Måned: november 2009

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren endelig efter 28 lange år. Jeg erindrer ikke selve øjeblikket tydeligt, det var vist TV-avisen der brød nyheden, men husker generelt hele det efterår som noget ganske særligt. Det var fra sommeren 1989 som en langsom rullende bevægelse, hvor man håbede, men alligevel ikke kunne tro, at de østlige kommunistregimer ville falde sammen nærmest overnight. Murens fald var en utrolig forløsning i tiden og gav et pludseligt og stort håb for fremtiden, som man er taknemmelig over at opleve som helt ung.

Dengang i efteråret 1989 var jeg en ung første-årsstuderende på cand.polit-studiet ved Københavns Universitet og travlt optaget af at følge forelæsningerne. Hver morgen fulgte jeg de lokale morgennyheder (Kanal 2) på mit TV, der viste de gribende billeder fra de ofte dramatiske men i reglen fredelige begivenheder aftenen i forvejen. Især mandagsdemonstrationerne var noget særligt. 'Wir sind das Folk', lød det taktfaste råb fra folket til SED-pamperne og det morderiske Stasi og deres 100.000 uofficielle medarbejdere. Det var altid bevægende at se, hvordan demonstranterne udtrykte deres længsel mod friheden og deres fredelige kamp for demokrati.

I aften fejrer vi tyve året for Murens Fald – for Warszawapagt-landenes nyvundne frihed og Tysklands genforening samt afslutningen på perverterede kommunistiske diktaturers konsekvente undertrykkelse, forfølgelse og indespærring af deres borgere.

Det var i øvrigt i Bornholmer Strasse, at muren faldt, og som indfødt bornholmer er det altid morsomt at tænke på, at navnet på ens fødeø pludselig blev forbundet med en verdenshistorisk begivenhed.

Man må forundres over, hvor politisk sproget er blevet selv i den almindelige uskyldige nyhedsformidling. Naturligvis jonglerer venstrefløjens politikere og kultur-koryfæer, lederskribenter på Politiken og andre centrum-venstre samfundsdebattører rundt med pseudovidenskabelige begreber, der skal beskrive deres politiske modstandere. Desværre overtages denne terminologi også af dagspressen i deres dækning af politiske debatter og debattører.

Især sidstnævnte gruppe vil gerne fremstå som uhildet, men alligevel man kaster man rundt med ord som 'neoliberalisme', 'neokonservatisme' eller afarterne 'superliberalisme', 'ærkekonservatisme' eller 'ultraliberalisme'. Med undtagelse af begrebet 'neokonservatismen', som er rimeligt veldefineret, så er det mere end tvivlsomt, hvad disse begreber dækker over.

Hvad er fx en superliberalist? Mit bud er, at det er en klassisk eller helt almindelig liberalist (eller liberal), som ønsker lavere skatter og reduktioner af velfærdsstaten. Altså det stik modsatte af at være en klassisk socialdemokrat eller en liberalist i Anders Fogh/Claus Hjort-udgaven.

Måske kan man endda definere superliberalisten som en person, der er overbevist om, at skatten max må være 50 procent?

Men lad os nu dvæle ved mine til lejligheden konstruerede begreber som 'superkommunismen'? Hvad er det? Eller “neokommunismen”? Er det kommunismen i en ny udgave eller hvad? Der eksisterer selvfølgelig skældsord som 'betonkommunist' og 'gammelkommunist', men det er lidt altmodische ord, der var meget fremme i begyndelsen af 1990'erne til beskrivelse af reformmodstander-fløjen i Kreml og så måske lige folk som Frank Aaen, da han var redaktør af Land og Folk og resterne af DKP efter at Ole Sohn, sagde farvel og tak. I dag er ordet “kommunist” rigeligt til at beskrive en person, som abbonerer på kommunismen, der gudskelov forlængst er smidt på historiens losseplads.

Imidlertid har vi da stadig “socialister” i dette land, selvom at de helst vil gå under den uskyldige betegnelse SF. Det lyder jo bare som en fagforening, og det socialistiske element bliver i øvrigt nedtonet dag for dag.

Måske kunne man kalde Villy Søvndals politiske projekt neosocialismen? Eller supersocialismen? Danmark har verdens højeste skattetryk og den offentlige sektor vedbliver med at vokse med flere og flere ansatte, som skal producere mindre og mindre for deres højere og højere løn. Og SF kræver yderligere offentlige ansatte og endnu flere offentlige investeringer og kollektive udbygninger?

Hvornår er pressen begyndt at kalde SF og Villy Søvndal for supersocialisterne? Måske fordi det ikke giver mening at kalde en gammel ideologi i ny udgave noget helt nyt? OK. Hvorfor insisterer mange journalister så fortsat på at kalde klassiske liberalister for neo, ærke og superliberalister?

