Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Søndag med kommissæren

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 12, 2009

Comments icon

13 kommentarer

I morgen søndag vil Mariann Fischer Boel gøre sin stilling op. Det siger rygterne i hvert fald. For tiden er der to af slagsen i omløb. Og de går i hver sin retning.

Rygte nr.1. Mariann Fischer Boel bliver genudnævnt som landbrugskommissær. I morgen vil hun erklære, at hun igen stiller sig til rådighed i sikker forvisning om, at hun får fem år mere i Bruxelles.

Rygte nr. 2. Mariann Fischer Boel siger, at hun IKKE er til rådighed for endnu en periode som kommissær. Lars Løkke Rasmussen har gjort brættet op, og han ønsker fornyelse. Det har han meddelt Fischer Boel.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at det er rygte nr. 2, der taler sandt.

I så fald. Hvem kunne så blive kommissær?

På Borgen tales der om, at Per Stig Møller er raget uklar med sin tidligere allierede Connie Hedegaard. Gammelfar har længe været irriteret over, at Hedegaard har travlt med at sende ham på pension, så hun kan blive udenrigsminister, når klimatopmødet er overstået. 'Den Stive' er jo kun 67, så han har mange gode år endnu, lader han omgivelserne forstå. De fleste mennesker ville nok overveje at trække sig tilbage, men sådan ser udenrigsministeren altså ikke på det. Det har ellers været god latin længe at han ville vige posten på en betingelse; At Hedegaard fik posten. Men noget tyder på at den alliance er opsagt. Angiveligt skulle Per Stig Møller have lanceret Hedegaard som kandidat til en klimakommissærpost netop for at signalere, at det ikke ligger på den flade, at han skal på pension lige om lidt. Andre mener, at Per Stig Møller spiller Hedegaard på banen, fordi han faktisk mener, at Hedegaard ville blive en god kommissær. Tjah. Det er nok muligt, men det er ikke hele forklaringen.

Hvem er der ellers?

Bertel Haarder er længe blevet nævnt som en mulighed, men denne blogger ser ham som VKOs kandidat til posten som Folketingets formand på den anden side af næste folketingsvalg. Haarder vil gerne, men det er ikke udtryk for fornyelse, så kan Løkke ligeså godt genudnævne Fischer Boel.

Ulla Tørnæs har det svært på posten som Bistandsminister. Løkke ser hende som en gammel kampfælle, der altid har været superloyal overfor ham. Der er bare ingen, der spår Tørnæs en stor fremtid i Bruxelles. Hun er svag som minister '“ og det vil hun også være i Bruxelles.

Derfor vurderer jeg, at fødevareminister Eva Kjer Hansen er mest sandsynlig som ny dansk EU-kommissær. Hun har klaret sig ok på den seneste ministerpost, hun har den rigtige alder, køn osv. Præcis som Connie Hedegaard. Hun er dog slet ikke i nærheden af Hedegaards superbrand, men til gengæld har hun noget meget vigtigere: Hun er Venstre-minister. Og medmindre at de konservative er villige til at forhandle udenrigsministerposten væk til gengæld for kommissærposten, så kan denne ikke blogger se, hvorfor i alverden Løkke skulle sende Hedegaard til Bruxelles. Så mit bud er, at Eva Kjer Hansen ender med at tage til Bruxelles.

Men lad os se, hvad Mariann Fischer Boel melder i morgen.


En weekend i kampvalgets tegn II

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 9, 2009

Comments icon

13 kommentarer

I weekenden på det Radikale Venstres Landsmøde finder der et tæt kampvalg sted om landsformandsposten mellem Klaus Frandsen (45) og Mikkel Sarbo (33).

Forhistorien er, at de radikale har den mærkelige regel, at deres landsformand ikke må være folketingspolitiker. Ikke desto mindre har man ofte set at netop denne post har været et springbræt til en plads i folketingsgruppen eller '“ i partiets gode gamle dage '“ en ministerpost. Her tænker jeg på karriereforløbet hos tidligere landsformænd som Margrethe Vestager og Johannes Lebech.

Partiets nuværende og mangeårige formand Søren Bald havde egentlig tænkt sig at fortsætte, men blev pludselig mødt af en modkandidat '“ Mikkel Sarbo '“ og ret hurtigt herefter valgte Klaus Frandsen også at stille op. Begge de sidstnævnte har været med i partiet i mange år '“ og stort set hele vejen rundt – respekteret for deres engagement. Bald '“ som havde et mere end anstrengt forhold til Vestager '“ valgte herefter at trække sig på posten og tilbage står nu valget mellem Sarbo og Frandsen.

