« Karen Ellemanns udviste mangel på politisk tæft får næppe konsekvenser | Forside | Alletiders spinfilm I: “Power” »
Konservative i regering og opposition på samme tid
Af Jarl Cordua | 15. januar 2010
De konservative udfordrer for tiden VKO-sammenholdet i en grad, som det ikke er set længe. I en lang række sager har K undsagt Venstre. Senest har den konservative leder Lene Espersen insisteret på at diskutere efterlønnens afskaffelse i kølvandet på et radikalt udspil, der kom for en uge siden. Det kan de vælgere, der bekymrer sig om rigets økonomiske fremtid, kun bifalde.
Måske kommer Espersens markeringstrang efter at have foretaget denne kolde analyse:
Når nu de radikale – som skal levere de sidste mandater for at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister – vil afskaffe efterlønnen, så kan vi jo også markere os på det felt hos borgerlige vælgere, uden at den borgerlige regerings eksistens trues af skræmte vælgere, der måtte rende i modsat retning. Vælger disse vælgere i stedet at gå til rød blok, så ville de vel skulle forholde sig til de radikale med de samme synspunkter til efterlønnen? Og i øvrigt, så er både DF og Venstre jo en garanti for, at intet sker på den front. Til gengæld fremstår de konservative som de reformivrige i forhold til den borgerlige vælgerbase – formentlig ca. 30 procent, der gerne ser forandringer.
Hvornår har man før set en lignende situation? Rigtigt. Den borgerlige regering i 1980’erne. Og især i årene efter 1987, hvor Venstres daværende næstformand skatteminister Anders Fogh Rasmussen erklærede, at Venstre var både i regering og i opposition på samme tid.
Dengang var de konservative ministre rasende over udtalelsen og holdningen, som de opfattede som dybt illoyal. Det var vist ved den lejlighed, at en stærkt fortørnet konservativ skatteminister Isi Foighel (der ifølge min afdøde svigerfar, der gik i skole med ham, hed ”Jørgen” i sin ungdom) fik talt ud om sine frustrationer over venstrefolkene henover K-ministrenes traditionelle fredagsdrinks. (Måske blev der endda sagt: Take it easy, Isi?) Vi ved dog, at Foighel blev mødt af trøstende ord fra den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen: Du skal ikke bære nag, men husk navnene!
Rollerne er tilsyneladende byttet om her i ti’erne. En selvbevidst Lene Espersen vil ikke finde sig i at være en noksagt ligesom Bendt Bendtsen, der frem til valget 07 på alle områder nærmest blev kørt over Anders Fogh Rasmussen. (Det skal dog siges, at det var Bendtsens fortjeneste, at der faktisk kom, noget der minder om skattelettelser på arbejdsindkomst, mens Venstres skatteminister Kristian Jensen så kan tage æren for multimedieskatten..)
Hvad kan Løkke gøre? Under Fogh fandt Bendtsen sig i at gå stille med dørene, men fik til gengæld pæn indflydelse i det daglige. Det opdagede vælgerne bare ikke. Espersen har valgt en anden strategi. Hun vil hellere lave larm end have indflydelse, for det er der simpelthen flere vælgere i. Det kan hun også tillade sig, nu, hvor krybben alligevel er tom, men det risikerer at gå ud over forholdet mellem V og K.
I Venstre er der dog en vis forståelse for, at de konservative får en mandatmæssig fremgang under partiets nye leder – også på bekostning af Venstre. Blot så længe at det ikke går ud over regeringens muligheder for at generobre magten ved næste valg. Derfor må der også være en grænse for, hvor langt Espersen kan udstille en intern uenighed i regeringen.
For dermed udfordrer Espersen også Løkkes autoritet, og – selvom at hun har sagligheden på sin side – så er det heller ikke i hendes interesse, at statsministeren fremstår som en, der ikke har styr på butikken. De første røster i pressen er allerede ude med analyser i stil med, at Løkke ”mangler at træde i karakter,” og ”dette ville aldrig være sket under Fogh”. Havde Løkke i stedet frontalt pandet alle diskussioner ned med en forhammer, så var han utvivlsomt blevet kritiseret for at være både ”udemokratisk”, ”egenrådig” og ”diktatorisk”, som jo var en kritik, man med rette kun rette mod hans forgænger.
