Jeg elsker kunst og er storforbruger af især musik og film. Der var også engang, hvor jeg rendte til ti teaterforestillinger om året, og så er det for mig en bunden livsopgave af komme igennem såkaldte klassiske litterære mesterværker. Kunstudstillinger har jeg i stigende grad også taget mig selv i at opsøge. Så nedenstående er på ingen måde et rindalistisk korstog mod kunsten.
En person som Klaus Rifbjerg har jeg det dobbelt med. På den ene side skriver manden fyndigt, morsomt og begavet, men når han skal åbne munden og udtale sig om politik, ja så forekommer han mig at leve i et helt andet univers. Det er i hvert fald utrolig så klog man kan blive på Danmark og danskere og ikke mindst deres problemer, når man selv bor fast i Marbella i Spanien.
Rifbjerg er ligesom Anne Linnet og Kim Larsen blandt dette lands anerkendte og respekterede kunstnere, og alle får eller er blevet tilbudt at få Kunstfondens livsvarige – omend indtægtsregulerede – ydelse, som samfundets påskønnelse af deres hidtidige kunstneriske indsats. Sidstnævnte skal have, at han har sagt nej til ydelsen. Larsen kan klare sig selv. Tænk, hvis der var lidt flere af hans slags. Jeg er sjældent enig med Larsen politisk, der vrøvler løs om ting, han helt åbenlyst ikke aner en pind om. Men Larsen har i det mindste integritet og er ingen hykler eller optræder ligeså belærende som så mange andre krukker fra dansk kunstliv ellers har for vane.
På den ene side, så kan jeg ikke falde på røven over, at samfundet bruger en lillebitte smule 23,5 millioner kr. årligt af vores statslige midler på kunststøtte i sammenligning med, hvad staten ellers bruger på at passivisere en stor del af befolkningen, så er denne kunststøtte nærmest ingenting. Og i mange tilfælde så skaber kunstnerne jo faktisk indimellem noget kunst for de penge, som de får, hvorimod folk på overførselsindkomster producerer ingenting.
Alligevel, så virker det besynderligt, hvorfor en flok politikere eller politisk udnævnte smagsdommere sidder og bestemmer, hvad der er god kunst med henblik på så at beslutte, hvem der fortjener at blive støttet med offentlige midler. Hvorfor ikke lade folket selv bestemme kunststøtten? De mange ægte kunstforbrugere som køber kunstnernes produkter er jo dermed direkte med til at støtte dem økonomisk. For mig er det ÆGTE og ærlig kunststøtte, men for socialister er den slags idéer jo ren jungleliberalisme.
Anne Linnet '“ som i tre årtier har skovlet penge ind på sin musik '“ stod i går, fredag på TV og klynkede over, at hun nu i ni måneder i et studie havde lavet musik og derfor ikke fået en krone for det. Konen har ellers hele livet været en benhård forretningskvinde, som med stor dygtighed har forhandlet sig til gode pladekontrakter mv. Nu stod Linnet i TV2-Nyhederne i går og forsøgte at retfærdiggøre at hun, der er blandt landets gennem tiderne bedst sælgende kunstnere, fortjener kunststøtte, fordi musikeren ikke har fået penge for sit ufærdige produkt i ni måneder under indspildninger af hendes nyeste CD.
Jeg forstår ikke argumentationen. Er der andre af hendes mindre talentfulde kolleger i musikbranchen, der har samme vilkår? Er det i øvrigt ikke sådan, at hver gang man i alle andre innovative brancher er i fasen med at udvikle et nyt produkt (hvad kunst jo også er) så har man ofte slet ingen indtægter? Bare se på Asger Aamunds selskaber, der i årevis ikke producerede salgbare produkter. Anne Linnets plade har da i øvrigt fået rimelig pæn succes, så mon ikke at indtægterne kommer nu? Hvad er det der adskiller Linnets branche fra al mulig andre produkter? At det er kunst? Alle vi der mener det, er jo en flok “materialistiske antihumanistiske højrefolk”, der bare stiltiende skal acceptere, at folk i kunstlivet rangerer højere på en eller anden selvbestaltet menneskelig værdiskala og som gør, at de kan få socialhjælp når de producerer kunst, mens andre der tager en risiko må gå for lud og koldt vand, fordi de kun producerer “døde ting”?
Kunststøtten er en socialdemokratisk opfindelse fra 1960'ernes begyndelse – en tid hvor socialdemokraterne og de radikale som led i en ideologisk strategi bevidst begyndte at dele rundhåndet ud af statskassen til kulturlivet. Landets første kulturminister Julius Bomholt (S) fik den idé, at landets arbejdere partout skulle “omvendes” til alt det finkulturelle. En helt igennem naiv forestilling i stil med at ligeså snart farbriksfløjten lød, så skulle arbejderen stå på sin cykel for at køre hen for at kigge på udstillede skulpturer på et eller andet offentligt kunstmuseum.
Socialdemokraterne sendte den finkulturelle del af kunstlivet ligesom den del af befolkningen, der ikke gad arbejde (det var i 1960erne hvor der var fuld beskæftigelse) på støtten. Arbejderne gad i øvrigt slet det finkulturelle. Det lykkedes vel kun at rekruttere Erik Clausen og Leif Sylvester (som så siden kvitterede med at blive kommunister..). Næh, rigtige arbejdere var mere interesserede i fodbold og anden sport, quizprogrammer i fjernsynet med Otto Leisner eller til at tage afsted på udlandsrejser med Simon Spies og Tjæreborg-præsten til grisefester på Mallorca iøvrigt til socialdemokratiske politikeres store forargelse. Det var faktisk ikke så underligt, at Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup fik så stor vælgersucces i 1970’erne.
Hvorom alting er, dagene med Bomholts visioner om støtte til det finkulturelle er for længst overstået. Derfor er VKO-flertallets idéer om at sanere kunststøtte med livsvarige ydelser til velaflagte og i mange tilfælde styrtende rige kunstnere som Klaus Rifbjerg og maleren m.v Per Kirkeby absolut nødvendige. Kunststøtte hører simpelthen en helt anden og svunden tid til. Som Brian Mikkelsen sagde det, hvis kunstnere ikke kan leve af deres kunst, så hører det jo ind under sociallovgivningen.
Her er i øvrigt listen med kunstnere der modtager livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Læs også Netavisen 180graders leder om sagen.