I disse dage har Helle Thorning-Schmidt med sine to lix-tals tunge kronikker og sine “ni valg” lagt nogle skinner ud, der skal genrejse det gamle arbejderparti politisk og ideologisk og afskærme det fra SFs hastige kannibalisering. Indholdet af kronikkerne beskrives som en blanding af 90'er blairistisk tankegods a la Anthony Giddens, klassisk socialdemokratisme, venstrefløjspolitik tilsat Noa Redingtons analyse af den politiske situation.
Journalist Jakob Nielsen har skrevet en fremragende analyse på Kforum, hvor han ser Thornings nye initiativer som et forsøg på at få skabt noget politisk autoritet omkring hendes person. Det har Thorning faktisk manglet lige siden, at hun blev valgt til formand for Socialdemokratiet for præcis 3 år siden. Nielsen antyder, at det meget vel er ved at være sidste udkald for S-formanden for at skubbe denne proces i gang, der i sidste ende også skal munde ud i at give partiet ny fremgang – inden så længe. Hvis ikke, så kunne hun blive den første S-formand i nyere tid, der falder helt en uden en fløjkrig.
Lige nu står Thorning også et i politisk kæmpedilemma, hvorvidt S skal medvirke i regeringens ventede indgreb overfor strejken på det offentlige arbejdsmarked, som efter alt at dømme vil ende med, at de strejkendes fagormåder får præcis det samme i lønfremgang, som det øvrige offentlige område plus en nedsættelse af en ligelønskommission oven i hatten.
Politikens Peter Mogensen analyserede sig i går frem til den konklusion, at Helle Thorning '“ fordi hun mærker presset fra super-populisten Villy og SF, ikke kan gå med til et indgreb. For Fogh er det den gamle sandhed i politik om, at man faktisk har en interesse i, at ens politiske modstander skal være stærk nok til kunne lave en holdbar politisk aftale. Jeg tror Mogensen får ret. Thorning er så svag, at det bliver et nej. Prisen er dog at Helle Thornings politiske autoritet svækkes yderligere. For S-formanden vil blive kritiseret af VK, at hun åbenbart prioriterer særinteresser og sine egne Galluptal højere end samfundets og økonomiens ve og vel.
Hvis “det går, som vi spår”, så skal Dansk Folkeparti i stedet “levere varen” og de afgørende stemmer i Folketinget til regeringens indgreb, og DF'erne kan endnu engang fremstå som 'de ansvarlige' i dansk politik, selvom at DF også har mange lavtlønnede offentligt ansatte vælgere, der er ude og strejke.
Men nu skal strejken have lov at løbe en uges tid, og så kommer indgrebet!