Måned: april 2008

Torsdag aften på DR2 tørnede det næste valgs to sandsynlige statsminister-kandidater Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen sammen. Det skete i programmet 'Debatten' under sædvanlig kyndig ledelse af værten Jesper Larsen.

Jeg har i de sidste par uger fornemmet at Helle Thorning-Schmidt var faldet lidt af på den formmæssigt, hvor hun indimellem har virket lidt modløs, men det var hun på ingen måde torsdag aften. Tværtimod var S-formanden kampberedt og fremstod nærmest som en ivrig væddeløbshest, der før startskuddet lyder, står og sparker i startboksen for at komme ud over stepperne. Uimponeret for hun således fra første fløjt lige i flæsket på Lars Løkke og angreb finansministeren igen og igen. Hårdt og skarpt hamrede hun det ene rene stød ind efter det andet ind på Venstres næstformand.

Men finansministeren var kløgtig. Han parerede elegant langt de fleste stød, og han turde gå til modangreb på Thorning på en helt anden hård måde end den Anders Fogh Rasmussen kunne tillade sig ved sidste valg. Løkkes modangreb var ætsende og tenderede det nedladende overfor S-formanden. Også Løkke var særdeles veloplagt. Det var umuligt at se på ham, at han har fået prygl i medierne i en hel måned. Løkke smilede drengesmilet med de gule mælketænder, plus at han var bamset og overskudsagtig. Men også bidende ond, når han stillede Thorning inkvisitoriske modspørgsmål, som man kunne se ofte bed på hende.

Hvem vandt? Det bliver snævert, men jeg synes at Løkke samlet set fremstod mere kompetent end sine udfordrer, og så fik han vel flere stød ind på oppositionslederen torsdag aften end Fogh fik SAMLET i de to debatter, statsministeren havde mod Thorning under valgkampen. Det så faktisk ud som om, at det pludselig gik op for Thorning undervejs i debatten at vilkårene denne gang var anderledes. Ikke at hun var rystet på noget tidspunkt. Slet ikke! Men Thorning kunne mærke, at modstanderen denne gang tillod sig at slå langt hårdere igen end Fogh.

Alt i alt var der tale om underholdende debat med masser af retoriske benspænd og en kompetent og uimponeret ordstyrer uden det store behov for selv at være i centrum sørgede for, at debatten forblev levende og ikke druknede alt for meget i teknik.

Se hele Debatten på DR 2 her

Kulturministeren Brian Mikkelsen blev '“ som forudset '“ den store taber efter at det i dag i et åbent i samråd i Folketingets Kulturudvalg endeligt blev klart, at regeringen nu deltager i OL-åbningsceremonien i Beijing til sommer.

For et par uger siden udfordrede Brian Mikkelsen modigt sin statsminister Anders Fogh Rasmussen da han erklærede, at han som kulturminister ikke deltager i åbningen af Beijing-legene, medmindre at der skete en forbedring af dialogen mellem Kina og Tibet.

Mig bekendt er der intet sket, som har forbedret denne dialog.

Alligevel står det i dag klart efter det tidlige samråd i morges, at regeringen herunder Kultur-Brian tager til Beijing.

– Vi ønsker ikke at sammenblande sport og politik. Vi bakker fuldt op om de danske sportsfolks deltagelse ved de olympiske lege. I forhold til åbningsceremonien er udgangspunktet at regeringen vil deltage i åbningsceremonien. Dog med det forbehold at den endelige beslutning først træffes på baggrund af en samlet vurdering ved EU’s udenrigsministermøde, sagde Anders Fogh Rasmussen i samrådet.

– Vi deltager i åbningsceremonien. Og hvis regeringen deltager, så deltager jeg selvfølgelig som repræsentant for regeringen, sagde kulturministeren. I dag.

EU's udenrigsministre holder møde den 16. juni om hvad der skal være EU's fælles holdning.

På Amalienborg kan man dog indtil videre ånde lettet op. Var regeringen nået frem til en anden holdning, så kunne Kronprins Frederik godt have droppet alle planer om at blive valgt til den selvsupplerende internationale olympiske komité IOC.

Det er i dag en stor dag for 'magt-Danmark' dvs. hele det politiske establishment omkring Fogh, kongefamilien og indflydelsesrige kredse i dansk erhvervsliv.

Omvendt er det en trist dag for den store del af befolkningen, som mener, at det officielle Danmark ikke bør lade sig bruge i sammenhænge som OL-åbningsceremonien, hvor man er med til at blåstemple regimer som det kinesiskes fremfærd over for Tibet.

Anders Fogh har endnu engang demonstreret overfor de konservative, hvem der i sidste ende i regeringen bestemmer.

Bendt Bendtsens og Brian Mikkelsens taktiske evner er fortsat til diskussion. Den konservative top kastede sig åbenbart ud i en magtkamp med Fogh ud fra den fejlagtige vurdering, at de i sidste ende kunne vinde den.

VK-forholdet er næppe blevet forbedret af Foghs tydelige magtdemonstration.

Update: For at gøre forvirringen total, så er K’s politiske ordfører Henriette Kjær åbenbart sendt i byen for fortsat at forfægte netop det konservative standpunkt, der i formiddag så åbenlyst led et totalt nederlag. K fremturer åbenbart i denne sag og vil fortsat lade en dansk beslutning afhænge af menneskerettighedssituationen i Tibet og Kina.

