Kategorier

Holst, Spin og Spekulation

Berlingske Tidende har søndag en spændende historie om 'Løkkes plan for en magtovertagelse', som overraskende går ud på, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen skal være ny finansminister. Altså hvis Anders Fogh Rasmussen tager jobbet som Nato-generalsekretær og Lars Løkke Rasmussen så kan iføre sig en af sine 10 nye figursyede 'statsmandshabitter' fra skrædder Zornig på Frederiksberg.

“Nogen” har fortalt Berlingskes journalister om, at Løkke arbejder med en såkaldt “tretrinsraket”, hvis første led er en 'minirokade', hvor Hjort rykker op på Løkkes plads '“ en eller anden bliver ny beskæftigelsesminister – und nichts weiter. Mest i iøjnefaldende er det, at Kristian Jensen dermed IKKE skal være finansminister, som ellers mange spår.

Når man læser Berlingskes historie, så falder det mest i øjnene, hvem der ville have gavn af det scenario, som beskrives. Man kan evt. gætte på Region Syddanmarks borgmester Carl Holst, som i lang tid har været meget frustreret over at stå tilbage på sidelinjen, mens hans jævnaldrende politiker-kolleger på Christiansborg konstant overhaler ham. Holst mener, at Løkke skylder ham en tjeneste for dengang, at Holst stod i spidsen for den kampagne, som gjorde den nuværende finansminister til Venstres næstformand way back i 1998. (Min ringhed bidrog i øvrigt også dertil om end i et langt mere beskedent omfang). Holst har det problem, at han ikke er medlem af Folketinget, men så gerne vil være med i Venstre-toppen og ikke mindst indgå på fremtidens ny ministerhold. Derfor har han en personlig interesse i, at Kristian Jensen ikke pludselig rykker frem i hierarkiet som Venstres næstformand og finansminister. Det er derfor klart vand på Holsts mølle at så vidt muligt at dyrke diskussionen om en mulig rivalisering mellem Kristian Jensen og Løkke samt lægge ved til spekulationerne om, at Søren Gade bliver næstformand på Jensens bekostning. Det burde nok udelukke i hvert fald en Claus Hjort Frederiksen som kilde til historien, da han faktisk er postivt stemt overfor Jensen. Det er næppe heller Løkke personligt '“ eller via sin spindoktor Søs Marie Serup – som på dette afgørende tidspunkt i sin karriere pludselig tager forskud på begivenhedernes gang. Det ville være særdeles hovmodigt, og i øvrigt bruger de to faktisk p.t. det meste af deres tid på at tale historier, så som 'de 10 statsmandshabitter' ned.

Dermed peger pilen på en Venstremand, som er tæt '“ eller snarere gerne vil fremstå som tæt – på ledelsen, som selv er ganske ambitiøs, og som i årenes løb har været kilde til artikler af den så udmærkede Berlingske-journalist Troels Mylenberg, som netop står som en af artiklens forfattere. Den vil formentlig blive læst af folk i Venstre som endnu et forsøg fra Carl Holsts side på at bringe sig selv i spil som minister og komme ind i kapløbet om til sin tid at efterfølge Løkke som Venstres leder. Det er som bekendt langt fra første gang '“ og sikkert ikke sidste!

Spekuationerne om en regeringsomdannelse bliver stor eller lille har hidtil stødt på en synlig 'sten', der hedder, at Connie Hedegaard skal gøre arbejdet som klimaminister færdig før at der kunne ske noget på den front. Dvs. at hun først bliver udenrigsminister, når klimatopmødet er slut til december. Men hvorfor kunne man ikke slå klimaministeriet sammen med udenrigsministeriet? De to ministerier samarbejder jo alligevel om afviklingen af klimatopmødet, forhandlinger osv.? Hvis det blev en realitet, så var der åbnet for den store rokade med K, som 'tretrinsraketten' og andre spekulationer er enige om, må komme på et eller andet tidspunkt. Forestillingen om, at Løkke evt. omdanner sin regering to eller tre gange på ét år må desuden forekomme noget spøjs al den stund, at Fogh i sine otte år har været yderst sparsom med omrokeringer. Hvis Løkke nu begynder at lave om på ministerholdet i tide og i utide, så vil det jo ikke ligefrem bidrage til indtrykket af en mand, der har voldsomt styr på tingene.

Claus Hjort Frederiksen er helt sikkert ikke ked af at få forlænget sin levetid i regeringen som ny finansminister, og han er også '“ ifølge Berlingskes oplysninger – sidenhen tiltænkt en plads som gruppeformand. Det ville i givet fald gå ud over Hans Chr. Schmidt, som så skulle overlade pladsen til Hjort. Det er nok spørgsmålet, hvorvidt Claus Hjort er stærk nok i gruppen til at vinde et kampvalg over den populære sønderjyde, som faktisk – i modsætning til Hjort '“ er ganske vellidt alle steder. At Løkke selv eller via sin spindoktor skulle diskutere den slags planer med Berlingske Tidende må efter min vurdering være helt udelukket. Det lugter igen langt af, at nogen forsøger at holde liv i spekulationer om at Kristian Jensen skal være oversidder. Hvis det '“ som det er min antagelse '“ er Carl Holst, som via Berlingskes mellemkost bedriver spin på egne vegne, så passer det fint med, at Regionsborgmesteren muligvis gerne ser Hans Chr. Schmidts karriere snart får en ende, så han bliver en rival kvit i det sønderjyske område den dag, hvor Holst opstiller til Folketinget.

