Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Hvad vælger Lene E?

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 25, 2009

Comments icon

18 kommentarer

I går blev – med Lykke Friis’ indmeldelse i dansk politik – første brik lagt i den længe ventede regeringsomdannelse. Inden længe omkring nytår '“ eller måske lidt senere '“ vil resten af kabalen falde på plads.

Det mest centrale spørgsmål bliver nu, hvilken rolle Lene Espersen har tiltænkt sig selv. Der er '“ baseret på avisreferaterne og snakken i Christiansborgs kroge – to scenarier:

1. Lene Espersen går efter udenrigsministerposten

For dette scenarie taler, at udenrigsministeren har det med at blive populær. Uffe Ellemann-Jensen er et eksempel, men også Per Stig Møller har gennem flere år toppet listerne over mest populære ministre. Som udenrigsminister er man på hele tiden og fremstår i sagens natur som Danmarks talsmand ud ad til. Det er med andre ord tale om en national samlende rolle med en bred vælgerappel.

Lene Espersen skal flytte sig fra Økonomi og erhvervsministeriet, hvor der har været langt mellem vindersagerne. Problemet er, at skal hun flytte sig – så skal hun opad i hierakiet! Derfor er kun udenrigsministerposten en mulighed.

Efter sigende skulle det netop være en gammel drøm hos den konservative leder en dag at blive udenrigsminister.

Jeg kan ikke se, at Per Stig Møller kan stå i vejen for Lene Espersen. Møller-fløjen har fået en kommissær, og Lene Espersen får ingen problemer med at fyre den 67-årige og for at sige det pænt 'meget selvbevidste' veteran. Møller vil uden tvivl surmule, men det får være. Hensynet til Espersen vejer tungere end hensynet til Møllers ego. Spørgsmålet er om han laver larm, når/hvis de tvinger ham væk. Måske vanker der en trøstpræmie til 'Den Stive' i form af en kulturministerpost.

Imod taler at Espersen vil være ganske meget væk fra den hjemlige politiske dagsorden. Dvs. hun får svært ved at fange og reagere på de politiske sager, der er oppe og vende og som en partileder skal markere sig på.

Der er også en pris at betale for ens familie. Espersen er mor til to små børn. Det kan spille ind i hendes beslutning, selvom at feminister sikkert vil rive mig i næsen, at det spørgsmål ville man ikke stille en mand. Måske, men det burde man nok også gøre. Som justitsminister var Espersen ikke til at træffe til en kommentar efter et bestemt klokkeslæt. Det er et signal om, at Espersen faktisk prioriterer sin familie.

2. Lene E går efter at blive 'Vækstminister'

Børsen skriver i dag historien om, at Espersen i stedet har kig på at blive vækstminister. Dvs. at hun skifter det mærkelige monstrum økonomi og erhvervsministerium '“ som i sin tid blev konstrueret til forgængeren Bendt Bendtsen '“ ud med et 'fiksere' ministerium, der er fokuseret på fremtidens udfordringer og hvor alle de tunge, negative og bureaukratiske sager såsom bankbakker mv. er pillet ud og lagt over i et Erhvervsministerium, som der spekuleres i, at Søren Gade så kan tage sig af. Som vækstminister ville Espersen således få en noget friere rolle i regeringen.

Det lyder umiddelbart som en rigtig god idé. Det giver også Espersen mere tid til at reagere på den aktuelle politiske dagsorden '“ og hun får også tid til at passe sin familie.

Men er det realistisk? Vil det ikke være en alt for tyndbenet post trods alt for en leder af et regeringsparti?

Man kunne få den tanke, at “vækstministeriet” er en opfindelse, som er blevet undfanget på Børsens redaktion mere end det er en reel mulighed, som Espersen overvejer.

Hvad vælger Lene Espersen? Formentlig ved hun det ikke engang selv

Mit eget bud er, at hun tager udenrigsministerposten.


Hvor længe varer glæden hos K?

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 24, 2009

Comments icon

49 kommentarer

Så blev Connie Hedegaard som forventet udnævnt til EU-kommissær. Ingen på Christiansborg er overrasket over, at det gik sådan. Tilsyneladende har Lars Løkke Rasmussens og Connie Hedegaards samtaler med formanden for EU-kommissionen Manuel Barroso båret frugt sådan, at hendes klima-kommissariat bliver andet og mere end 'rejsende i varm luft'.

Prorektor Lykke Friis, som i årenes løb har gjort hoserne grønne både hos V og K, springer nu ud som Venstremand og overtager den ledige energi- og klimaministerpost. Det er Løkkes pris for, at en konservativ for første gang får posten som kommissær.