Klaus Frandsen er klart ledelsens foretrukne kandidat. Han er privat ven med Vestager '“ og blandt andet derfor – ventes resten af ledelsen at støtte hans kandidatur. Opbakningen fra Vestager mfl. gør ham til en klar favorit, men uanset hvem man taler med i partiets bagland, så ventes opgøret alligevel at blive tæt. Buddene går på 60-40 eller måske 55-45 i Frandsens favør.

Eller som flere iagttagere samstemmende siger: ' Det bliver formentlig tættere end folk forventer'

Hvorfor nu det?

Frandsens både styrke og handicap er, at han er ledelsens darling. Toppen har fra begyndelsen opgivet at styre/manipulere de delegerede, da disse diskrete overtalelsesforsøg har det med at virke kontraproduktivt hos de radikale. Desuden forbindes Frandsen at være en københavnsk kandidat, mens Sarbo er nordjyde. Det kan måske rykke nogle jyder i Sarbos favør. Endelig hævder nogle, at der er mange RU’ere – dog ikke RU officielt – der står bag Sarbos kandidatur '“ og netop dette sidste kan være afgørende, da 'partiets unge blomster' kan være i stand til at mobilisere ganske mange '“ om end et ukendt antal – stemmer. Derudover vil den lille håndfuld tiloversblevne Helvegister og die hard anti-Vesteragerianere/”blåskjorter” støtte Sarbo.

Hos de radikale foregår kampvalg på en særdeles urban måde, hvor blodet ikke på helt samme måde sprøjter, som man kan opleve det i andre partier. Det går lidt ud over underholdningsværdien at 'ufine tricks' er dødsstødet for en formandskampagne '“ hvis nogen altså overhovedet overvejer det, så derfor har man ikke set og vil man ikke se kandidaterne gøre de større udfald mod hinanden. Begge giver såmænd indtryk af at være både sympatiske og oprigtigt engagerede mennesker.

Begge d'herrer har på udmærket og seriøs hvis beskrevet dem selv, baggrund og deres holdninger på diverse hjemmesider. Et af fællestrækkene er i øvrigt at de begge har en baggrund i det private erhvervsliv og må siges at opfylde alle fordommene mht. at tilhøre 'den kreative klasse'. Organisationslivet i partierne plejer jo ellers gerne at være noget primært offentligt ansatte føler, at de har tid til, og derfor må man da gratulere de radikale med, at det er lykkedes dem at få andre kandidater til at stille op, der har en anden profil end den sædvanlige.

Spørger man i baglandet, så er én af forskellene, at Frandsen især er fokuseret på at udvikle/trimme den radikale organisation til en kampagneorganisation, mens Sarbo mere ligner den traditionelle landsformandstype, 'der har en politiker i maven', og som derfor – hævdes det – er mindre interesseret i organisationens trivsel og udvikling. At der eksisterer denne forskel vil Sarbo formentlig næppe anerkende, men målt på de svar, som han giver i de radikales debatfora, fremstår Sarbo nok som den mindst reformivrige af de to kandidater.

Hvad sker der hvis Frandsen vinder? Resultatet vil formentlig blive vurderet som at 'ledelsens mand' har vundet med grønt lys til at gå i gang med en proces, der skal toptune og modernisere organisationen til en ny medievirkelighed og fremtidens politiske valgkampagner.

Hvis Sarbo vinder? Formentlig vil der ske nogenlunde det samme i organisationen bortset fra, at Vestager på dagen alt andet lige vil se ud som om, at hun er blevet tilføjet et nederlag af sine egne. Vestagers selvtillid vil dermed få endnu et knæk i den endeløse række af fiaskoer under hendes ledelse. Den udlægning vil hun naturligvis ikke anerkende, men det vil iagttagere ikke desto mindre konkludere, hvis Frandsen taber. Sarbo selv har ingen interesse i at tale den konflikt op, så han vil helt sikkert erklære sig enig i Vestagers udlægning af landsmødets trufne beslutning uanset om han i øvrigt vinder eller taber.

Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge slaget på lørdag i Nyborg!

N.B. RU støtter officielt ingen af formandskandidaterne, oplyser de ungradikales landsformand Emil Dyred.

KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!


En weekend i kampvalgets tegn I

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 8, 2009

Comments icon

16 kommentarer

Den kommende weekend byder på to kampvalg om formandsposten i to af Folketingets 'gamle partier' henholdsvis i Det konservative Folkeparti og Det Radikale venstre.

