Kategorier

Kunstnerklynk på dåse

Jeg elsker kunst og er storforbruger af især musik og film. Der var også engang, hvor jeg rendte til ti teaterforestillinger om året, og så er det for mig en bunden livsopgave af komme igennem såkaldte klassiske litterære mesterværker. Kunstudstillinger har jeg i stigende grad også taget mig selv i at opsøge. Så nedenstående er på ingen måde et rindalistisk korstog mod kunsten.

En person som Klaus Rifbjerg har jeg det dobbelt med. På den ene side skriver manden fyndigt, morsomt og begavet, men når han skal åbne munden og udtale sig om politik, ja så forekommer han mig at leve i et helt andet univers. Det er i hvert fald utrolig så klog man kan blive på Danmark og danskere og ikke mindst deres problemer, når man selv bor fast i Marbella i Spanien.

Rifbjerg er ligesom Anne Linnet og Kim Larsen blandt dette lands anerkendte og respekterede kunstnere, og alle får eller er blevet tilbudt at få Kunstfondens livsvarige – omend indtægtsregulerede – ydelse, som samfundets påskønnelse af deres hidtidige kunstneriske indsats. Sidstnævnte skal have, at han har sagt nej til ydelsen. Larsen kan klare sig selv. Tænk, hvis der var lidt flere af hans slags. Jeg er sjældent enig med Larsen politisk, der vrøvler løs om ting, han helt åbenlyst ikke aner en pind om. Men Larsen har i det mindste integritet og er ingen hykler eller optræder ligeså belærende som så mange andre krukker fra dansk kunstliv ellers har for vane.

På den ene side, så kan jeg ikke falde på røven over, at samfundet bruger en lillebitte smule 23,5 millioner kr. årligt af vores statslige midler på kunststøtte i sammenligning med, hvad staten ellers bruger på at passivisere en stor del af befolkningen, så er denne kunststøtte nærmest ingenting. Og i mange tilfælde så skaber kunstnerne jo faktisk indimellem noget kunst for de penge, som de får, hvorimod folk på overførselsindkomster producerer ingenting.

Alligevel, så virker det besynderligt, hvorfor en flok politikere eller politisk udnævnte smagsdommere sidder og bestemmer, hvad der er god kunst med henblik på så at beslutte, hvem der fortjener at blive støttet med offentlige midler. Hvorfor ikke lade folket selv bestemme kunststøtten? De mange ægte kunstforbrugere som køber kunstnernes produkter er jo dermed direkte med til at støtte dem økonomisk. For mig er det ÆGTE og ærlig kunststøtte, men for socialister er den slags idéer jo ren jungleliberalisme.

Anne Linnet '“ som i tre årtier har skovlet penge ind på sin musik '“ stod i går, fredag på TV og klynkede over, at hun nu i ni måneder i et studie havde lavet musik og derfor ikke fået en krone for det. Konen har ellers hele livet været en benhård forretningskvinde, som med stor dygtighed har forhandlet sig til gode pladekontrakter mv. Nu stod Linnet i TV2-Nyhederne i går og forsøgte at retfærdiggøre at hun, der er blandt landets gennem tiderne bedst sælgende kunstnere, fortjener kunststøtte, fordi musikeren ikke har fået penge for sit ufærdige produkt i ni måneder under indspildninger af hendes nyeste CD.

Jeg forstår ikke argumentationen. Er der andre af hendes mindre talentfulde kolleger i musikbranchen, der har samme vilkår? Er det i øvrigt ikke sådan, at hver gang man i alle andre innovative brancher er i fasen med at udvikle et nyt produkt (hvad kunst jo også er) så har man ofte slet ingen indtægter? Bare se på Asger Aamunds selskaber, der i årevis ikke producerede salgbare produkter. Anne Linnets plade har da i øvrigt fået rimelig pæn succes, så mon ikke at indtægterne kommer nu? Hvad er det der adskiller Linnets branche fra al mulig andre produkter? At det er kunst? Alle vi der mener det, er jo en flok “materialistiske antihumanistiske højrefolk”, der bare stiltiende skal acceptere, at folk i kunstlivet rangerer højere på en eller anden selvbestaltet menneskelig værdiskala og som gør, at de kan få socialhjælp når de producerer kunst, mens andre der tager en risiko må gå for lud og koldt vand, fordi de kun producerer “døde ting”?

