Måned: april 2008

Det indimellem ufatteligt letbenede TV2-Nyhederne har gravet endnu en historie frem, som skal appellere til stodderen hos folk, mere end kongen, som H.C. Hansen sagde i 1950'erne.

De af regeringens spindoktorer som deltog i valget har nemlig modtaget fratrædelsesgodtgørelse da valget blev udskrevet. Det står i deres kontrakt, men det er jo for galt, at de får pengene og SAMTIDIGT udøver deres demokratiske rettigheder som kampagnefolk for regeringens ministre.

Hvis nu Statsministerens spindoktor Michael Ulveman havde kørt taxi under valget i stedet for at have hjulpet Anders Fogh Rasmussen med at blive genvalgt, så Ulvemann kunne beholde sit job, så var der ingen sag. Men nu valgte han at give Fogh en hånd med i Venstres valgkamp, og det må han ikke, mener TV2. Der er sådan en snært af lidt millimeterretfærdigt forargelse over, at spindoktorerne blander sig i valget. I min bog er det tudekiks-agtigt, og så er det i realiteten et ganske voldsomt indgreb i spindoktorerens borgerlige frihedsrettigheder, at de i konskekvens af denne holdning ikke må deltage i valgkampe.

Mener journalisterne på TV2 seriøst, at spindoktorer ikke må få den fratrædelsesgodtgørelse, som står i deres kontrakt? Forestiller man sig, at de skal opgive den, hvis de i stedet finder andet arbejde? Jeg spørger jo bare her i god tid før, at TV2 formentlig fyrer en masse medarbejdere i bundter. Finder de et andet arbejde, så skal de i konsekvens af dette vel heller ikke modtage nogen fratrædelsesgodtgørelse? Det er jo fuldkommen latterligt.

Jeg forstår også godt, at socialdemokraterne medvirker til at gøre dette til en stor sag, hvor de kan ramme regeringen. Når man er så underdrejet som de er, så skal de skyde på alt, hvad der bevæger sig, og netop derfor er det lidt utroligt, at reglerne for spindoktorernes aflønning ikke for lang tid siden er blevet præciseret, så man slipper for at have den her diskussion.

Hvorfor bliver den her sag til en historie på TV2 Nyhederne? Det skulle vel ikke være, fordi Niels Giversen er researcher på historien? Er det pay-back time og dermed “tak for sidst” for Niels Giversen for dengang Michael Ulveman og forsvarsministerens spindoktor Jacob Winther tørrede ham og filmmanden Christoffer Guldbrandsen i medierne m.v. dengang de lavede den hemmelige krig? Hvordan kan det I øvrigt være, at man på TV2s redaktion sætter en mand, der var så dybt personligt involveret i en spinkrig mod de to herrer, til at researche denne historie om spindoktorernes aflønning? Jeg forstår så glimrende hans ildhu, men hvorfor skal seerne belemres med, hvad der ligner Niels Giversens hævntogt, der skal miskreditere de to spindoktorer.

Det er jo dybt beskæmmende, når journalister forveksler offentlighedens interesse med deres egne personlige kæpheste, og så tror de, at de kan bruge medierne til det formål. Nu er vi så tit efter politikerne – denne gang bør kritikken rettes mod TV2-Nyhedernes redaktion. Men det holder de andre medier sig for pæne til, for man kritiserer jo ikke hinanden i Danmarks fine journalistloge…

Skal man grine eller skal man græde over socialdemokraternes ledelse?

Fra Netavisen 180Grader:

'Samme dag som næstformand Nick Hækkerup går ud som fortaler for en lettelse af topskatten offentliggør Politiken en kronik af Helle Thorning-Schmidt, hvori det hedder, at prisen “for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten”.

Det er da utroligt, at socialdemokratiets formand og næstformand kan mene to forskellige ting om skattelettelser samme dag. Det er et så stort selvmål, at selv en Bendt Bendtsen kan trille bolden det sidste stykke i mål:

“Der er ikke noget at sige til, hvis danskerne bliver forvirrede over socialdemokratiets politik. Først spiller Mette Frederiksen ud med ni teser, der slet ikke nævner skatten. Så spiller Helle Thorning-Schmidt ud med ni dogmer, hvoraf det fremgår, at skatten ikke skal sættes ned, og så kommer Nick Hækkerup efterfølgende og taler om at sænke topskatten,” lyder den konservative leder Bendt Bendtsens kommentar til de socialdemokratiske signaler i en pressemeddelelse'.

