Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

På vælgerjagt i gaveregn

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 7, 2009

Comments icon

32 kommentarer

Sæsonen i dansk politik er lige p.t. i sin traditionelt mest populistiske og på alle måder frastødende fase. Jeg tænker naturligvis på politikernes almindelige gaveuddeling til og leflen for særinteressers behov, som medier, organisationer mfl. her i forsommeren og det tidlige efterår har fået sat så megen fokus på, at politikerne føler, at de er tvunget til at reagere.

Det er som altid statskassen, der skal holde for til at finansiere gaveregnen. Den borgerlige regering har i sin snart otte-årige levetid været ganske gavmild også mht. til at lade de offentlige udgifter stige. Men især har DF været garantien for at VelfærdsDanmark i samme periode har udviklet sig planmæssigt med øgede offentlige udgifter til følge – finansieret primært af oliepengene fra Nordsøen og en fænomenal højkonjunktur, der nu er slut.

Socialdemokraterne var engang ledet af dygtige økonomer som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, der et eller andet sted lod sig begrænse af saglige hensyn. Men de tider er for længst slut. Den nye S-generation består af statsvidenskabsfolk, jurister eller halvstuderede røvere i samfundsfag. Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Nick Hækkerup er tilsyneladende blevet flintrende ligeglade med at fremstå som specielt økonomisk ansvarlige overfor vælgerne. De frygter åbenbart ikke – i modsætning til S i starthalvfemserne – at blive stemplet som værende økonomisk set helt ude i hampen.

Socialdemokraterne er sikkert blevet så dødtrætte af at tabe valg på valg, at de derfor prøver en strategi, hvor man lover vælgerne – stort set hvad som helst – for at komme til magten. Foreslår regeringen fx én milliard kr. til et område, så foreslår socialdemokraterne at der bliver brugt to milliarder kr. Det er netop dette kyniske og uansvarlige spil, som socialdemokraternes finanslovsudspil er udtryk for, og denne budkrig vil fortsætte frem til næste valg.

Kan man bebrejde Socialdemokraterne denne kynisme og uansvarlighed? Mjnah. Det falder mig svært. For så længe VKO har deponeret deres handlefrihed hos DF, der siden 2001 har haft eksklusivret til at forhandle finanslov med regeringen, så eksisterer der jo intet incitament hos S, at man spiller forhandlingskortene, som man plejede at gøre i de gode gamle dage for at til gengæld at få indflydelse. Dengang undgik man at tale sig alt for meget væk fra hinanden. Det er så ligegyldigt i dag, og derfor kan man ligeså godt – først som sidst '“ markere forskellen til regeringen og kritisere den for 'slaphed' og laden stå til overfor 'krisens ofre' og den 'nedslidte offentlige sektor' osv. Det er der selvfølgelig et marked for og især hos de vælgere, der er offentligt ansatte, arbejdsløse eller står uden for arbejdsmarkedet.

Når vi så når til november, ja så står VKO-partierne '“ så sikkert som amen i kirken – igen sammen og holder endnu en finanslov over dåben. Uanset hvor meget pensionisterne får i gavecheck og hvor mange ekstra praktikpladser der bliver oprettet, så vil det naturligvis ikke stoppe trommeilden fra S-SF, som uophørligt vil buldre løs på de borgerlige helt frem til næste folketingsvalg.

Som et resultat af den venstrepopulistiske strategi, som S-SF har lagt, så er DFs vælgerbase pludselig og langt om længe blevet en kampplads, hvor udfaldet ikke på forhånd er givet. Det er naturligvis derfor, at S i deres finanslovsudspil blandt andet foreslår massive forbedringer til pensionisterne. DF skal udfordres på – deres i nyere tid opnåede monopol på – at forhandle gaver hjem til pensionisterne i form af 'ældrechecks mv. Det er klogt set af S, selvom at man set med saglige briller må græmme sig over den skamløse populisme. Men her har den ene side af det politiske spektrum jo ikke noget at lade den anden høre!