Løkke er ikke desto mindre presset til at lukke diskussionerne om efterløn, vejafgifter, madpakker mv. ned i dag, når han møder pressen efter regeringsseminaret på Havreholm. Hvis ikke regeringen fremstår nogenlunde fasttømret og enig, så vil spekulationerne om Løkkes manglende autoritet fortsætte. Derfor forventer jeg, at de konservative – uden at de taber ansigt – på en eller anden måde retter ind. I hvert fald for en tid.
Løkke kunne passende vise omverdenen, hvem der bestemmer ved hurtigt i næste uge, at sætte sit helt eget ministerhold med så markante udskiftninger, at ingen længere er i den mindste tvivl om, hvem der bestemmer.
Update: Som ventet fremstod V og K ganske enige på pressemødet. Al snak om reformer var væk. Nu handler det om at gøre noget ved gælden, forstod man på Løkke og Lene. Det betyder stop for væksten i det offentlige blandt andet i kommunerne i de næste tre år. Det tema har K været de første til at sætte på dagsordnen, så det kan man vælge at sige, var en form for indrømmelse til partiet.
I øvrigt så tyder alt på, at Løkke med sit nye “bedemandsansigt” nu vil begynde at “prime” en krise-dagsorden, der skal forberede danskerne på at betale “regningen efter krisen”. Danskerne skal tunes ind på krisebevidsthed, så de genvælger den “ansvarlige regering”, når valget kommer. Vi får se om det lykkes.
Emner: | 19 kommentarer »
15. januar 2010 kl. 14:16
Hej Jarl. Synes lidt du forbigår, at intet regeringsparti jo er lykkes med at foretage et hamskifte og et spring op i meningsmålingerne, mens de sad i regering. Det er nærmest kun sket for partier i opposition såsom K i slutningen af 70’erne, S i start-90′erne, V medio til slut 90’erne og SF i sidste halvdel af 00’erne. Det kan godt være, at der er et vælgerpotentiale på 30 %, som deler forandringsdagsordenen. Men historisk er der ikke noget som taler for, at det muligt at tredoble sin vælgertilslutning, mens man sidder i regering. Din analyse vel egentlig kun, hvis præmissen er, at Espersen har opgivet VK-regeringen til fordel for K-fremgang de næste mange år. Og så kan man jo diskutere derfra hvor vidt det er klogt eller ej.
15. januar 2010 kl. 14:20
Som altid jo kvalificeret analyse. Kunne du ikke berøre, hvad du tror, DF gør i denne sammenhæng? De var der jo ikke i 80erne, men har i denne regerings tid præsteret at vælte en C-minister (Brafoed) i sin tid.
Tror du de kan/vil leve med Cs adfærd? Hvad er dit bud?
15. januar 2010 kl. 14:20
Hvordan spiller “rødvinsreform” og opfordring til øget privat forbrug sammen med krise-dagsorden?
15. januar 2010 kl. 14:20
1. Du har da indlysende ret i, at regeringsansvaret slider. Ingen diskussion om det.
Jeg tror Espersen har set en mulighed for at profilere sig selv og sit parti og udnyttet den. Når Løkke så på det interne møde på Havreholm så har sagt, at nu stopper det, så er hun holdt inde med det. Længere er den vist ikke. At the end of the day, vil hun allerhelst sidde med i en regering.
15. januar 2010 kl. 14:24
2. Jeg tror DF vil straffe K ved første givne lejlighed
3. Ja. Det er lige netop det argument, som vil være oppositionens modsvar.
15. januar 2010 kl. 14:47
Enig i analysen – jeg ser dog en væsentlig forskel på V i 80′erne og C nu.
Hele “oppsition mens vi er i regering” byggede så vidt jeg husker på, at primært Ander Fogh (som næstformand) profilere V og var oppositionen – mens Uffe (som formand) forsvarede regeringen eller sagde, at det Anders Fogh sagde ikke var regerings linje….uden det dog fik konsekvenser for Fogh.
I den nuværende situation er det Lene E der kører frem med synspunkter der er i strid med regerings og hende der må på tilbagetog bagefter. Hvorfor har C ikke en “nummer 2″ der går ud med reform-meldingerne, mens Lene E holder sin ryg fri?
vh
Anders K
15. januar 2010 kl. 14:59
6. Jeg er meget enig i de to forskelle på situationen dengang og nu.
Ja, hvorfor har Lene ikke en nr.2? Man kan måske sige, at allerede dengang var Fogh en markant politiker med gennemslagskraft i medierne.
