret i, at det ikke gik særligt godt for socialdemokraterne sidste gang, og at det at diskutere valgnederlaget igennem i partiet, er klogt, frem for at S bare sejler videre, som om intet var hændt.
Kristiansen er helt uenig, men Mogensen konkluderer, at han endelig bør holde fast i synspunktet om, at Ritt er en ballademager, da det “har kant”, og dermed har programmet så også to vidt forskellige holdninger til den Røde Skole.
Hvad Jarl, hvad mener du, du kender jo ligeså lidt til sosserne som Michael, driller Mogensen.
Taknemmeligt griber jeg opfordringen og analyserer frem og tilbage. Jo, der er vist en fløjkamp undervejs i partiet. Alle positionerer sig. I partiet noterer flere sig, at ikke mindst Christine Antorini var hurtig til at melde sig i rød skole. Det ulmer underneden, og nogle ser den røde skole som en måde at vise, at S har opgivet troen på, at Helle Thorning kan vinde valget. Så nu gælder det om ikke at få et medansvar for det næste valgnederlag, skynder jeg mig at kloge mig.
Mogensen lytter interesseret til talestrømmen, der rinder ud akkurat lige inden, at jeg ser antydningen af et strengt blik fra Kristiansen, der siger, at nu har jeg snakket længe nok.
Når det kommer til bedømmelsen af kronprinsens beslutning om at tage til OL i Bejing, er de to tidligere presseansvarlige i statsministeriet total enige om, at statsministeriet har sovet i timen ved at give grønt lys til Frederiks planer om at blive valgt som IOC-medlem og tage til Kina under legene.
Efter at have været de resterende emner igennem, går vi i TV-studiet med den blå og røde pult.

I studiet hilser vi på teknikkerne, der alle ligner mænd i 30'erne. Der er en del hø-hø snak og smådrillerier. Teknikerne snakker endnu mere end de to TV-stjerner, også selvom at hierarkiet er givet på forhånd. Det er dog flinke mennesker '“ man bliver straks budt på kaffe, og de vil gerne snakke, og vide hvem man er. Det er en godmodig og konstant afslappet stemning, selv da en af teknikerne vælter en kop kaffe ud over sin kollega, så er reaktionen flegmatisk, ja nærmest stoisk.
Stående overfor hinanden ved pultene og med redaktørens stemme i øresneglen fortsætter Mogensen og Kristiansen med at debattere hinanden, sådan at de i minutterne op til optagelsen sliber retorikken til. Tonen bliver hårdere og de puffer nærmest verbalt til hinanden, som et par kamphaner. Effekten af denne gensidige sparring viser sig som destillater af kommentatorernes politiske analyse, hvor blot et par sætninger indeholder den knivskarpe konklusion. Processen gentages lige før optagelsen af sekvenserne, sådan at de enkelte blokke kun tages om, hvis de to mænd ved pultene kløjs i sætningerne. Det sker kun et par gange undervejs. Nervøsitet er der intet af og faktisk, ser det ud som, at Mogensen og Kristiansen har det sjovt og bare nyder timen med TV-optagelser.
Hvad så Jarl, hvordan synes du at det gik. Fik vi det hele med?, spørger Mogensen mig til sidst.
Jeg kan kun falde over småting, men roser Mogensen for i programmets slutning elegant at få flettet en kritik af S-ledelsen ind, som han ellers havde glemt i begyndelsen af programmet.
Efter en små trekvarter i studiet er det hele slut, og teknikerne siger 'tak for i dag'. En af dem siger, at han læser min blog, og opfordrer mig godmodigt til at skrive noget pænt om programmet, “nu hvor jeg har fået kaffe”. Jeg forsøger at smile afvæbnende og kommer vist til at sige på vejen ud af døren, “at det skal jeg nok”,
Ude i foyeren trykker jeg de to TV-værter i hånden, og vi udveksler et 'vi ses'. Besøget er forbi, og jeg forlader lige umiddelbart efter receptionens indgang passerende en håndfuld nikotinafhængige TV2-medarbejdere, der pulser kraftigt løs på deres cigaretter. Efter to timer hos TV2 på Teglholms Allé sætter jeg mig ind i en taxa og kører ind mod byen.

N.B.:Det er muligt at se denne uges udgave af “Mogensen og Kristiansen” gratis på Tv2 Sputnik

Bottom border