« Hundeslagsmålet | Forside | Snart dages det, Helle! »
Thomas Larsen i desperat modangreb på kritikere
Af Jarl Cordua | 17. januar 2009
Dagbladet Informations glimrende Mette Klingsey skriver lørdag om den seneste tids kritik i enkelte medier af Thomas Larsens såkaldte ”analyser” i Berlingske Tidende, hvor han i de sidste to-tre år har fyldt spalterne med analyser, som bekræfter Anders Foghs syn på sagerne.
Information skriver lørdag:
“Fogh har besluttet sig for at blive i Danmark,” konstaterede Berlingske Tidendes velanskrevne politiske kommentator Thomas Larsen i denne uge.
Efter en gennemgang af 2009 som ‘det hårdeste og måske sværeste politiske år’ aflivede han i sin analyse de rygter om en udenlandsk toppost, som i månedsvis har klæbet til statsministeren.
Spekulationer, som den britiske avis Financial Times bidrog til, da den mandag fremhævede Fogh som bud på en kommende NATO-generalsekretær.
Selv samme mandag var Thomas Larsen ifølge Informations oplysninger til kaffe og baggrundssnak hos statsministeren på Marienborg. Og i tirsdagens Berlingske begravede Larsen altså spekulationerne om Foghs snarlige exit. Nu beskyldes Berlingskes kommentator for at være Foghs forlængede arm.
Læs hele artiklen her.
Det er faktisk socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, som fortjener æren for at være den første, som i offentligheden retteligen påpegede, det for de fleste ret indlysende, at “Fogh har hånden oppe i Thomas Larsen”, når Berlingske-skribenten analyserer.
Min ringhed fulgte efter den gode Sass og har i en række posts på denne blog påpeget det forhold, at Larsen skriver ”analyser”, som flugter regeringschefens verdensbillede.
Eksemplerne er nærmest uendelige. Mest berømt er eksemplet fra august 2007, hvor Larsen i Berlingske to dage før Venstres Sommertræf i en ”analyse” afslørede, at Fogh – som lyn fra en klar himmel – ville foreslå skattelettelser. Det endte med end mindre regeringskrise, der udskød valget i to måneder, fordi Bendt Bendtsen naturligvis nægtede, at lade Venstre rende med æren for skattelettelser, og fordi DF i øvrigt slog fra sig med arme og ben. Alligevel kunne enhver, der kunne læse en smule indad, se af artiklen, at Larsen havde fået oplysningen om planerne for skattelettelserne fra Fogh.
Nå ja, valget i september 07 blev så udskudt, men det var en del af Foghs ”store plan”. Så han inviterede hele holdet af kommentatorer til kaffe på statsministerresidensen Marienborg i et noget bizart forsøg på at forklare, at hele den dramatiske skatteballade mellem de konservative og DF i virkeligheden var en del af den store masterplan.
Ingen købte Foghs spin bortset fra: Thomas Larsen, som gik hjem og skrev historien. Det var politisk prostitution i en klasse, som det sjældent er set på disse breddegrader, og Berlingske-journalisterne evnede ikke at skjule deres skam over at få deres løncheck fra samme bladhus som Larsen.
Sommeren forinden havde Lisbeth Knudsen og Thomas Larsen ellers turneret rundt i andre medier blandt andet i TV2s Go Morgen Danmark i et forsøg på at brande manden som en særligt uhildet kommentator, men hvor man samtidig førte den påstand frem, at alle øvrige kommentatorer havde særlige dagsordener mv. og derfor ikke havde samme troværdighed som Berlingskes “fine mand”.
En sådan mageløs frækhed slog således det samlede kommentatorkorps med forundring, da ingen med deres gang på Christiansborg – og som er ved deres fulde fem – synes at erfare, at påstanden om Larsens uhildethed stemmer overens med virkeligheden. De har nu i et par år måttet læse denne skribents skamløse skriverier i et af landets største aviser og står fortsat tilbage med det indtryk, at den på Berlingske så fejrede Larsen øjensynligt har indgået en usynlig pagt med magten i Danmark i form af regeringslederen. Ikke ligefrem det, der formodentlig kendetegner en journalistisk dyd.
