Måned: november 2009

Så er det i morgen tirsdag, at danskerne går til stemmeurnerne for at vælge byråds og regionsrådsmedlemmer. Kommunalvalgkampen har efter min vurdering været den kedeligste i mange år. Formentlig fordi kommunekasserne er ekstraordinært slunkne i disse tider og at der er forbløffende lidt forskel på kommuner, der er ledet af Venstre, Socialdemokraterne og de konservative.

Jeg plejer at spille med åbne kort med hensyn til mine egne præferencer her i valgkampen, og så er der også en del kandidater, som jeg personligt kender og derfor holder øje med.

I min nye hjemkommune Gentofte regner alle med, at den konservative Hans Toft genvinder borgmesterposten trods en hård S-kampagne for forandring. I morgen stemmer jeg på min gamle ven kommunalbestyrelsesmedlem Mogens Vad (V), som jeg førte EU-kampagne for tilbage i 2004. Mogens har gjort det godt i de sidste fire år og fortjener at blive genvalgt. Han er nr. 3 på listen, så det skulle ikke være umuligt.

Til Regionsråd Hovedstaden stemmer jeg til gengæld konservativt, og det bliver på min gamle veninde Benedikte Kiær, der er nuværende viceregionsborgmester og spidskandidat for sit parti. Jeg håber hun og de øvrige borgerlige for en gang skyld evner at finde sammen og vippe Vibeke Storm Rasmussen af pinden.

Jeg vil dog også skæve til, hvordan det kommer til at gå min ven og gamle studiekammerat Bo Sandberg som er kandidat for socialdemokraterne til Region Hovedstaden.

På Frederiksberg stiger spændingen om det lykkes for den nye konservative Jørgen Glenthøj at bevare posten. Det tror jeg lykkes, selvom at der er megen fut i den socialdemokratiske udfordrer Katrine Lesters kampagne. Min anbefaling og sympati ligger imidlertid hos min gamle ven Nikolaj Bøgh, som stiller op for de konservative, selvom at jeg også håber på, at Venstres Jan E. Jørgensen får et godt valg. Endelig genopstiller en af de faste læsere til kommunalvalget på Frederiksberg, nemlig det nuværende konservative kommunalbestyrelsesmedlem Mie Harder. Held og lykke til Mie!

I København stiller en af læserne op, nemlig venstrekandidaten Lasse Grosbøll. Jeg tror, at han kan gøre en god figur i Borgerrepræsentationen. En anden fast læser Rasmus Ole Hansen er også på listen og har min sympati. Hos de konservative virker Rasmus Jarlov som en lovende kandidat og så kan man håbe for Simon Emil Ammitzbøll at LA kommer ind.

I Odense stiller min gamle VU-kammerat Peter Spenner op for Venstre. Jeg håber på et godt valg til Peter, selvom at de nok får Anker Boye tilbage ved roret.

En gammel VU-kammerat H. C. Nordahl Thomsen stiller op for Venstre i Hillerød. Han er nr. 7 på listen og fortjener et godt valg. Hos socialdemokraterne forsøger en læser Mikael Lemberg at blive valgt samme sted. Held og lykke til Mikael.

I Ã…rhus stiller en læser op for de radikale. Det er Søren Højlund Carlsen. Jeg håber for Søren, at han kommer ind i byrådet.

– Og hvorfor skal man stemme på tirsdag? Det skal man, fordi man derved opnår retten til at brokke sig de næste fire år…

Læs i øvrigt Kristian Madsens suveræne analyse af de lokale muligheder for borgmesterskift rundt om i landet.

Læs min sidste analyse i mini-serien om kommunalvalget, som jeg skriver for dagbladet Information. Denne gang om København.

Normalt ligner finanslovsforhandlingerne mellem VKO-partierne sig selv. Det er nogenlunde ligeså forudsigeligt, traditionelt og tidsmæssigt sammenfaldende med den årlige opførelse af 'Nøddebo Præstegaard'.

DFs kronprins og finansordfører Kristian Thulesen Dahl holder hulemøder med Venstres finansminister. De spiser DF’erns livret: flæskesteg med sovs, kartofler og rødkål. I finanslovsaftalen skal helst være et eller andet til de ældre '“ og også gerne stramninger, der kan gøre livet surt for asylansøgerne.

For DF har indført den særlige nyskabelse under finanslovsforhandlinger, at alle mulige politiske spørgsmål sagtens kan forhandles samtidigt over den fælles overskrift 'finanslov'. I otte år gik finanslovsforhandlingerne mellem VKO glat og stort set gnidningsfrit, men niende gang kiksede det. Det havde ingen forudset ville ske.