Lad os starte med det mindst spændende kampvalg, som finder sted på de konservatives landsråd i Falkonércenteret på lørdag. Kun ét år efter at Lene Espersen under tonerne fra Tina Turners 80'er-klassiker 'Simply The Best' kåredes som partiformand, har hun nu fået en udfordrer i form af hovedbestyrelsesmedlem, forsker i rummedicin og senest personificeringen af en vaskeægte storbytosse, Peter Norsk.

Peter Norsk stiller op i ren protest mod Lene Espersen, fordi netop hun har ansvaret for, at de konservatives nye integrationsordfører – dansk politiks svar på en kamikazepilotNaser Khader pludselig kan tegne partiets nye integrationspolitik, hvor i der blandt andet indgår et forslag om, at Folketinget skal blande sig i, hvordan landets borgere går klædt i deres fritid.

Norsk har indlysende for de fleste tænkende mennesker i dette land en rigtig pointe. Problemet er, at han vælger den dårligst tænkelige måde at reagere på. Norsk forsøger at gøre det til en afstemning mellem burka-forbud vs. nej til burka-forbud. Men langt – langt – de fleste delegerede ser afstemningen mellem en al for svag partileder uden noget politisk projekt og med dårlig politisk vurderingsevne/situationsfornemmelse og en overintelligent, nørdet, egoman, ballademager med en sag.

Nogle konservative '“ som støtter Norsks synspunkt om end ikke Norsks kandidatur – ærgrer sig over, at manden ikke i stedet havde stillet et resolutionsforslag på Landsrådet om 'nej til burka-forbud'. Et sådant forslag, der udelukkende ville have handlet om politik, ville – vurderer nogle – have gode chancer for at blive vedtaget. I stedet ville manden derimod absolut kaste sig ud i et eller andet mystisk martyrium sammen med sin gode ven, tidligere folketingsmedlem – og for sin store glemsomhed under Tamilsagen – herostratisk-berømte Viggo Fischer, der overfor landsrådet agter at anbefale Norsk som ny landsformand.

Mange konservative er småfrustreret eller skuffede over, at Lene Espersen slet ikke evner at tegne noget der bare ligner et omrids af et moderne konservativt projekt. Denne blogger har fra starten efterlyst Lene Espersen ideologiske idéer og tanker. Hun har '“ bortset fra en børnebog '“ ikke udgivet noget, der bare minder om en politisk vision på skrift. Ingen efterspurgte det hos Bendt Bendtsen, hvor der '“ bortset fra kravet om skattelettelser – nærmest var ideologisk tørke igennem 10 år. For Bendtsen kunne jo ikke være forpligtet ud over sine evner. Til gengæld er lidt revitalisering af det ideologiske tankegods er vel ikke for meget at forlange hos en partileder med et mål om at få mere end 10 procent af stemmerne?

Niels Krause-Kjær har også længe interesseret sig for det samme tema. Og i hans fortrinlige gennemgang af fraværet af Espersens visioner på sin blog på Berlingske.dk citerer han Weekendavisens Leif Blædel, der opremser alle de indgreb i borgernes frihedsrettigheder som Lene Espersen har stået i spidsen for som justitsminister siden 2001. Det er ikke for ingenting, at mange frihedsorienterede mennesker i dette land konsekvent og med foragt omtaler den konservative partileder som “Lenin” Espersen.

Tænksomme mennesker i det konservative folkeparti vælger trods alt at bakke op om deres partiformand. Man ønsker for alt i verden ikke en opslidende fløjkrig som i 90'erne, der ødelægger partiet. Espersen manglende succes som partiLEDER og hendes manglende visioner, noterer man sig også i almindelig skuffelse. Men det er '“ med en lånt parafrase fra Mikkel Faurholdts fantastiske skildring af det 'Det konservative Blodbad' fra 2000 '“ lidt som i de gode gamle dage ude på landet. Alle vidste, at godsejeren lå i med malkepigen, men alle lod som ingenting, talte ikke derom og holdt i øvrigt facaden udadtil.

I øvrigt har ledelsen i stedet for Frederiksbergs tidligere borgmester Mads Lebech foreslået Regionsrådsmedlem Benedikte Kiær, Helsingør som ny næstformand for de konservative. Her forventes dog ingen modkandidat.

Update fredag. Peter Norsk har langt om længe – og som oprindeligt forudset af denne blogger – droppet sine kamikazeplaner og stiller derfor ikke op mod Lene Espersen på lørdag. Skaden på Lene Espersens autoritet er ikke desto mindre sket. Alligevel er de fleste konservative glade for ikke at skulle bruge tid på et ligegyldigt kampvalg.

Bottom border