Kunststøtten er en socialdemokratisk opfindelse fra 1960'ernes begyndelse – en tid hvor socialdemokraterne og de radikale som led i en ideologisk strategi bevidst begyndte at dele rundhåndet ud af statskassen til kulturlivet. Landets første kulturminister Julius Bomholt (S) fik den idé, at landets arbejdere partout skulle “omvendes” til alt det finkulturelle. En helt igennem naiv forestilling i stil med at ligeså snart farbriksfløjten lød, så skulle arbejderen stå på sin cykel for at køre hen for at kigge på udstillede skulpturer på et eller andet offentligt kunstmuseum.
Socialdemokraterne sendte den finkulturelle del af kunstlivet ligesom den del af befolkningen, der ikke gad arbejde (det var i 1960erne hvor der var fuld beskæftigelse) på støtten. Arbejderne gad i øvrigt slet det finkulturelle. Det lykkedes vel kun at rekruttere Erik Clausen og Leif Sylvester (som så siden kvitterede med at blive kommunister..). Næh, rigtige arbejdere var mere interesserede i fodbold og anden sport, quizprogrammer i fjernsynet med Otto Leisner eller til at tage afsted på udlandsrejser med Simon Spies og Tjæreborg-præsten til grisefester på Mallorca iøvrigt til socialdemokratiske politikeres store forargelse. Det var faktisk ikke så underligt, at Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup fik så stor vælgersucces i 1970’erne.

Hvorom alting er, dagene med Bomholts visioner om støtte til det finkulturelle er for længst overstået. Derfor er VKO-flertallets idéer om at sanere kunststøtte med livsvarige ydelser til velaflagte og i mange tilfælde styrtende rige kunstnere som Klaus Rifbjerg og maleren m.v Per Kirkeby absolut nødvendige. Kunststøtte hører simpelthen en helt anden og svunden tid til. Som Brian Mikkelsen sagde det, hvis kunstnere ikke kan leve af deres kunst, så hører det jo ind under sociallovgivningen.

Her er i øvrigt listen med kunstnere der modtager livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.

Læs også Netavisen 180graders leder om sagen.

Kategorier

Thorning mangler timing

Anders Fogh Rasmussen imponerer få i disse dage, hvor en forundret og måske skræmt befolkning spejder efter politisk lederskab, der kan anvise løsninger og handlekraft, så man nu helt, men også for fremtiden kan få stoppet de hundredevis af forfærdelige afbrændinger af skoler, daginstitutioner osv.

Sammenlagt er der jo tale om det største anslag mod civilsamfundet siden krigen, men Venstres retsordførers svar er, at de unge indvandrere skal stå lidt tidligere op om morgenen, så de kan nå at blive trætte (!) Hør i øvrigt P1 Debatten i går mellem Michael Jalving og Monsør Kim Jeronimus Andersen fra Bondevennernes selskab.

Og så har vi oppositionen. Villy Søvndal giver Hizb-Ut-Tahrir verbale fortjente tæsk, hvorimod Helle Thorning-Schmidt '¦ja hvad gør hun? Det er ikke til at blive klar over. Den ene dag, er S-formanden ifølge Jyllandsposten, 'helt enig med Villy Søvndal.' 'Hizb ut-Tahrir er en rædselsfuld udemokratisk bevægelse, og jeg har aldrig fattet, hvad de laver i Danmark. For min skyld kan de ryge og rejse, og jeg føler mig voldsomt provokeret af sidste uges demonstration”

Men så læser man Politiken i dag, og da er Thorning mere eller mindre vendt på en tallerken:
“Selv om der er tale om organisationer eller personer, som man ikke bryder sig om, så er det altid bedre at tage en snak. Om ikke andet fordi man så har muligheden for at fortælle, hvor uenig man er” .

Det er altså ikke et statsministeralternativ, der taler her.

Læs hele historien herNetavisen 180Grader.

Socialdemokraterne kan ikke påstå, at de ikke var forberedt på disse situationer, hvor Thorning er pisket til at melde klart på, hvad hun mener, der skal ske osv. Efter Muhammed-krisen røg S under 20 procent, og i dagens Megafon er tendensen også at partiets vælgeropbakning siver. Partiet er med 23,2 procent to procent under forrige valgresultat. Det plejer ellers at være sådan, at en regering taber vælgeropbakning, jo længere den sidder, men på 7. år er S længere fra statsministerposten end nogensinde. Hvad der end er af forklaringer, så kan det kun være dybt utilfredsstillende for vælgere, fodfolk og ledelse i det engang så magtfulde parti.

Alarmklokkerne bimler hos Thorning, og det har kommentatorer som Dr. Mogensen også fået øje på. Det er svært at forstå, hvorfor socialdemokraterne '“ når de nu har haft så lang tid til at forberede sige – ikke kan melde simpelt, klart og offensivt ud om, hvad partiet mener eksempelvis om den perlerække af sager, der involverer Muhammed-tegninger, de udviste tunesere, unge indvandreres hærgen af landet med brandattentater mod skoler etc. og senest den islamitisk yderligtgående bevægelse som Hizb-Ut-Tahrir. Hvorfor var det ikke Thorning, der bad dem om at gå ad helvede til? Hvorfor er timingen næsten hvergang så dårlig? Come on Noa!