I år begyndte finanslovshowet ellers helt som det plejer. Som perler på en snor, kunne DF allerede i sidste uge dagligt præsentere en række små forlig som partiets sejre. De havde alle stor symbolsk værdi og var også ret nemme at kommunikere: En ældrepakke hvor den kommunale ældremad nu kun må koste 45 kr, 100 flere betjente, skrup-af-check for godkendte asylansøgere, hvis de lader sig repatriere, støtte til danske mindesmærker i udlandet, bevarelse af digterpræsten Kaj Munks hjem osv.

Men i år havde 'Tulle' så været en tur i Vestjylland, hvor han blandt andet besøgte sygehuset i Holstebro. Han fornemmede den store utilfredshed med placeringen af regionens supersygehus i Gødstrup, og så det som en kæmpemulighed, som DF kunne udnytte i kommunalvalgkampen.

Hvad der dog kan undre er, at han valgte at teste statsministeren Lars Løkke Rasmussens troværdighed i netop dette spørgsmål.

Løkke sagde i sin første åbningstale, at sygehuset skal ligge i Gødstrup efter at et politisk flertal i Region Midtjylland '“ efter møje og besvær '“ besluttet at det skulle ligge der.

Løkkes troværdighed '“ som arkitekt bag både sygehusreformen og kommunalreformen blev altså udfordret af Thulesen Dahl.

DF ramte tilsyneladende en grænse for deres ellers uhæmmede populisme ved at kræve det umulige af Lars Løkke. Hvordan skulle han dog efterkomme DFs krav uden at udstille sig selv som en statsminister helt uden rygrad? Det burde en rutineret politiker som Thulesen Dahl kunne have forudset.

Det utrolige er faktisk, hvordan DF forestillede sig, at de kunne vælge dette slag? DF har gennem årene netop været karakteriseret, som dem, der præcist vidste, hvad og hvor meget de kunne forlange.

Denne gang svigtede den ellers sikre politiske situationsfornemmelse tilsyneladende Kristian Thulesen Dahl. Måske fordi Pia Kjærsgaard ikke var ind over, måske fordi Claus Hjort Frederiksen og Thulesen har talt forbi hinanden. Vi ved det ikke.

Status er, at hverken DF eller regeringen ser særlig godt ud i denne sag. Ã…rets finanslovsforhandlinger, hvor DF ellers plejer at høste for sin loyale støtte til VK-regeringen blev på kun tre dramatiske dage vendt fra det, der lignede total sejr til noget, der mindede om et sjældent eklatant nederlag.

Nu slikker DF sårende. Men det kan blive farligt for regeringen, hvis ikke DF bliver tilstrækkeligt kompenseret, så alle kommer videre uden bitterhed. I kroner og ører har DF faktisk ikke fået meget mere end ca. en mia. kr. ud af finansforhandlingerne. Historisk set er det egentlig en rigtig billig omgang.

Claus Hjort Frederiksen ville for eksempel ikke hoverer. Derfor så han heller ikke godt ud i nat, da han svarede uden om på spørgsmålet, hvorvidt det midtjyske sygehus kommer til at ligge i Gødstrup eller Aulum. Det var først hen af formiddagen, at finansministeren var i stand til at give et klart svar.

DF rasede ellers ud på Hjort allerede i går. Det fremgår af Ekstra Bladet torsdag. Angrebene på Hjort forekommer dog ret underligt al den stund, at han om nogen har været DFs bedste ven i regeringen igennem alle årene siden 2001. Efter at DF fik sovet på sagen, indstillede de da også beskydningen af finansministerens håndtering. I stedet blev statsministerens indblanding i forhandlingerne kritiseret.

DF og Venstre pakker lige om lidt disse forhandlinger ned i en ret uklar kompromisaftale, som får lov til at overvintre til efter kommunalvalget. Ja faktisk helt til sommer. DF har fået lovning på at akutberedskabet mv. i udkantsområderne på dette tidspunkt skal evalueres og har foreløbig fået en kvart million til formålet. Det bliver som minimum noget med redningshelikoptere m.v.

Det skulle ikke undre mig, at mange vælgere efter forløbet vil se Lars Løkke Rasmussen i et lidt andet og mere positivt lys. Det kan være 'Lille Lars fra Græsted' drak vel mange bajere på det offentliges regning, men ser man sagen fra, det man kan kalde 'Ny Alliance-segmentet' dvs. borgerlige midtervælgere, så trådte Løkke denne gang i karakter ved at sige fra overfor DF. Det øger al andet lige hans popularitet blandt midtervælgerne.

At det næppe øger statsministerens popularitet hos DF er så en helt anden sag. Men det var de nu selv herrer over denne gang, hvor “Tulle” ikke gav Løkke et andet valg.