Måske er (medie)situationen i dag sådan, at kun når Lene E råber op, så trænger budskaberne igennem. Der er ikke nogen nr. 2 hos K. Den eneste, der måske kunne bruges i denne situation er Henriette Kjær, men hun sidder jo ikke i regeringen.
15. januar 2010 kl. 15:40
2.
Det er vist inge tvivl om DF snarest planlægger et lille grillparty med en Konservativ skinke.
Desværre er det jo de konservative som har ret og i øjeblikket svigtes af deres regeringsmakker som burde stå for en ansvarlig økonomisk politik.
DF har vanen tro været ude og melde at nu er efterlønne fredet og selvfølgelig tvivler man fra DF side på at man kan holde nul vækst i den offentlige sektor – så den uansvarlighed VKo har stået for de sidste 8 år fortsætter.
Som borgerlig vælger kan man kun håbe på et lyn valg hvor temaet bliver ansvarlighed – i det tilfælde vil oppositionen og DF tabe stort.
15. januar 2010 kl. 16:25
8. Arh, jeg ved nu ikke om en VK regering vil stå sig særlig godt ved at komme ud med et lyn valg, hvor hovedemnet er økonomisk ansvarlighed, underforstået reformer af dagpenge systemet og efterlønnen. Vi kan hurtigt blive enige om at det ville være tiltrængt om der kom reformer, men det vil ikke være det man går til valg på. Danskerne stemmer ikke på en regering som lover økonomiske pisk, da særligt ikke i krisetider, hvor det sidste folk gider blive konfronteret med er yderligere utryghed.
Hvis der kommer et valg snart (hvilket jeg tvivler på) så vil man nok endnu engang forsøge sig med den gamle plade, hvor man forsikrer, at der er ro på de lange linjer økonomisk, regeringen kommer ikke som en tyv om natten og stjæler dine penge og man vil køre på den stramme udlændingepolitik, den faste retspolitik og en mere effektiv offentlig sektor hvor man får mere for pengene end de ødsle socialister. Man vil naturligvis også køre på (som sædvanlig) at oppositionen ikke kan blive enig om noget som helst og dermed er utroværdig. Det er fint at S/SF snakker om at fastholde skattestoppet overordnet, men kan man regne med det når de alligevel vil hæve skatten for de rigeste? Kan man regne med at de vil fastholde den stramme udlændingepolitik når de i fremtiden skal lave forlig med de radikale og enhedslisten for at tælle til 90? Altså alle de sædvanlige temaer, tilsat en kampagne mod SF, hvor man forsøger at så tvivl om partiets troværdighed – det er meget fint de har ændret toner det sidste år eller to og er kommet ind mod midten. Men kan man nu også regne med, at det holder efter et valg, er de ikke bare nogen røde hunde, der vil stjæle dine penge om natten, for at fodre en stor ineffektiv offentlig sektor?
Business as usual.
Hvis man så vinder et valg, vil man have frie hænder til at kunne lave nødvendige stramninger, hvis man altså kan overtale DF. Og det uden at skulle møde vælgernes dom de næste fire år, og på det tidspunkt har de nok glemt det og fokuserer på noget andet. Altså lidt den samme model som SR regeringen valgte i 98 da man udskrev valg, garanterede at der ikke kom stramninger, og derefter ændrede på efterlønnen og smed pinsepakken i hovedet på vælgerne. Nuvel det gik ikke voldsomt godt i 98 og de blev væltet i 01 af Fogh, men det er næsten den eneste model regeringen kan ty til, de vinder i hvert fald intet ved at gå ud nu og love at de vil sparke folk i skridtet efter et valg.
7. Kunne man ikke lade Brian Mikkelsen komme ud med de mere bastante meldinger i pressen? Han er en senior minister og han var da vældig glad for at komme med diverse signalpolitiske meldinger da han sad i Kulturministeriet. Alternativt kunne man vel i ministerrokaden lade Per Stig Møller blive kulturminister, og derfra udspy konservativ oppositionspolitik mens man er i regering? Eller Henriette Kjær, som du selv påpeger. Hun bliver jo sandsynligvis minister i en kommende rokade.
15. januar 2010 kl. 16:59
9. Er det du taler for ikke det der giver politiker lede i en sådan grad at man får kvalme i svær grad?
Hvis politikerne nu tog vælgerne alvorligt og forklarede verdens tilstand og hvad man agtede at gør ved det, så kan man tage dem seriøst i øjeblikket behandler de befolkningen som børn og tager fuldstændigt groteske risici med det land de er sat til at forvalte.