Men Berlingske-artiklen var da et underholdende indslag i spekulationerne og er sikkert et resultat af lidt telefonsnak mellem Claus Hjort og Carl Holst her i ugens løb.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

En tilståelsessag

På Christiansborg er der almindelighed enighed om, at Anders Fogh Rasmussens (tro)værdighed næppe kan holde til at stille op til flere surrealistiske pressemøder, som det man var vidne til i går, hvor statsministeren behændigt undgik at svare på spørgsmålet om, hvorvidt han var kandidat til Nato-generalsekretærposten. Der blev stillet 24 spørgsmål om sagen, og og svaret lød hver gang: “Jeg svarer ikke på hypotetiske spørgsmål” og “jeg kan vist ikke føje mere til, end det, som jeg allerede er sagt. Jeg er statsminister lige så længe, som vælgerne måtte ønske det.'

Mængden af lange ikke-svar og mærkelige finurlige krumspring samt afvisningen af at tage ordet 'garanti' i sin mund fik ikke desto mindre alligevel Fogh til at fremstå, som en statsminister, der i dølgsmål er 'vælgerne utro' med evt. nye kommende arbejdsgivere i den vestlige verdens store hovedstæder.

BT i dag har valgt deres helt egen vinkel på den historie, da journalist Søren Mortensen nærmest fremstiller spekulationerne om Foghs fremtid som værende oppositionens værk fra ende til anden. Det er en af den slags artikler, hvor chefen for Venstres pressetjeneste, Søren Lauridsen kan ranke ryggen og sige til gruppeformand Hans Chr. Schmidt, at man er hyren værd. Bevares naturligvis er oppositionens jublende lykkelige over udsigterne til at slippe af med Fogh, men det er trods alt ikke dem, der har skabt situationen. Det har Fogh såmænd selv. De udnytter den bare, og det kan man ingenlunde bebrejde dem.

Imidlertid er det min vurdering, at det øvrige pressekorps på Christiansborg kollektivt især efter gårsdagens bizarre seance nu føler sig fuldt overbevist om, at Fogh gerne vil til Bruxelles. Selv Thomas Larsen, kunne i radioprogrammet P1-Debat i dag, onsdag ikke længere holde til at afvise Foghs kandidatur. Berlingskes kommentator skyndte sig i øvrigt også at sige pæne ting om Foghs sandsynlige efterfølger Lars Løkke Rasmussens kompetencer blandt andet hans jovialitet og lovpriste i udsendelsen sammen med Hans Engell Løkkes folkelige potentiale, hvilket er ganske nyt. For en måned siden kunne Fogh jo i følge Larsen – nærmest ikke tillade sig at dampe af og overlade butikken til den bilagshjemsøgte finansminister. Larsen er naturligvis fuldt bevidst om, at hans fremtid som kommentator afhænger af et godt forhold til den mulige kommende statsminister, hvor han, som JPs kommentator Ralf Pittelkow for nyligt bemærkede, kan fortsætte med at referere den nye regeringschefs idéer og tanker i sin avis.

TV2 News tirsdag aften vendte en anden skeptiker på en tallerken. Politikens Peter Mogensen havde tilsyneladende tirsdag talt med en kilde, som havde talt med et EU-lands ambassadør i Bruxelles, som bekræftede, at Fogh havde sendt en eller anden form for signal til Nato-systemet, at han var interesseret i jobbet som Nato-generalsekretærjobbet. Også kollegaen i programmet “Tirsdags-analysen” Michael Kristiansen var overbevist om at Fogh var tæt på at skifte hjørnekontoret ud i Prins Jørgens Gaard ud med Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

I øvrigt bemærkede Kristiansen, at han troede, at regeringens længe ventede skatteudspil kommer i løbet af næste uge. Det vil bringe regeringen i offensiven for en tid, og få noget af opmærksomheden til at handle om noget helt andet end Foghs fremtidsmuligheder.

Update torsdag: Læs Annegrethe Rasmussens kommentar herunder.

STØT JARLS BLOG her.

Kategorier

Historisk redningsplan eller Anker Jørgensen-økonomi?

Socialdemokraterne har elendige meningsmålinger, men hvad gør det, når ca. halvdelen af målingerne viser et flertal for rød blok? Til gengæld er deres statsministerkandidats troværdighed på det økonomiske område rent til rotterne, og en dag vil journalisterne formentlig afdække dette. Det er et udbredt synspunkt på Slotsholmen – og vil jeg hævde også blandt vælgerne – at Helle Thorning Schmidt er decideret udygtig, når det gælder disciplinen indsigt i økonomisk politik. Det må spille en rolle ved næste valgkamp.