For Venstre er det et godt bytte, og for regeringen er der tale om en klar styrkelse. Lykke Friis er noget så sjældent som en moderat borgerligt sindet, populær, velbegavet, indsigtsfuld kvinde med et stort kommunikativt talent. Foruden at være blandt de mest indsigtsfulde i sagkundskaben omkring EU, så har hun også god styr på klimadebatten, som hun nu er sat til at håndtere. Løkke har med Lykke gjort et fund. Nu gælder det om at finde en valgkreds, hvor Lykke Friis kan opstilles. Hvad med Anders Fogh Rasmussens ledige kreds? Så kan hun trække på hele Sjælland. Det er da oplagt!

Lene Espersen og de konservative kan åbne champagnen. At få besat en klimakommissærpost er et synligt resultat for konservativ indflydelse. Men er det noget, der interesserer vælgerne om 1 ½ år, når Folketingsvalget formentlig kommer? K har mistet en stemmemagnet, som kan trække i det gamle 'Ny Alliance-segment' af veluddannede borgerlige, der ligger midt i mellem De radikale og Konservative. Risikerer regeringen at miste disse vælgere til rød blok og vil det kunne ses i målingerne, når Hedegaard forsvinder ud af den hjemlige politiske debat? Det er udfordringen for Lene Espersen og hendes C-hold af ministre, der med Hedegaards exit nu er blevet en platform mindre.

Interessant bliver det, om Lykke Friis tilgang kan opveje Hedegaards afgang. Under alle omstændigheder kan det godt se ud som om, at K bliver svækket på den lange bane. Der er dog mindst et argument, der kan tælle for, at det ikke går sådan.

Lene Espersen har brugt en del ressourcer på at konsolidere sin magt i partiet. Med Hedegaard i Bruxelles så behøver den konservative leder ikke længere 'kigge sig over skulderen' for at se, hvad Hedegaard har gang i bag hendes ryg. Frihedsgraderne er dermed blevet flere for Lene Espersen. Måske kan det hjælpe hende til at skabe en klarere profil for hendes parti. Espersen skal dog ikke regne med at Hedegaard for altid er væk fra dansk politik. Sometimes they come back, som det hedder i horrorfilmene. Falder regeringen ved næste valg bliver Hedegaard ikke genudnævnt. Og kører det ikke for Lene Espersen, så er det ikke utænkeligt, at Hedegaard får buddet. Hvis hun altså vil til den tid efter at turneret rundt i international politik. Men det er spekulationer langt ud i fremtiden.

Samlet set er det en god dag for regeringen med masser af god presse. Nu venter vi på, at klimatopmødet er overstået og at Lars Løkke får lavet en større rokade omkring nytår.

P.s. Selvfølgelig er Bertel Haarder skuffet, men han var aldrig seriøst i spil. Han kunne bruges til at presse de konservative i spillet om at få den ledige konservative ministerpost. Det var som denne blog skrev Jens Rohdes ærinde forleden dag, da han krævede en venstremand dvs Haarder), som kommissær. Med undtagelse af dagbladet Politiken, som for tiden har den klart stærkeste Christiansborg-redaktion, så plumpede pressen i dette Venstre-spin med begge ben.

Og så er der en særlig ironi ved, at Lykke Friis nu bliver minister, og at Jens Rohde med sit krav forleden på sin vis også medvirkede til, at ministerposten blev forhandlet hjem til Venstre. Friis sagde sidste år ja til at blive EU-spidskandidat for Venstre ved EU-valget i sommer, men da selvsamme Rohde lækkede nyheden til Jyllandsposten, trak hun sit kandidatur. Som Rohde siden fik lov at overtage. Nu er Friis minister – og Rohde? Tjah…han sidder i Bruxelles…


Præsidenten der ville væk

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 22, 2009

Comments icon

4 kommentarer

Under den politiske nørds juletræ bør i år ligge Troels Mylenbergs og Bjarne Steensbecks fortræffelige og velskrevne skildring af Anders Fogh Rasmussens 7 ½ år som statsminister.

Der er tale om det første værk, der beskæftiger sig med hele Foghs regeringsperiode. Fokus er på Foghs år som regeringschef. Hvordan Fogh fik magten er egentlig bedst og mest omfattende beskrevet i Hans Mortensens ligeledes glimrende bog: 'Tid til forvandling', som udkom i fjor. Steensbeck og Mylenberg lægger i stedet deres vægt på hidtil i bogform ubeskrevne sider, hvordan Fogh håndterede rollen som statsminister og ikke mindst, hvordan han kom videre til NATO-generalsekretærposten.