Din tiltro til Claus Hjort Frederiksens politik er rigtig og at man aldrig må fortælle vælgere om virkeligheden er beskæmmende og direkte ansvarsforflygtigende.
Kan man virkelig ikke forestille sig et valg hvor man går ud med de opnåede resultater og fortøller hvordan man kommer videre herfra – blandt børnene af 68 gernerationen finder man et flertal som støtter efterlønnens fjernelse.
15. januar 2010 kl. 19:37
10. Det er da rart at du er optimist. Jeg er nok blevet en gammel, kynisk sortseer med tiden, hvad angår politikernes mod til at gå forrest og udstikke kursen. For mig at se handler det om at sidde fast på taburetten med hvad deraf følger af interesse for meningsmålinger og fokusgrupper. Det er ganske enkelt nemmere at lodde folkestemningen og følge den, end det er at udstikke kursen og gå forrest, som politikere rettelig burde. Jeg håber da du har ret, men jeg er parat til at satse ret stort på at du tager fejl.
Hvis du er i tvivl om hvorvidt jeg har ret, så prøv at tænke tilbage på da den her regering sidst havde ideer om at skære i dagpenge perioden. Det blev skudt eftertrykkeligt ned, ikke kun af DF, men også af vælgerne i form af negative meningsmålinger. Tænk på da skattekommissionen kom med sit udspil og hvor en del af finansieringen var at man nedsatte rentefradraget på boliger. Det blev skudt ned med det samme – ikke kun af DF, men bestemt også af vælgerne. Eller tænk på regeringens spritnye multimedieskat, det er en forholdsvis lille beskatning, et greb i lommen for de fleste, og alligevel møder den massiv modstand. De fleste danskeres forhold til økonomi er groft sagt: skatten skal holdes i ro, helst sænkes. Vi skal have den samme velfærd som hidtil, helst bedre. Og HVIS der endelig skal være en regning, så skal JEG i hvert fald ikke betale den. Det er muligt, jeg tænker for lidt om det altovervejende flertal af vælgerne. Lad os håbe det.
15. januar 2010 kl. 22:51
9 og 11 Jeg tager givet fejl og du har sikkert ret, men jeg mener at man skal opponere mod denne spin accept der hersker og Claus Hjort Frederiksens politik syn – det er som at acceptere moralen fra bilsælgere er det vi skal satræbe mod, frem for et højere etisk kodeks – jeg er utroligt skuffet over VK regeringens evne og vilje til at føre en bare acceptabel borgerlig politik, men VK har accepteret at være pedel i et socialdemokratisk projekt i de sidste 8 år. Hvilket i min optik er desideret skadeligt for samfundet.
16. januar 2010 kl. 11:15
Jarl hvad med Løkkes udmelding om at der ikke kommer en rokade, at regeringsholdet som det er nu, også er det der vil møde vælgerne ved valget i ‘11?
Selvom det sagtens kan være en afart af udsagnet ‘jeg er ikke kandidat til nogen post’, ville det så ikke være farligt at melde så klart ud, for derefter at lave en rokade?
Og kunne der ikke være en idé i at undlade rokaden? Kan den gennemsnitlige midtervælger på valgdagen huske om Løkke har ’sat sit eget hold’, eller vil man måske gå mere op i om en nyudnævnt minister har hoppet rundt i et spinatbed – som er den latente risiko hver gang man udnævner en ny minister. Man kunne jo hive Karen Ellemann, Carina Christensen og Birthe Rønn frem, som eksempler på ministre der umiddelbart efter deres udnævnelse fandt den nærmest skål spinat at danse stepdans i. 2 af dem gør det fortsat.
Er det så ikke næsten bedre bare at holde ro på de indre linjer, og forsøge at få sat sig igennem som leder, få styr på tropperne?
vh
Flemming K
16. januar 2010 kl. 11:33
Som flere andre har jeg svært ved at se, at det er muligt for LLR at sætte en ny dagsorden, o.s.v., på nuværende tidspunkt. Nu har vi i mere end et år hørt om, at der var en orkan af nye, innovative udspil på vej, og vi har set nul og niks. Vi har lige så længe hørt, at han ville sætte et nyt og yngre hold–og det har vi reelt heller ikke set. Det ville virke nærmest panikagtigt og useriøst at skulle til at genopfinde/relancere sig selv nu.