For mig at se er det fuldkommen ubegribeligt uprofessionelt, at S-ledelsen ikke engang evner at koordinere deres synspunkter på et af de ret så centrale politiske spørgsmål i dansk politik for tiden. Det er jo topmålet af dårlig politisk kommunikation. Helle Thorning skal altså til at passe på, at hun ikke bliver til grin. Og så på en dag, hvor JP kan præsentere en måling, hvor danskerne mener, at Mette Frederiksen er en lidt bedre “billetsælger” end S-formanden. Der bliver nok ikke flere, der nu mener, at Thorning er fantastisk til at sælge Socialdemokraternes politik.

Bortset fra det, så vil jeg i øvrigt håbe, at det er Nick Hækkerups synspunkt, der vinder indpas, men jeg vil nu se det før jeg tror på det. S er så presset fra SF, at partiet vil drive mod venstre, hvad Thornings ni valg også er udtryk for.

Så i øvrigt at Michael Kristiansen latterliggjorde S-teserne til sidst i denne uges udgave af Mogensen & Kristiansen på TV2 News. Jo man kan jo godt nedgøre Helle Thornings ni valg som 'ugens teser'. Men skal vi nu til at håne politikere for at forsøge at markedsføre deres politiske synspunkter? Jeg synes, at S bør roses for at ville tale politik. (Og det er regeringen sikkert også interesseret i efter en uge, hvor alle kun talte om Lars Løkkes bilag)

Det, man kan kritisere S for, er, at 'teserne/valg' virker lidt uoriginalt, og bidrager til den udbredte opfattelse, at Socialdemokraterne lider af idé-sclerose.

Men man skal jo komme tilbage når man har dummet sig. Her forklarer Nick Hækkerup S’s synspunkt om at skattetrykket skal være uændret, selvom at S samtidigt vil nedsætte marginalskatten. Nu hænger skattepolitikken i det mindste lidt bedre sammen, men det er stadigvæk gådefuldt, hvorfor S vælger at kommunikere begge synspunkter effektivt den selvsamme dag. Vælgerne bliver jo forvirrede og i sidste ende irriterede, og det var vel næppe formålet med Helle Thornings udspil om de ni valg og de to lix-tals tunge kronikker i Politiken?

Socialdemokratiets vælgere, græsrødder, politiske journalister og ikke mindst os andre der følger lidt med i dansk politik har siden valget ventet på et egentligt gennemarbejdet fremadrettet politisk udspil fra Socialdemokratiet.

Og nu kom det så. Ni punkter, hvor danskerne stilles overfor en række valg, ligesom det store slagnummer ved FV07 som 'Velfærd eller Skattelettelser', som rent kommunikationsmæssigt fungerer, men som alt for få vælgere kunne se det store politiske indhold i, så de gad stemme på partiet.

Et af Helle Thorning-Schmidts problemer er, at hun i forhold til både Anders Fogh Rasmussen og Villy Søvndal ses som letbenet '“ ideologisk og politisk. Hun har vundet respekt på at hun retorisk kan spille lige op med Fogh, men S-formanden har stadig skullet vise at hun is more than just af pretty face.

Da S hyrede Noa Redington var det netop udspil af denne karakter, som mange havde i baghovedet, da de roste Thornings beslutning for at hyre manden. Her var akkurat en begavet person på centrum-venstre-siden, der både kunne tænke i politik, strategi og kommunikation på én gang. Jeg synes man fornemmer, at netop Redington har haft en rolle i processen. For det er ikke ligefrem den slags opgaver, som man overlader til partiets græsrødder at formulere, medmindre man altså vil begå politisk selvmord. Helle Thornings har dårlig råd til ret mange kiksere.

Nu giver hun så danskerne ni tilbud, som S så må håbe på at de vil tage imod med kyshånd:

* Velfærd eller skattelettelser

* Milliarder til særinteresser eller ny vækstpolitik

* Større ulighed eller brud med den negative sociale arv

* Flere parallelsamfund eller helhjertet integration

* Klimakrise eller Danmark som klimaforbillede

* Overtræk på menneskelige ressourcer eller balance i arbejdslivet

* Vidensstagnation eller uddannelsesløft

* Blokpolitik eller styrket folkestyre

* Stigende forråelse eller medansvar for respekten mellem mennesker.