For at skære ind til benet, så opfattes Larsen reelt som en skamplet på Christiansborgs journalistkorps. Alle ved det, men ingen vil skrive det, fordi journalister har et eller andet gammeldags æreskodeks, at man ikke kritiserer hinandens arbejde. Men i krogene hører man kritikken. Nu er jeg imidlertid ikke en del af dette kodeks og har derfor sammen med andre tidligt kritiseret Larsens forsvar af Fogh i hans ”analyser”.
På vandrørene hører man i øvrigt lejlighedsvise rygter om, at Larsens tid som kommentator muligvis er ved at rinde ud, blandt andet fordi han udfordres af mere talentfulde skribenter på avisen. Det er derfor ikke så underligt, at han higer om sin eksklusive direkte adgang til regeringschefen, og de fleste forstår, at Larsens rædselsscenario er, at Fogh snart tjekker ud af dansk politik til fordel for et topjob i udlandet. Dermed vil hans kilde jo tørre ud.
Hvis Lars Løkke Rasmussen overtager statsministeriet, så er Larsens dage som stjerneskribent måske talte. Men han vil nok, som en anden Faust, forsøge at sælge sin sjæl på ny til den nye indehaver af hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard.
I dagens Information går en tilsyneladende desperat Larsen til angreb på hans kritikere TV2s Henrik Qvortrup og Informations Annegrethe Rasmussen.
De to gode mennesker kan sagtens forsvare dem selv mod Larsens letkøbte kritik, men lad os lige tage et par af Larsens kritikpunkter og se om, der er lidt substans i dem:
Om Annegrethe Rasmussen kindkysser med sine kilder aner jeg ikke, og det er vel så vidt også ligegyldigt. Hun er, så vidt jeg ved, aldrig blevet beskyldt for kritikløst at viderekolportere et partis holdninger, som vel egentlig er det, som Larsen kritiseres for.
Larsen indvender mod Qvortrup, at han tidligere ”havde et nært venskab med Naser Khader, hvor familierne så hinanden!”.
Det er næppe forbigået ret manges opmærksomhed, at Khader og Qvortrup ikke længere ser hinanden privat. Og årsagen er vel egentlig den ret enkle, at Qvortrup tog sin journalistiske profession alvorligt i forbindelse med folketingsvalget 2007. Det kan være, at stilkaraktererne ikke var til UG, men Qvortrup vurderede, at han havde en historie – Khaders påståede sorte arbejde – og var endog villig til at gå planken ud for den historie.
Hvilken historie er Larsen så nogensinde gået planken ud for?
Var det måske dengang – som det påstås – at store dele af hans manuskript til portrætbogen om Niels Helveg Pedersen var ”planket” dvs. skrevet af fra andre kilder?
Thomas Larsens kommentatorkarriere lever på lånt tid. og den dag Fogh er væk fra statsministerposten, så bliver han formentlig fjernet som Berlingskes analytiker.
Det er vi i hvert fald en hel del, der ser frem til.
Og så lige en kommentar til følgende vås fra Hans Engell:
“Men at statsministeren skulle være kilde til Thomas Larsens analyse, tror Engell ikke på:
“Alt, hvad jeg har kunnet samle op fra regeringsmedlemmer og folk, der arbejder meget tæt på ham, tyder på, at han ikke på nogen måder åbner sig på det område – heller ikke over for Thomas Larsen,” siger han
Jeg har sædvanligvis megen respekt for Hans Engell, for hans fortrinlige analyser, enestående erfaring og skarphed. Men jeg er kommet noget i tvivl om, hvorvidt at han har kilder af betydning, når det gælder Fogh. Mit bud er, at han kun taler med konservative ministre og især Lene Espersen, da holdet af Venstre-ministre livsvarigt har lagt ham på is. For ellers ville han ikke kunne sige sådant vrøvl.
