Kategorier

SF vil nedtone anti-Ritt-retorik i valgkampen

På Københavns Rådhus gør man sig så småt klar til efterårets kommunalvalg. Der går rygter om, at SF på Christiansborg for længst har fået lavet en omfattende vælgeranalyse, som danner baggrund for partiets politiske strategi frem mod kommunalvalget. Allerede før jul hang der plakater på S-togsstationer mv. med partiets spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard i selskab med partiformand og politiske superstar Villy Søvndal. SFs valgkampagne for Kjeldgaard er klar, og ifølge rygterne, så er Søvndals lille stab af kampagnefolk sat til benhårdt at styre den københavnske valgkampagne.

Læs analyse om Københavnsk Politik, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Jesu genkomst?

Barack Obama mig her og Barack Obama mig der. Hysteriet og personkult-dyrkelsen i medierne og blandt venstreorienterede har snart nået et omfang, at jeg må bakke ud. Det bliver helt slemt, når også borgerlige slås med socialdemokraterne om at fremstå mest Obama ´sk.

Jeg kan umiddelbart godt lide manden uden at have mødt ham. Han er sympatisk, velbegavet og eftertænksom, siger man. Og ligesom alle andre, så sætter jeg mit håb til, at den nye præsident løser sin opgave godt. For verden har brug for en leder med enestående politiske evner som kan ændre udviklingen. Så lad USAs 44. præsident endelig være så god, som nogen vil gøre ham til! Men jeg tillader mig at tvivle på, at Obama vil leve op til de urealistiske forventninger, som hans bagland – og ikke mindst alle medløberne – stiller til ham.

Republikanernes præsidentkandidat, senator John McCain, (kan nogen huske ham?) var tydeligvis en dårligere taler end Obama, men jeg vurderer ham fortsat som en langt mere erfaren politiker end 'that one', der blev svoret ind på Capitol Hill i går. Nu vandt Obama hverken, som danske medier, de venstreintellektuelle og alle kendismedløberne i TV siden har forsøgt at bilde befolkningen ind, fordi han var hip, sort, demokrat, venstreorienteret, frimarkedskritiker eller en fremragende taler, men fordi den amerikanske økonomi smeltede ned en måneds tid før valget. Demokraten Obama vandt på, at republikaneren McCain manglede svar på, hvordan han ville løse den finansielle krise. McCain kunne ikke få sig selv til at forslå ting, som han enten ikke troede på virkede eller som fik ham til at fremstå som en populistisk socialist. De indvendinger havde Obama ikke. Han sagde, hvad folk ville høre, mens al kritik prellede af på ham. Tilstrækkelig mange midtervælgere VILLE tro på Obama, stemte på ham den 4. november og sendte The Obamas til Washington D.C.

Jeg anerkender tidens længsel efter frelse fra alverdens dårligdomme. Verdensøkonomien er groggy og alle ser derfor mod USA. Obama skal 'kickstarte 'USA’s økonomi, så hjulene drejer igen, sætter gang i efterspørgslen og importen af udenlandske varer.

Problemet er, at Obama ikke har meget at kickstarte økonomien med i form af store offentlige investeringer og skattelettelser til middelklassen. Det offentlige budgetunderskud er ligesom gælden gigantisk stort. Det bliver ikke bare at vedtage en 'New Deal II'-pakke i kongressen, og så snurrer alting igen.

Som liberal så er noget af det bedste ved Obamas tale i går, at al snak om at hæve skatterne for de rige, sætte grænser for markedsøkonomi mv. faktisk ikke er en del af hans administrations medicin. Det er der mange socialdemokrater, venstreintellektuelle, medier og universitetsfolk verden over som tror. Det ville nemlig være den helt rigtige medicin for at sætte verdensøkonomien i stå!

Mange glæder sig med rette over, at Obama er den første sorte amerikanske præsident. Det til trods for, at han rent faktisk er blevet opdraget af sin hvide mor og hvide bedsteforældre. Den kenyanske far var fraværende og døde tidligt. Så med henvisning til, at ikke kun arv, men også at miljøet spiller en stor rolle for et menneskes udvikling, så er han vel egentlig mere hvid, end han er sort? Men nu bevæger jeg mig ud på farlig grund, for nu er jeg jo ved at 'stjæle' et sort ikon fra de afro-amerikanere, som ellers i begyndelsen var ret skeptiske overfor Obama '“ netop fordi hans forfædre ligesom dem selv faktisk ikke var slaver. Tværtimod har Obama paradoksalt nok slaveejere blandt sine forfædre.

Man må alt i alt håbe for de mange race-fokuserede vælgere, at Obama får stor succes som præsident. For gør han det elendigt, så risikerer man, at der måske går et halvt århundrede før, at amerikanerne igen har mod på at vælge en farvet præsident. Nu greb en velbegavet – halvt – afro-amerikaner med eminente talegaver og enestående karisma imidlertid chancen i 2008, og jeg gætter på, at Obama er på det rene med, at han skal nå at levere varen inden valget i 2012. For ellers risikerer han naturligvis at midtervælgerne hælder ham ud igen af det ovale værelse, desuagtet hans nuværende ikon-status og “fedhed” blandt alverdens rockstjerner. Og han kommer forinden uden tvivl til at gå op imod mange af sine varmeste tilhængere, dvs. de sorte, de venstre-intellektuelle og fagforeningerne.

Selv om jeg derfor afstår fra denne ret udanske dyrkelse af den verdslige afgud fra Illinois, så holdt han immervæk en fremragende tale i går.

Den danske kommentator, som var bedst i stand til at vurdere talen i historisk sammenhæng uden at kamme over i jubel, tilbedelse og kvalmende omklamring af “Messias” var ikke uventet Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende i dag. Nyd hans kloge og ædruelige kommentar til Obamas tale her.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Snart dages det, Helle!