Løbet er kørt.
16. januar 2010 kl. 11:39
@Flemming K, 13
En kattelem for Løkke er vel, hvis han kan overtale en/flere ministre til at sige op?
16. januar 2010 kl. 14:30
Hvis Løkke virkeligt ønsker at lave en rokade i løbet af vinteren/foråret er hans seneste udtalelser så ikke en tand for bastante og kategoriske.
Såfremt han laver rokaden har han jo modsagt sig selv, og alle medier vil køre rundt i citater. Selvom alle kommentatorer forstår spillet, og sikkert også mange vælgere, så ser det jo stadig latterligt ud og tager sig utroværdigt ud.
Kunne han ikke have fundet en mere elegant måde at snakke sig rundt om rokade-spørgsmålene ??
Eller er sagen bare den at han ikke ønsker at lave en rokade ??
16. januar 2010 kl. 19:04
“En selvbevidst Lene Espersen vil ikke finde sig i…”
I mine øjne er hun ikke selvbevidst, hun virker totalt desperat og agerer fuldstændigt irrationelt i et forsøg på at profilere sig selv, uanset om det så betyder, at hun trækker hele regeringen med ned.
PC har jo helt ret når han konkluderer, at alt det her ævl og kævl betyder at vælgerne flygter fra VK.
17. januar 2010 kl. 22:49
Det er fint at de Konservative og Lene har lidt kant, og jeg så Claus Hjort i Mogensen og Kristiansen, der lød det til han gav Lene ret i de bekymringer hun havde, dog uden på nogen måde at være konkret overfor hvad der skulle ske.
Jeg tror det vil blive hårdt for K hvis Lene bliver udenrigsminister. Da Uffe Ellemann var det, havde Venstre ministre hjemme, Anders Fogh og Bertel Haarder der er stærke debatører, som kunne have kant samtidig med de var loyale overfor regeringen.
Jeg kan ikke se hvem der skulle være den “stærke 2′er” hos Konservative. Connie kunne have været det, men hun er EU-kommisær nu.
Mulige kandidater:
Brian Mikkelsen – god som kulturminister synes jeg, men har virket famlende gennem hele sin tid som justitsminister.
Lars Barfoed – en af de ministre der virker mest driftsikre, men har mistet en masse autoritet efter den kniv DF satte i hans ryg.
Per Stig Møller – har været god udenrigsminster, men var partileder engang og røg ud fordi han var kedelig at høre på og slet ikke kunne skaffe stemmer.
Jakob Axel og Carina Christensen har også været famlende som ministre og skal være glade hvis de overlever en rokade, og nu bliver Mike Legarth nævnt som ministerkandidat, han virker slet ikke skarp i debatter og bliver i bedste fald en usynlig minister som Flemming Hansen.
Henriette Kjær er nok det bedste bud, men hun var også minister der måtte trække sig efter en uheldig sag. Så en stærk 2′er kræver næsten at Mads Lebech vender tilbage til politik…
Jeg synes ikke Lene er kommet godt fra start som K-leder, men når jeg ser på de andre i partiet sidder hun meget sikkert, da der ikke rigtig er konkurrence. Og hun har desperat kastet sig ind i sager hun ikke har vundet meget på.
Men jeg kan jo håbe jeg tager fejl, der var jo heller ingen der forventede sig meget af Poul Schlüter i sin tid.
18. januar 2010 kl. 10:03
@ 18
Enig i, at det bliver hårdt for Lene E at være udenrigsminister og samtidig holde den hjemlige gryde i kog.
Faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor hun har forelsket så meget i udenrigsministeriet. Hun vil få mange rejsedage og derfor mindre tid hjemme. Når man tænker på Per Stig, så er han en populær minister – men han er ikke ret langt fremme i medierne og der er få sager at profilere sig på. En af grundene til ministerens popularitet er muligvis at der er nogenlunde enighed om udenrigspolitikken (bortset fra Irak).
Hvis C har hede drømme om, at Lene E skal lave en “Uffe” – så bør de huske på, at Uffe dels var igennem fodnote tiden (og derfor var i medierne) og dels var han udenrigsminister ved murens fald og derfor blev ministeriet centralt på en god måde. Og det var – så vidt jeg husker – først fra slut 80′erne og i starten af 90′erne Uffe rigtig fik fremgang til V.
Jeg ser ikke de samme positive sager, som Lene E kan øge sin popularitet på idag….
vh
Anders K