Pia Kjærsgaard og DF'erne er meget bevidste om udfordringen fra S-SF. DF-toppen indså som de allerførste truslen fra Søvndals potentielle vælgertække, og derfor bringer Kjærsgaard sig i en position, hvor hun med jævne mellemrum kritiserer regeringen og statsministeren, for netop at tækkes de bevægelige vælgere, som med rette opfatter regeringen som noget udslidt, og som kunne fristes af Rottefængeren fra Sdr. Bjert. Det skete senest i fredags, da DF-bossen i programmet Mogensen & Kristiansen krævede en regeringsrokade efter nytår. Det er en gratis omgang, for snart sagt alle og enhver ved, at der vil ske udskiftninger i regeringen, når vi når over på den anden side af klimatopmødet.

I sidste uge gik medieDanmark i selvsving over de radikales nyfundne frihed, efter at Thorning har opsagt SR-alliancen for at blive 'gift' med Villy Søvndal. Man hæfter sig især ved, at Margrethe Vestager nu er blevet henvist til en position, hvor hun har valget mellem at støtte en S-SF-regering uden at få nogen som helst indflydelse på indvandrer- og skattepolitikken og en VK-regering, hvor hun formentlig heller ikke får indflydelse på de nævnte områder. Nogle mener, at Thorning derved begik en taktisk brøler. Jeg er nu ikke så sikker. Jeg køber faktisk S-SFs strategiske rationale, som utvivlsomt også har bund i interessante vælgerundersøgelser, der viser, at de radikale vælgere i helt overvejende omfang vil støtte en S-SF-regering. Og det vil formentlig gøre uanset om de radikale på forhånd loves indflydelse på de to førnævnte områder eller ej. De radikales rolle vil dermed ligne Enhedslistens position i forhold til S-SF. I kan pege på os '“ eller I kan til gengæld få Pia Kjærsgaard og al hendes væsen.

De radikales problem bliver lige for tiden af beskrevet som et generationsproblem med alle disse udtjente Metusalemmer, der alle som én har fremtiden bag sig. Ingen nævnt ingen glemt. Det vil uden tvivl være fint at få skiftet Niels Helveg, Lone Dybkjær mfl. ud med nye navne som Manu Sareen og Camilla Hersom, men vil en indskiftning af de unge (der i øvrigt stort set har præcis de samme synspunkter) løse de radikales problemer med manglende vælgeropbakning og indflydelse? Svaret giver vist sig selv. I øvrigt vurderer jeg, at Margrethe Vestagers person er garant for, at partiet ikke i fremtiden løfter sig over de lidt mere end fem procent, som de radikale fik sidst. Vestager er dermed Mrs. Five Per Cent. Og lige nu kan hun ikke engang holde det niveau i meningsmålingerne. Det kan ikke udelukkes, at Vestager '“ ligesom Marianne Jelved '“ en dag kan opnå en pludselig vælgerpopularitet. Jeg har bare svært ved at se, hvor i Margrethes Vestager kvaliteter som vælgermagnet består? Hendes folkelige brand er jo helt til rotterne i det det primært forbindes med akademisk arrogance og elitær bedrevidenhed, og det er tydeligt for alle, at Vestager nægter at lave sig om, så hun fremstår mere spiselig for pøbelen. Og netop derfor må de radikales vælgeropbakning sikkert forblive på et ret så beskedent niveau indtil den dag, hvor den radikale leder mister lysten for politik. Endnu en vælgerlussing af de store ved næste folketingsvalg, kunne måske hjælpe hende på vej til at træffe beslutningen? Især hvis VKO-partierne holder skansen.

KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!


Rød alliance i København

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 1, 2009

Comments icon

27 kommentarer

KANDIDAT VED KOMMUNALVALGET? ANNONCER PÃ… JARLS BLOG!

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har nu smedet en alliance, men også i København har LO presset på for at få skabt en solid politisk alliance mellem partierne til venstre forud for kommunalvalget. Imens forsøger SF’erne på rådhuset på forhånd at sælge overborgmesterposten til Frank Jensen. Prisen var dog al for høj. I SF Bo Asmus Kjeldgaard ene om at tro på at han kan blive overborgmester, og så er snakkes der også i krogene om rivalisering mellem Integrationsborgmester Jakob Hougaard og den politiske ordfører Anne Vang om at blive den anden socialdemokratiske borgmester. Hvis altså S får stemmer nok.
Læs min analyse som jeg skriver for Bryggebladet af situationen på Københavns Rådhus netop nu.

Bottom border