Fra tid til anden så forbløffes man som iagttager af dansk politik over de mange tåbelige beslutninger, der bliver truffet og de forudsigelige problemer som politikere '“ og ikke mindst partiernes organisationsfolk '“skaber for sig selv.
Tag for eksempel de konservative, der i al deres visdom har lukket den frafaldne kristendemokrat Tove Videbæk ind i folden ved at vælge hende til et af partiets kandidater til EU-parlamentet. Med mindre, at de konservative tager skridtet fuldt ud og opstiller Videbæk som spidskandidat, så bliver hun næppe valgt ind i parlamentet, hvad mange konservative sikkert priser sig lykkelige for.
Videbæk har i sin politiske karriere hos de kristelige gjort sig bemærket for to ting: En uforsonlig modstand mod fri abort og en aldrig svigtende evne til at lave ballade i partiet. Med hensyn til sidstnævnte egenskab skal det derfor foreløbig indrømmes Videbæk, at hun sammen med den uduelige Bodil Kornbæk blandt andet med deres interne stridigheder har formået helt at tage livet af Kristendemokraterne.
De konservative græsrødder i Vestjyllands Storkreds har imidlertid kastet deres kærlighed på den tidligere kristendemokrats rimeligt pæne stemmetal i den stadig ret så missionske landsdel, om end at Videbæk faktisk tilhører Pinsebevægelsen. Det gør næppe den store forskel, da denne religiøse vækkelsesbevægelse er nogenlunde lige så bibel-fundamentalistisk som Indre Mission, men adskiller sig blandt andet ved at man går ind for voksendåb og så er gudstjenesterne mere præget af gospel end salmesang.
Mit gæt er, at Videbæk efter EU-parlamentsvalget bliver opstillet i en eller anden kreds og ved næste folketingsvalg får held til at løbe med den siddende konservative MF’er Per Ørum Jørgensens mandat i det vestjyske. Det sidste vil næppe blive opfattet som noget stort tab af folketingsgruppen, men til gengæld importerer man et nyt problem. For den 63-årige Tove Videbæk skal næppe regne med at ændre de konservatives holdninger, hverken til homoseksuelle ægteskaber, porno eller fri abort. Ja faktisk har den politiske ordfører Henriette Kjær allerede bedt hende om at 'nedtone' sine synspunkter. Med andre ord skal den nyslåede konsersative stemmemagnet holde sin mund, hvilket jeg ikke tror på '“ når man skæver til hendes politiske karriereforløb – at hun nogensinde hverken kan eller vil.
Man må derfor gratulere den “kompetente” topledelse hos K, som har nikket til, at man har inviteret Videbæk inden for i partiet. Det bliver spændende at se, hvor lang tid, der går før, at det kristne maverick-missil udfordrer den konservative ledelse i 'værdispørgsmål'. Jeg ser eksempelvis frem til stor underholdning på det kommende landsråd, hvor partiets EU-kandidater vælges. Det bliver et møde, der umiddelbart er i akut fare for at blive domineret mere af interne opslidende diskussioner om 'for eller imod fri abort' snarere end hvad de konservative vil i og med EU.
STØT JARLS BLOG her.