Men doorbelling er ikke i et våben, der kan løse alt. I Høje Taastrup gik vælgerne ikke overraskende for mig mere op i, at K stillede med en troværdig borgmesterkandidat. Det var dog nok gået anderledes godt for S, hvis Lykketoft – ud over at rigen på folks døren – også havde stillet op som borgmester

6. Jeg kan tage fejl, men jeg mener ikke, at geodemografiske kort var opfundet i 1800-tallet. Ellers en kæk kommentar!

I Høje-Taastrup gjorde sosserne en del ud af denne kampagneform, hvorimod vi konservative kun gjorde det i mindre omfang. Det kan godt være, at folk bliver lidt imponeret, når Mogens Lykketoft pludselig står ude foran hoveddøren med en rose, men det får ikke nødvendigvis vælgerne til at stemme på en mindre velegnet lokal borgmesterkandidat.

Vi brugte rigtig mange penge på annoncering, to 16-siders valgaviser og kandidatpjecer (ialt tre totale omdelinger til alle husstande v.h.a. friske vælgerforeningsmedlemmer). Det virkede – men selvfølgelig KUN fordi vi havde (og har) den bedste borgmesterkandidat, samt fordi vi havde været maksimalt synlige i hele den forgangne 4-årige periode.
M.v.h.
Kurt Scheelsbeck

Tak – som altid – for nogle indsigtsfulde og begavede kommentarer. De er værdsatte!

Jeg spurgte Midtiby direkte om tiden nu er kommet til at der igen bliver åbnet for støtte fra fagforbund til S. Det afviste partisekretæren ikke, men uden direkte at sige, at han havde decideret lovning på ny støtte, så svarede han bagvendt, som det fremgår af citatet.

Jeg kunne ikke stramme det mere, end som det fremgår her. Men jeg er nu ikke i tvivl om, at fagbevægelsen i et eller andet omfang vil yde mere støtte til S i fremtiden.

Mht din analyse hvorvidt kandidater kan have stor nytte af doorbelling i relation til personlige stemmetal, så kan jeg naturligvis kun erklære mig 100 pct. enig.

@Jarl Cordua
»2007 blev lavpunktet for os. Af partiregnskaberne fremgår det, at VK i 2007 tilsammen indsamlede 34 mil. kr. hos private støtter, mens S til sammenligning kun fik to en halv mill. kr. ind. De fleste har været rystet over forskellen, så mulighederne for at få støtte bliver formentlig bedre, selv om det ikke skaber balance. Derfor forsøger vi at få private til at bidrage til vores valgkamp,« siger Midtiby og antyder dermed, at flere fagforbund overvejer igen at åbne for partistøtte.

Når Midtiby i citatet siger “private”, læser jeg privatpersoner, og ikke fagforbund. Socialdemokratiet oprettede, under Lykketofts formandsperiode, såkaldte “velfærdsaktier”, hvor partiets medlemmer kunne give et ekstraordinært bidrag udover kontingentet. Antydede Midtiby på andre måder i dit interview, at fagforbund overvejede at øge/åbne for direkte økonomisk støtte til Socialdemokratiet?

Jeg har respekt for, at du i Information har et begrænset antal ord til rådighed, men jeg synes alligevel du overser et væsentligt aspekt af “doorbelling”-kampagneformen. Ét er at bruge den til at overbevise om at stemme på et parti fremfor et andet eller at forsøge at få folk, der ellers ikke ville stemme, til at stemme. Noget andet er at overbevise de, der allerede stemmer på et givent parti, til at stemme på en bestemt kandidat fra dette parti. Her tror jeg “doorbelling” er helt anderledes effektivt, når man så at sige “prædiker til de allerede omvendte”, og blot ønsker deres kryds et specielt sted på listen.

Helt uvidenskabeligt synes jeg også at jeg ud fra de personlige stemmetal ved kommunalvalget her i Århus kan se, at de mest aktive kandidater er dem der har fået flest personlige stemmer.

Det er naturligvis særligt ved kommunalvalg, at de personlige stemmer kan være afgørende. I en by som Århus, med 240.000 vælgere og ved dette valg 155.000 der stemte, skulle der ved de sidste tre kommunalvalg blot små 400 stemmer til at komme ind på Socialdemokratiets liste (dvs. 0,25 % af dem der stemmer).

I mange større provinsbyer forholder det sig nogenlunde på samme måde, fordi der typisk er en borgmester(kandidat) der får mange personlige stemmer, og dermed gør listens yderste mandat(er) meget “billige”.

Med en sådan begrænset målsætning, og en tidlig indikation af, at Venstres nationale partiapparats indsats i kommunalvalgkampen blev begrænset, er opgørelsen fra Mediawatch (http://mediawatch.dk/content/top-20-bannerannoncoerer-i-november-2009) vel ikke så underlig endda?

Socialdemokraterne og særligt SF så ved kommunalvalget nok en mulighed for at hente et resultat, der kunne skabe et skifte i politisk stemning (der vist mildest talt kan siges at være udeblevet). Derfor havde begge partier – tilsyneladende særligt SF – et meget stærkt nationalt indslag i deres valgkampe, og begge partier satsede meget i landets største byer (modsat Venstre).

Det koster væsentligt mere at komme ud til alle (eller strategisk udvalgte) vælgere i København og Århus via internetannoncering, end det koster at ramme dem i mindre kommuner og byer.

Et andet forhold kan være det, at Venstre (og Konservative) netop har lagt an til en mere lokal kampagne, og at det derfor i højere grad end hos de mere centraliserede kampagner hos SF og Socialdemokratiet har været de lokale kandidater og partikasser (gennem bidrag fra det lokale erhvervsliv). Det kunne være interessant at vide, om Mediawatch opgør et sådant annonceforbrug særskilt eller under Venstre.