Bogen, der udkom for et par uger siden, bærer titlen 'Præsidenten'. Det er en henvisning til det øgenavn ministrene gav deres ikke specielt elskede, men særdeles respekterede chef. Vi får alle historierne om, hvordan Fogh kunne køre sine ministre over eller hvor skrækslagne, de kunne blive over at blive hørt i stoffet af 'overlæreren'. Regeringschefen var – for nu at sige det mildt – ikke til snak i rundkredsen. Det var altid uden undtagelse hans synspunkt, der til sidst nød fremme i de sager, der interesserede ham. Grunden til det var den simple, at Fogh satte sig bedre ind i sagerne end alle andre og i øvrigt brugte alle kneb “i bogen” til politisk at bearbejde ministre i det magtfulde koordinationsudvalg, så han til sidst fik det, som han ville.

Bogens største nyhed handler om, hvor relativt tidligt Fogh sætter et par få betroede embedsmænd i sving med at få ham bragt i spil til en evt. international toppost. Det sker faktisk allerede ganske kort tid efter hans 3. valgsejr i 2007. Der er også andre mindre nyheder, blandt andet at Fogh havde tænkt sig at sidde som statsminister en hel måned længere, efter at han var blevet valgt som NATO-generalsekretær. Og så er der den lille, men sjove nyhed om, at Fogh drak sig fuld i snaps under en medarbejderudflugt i Venstre på Hveen et par måneder før valget i 2001.

Makkerparret Mylenberg/Steensbeck har i kraft af deres mangeårige gang som journalister på Christiansborg helt styr på Fogh-perioden og vælger at fokusere på de tre store udenrigspolitiske sager, der helt sikkert også kommer til at præge eftertidens syn på årene 2001-2009. Det er EU-formandskabet i 2002 og ikke mindst topmødet i København, som endte med at optage en række nye lande i EU. Det blev Foghs svendestykke, men samtidig gerådede han ud i en åben krig med Udenrigsministeriet og dets daværende direktør Friis Arne Petersen samt udenrigsminister Per Stig Møller.

Desuden får vi historien om Muhammed-krisen, hele baggrunden for hvorfor den opstod og udviklede sig og Foghs håndtering af denne sag, der bragte Danmark ud i efterkrigstidens sværeste krise. Det er et spørgsmål, som stadigt diskuteres heftigt herhjemme. Bogen får fint redegjort for, hvor kraftigt Fogh har nedtonet sine synspunkter i sagen, efter at han blev bragt i spil som NATO-generalsekretær.

Naturligvis er der også et kapitel, der omhandler baggrunden og beslutningen for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som herhjemme er næsten ligeså kontroversiel som Muhammed-sagen. Det vil også blive stående i mange år frem og dele vandene.

Den største indenrigspolitiske udfordring Fogh møder i sin regeringsperiode udspringer egentlig af Muhammed-sagen. Det er betegnende nok den korte opblomstring af Naser Khaders Ny Alliance-projekt, som i sommeren og efteråret 2007 så ud til at fjerne VKO-flertallet. Sådan gïk det ikke, men undervejs og lige før Khader gik solo, har Fogh endda planer om at inddrage ham i sin regering, afslører bogen.

Man kan resonere sig frem til, at det må være Foghs nuværende og tidligere spindoktor Michael Kristiansen og Michael Ulveman, som med deres insiderviden fra disse år er kilder til bogens nye afsløringer. Det gør det ikke mindre interessant efter som de begge var tæt på begivenhederne.

Undervejs i enkelte af kapitlerne giver forfatterne Fogh i et interview mulighed for at reflektere blandt andet over grundlaget for Irak-krigen '“ uden dog at Fogh synes at have ændret væsentlig holdning til netop dette emne. Det har han så til gengæld i rigt mål, hvad angår Muhammed-sagen.

Bogen er efter min smag lidt for venlig overfor hovedpersonen, selvom at hans kyniske væsen og alt rigelige opportunisme også fremgår af bogen. Måske køber forfatterne i for høj grad hans spindoktorers skjulte og bærende præmis om, at Fogh alt taget i betragtning var en helt fantastisk regeringschef. Hans succes var jo deres succes!

Det er immervæk tankevækkende, hvor lille en rolle, som oppositionen spiller i bogen. Det er bare ikke til diskussion, at Fogh aldrig blev rigtig udfordret af de socialdemokratiske formænd efter 2001.

Så let spil skal Foghs efterfølger dog næppe regne med.

Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck
“Præsidenten – Foghs Danmark 2001-2009”
Gyldendal, 312 sider

Bottom border