Eller kan vi pludselig høre journalister bruge ordet “betonsocialdemokrat” fx som et neutralt begreb, der beskriver holdninger hos en Svend Auken eller Anker Jørgensen?

One fine gentleman of the press ringede til mig i dag for at høre lidt om, hvor det er, at politikere og journalister hænger ud og kan antræffes til frokost mv. Pludselig søgte jeg min hjerne for alle disse listige steder og kom op med en liste. Om den er fuldstændig, skal jeg dog ikke kunne sige. Måske læserne kan være behjælpelige? Måske også læsere i Ã…rhus, Odense og Aalborg kan hjælpe med at identificere politikernes foretrukne spisesteder i disse byer?

“Gitte Kik”, Gl. Strand
Historisk frokostrestaurant, hvor topembedsmænd og politikere altid har mødtes til en bid brød og en dram. I øvrigt også Thorvald Staunings favoritsted.

“Kanalcafeen”, Frederiksholms Kanal.
Særdeles brugt spisested af politikere og embedsmænd. Ofte mange svenskere på éndagstur, men i baglokalet kan man sidde helt i fred. Meget maritim stemning.

“Ida Davidsen”, St. Kongensgade
Berømt /berygtet for hulemødet mellem den radikale Niels Helveg Petersen og socialdemokraternes daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen i efteråret 1991, hvor sidstnævnte stillede Helveg spørgsmålet: 'Synes du, jeg skal tage opgøret?' Et halvt år senere i april 1992 havde Nyrup væltet Svend Auken som formand for Socialdemokratiet, så i dag kender alle Helvegs svar and the rest is history…. ^
Davidsen-familien har drevet smørrebrødsrestauranten i generationer, og smørrebrødsdynastiet fedter gevaldigt for klientellet ved at opkalde deres dyre smørrebrød op efter politiske berømtheder. Det er et af de steder, hvor man kommer, hvis 1. Man har andre til at betale 2. har en ordentlig repræsentationskonto.

“Tivoli-hallen”, Vester Voldgade.
Her skulle VK i januar 1996 forsøge at klinke skårene efter at de konservative havde gået enegang med SR-regeringen under finanslovsforhandlingerne i december 1995. Venstres leder Uffe Ellemann-Jensen havde oprindeligt inviteret de konservatives Hans Engell på klipfisk, men den konservative leder var mere til en kødret. Engell føjede ikke gerne Uffe.

“Grøften”, Tivoli.
I sommerhalvåret ser man masser af politikere og journalister spise frokost her. Mogens Glistrup stiftede i øvrigt Fremskridtpartiet ved et møde i Grøften i sommeren 1972. Nåja så var det også her, at DF-politikeren Morten Messerschmidt en forårsdag i 2007 drak sig pangerstiv for så siden at blive beskyldt af BT for at have “hyldet Hitler”. Undervejs brød han i hvert fald ud i sang med blandt andet “Lied der Deutschen” bedre kendt som “Deutschland Deutschland über Alles”.

“Rio Bravo”, Vester Voldgade.
Kendt for 'Rio Bravo-forliget' mellem firkløverregeringen, de radikale og Fremskridtspartiet fra 1984. Historien er kort, at den daværende konservative statsminister Poul Schlüter pr. telefon fangede Fremskridtspartiets gruppeformand Helge Dohrmann sent om aftenen mens han sad og spiste aftensmad på restauranten, hvorefter de fik strikket et forlig sammen. Det er stadigvæk et sted, hvor mange Christiansborg- og rådhuspolitikere gerne spiser aftensmad. Især stegt flæsk med persillesovs eller “Rio-gryde”.

“Toga Vinstue” “Det Politiske Kandestøberi”, Lille Kirkestræde.
Legendarisk værtshus for ungdomspolitikere i alle aldre og af al mulig politisk observans. Her antræffer man også ganske ofte både folketingspolitikere og politikere fra Københavns Rådhus blandt andet som “gæstebartendere” forud for valgene. Stedets status skyldes især Togas fhv. forpagter den nyligt afdøde Johs. Lund Pedersen, som gjorde værtshuset til kult i midten af halvfemserne og frem.

“Petersborg”, Bredgade
Det var på Petersborg, at den konservative folketingsgruppe den 9. december 1998 holdt en mindeværdig julefrokost, der er gået over i nyere dansk politisk historie. Ifølge en anonym referent, som skrev under pseudonymet “Fluen” i den nu hedengangne avis Aktuelt, foregik der ganske underholdende ting under arrangementet, hvor beskyldninger og uforskammetheder fløj om ørene på de konservative julefrokostdeltagere. Det lykkedes ikke at få identificeret “Fluen”, som aldrig gentog successen. Men derimod blev Petersborg med ét slag berømt.