Det går ad helvede til med dansk økonomi. Der er ikke en dag uden at eksportvirksomhederne '“ netop dem som dette land reelt lever af – fyrer p.t. folk i bundter. Aktiekursen roder nede på et lavt niveau. Går C20-Indekset lidt frem den ene dag, så falder det mere end tilbage den næste. Boligmarkedet er gået i stå, og bankerne vil ikke låne penge ud. De små og mellemstore banker er enten krakket eller ville have krakket, hvis ikke de større banker havde overtaget dem og/eller staten spændt et sikkerhedsnet ud over dem ved hjælp af diverse bankpakker eller 'kreditpakker', som Anders Fogh helst kalder dem.

Økonomernes prognoser for dansk økonomi er tiltagende rædselsvækkende læsning. De forudser efterhånden enslydende, at økonomien mindskes med et par procent de næste par år, samt at arbejdsløsheden kan stige til op mod 200.000 ledige. Det sidste rædselsscenarie vil stort annullere Fogh-regeringens store slagnummer fra de sidste par valg om, at den siden sin tiltrædelse i 2001 har gennemført 'en social revolution', hvor hundredtusinder af mennesker er kommet ud af arbejdsløshedskøen og i beskæftigelse. Regeringen risikerer derfor nu i den kommende tid på dette ømme område at blive slået tilbage til start, og måske straffer vælgerne VK-regeringen i meningsmålingerne?

Nu er der dog med bankpakkerne sat nogle skibe i søen. Vil de så virke? Få mener at vide det, mens alle naturligvis håber det. Dvs. regeringen famler i blinde, alt imens befolkningen forventer handlekraft.

Hos socialdemokraterne kan de dog næppe undgå at gnide sig i hænderne, selvom at baggrunden jo faktisk er nationens økonomiske ulykke. For dem er spekulanter, banker og arbejdspladsers “død” reelt deres “brød” som regeringsalternativ. Uanset hvad regeringen foretager sig af ting, så klandrer SF og socialdemokraterne den for at tiltagene er helt utilstrækkelige. Regeringens politiske initiativer vil således blive kritiseret for enten at være for “uambitiøse”, “komme for sent” eller simpelthen være “forkerte”. Sådan er det politiske spil mellem regering og opposition nu engang.

Forleden dag, imens at “Bankpakke II” blev forhandlet på plads, spillede Helle Thorning-Schmidt så pludselig “populist-kortet”, da hun foreslog, at bankdirektører – hvis de vil have del i bankpakkens kreditter – kun måtte få en årsløn på 2 ½ millioner kr. Stort set hele befolkningen bifaldt forslaget, selv om at det ikke betyder en hujende fis i den store sammenhæng. Som Asger Aamund sagde det, så er det “bodega-politik” som var det tanker og idéer undfanget i en vinstue. Nogle mente, at Thorning ved den lejlighed beviste sit manglende format som toppolitiker, mens andre anerkender, at hun dog forsøger at være partipolitiker – eller snarere stemmefisker – på samme tid.

Skal man så være forarget?

Tjah-bom-bom. Når Pia Kjærsgaard, Anders Fogh og Villy Søvndal giver den som populister, så ophøjes de sædvanligvis til geniale kommunikatører, som roses til skyerne for at være “i øjenhøjde med vælgerne”. Men når så en socialdemokrat, som Thorning, gør det samme, ja så er det pludselig et problem.

Jeg kan imidlertid ikke stille mig op i hylekoret og pege fingre af Thorning. Og man kan ikke lade være med at smile ad statsministerens hykleriske spillen forarget over Thornings påståede 'forhandlingsetik'. Siden hvornår har Fogh gået op i 'etik'? Ja han taler indimellem om det, men det er ikke noget, som han har bevist i sin politiske karrriere. Fogh kom selv til magten på en superpopulistisk dagsorden, og nu spiller han så hellig overfor sin udfordrer.

Et eller andet sted er hans kritik også helt fin med mig, thi sådanne slagsmål hører nu engang med i dansk politik, men i sidste ende må man vist rose Helle Thorning-Schmidt for bare for én gang skyld at kunne ramme en rigtig tone på “det store orgel, som mobiliserer vælgerdybet”. Nu mangler vi bare om socialdemokraternes store ståhej før, under og efter bankpakkerne giver valuta i meningsmålingerne. Hidtil er den store begejstring udeblevet hos vælgermasserne. Hvorfor mon?

En forklaring er DFs blotte tilstedeværelse i dansk politik. Socialdemokraterne og SF har ikke modstanden mod skattelettelserne og slagnummeret om at fremrykke offentlige investeringer for at sætte gang i hjulene for sig selv. Det er synspunkter, som DF deler. Dvs. alene disse varer på hylderne får ikke gamle frafaldne S-vælgere til at vende tåsnuderne “hjemad” mod socialdemokraternes lejr.

Kunne der så ikke være nogle borgerlige, som kunne finde på at stemme på S i lyset af krisen? Næppe mange. Historisk har de borgerlige partier '“ selv langt ind i socialdemokraternes traditionelle vælgerkorps '“ haft langt den største troværdighed, når det gælder at holde styr på samfundsøkonomien. Omvendt har sosserne traditionelt fået æren for at være de bedste til at øge beskæftigelsen. Det har de borgerlige gennem de sidste syv år bevist, at de også kan finde ud af '“ i hvert fald så længe verdensøkonomien boomede.

Men Helle, Noa, Sass, Bødskov og hele S-holdet venter formentlig også på, at Fogh smutter til udlandet og Lars Løkke så overtager føretrøjen i Venstre og statsministeret.

For ham tror de nemlig på, at de kan slå!

STØT JARLS BLOG her.