Kategorier

Ritt skal sikre Bondams borgmesterpost

Splittelsen i forbindelse med efterårets budgetforlig mellem Ritt Bjerregaards socialdemokrater på den ene side '“ og deres samarbejdspartnere De radikale og SF på den anden side '“ er stadig en realitet. Siden nytår har fornemmelsen på rådhuset været, at De Radikale var på vej tilbage til samarbejdet med Socialdemokraterne og dropper derfor helt at være i opposition til overborgmesteren. Ikke fordi man har den store lyst, men fordi Klaus Bondam og de øvrige radikale har indset, at de med tidens elendige målinger for liste B næppe får en borgmesterpost efter kommunalvalget i november, med mindre Socialdemokraterne giver en hånd med og lægger mandater til i forbindelse med en konstituering, når stemmerne er talt op. De Radikale er simpelthen tvunget af omstændighederne, og derfor medvirker de nu i mindre omfang end tidligere til den yndede sport, som fornøjer både højre- og venstre-siden af Borgerrepræsentationen, hvor et flertal mest muligt bringer overborgmesterens parti i mindretal.

Læs analyse om Københavnsk politik, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Det store skattespil

Det er nu med forhandlingerne og evt. en aftale om en ny skattereform, at det egentlige slag står om resten af valgperioden. Det ved man til fulde – både i højre og venstre side af folketingssalen. Hvordan partierne agerer under forhandlingerne og ved det endelige afstemning kan være forskellen på succes eller fiasko ved næste valg. Derfor vil alle – minus Enhedslisten- folketingets partier være med.

Selv Villy Søvndal har boltet sig til forhandlingsbordet. SF '“ eller 'Socialistisk Folkeparti' som Venstre konsekvent kalder dem – skal ikke hældes ud af forhandlingslokalet ved først givne lejlighed. Søvndal kan være tæt på 60 somre inden næste valg. Dvs. at han ikke har så mange skud i bøssen, hvis SF skal nå at komme i regering (og udrette noget), mens han stadig har nogle gode år i dansk politik. At gøre noget postivt ved SFs 'regierungsfähigkeit' hos vælgerne er hele omdrejningspunktet for partiets succesfulde strategi i disse år.

Det er ved at være længe siden, at Helle Thorning-Schmidt har været med i en stor politisk aftale om landets økonomi. Hun slås generelt med et image som en letvægter, når det gælder økonomi- og skattepolitik, og vælgerne er derfor langt fra overbevist om, at S-formanden er den rette til at sætte i spidsen for Danmark midt under en økonomisk krise. Går hun med i en aftale om skattereformen, så vil det måske give hende lidt mere tyngde. Omvendt så er Thorning tydeligvis en svag formand, som derfor ikke kan lave aftaler om hvadsomhelst. Vennerne i fagbevægelsen vender således foreløbigt tommelfingeren nedad, når det gælder Skattekommissionens forslag.

DF går til forhandlingerne uden den store begejstring, men de vil ikke fravige førstefødselsretten til at føre politik med VK-regeringen. Derfor bliver DF de allersidste, der forlader forhandlingslokalet.

Skattekommissionens forslag ligger til det radikale højreben. Forslaget er fyldt med radikale skattepolitiske mærkesager. Kun de radikale ville pille ved boligejernes rentefradrag for at sætte skatten ned på arbejde. Omvendt vil stort set alle sætte afgifterne op på forurening for at sætte skatten ned på arbejde.

VK har fået det forslag, som de bad Carsten Koch udarbejde. Det er et kompromisforslag, som der ikke kan pilles meget ved, uden at de positive arbejdsudbudseffekter går fløjten. I den kommende tid vil interessegrupper '“ erhvervslivet, fagbevægelsen og studerende – rituelt hyle op om alverdens ulykker, der rammer netop dem, hvis Skattekommissionens forslag bliver ført ud i livet.

For Anders Fogh Rasmussen bliver en ny skattereform formentlig hans sidste politiske aftale, før han forlader dansk politik for at blive NATOs generalsekretær (Uanset hvad han ellers tidligere har bildt Berlingskes skribent Thomas Larsen ind)

Fogh vil derfor sætte alt ind på at Kochs forslag til skatteomlægning bliver gennemført uden alt for mange justeringer. Problemet er, at partierne under forhandlingerne undervejs gerne skal have indrømmelser, men de er jo netop allerede indarbejdet i forslaget. Så hvad gør partierne, når de kommer ud af forhandlingslokalerne uden at de har fået mærkbare indrømmelser? Kan SF og S holde til at genere så store vælgergrupper, som der er lagt op til? Hvad er perspektiverne i en kommende SR-regering, hvis de radikale går med i et forlig med VKO'“ der vil vare mange år frem '“ uden S? Det vil lukke for skattepolitiske ændringer i 5-10 år.

Hvad gør Venstre og de konservative efter en skattereform? Genopliver skattestoppet? Kan de gøre det med troværdighed efter at have udhulet rentefradraget for boligejerne ved en skattereform?

Finansminister Lars Løkke Rasmussen skal lede forhandlingerne på regeringens vegne. Det bliver hans skæbnetime. Et forhandlingsresultat, som danskerne vil/kan acceptere på den lange bane, vil måske gøre ham brugbar som statsminister i lidt flere vælgeres øjne end for øjeblikket. Omvendt vil en upopulær skattereform kunne blive endnu et søm i Løkkes politiske ligkiste.

Fogh har tidligere lovet at frede boligejerne. Det har man på bånd, og det er blevet spillet i TV igen og igen. Og det bliver det også i den kommende tid, selvom at Fogh nu nægter at have fredet rentefradraget. Politikens Peter Mogensen mener ligefrem, at – den mulige barbering af rentefradraget – for Fogh kan udvikle sig til et tillidsbrud overfor vælgerne, der kan måle sig med Nyrups efterlønssag. Det kan være, at han får ret, men Fogh kan jo være ret så ligeglad, hvis han damper af til NATO '“ som præsenterer deres nye generalsekretær ved medlemsmødet i begyndelsen af april. Og vil Løkke så arve et evt. 'tillidsbrud'? Han har jo ikke selv personligt stået og givet folk disse garantier.

Der er ikke uspændende forhandlinger, der går i gang og alle ved, hvad der er på spil.

Nu har regeringen serveretten og planlægger at komme med deres udspil i løbet af denne måned. Jeg gætter på, at det til forveksling ligner Skattekommissionens udspil.

STØT JARLS BLOG her.