Med til billedet af at Thornings timing ikke ligefrem er i top, er den helt utrolige pinlige fejl med ikke at publicere tekster på hendes blog. Niels Krause-Kjær brugte Thornings manglende aktivitet på bloggen som sindbilledet på, at alting åbenbart står helt stille i S-lejren.

Hvorfor skriver Thorning ikke noget på bloggen, netop når befolkningen efterspørger, hvad oppositionens leder mener om tidens brandaktuelle (sorry!) emner? Helt ærligt, det kan da ikke være så svært.

Update: Kl 15.00 Helle Thorning mener, at Politiken fordrejede hendes udtalelser om Hizb-Ut-Tahrir. Læs mere her.

NB: Ser at CEPOS har lavet en undersøgelse, der viser, at halvdelen af befolkningen politi og restsvæsen skal have mulighed for at slå hårdere ned på den type uroligheder, der fører til brændende skoler, biler og containere, og hvor unge går i kamp med politiet. Læs mere her.

Kategorier

Danske muslimske lederes politiske forståelse er på børnehavestadiet

Oppositionens reelle leder p.t. Villy Søvndal beder den islamistiske og fascistiske organisation Hizb-ut-tharir om at gå ad helvede til med deres middelalderlige formørkede snak om en koran og sharia-baseret mullah-regeret kalifatstat. Er Danmark ikke et alternativ, så kan islamisterne jo fise af til Iran eller Saudi-Arabien, er budskabet blandt andet på SF-formandens blog. Det var dog befriende at høre en SF-formand sige, hvad alle politikere bortset fra Pia Kjærsgaard og Anders Fogh burde have sagt for mange år siden. Nu mangler vi bare Frank Aaen, Asmaa Abdol-Hamid og Margrethe Vestager, så er der politisk konsensus om den sag.

Hizb-ut-Tahrir er af stort set hele pressen gang på gang blevet afsløret som den islamistisk-fascistiske organisation den er, hvor hovedbudskabet er, at demokratiet som vi kender det i Vesten, er en blindgyde, hvorimod 'Kalifatet er løsningen', som der står på organisationens kampagnemateriale. Hvad de reelle forskelle er på denne samfundsmodel i forhold til nazisternes 'Ein Reich, Ein Volk und Ein Führer', hvor en stærk mand regerer på mandat fra folket ud fra hvad han nu finder er bedst for 'folkefællesskabet', ja det er formentlig kun detaljer. Kvinder samt politiske og seksuelle afvigere og ikke mindst jøder '“ skal i hvert fald nok regne med, at der kommer andre boller på suppen, hvis Hizb-ut-Tahrir en dag sætter sig på magten i noget land. Skulle Kalifatet en dag opstå i Danmark, så skal Dagbladet Politiken og Information, Enhedslisten, Rune Engelbreth m.v. næppe regne med, at de får lov til at fortsætte deres aktiviteter, hvis de skulle være i tvivl. Asmaa kan også droppe idéen med at stille op til folketinget.

Alt dette er kendt, men alligevel render imamer herunder formanden for Islamisk Trossamfund til demonstration med denne erklærede antidemokratiske organisation. En kvik og årvågen presse stiller nu muslimernes religiøse ledelse til ansvar for, hvem de omgås. Hvad svarer imamerne? Jo, først ser de ikke noget problem i at omgås Hizb-ut-Tahrir, men da det pludselig går op for de religiøse leder m.v, at hele det danske politiske establishment vender dem ryggen, ja så ændrer de forklaring. (Se Nyhedsavisen i dag, onsdag)

Der må da være enkelte velbegavede muslimer som indser, at trossamfundet ikke kan blive ved med gang på gang at opføre sig så tåbeligt og klodset, hvor de kegler rundt i offentlighedens manege, taler med to tunger og fører sig frem i sammenhænge, hvor de risikerer at blive slået i hartkorn med rabiate islamister.

Jeg '“ og mange med mig '“ vil gerne vedblive at abonnere på den opfattelse, at langt størstedelen af de danske muslimer bare vil passe sig selv, passe deres arbejde, få en uddannelse og i øvrigt bidrage konstruktivt til det danske samfund. Det er bare svært lige i øjeblikket at blive overbevist om det, når de muslimske religiøse ledere '“ med måske Abdul Wahid Pedersen som eneste undtagelse – hverken kan formulere sig tilstrækkeligt klart på dansk eller fatter selv de simpleste spilleregler i moderne politisk kommunikation. Muslimerne tjener hverken deres egne interesser eller det danske samfund ved at blive ved med at opføre sig som amatører på børnehavestadiet politisk set og kommunikationsmæssigt.

N.B. Hør Michael Jalving fyre op under Venstres Kim Andersen i onsdagens P1-Debat. Kanondebat! Jalving siger på et tidspunkt til Kim Andersen at han lyder som en fra det 20. århundrede. Det var nok ikke fair af Jalving… Andersen lyder snarere som en fra det 19. århundrede – i hvert fald bedømt på den arkaiske måde, som han taler.