– Det er vigtigt, at presset på Kina opretholdes op til OL. For Det Konservative Folkeparti handler det om at prøve at hindre et overgreb på det tibetanske folk. Derfor står den konservative folketingsgruppe fast på gruppens beslutning om, at vi afventer udviklingen i Tibet og Kina, inden vi afgør, om vi vil deltage i åbningsceremonien ved OL, skriver Henriette Kjær i en pressemeddelelse.

Tak til Henriette Kjær for endnu engang at udstille det totale konservative nederlag til Fogh i dag. Hvordan i alverden kan man finde på at sende sådan en pressemeddelelse ud, når regeringschefen og med fuld accept fra hans kulturminister reelt har skåret igennem i denne sag? Men mind da gerne vælgerne om Ks egen uformåen til at trænge igennem hos Fogh. Tilsyneladende er der altså er tale om et veritabelt oprør mod regeringschefen, som K regner med at kunne vinde på den lange bane. Øh Jeg kan dog ikke se, hvordan det skulle ske.

Kl. 13.45.

TV2 skriver nu at den idrætspolitiske ordfører Per Ørum Jørgensen i stedet for kulturministeren holder sig hjemme. Det vil næppe ryste kineserne, men markerer alligevel de konservatives aktive og symbolske stillingtagen – og naturligvis et oprør – mod Fogh.

Kl 17.30

Bendt Bendtsen giver nu i JP udtryk for, at Fogh med sine formuleringer er gået for langt under morgenens samråd.

Noget tyder altså på, at Fogh har banket Mikkelsen mere på plads – og dermed trådt på den konservative selvfølelse – end at de bryder sig om.

Det er altså ikke hver dag, at Fogh kvajer sig, og det er heller ikke hver dag, at K straffer Fogh for at træde på deres tæer.

Regeringens endelige beslutning vedr evt. deltagelse ved OL-åbningen afklares åbenbart først den 16. juni. Så udmeldingerne fra det samråd, der skulle skabe total klarhed om regeringns holdning, er i løbet af dagen endt med at skabe større forvirring. Regeringen plejer at kommunikere noget mere raffineret.

Læs også Anders Krab-Johansens kommentar her

Hos de konservative er man fortsat ganske lettet over at slippe af med Pia Christmas-Møller som politisk ordfører. Bendt Bendtsens håndtering af den koleriske Christmas exit var som bekendt ikke i top, men ingen er vel forpligtet ud over sine evner. De konservative tog i grunden en fornuftig beslutning om at skifte hende ud som politisk ordfører. Der var behov for fornyelse på posten. Pia Christmas var ikke ligefrem kendt blandt journalister som specielt samarbejdsvillig og 'arrogant' er vist egentlig dækkende for at beskrive hendes tilgang til pressen, og det er nok ikke lige den indstilling, der er behov for hos et lille klemt regeringsparti uden den store vælgermæssige fremgang efter syv år som lillebror i regeringen. Men da Pia Christmas smækkede med døren i forbindelse med sin fyring, fik hun trods alt et par måneders 'fame', som mediedarlingen, der altid var blevet noget overset som minister. Samtidig var hun for en tid det afgørende mandat, der kunne bringe regeringen i mindretal blandt andet på asylpolitikken. Festen i rampelyset sluttede, da Malou Aamund forlod Ny Alliance til fordel for Venstre. Pia Christmas mandat var ikke længere afgørende – og hun blev '“ for at sige det ligeud '“ politisk set komplet ligegyldig. Pia C havde kurs mod den evige glemsel bortset fra den lille parantes i den konservative partihistorie, som overset partileder i 1999.

I går skrev altinget.dk at Pia Christmas nu og ganske overraskende overvejer at blive i politik. Den tidligere konservative leder skulle eksempelvis overveje at søge optagelse i Det Radikale Venstre eller måske hos regeringspartiet Venstre.

Bare tanken om, at sidde i gruppe med Pia Christmas-Møller sendte nærmest chokbevægelser igennem Venstres Folketinggruppe. Synspunktet var hos mange V-folk, at man nok hellere ville dø end naturlig død end at lade hende sidde med ved bordet i værelse 2-090.

I stedet er der muligheden at søge optagelse hos De radikale. Politik er det muliges kunst, men at lade en konservativ med bristede ambitioner sidde med hos de radikale, som ønsker en helt anden regering end den Pia Christmas ind til videre støtter.

Skal Pia Christmas også opstilles ved næste folketingsvalg skal hun støtte Helle Thorning-Schmidts statsministerkandidatur, som de radikale kræve forsvaret beskåret og meget andet i direkte modstrid med, hvad hun tidligere har stået for. Det er ideologiske herresving, som jeg ikke har den store respekt for, men det skal vælgerne jo i sidste ende afgøre.

De radikale er sikkert så fornuftige mennesker, at de også kan se det på alle måder uholdbare i at invitere Pia Christmas ind i varmen. Ledelsen har meget lidt at vinde ved det, og der er formentlig endda nogle MF’ere i gruppen og i baglandet, der bliver sure ved at få sig en ny konkurrent i et af storkredsene. Og med Pia C i gruppen, så har man også udsigt til at skulle lade sig underholde af en politisk primadonna med fremtiden bag sig. Jeg tror at Margrethe Vestager er for klog til, at hun lader Christmas slippe ind i varmen.