Så her er lidt insideinfo til Ekstra Bladets sædvanligvis kloge og indsigtsfulde kommentator:
Ifølge en særdeles central kilde, så er det nu engang ”far” selv, der taler med Berlingskes mand.
STØT JARLS BLOG her.
Emner: | 12 kommentarer »
17. januar 2009 kl. 16:16
Tak for en god analyse, Jarl.
Er Lene Espersen vil i grund ikke en Engell-opfindelse? Sammen med Henriette Kjær og Gitte Seeberg(sic)
Efter hvad jeg har hørt færdes Hans Engell og Lene Espersen stadig ganske tæt – omend ikke i Nyhavn 4 mere…
17. januar 2009 kl. 20:46
Debatten om kommentatorernes upartiskhed er vel en analog til lærernes og lektorers. Den klassiske indoktrineringsdebat.
Jeg ser gerne, at lærere, lektorer og politiske kommentatorer melder kulør. Så ved vi, hvor vi har dem.
Politiske kommentatorer skal naturligvis forsøge, at være objektive og saglige, men lidt farvet er alle vel altid.
Ingen politisk kommentator vil nogensinde i dette land være 100% objektiv, de har jo fx også selv stemmeret.
Såvidt jeg husker har vi aldrig helt fået at vide, hvor Thomas Larsen står, så på den felt dumper han.
Qvortrup er såvidt jeg husker Helle-fan for nuværende, men har også arbejdet for far-Fogh.
Mange vælgere læser vel flere kommentatorer. Den kritiske avislæser kikker vel på flere holdninger og danner derefter sin egen mening.
Mogensen, Kristiansen og Jarl, dem ved vi, hvor vi har og det er godt.
Selvom Engell er gammel konservativ fremstår han for mig forholdsvis objektiv.
Nu ved vi vel også, hvor vi reelt har Thomas Larsen. Så kan han ligesågodt bekende kulør selv.
Helle Ib er nok lidt borgerlig.
Kommentatorer (og lærere) med en erklæret stillingtagen producerer efter min mening analyser med mest kant og mommentum.
Kommentatorer som siger de er objektive kan blive lidt vandede.
Tak for en god blok Jarl
17. januar 2009 kl. 21:08
Uha sikke stille der er her – nu er der vist ikke mange der skal stikke næsen frem “Alle ved det, men ingen vil skrive det, fordi journalister har et eller andet gammeldags æreskodeks, at man ikke kritiserer hinandens arbejde.”
Med dette fantatiskse klarsynede indlæg, kommer de sædvanlige kommentarer jo til at stå som udenomssnak, eller skal vi bare sige spin/kommnikation.
17. januar 2009 kl. 23:23
Carsten: Helle Ib er søster til en gammel VU formand ved navn Jesper Ib, så tror godt vi kan skyde på hun er godt borgerlig.
18. januar 2009 kl. 02:03
Det ved jeg sgu snart ikke – min søster har altid stemt på Enhedslisten eller SF og min bror stemmer socialdemokratisk, så jeg synes ikke man skal skue politisk overbevisning på familiemedlemmerne
Men hendes skriverier virker da mest i den borgerlige lejr…
/Nikolaj
18. januar 2009 kl. 23:38
Hvis der skal rettes kritik af dansk journalistisk, så burde den rettes mod alle dem, der laver nyheder ud af, at en dansker nævnes som kandidat til en international post i et udenlandsk medie.
Det er længe siden, Financial Times var særligt velorienteret og The Economist er i dag nærmest en joke i Bruxelles.
Når det gælder NATO-posten, kan man pt kun sige følgende: Polakkerne har startet en kampagne for at få deres udenrigsminister Sikorski på posten. Der er ikke noget synlig dansk diplomati for at sælge Fogh. Det betyder ikke, at han ikke er kandidat eller at Fogh ikke kan få posten. Det betyder kun, at det simpelthen er for tidligt. Der er ikke for alvor nogen som opererer på det spørgsmål endnu.