Det er faktisk en uvant situation for S at have en leder, der ikke mester økonomi-stoffet. For i realiteten er det vel kun Anker Jørgensen, som var dårligere til økonomi '“ stort set alle andre S-ledere efter krigen har været fremragende økonomer. Tænk bare på Mogens Lykketoft eller statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Jens Otto Krag og Viggo Kampmann. I anden række var der desuden folk som Knud Heinesen m.fl. Svend Auken regnes omvendt ikke som den store ørn til økonomi.

Socialdemokraterne er ikke i dag præget af store tænkere indenfor økonomi. Det bedste bud er Nick Hækkerup '“ der ligesom rigets finansminister Lars Løkke Rasmussen – er jurist.

Ikke desto mindre så har socialdemokraterne i dag fremlagt en vækstpakke, som får ros fra så uvant kant som Danske Banks cheføkonom Steen Bocian og Dansk Folkepartis Colette Brix. Sidstnævnte sagde til Børsen, at det var 'godt gået af Helle, Thorning. Desværre for hende, så var den udmelding IKKE klappet af med Kristian Thulesen Dahl, som omvendt mente, at der var tale om 'Anker Jørgensen-økonomi' Andre økonomer mener også, at det er tid til en vækstpakke, men det er de færreste fagfolk, der i fuld alvor mener, at Socialdemokraternes udspil i sin helhed er svaret.

Socialdemokraternes 'historiske redningsplan' fik ellers fuld medløb af Berlingske Tidende, som ikke var specielt kritiske. Selv Henrik Sass Larsens 'yndlingskommentator' Thomas Larsen er positiv. (Eller også er de bare glade på avisen for, at de har fået udspillet solo af socialdemokraterne?)

I realiteten fægter politikere og økonomer i blinde, når det gælder at imødegå krisens virkninger. Mange økonomer peger på, at timing for, at sådan en vækstpakke har effekt, er altafgørende, men ingen '“ og slet ikke socialdemokratiske toppolitikere '“ aner hvornår det tidspunkt er. Endnu vigtigere: Det er stærkt tvivlsomt om, medicinen har nogen som helst effekt, og 36 milliarder kr. er immervæk mange skattekroner at smide ud uden garanti for at initiativerne skaber de lovede jobs.

Politisk er det til gengæld supersmart af Socialdemokraterne. Befolkningen kræver handling her og nu, og den tror på, at offentlige investeringer er et effektivt våben. Nu viser Helle Thorning og Co. handlekraft og pakker deres gamle forslag om at fremrykke offentlige investeringer ind i ny indpakningspapir plus at de vil have staten, til at drive bank. Det er et populistisk svendestykke, som helt sikkert vil have appel langt ind i den voksende arbejdsløshedskø. Spørgsmålet er, om det får DF og V-vælgere til igen at vælge socialdemokraterne, og det vil jeg bestemt ikke afvise. Det vi ser her er en del af socialdemokraternes kyniske strategi, der skal bringe dem tilbage til regeringsbænkene. Koste hvad det vil.

Regeringens taktik er at lade tiden gå. Foreløbig håner de Thorning-Schmidts tropper ved at kalde den for 'panikpakken'. Det er morsomt spin, men spørgsmålet er om det er godt spin. Er folk desperate nok køber de formentlig hvad som helst, der kan give dem håbet tilbage om en sikker økonomisk fremtid. Venstrefolkene satser på, at befolkningen fortsat mener, at VK-regeringen er den bedste til at føre økonomisk politik og Danmark ud af krisen. Socialdemokraterne satser omvendt hele butikken på, at en del af de hidtidige V-DF-vælgere på et eller andet tidspunkt taber tålmodigheden med regeringen og giver S-SF-RV-alternativet chancen.

Socialdemokraterne har et berettiget håb om, at Thorning kan vinde over Lars Løkke Rasmussen ved næste valg. Men de skal passe på, at de ikke undervurderer ham. Løkke er blevet undervurderet i hele sit politiske liv, og jeg tror, at man bliver overrasket over hans robusthed.

Jeg vil ikke blive særligt overrasket, hvis regeringen i løbet af foråret spiller ud med deres egen vækstpakke, der også indeholder fremrykning af offentlige investeringer m.v. Det vil være en plan, der let vil kunne vedtages med DFs stemmer.

Så kan det da godt være, at S står og hyler op om, at elementerne i en sådan vækstpakke er 'stjålet' fra deres udspil. Og spørgsmålet er så om de flytbare vælgere, som alle bejler til, går op i den detalje.

Hvis en vækstpakke virker '“ eller økonomien igen kommer op i omdrejninger '“ så tager regeringen æren for det. Omvendt har socialdemokraterne muligheden for at skose regeringen for 'ikke at gøre nok' uanset hvor mange skattekroner, den i øvrigt hælder i den offentlige sektor og hvor mange skolelokummer, den lader kommunerne renovere.

Spørgsmålet bliver om at flere offentlige udgifter eroderer mulighederne for at lave en effektiv skattereform, der indeholder en sænkning af marginalskatten.