Overordnet så kan vælgerne formentlig godt genkende det gamle klassiske socialdemokrati. Med den gamle traver om valget mellem “Velfærd og Skattelettelser” er det nemt at identificere partiets traditionelle forsvar af den evindelige udbygning af velfærdsstaten. Her er det i realiteten kun tempoet i udbygningen, der skiller. For den offentlige sektor er kun vokset under Fogh-regeringen, og omfanget af dens 'skattelettelser' siden de trådte til 2001 imponerer heller ikke ret mange. Dette programpunkt appellerer til partiets kernebase '“ lavtlønnede kvindelige ansatte i den offentlige sektor, hvorimod højtlønnede privatansatte mænd løber skrigende bort, men det er der på den anden side ikke så meget nyt i.

“Klimakrise eller Danmark som klimaforbillede>” lyder som, at partiet ønsker sig tilbage til Svend Aukens miljøimperium, hvor Danmark skulle være et foregangsland. Den dagsorden er Fogh ved at stjæle fra dem, så det er egentlig ret oplagt, at man kan komme i offensiven på dette politiske område. Faktisk er det en gåde, at socialdemokratiet ikke har dyrket miljøpolitikken noget mere i de sidste syv år.

Resten af programpunkterne er mildest talt uklare, men dem vil Thorning udbygge i sin kronik i Politiken i morgen, så her må vi vente og se.

Jeg er dog mest spændt på hvad dette valg 'Stigende forråelse eller medansvar for respekten mellem mennesker', indebærer for Socialdemokratiets retspolitiske kurs. Er det tilbagevenden til Ole Espersens retspolitik med lave straffe for vold m.v.? Det ville være et modigt valg, men strategisk uklogt. Vi får se!

De ni valg er dog indtil videre ret ukonkrete, og det er de nok af den grund, at socialdemokraterne er hunderædde for, at Fogh kan finde på at løbe med deres politik, som han især gjorde lige før valget i 2005, hvor han gennemførte en stribe oprindelige S-forslag som sine egne. Det glemmer Mogens Lykketoft ikke sådan lige med det samme!

Faren er, at politikken bliver for vag, for overordnet og for akademisk. Det betyder også at diskussionen foregår på morgenaviserne og i debatprogrammerne på DR2 og på P1, som under 10 procent af befolkningen følger med i.
Noa Redington og Thorning er uden tvivl godt klar over det, men nu har de lagt nogle politiske jernbaneskinner ud, som kan fylde den politiske dagsorden ud '“ i hvert fald frem til sommerferien.

De ni valg kan udgøre alibiet for det som emsige politiske journalister og kommentatorer konstant efterspørger som 'Socialdemokratiets politiske projekt', men menigmand på gaden vil formentlig ikke opdage det. Jeg tvivler også på, at de ni valg '“ i denne ukonkrete form '“ kan sætte en dagsorden for ret meget i særlig lang tid, formentlig kun i et par dage.

Det er i øvrigt modigt at Thorning melder klart ud og kalder de ni valg for 'venstreorienterede'. Se den udtalelse vil blive skamredet af VKO i den kommende tid. På den anden side, så træffer S nu et klart valg, hvor man siger farvel til 'Tim & Bum's' (Henrik Sass Larsen og Morten Bødskovs) let højrevendte strategi ind mod midten for nu i stedet at tage kampen op mod truslen fra Villy Søvndal. Denne justering af strategien foretager man kun, fordi S-ledelsen reelt ikke har noget valg. Hugger Søvndal ret meget mere ind på det gamle arbejderpartis vælgerskare i meningsmålinger, så risikerer S-ledelsen at blive væltet inden så længe.

De ni valg vil kunne samle S-SF-RV om, hvad der umiddelbart ligner en klar venstreorienteret politik. Og en samling vil alt andet lige styrke mulighederne for et regeringsskifte efter næste valg. Spørgsmålet er bare om vælgerne ønsker så store forandringer som Thorning – måske – lægger op til.

Jeg tror hverken Anders Fogh eller Pia Kjærsgaard ligger vågne om natten efter at have læst Thornings ni valg.