Hvem der skal besætte posten som NATO-gen-sek afgøres først, når Obama har bestemt sig. Jeg tvivler på, at han har skænket det spørgsmål en tanke på nuværende tidspunkt. Han har haft en hel del andet og mere presserende på sin dagsorden.
Med andre ord – hvad Financial Times måtte spekulere i – er fuldstændig ligegyldigt. Det er simpelthen ikke en historie.
På opslagstavlen i mit kontor i Bruxelles hænger en artikel fra The Daily Telegraph fra maj 1992.
Overskriften fortæller, at tvivlsomme danskere risikerer at stemme nej til Maastricht-traktaten.
I artiklen citeres “one experienced politcal observer”, “one analyst” og sidst men ikke mindst “said one Dane last night”.
Alle tre kommentarer som blev citeret i den artikel var mine. Analyseret frem over en kop kaffe i pressebaren i Bruxelles.
Skribenten var min gamle ven, kollega og nabo Boris Johnson. Han er i øvrigt borgmester i London i dag
19. januar 2009 kl. 09:54
6. Tak Ole, for super-interessante kommentarer og vurderinger!
19. januar 2009 kl. 12:15
[...] lang tid har Jarl kørt en kampagne imod Tantens Thomas Larsen for at være Foghs nikkedukke (det er et af de pænere udtryk [...]
19. januar 2009 kl. 13:26
6. Hej Ole, du siger, at Obama først skal bestemme sig. Jeg har godt hørt folk sige, at det først afgøres, når han er på plads. Jeg hører også andre sige, at amerikanerne har tradition for at lade europæerne tage vare på den post, mens amerikanerne står for det militære. Hvis europæerne bliver enige om en kandidat til geneneralsekretærposten, vil Obama så ikke blot samtykke?
19. januar 2009 kl. 17:53
Hej Filip. Det er både rigtigt og forkert. Der er to topposter hos NATO. Den ene er posten som generalsekretær – den besættes normalt med en europæer. Den anden er SACEUR – Supreme Allied Commander Europe. Det er den militære leder af NATO´s tropper i Europa. Den besættes normalt af en amerikaner. James L. Jones – Obamas National Security Advisor har tidligere været SACEUR. Det er forklaringen til, at netop han har et meget godt kendskab til Europa. Han boede længe i Belgien og taler godt fransk.
Men selv om gen-sek posten vil blive besat med en europæer, så betyder det ikke, at amerikanerne ikke har synspunkter på, hvilken europæer det bliver. Omvendt betyder det også, at amerikanerne ikke kan presse deres kandidat igennem. Det oplevede Uffe Ellemann som var amerikansk kandidat uden at få jobbet.
Omvendt har andre oplevet at være europæisk kandidat uden at få jobbet.
Hele pointen med mit indlæg var blot, at der i Bruxelles og mange hovedstæder er mange spekulationer i, hvem der kunne få hvilke poster. Præcist som Christiansborg jævnligt bliver et virvar af rygter om regeringsrokader. Begge steder forholder det sig bare sådan, at MEGET få mennesker ved, hvad der foregår. Pt foregår der – så vidt jeg ved – ikke noget i USA på denne front.
En tilfældig spekulation i Financial Times er altså ikke noget sandhedsvidne.
24. januar 2009 kl. 15:44
[...] if you want more fun, here’s Politiken and here is Larsen’s [irony]old friend[/irony] Jarl Cordua on the [...]
17. december 2010 kl. 14:20
[...] den er god nok. Det var Thomas Larsen, der blandt kollegerne i Kommentariatet er kendt for sit nære forhold til vor tidligere regeringschef, der forfattede dette fadermord. Var der en tåre i øjenkrogen over morgenkaffen hos [...]