Det er så sandelig ikke hver dag ,at man oplever radikale fare i flæsket på hinanden, som da retsordføreren Simon Emil Ammitzbøll i en kronik i Berlingske brugte ordet 'forræderi' i samme sætning som sin partileder, Margrethe Vestager.
Han skrev bla.:
Det Radikale Venstre har i årevis stået som garant for princippet om, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle og børn. Det forhindrer 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det var stålsatheden imod disse to regler, der gav Det Radikale Venstre en historisk valgsejr ved folketingsvalget i 2005. Og det var forræderiet mod denne principfasthed, som var en af hovedårsagerne til den voldsomme tilbagegang ved efterårets folketingsvalg. Resultatet var det næststørste mandattab i hele partiets levetid.
Og så pegede Ammitzbøll desuden på, at Vestager og den øvrige partiledelse kuppede gruppen mv. fordi hun '“ ikke overraskende for ret mange andre end Ammitzbøll '“ valgte at pege på Helle Thorning-Schmidt som de radikales statsminsterkandidat:
»Partiledelsen turde i valgkampen ikke en gang følge folketingsgruppens og hovedbestyrelsens beslutning om, at se mulighederne i et politisk samarbejde med VK, hvis der ikke blev flertal for en SR-regering «,
, skriver han i kronikken.
Ammitzbølls konklusion er rigtig, men hans analyse er forkert. For sagde vælgerne farvel og tak til de radikale, fordi partiet midt i valgkampen opgav 24-årsreglen som kardinal-punkt for at indtræde i en SR-regering? Det tror jeg ikke et sekund på. I øvrigt forstår man på Ammitzbøll, at radikale vælgere på valgdagen fravalgte partiet, fordi det ville for lidt med de borgerlige. Det var vel snarere omvendt? Partiet mistede lidt til Naser Khader og Co., men det største mandattab led man til SF.
Findes der i øvrigt vælgervandringsanalyser, der kan understøtte, hvorfor vælgere forlod de radikale for SF? Mit bud er, at de sagde farvel og tak til R på grund af Villys Søvndals evne til at brænde igennem med sine budskaber og Vestagers manglende ditto. Søvndal er 15-20 ældre end Vestager, men det skulle man ikke tro, når de åbner munden. Og så var der jo hele farcen i foråret 2007 omkring Marianne Jelveds storhedsvanvid, hvor hun som følge af fortsat hausse i meningsmålingerne insisterede på at skulle være statsminister. Her sagde vælgerne dog i stort tal farvel og tak '“ og checkede i stedet ind i Villys butik, hvor der var og er betydeligt mere jordforbindelse.
Ammitzbøll gav korrekt Vestager skylden for de radikales nedsmeltning ved valget i november i fjor, hvor man blev næsten halveret, og for tiden har partiet kun kurs mod spærregrænsen.
Vestager ER en dårlig billetsælger. Trods uomtvistelig begavelse, et absolut nydeligt ydre – og nu med tiltagende grånende patina (ingen farvestoffer her!) så har den 'omvandrende prædikestol' siden sin tiltræden sidste år fået frelst færre sjæle for den radikale sag, men tværtimod jaget vælgerne over til Villy Søvndals SF.
Med sit angreb på Vestager har Simon Emil lavet en 'Søren Pind med skrue', som Berlingskes Bjarne Steensbeck formulerede det på News forleden. Det er ikke veldefineret, men mit bud er at Ammitzbølls kronik er et indlysende ikke karriere-befordrende initiativ, der derfor er drevet af alt andet end taktisk overlæg. Han siger jo, at Vestager er uduelig, fordi han mener det! Og det kan man kun have respekt for. Der er faktisk alt for mange politikere, som IKKE siger, hvad de mener.
Den radikale retsordfører var i forvejen temmelig isoleret i gruppen. Han har tidligere generet alle de gamle tudser over sixty-something/pushing-seventy, der fylder op i den radikale gruppe herunder Helveg-klanens senior, Niels, som velsagtens håber på at den yngste søn, Rasmus, kan vippe Ammitzbøll af pinden og løbe med det radikale mandat i Sjællands Storkreds. ( Det bliver faktisk et af de mest spændende interne derbys ved næste folketingsvalg!)
Simon Emil kan da også glæde sig over, at han netop er medlem af det radikale venstres folketingsgruppe, for i stort set alle andre partier, ville han være kylet ud af folketingsgruppen 'på røv og albuer'. Men hos de radikale er man pæne mennesker. Her får man dog skældud af gårdvagten: 'Jeg er vred på ham', sagde Marianne Jelved. Og nu venter der formentlig en overhaling på skoleinspektør Vestagers kontor, når han vender hjem fra New York.
Men betyder al den hurlumhej så meget? Slet ikke '“ og nu har de radikale på deres landsmøde genoplivet modstanden mod 24-årsreglen og tilknytningskravet for familiesammenføringer. Det er en politik, der især vil være vældig nyttig mht. at importere indvandrere uden kundskaber til landet og med den indlysende konsekvens, at langt størstedelens vedkommende ikke kan finde arbejde og ender på offentlig forsørgelse. Claus Hjort Frederiksen har ret: De radikale har absolut intet forstået af 15-20 års indvandrerdebat og erfaringer.
Engang rankede de radikale sig, fordi man sin lidenhed til trods faktisk havde betydelig indflydelse. I 1992 bestemte de radikale eksempelvis, hvem der skulle være partileder i socialdemokratiet og siden statsminister. Those were the days my friend, som det lyder i sangen, og de vender ikke tilbage foreløbigt, og det er vi mange, der priser os lykkelige for!
STØT JARLS BLOG her.