Enig i, at det bliver hårdt for Lene E at være udenrigsminister og samtidig holde den hjemlige gryde i kog.

Faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor hun har forelsket så meget i udenrigsministeriet. Hun vil få mange rejsedage og derfor mindre tid hjemme. Når man tænker på Per Stig, så er han en populær minister – men han er ikke ret langt fremme i medierne og der er få sager at profilere sig på. En af grundene til ministerens popularitet er muligvis at der er nogenlunde enighed om udenrigspolitikken (bortset fra Irak).

Hvis C har hede drømme om, at Lene E skal lave en “Uffe” – så bør de huske på, at Uffe dels var igennem fodnote tiden (og derfor var i medierne) og dels var han udenrigsminister ved murens fald og derfor blev ministeriet centralt på en god måde. Og det var – så vidt jeg husker – først fra slut 80′erne og i starten af 90′erne Uffe rigtig fik fremgang til V.

Jeg ser ikke de samme positive sager, som Lene E kan øge sin popularitet på idag….

vh
Anders K

Jeg tror det vil blive hårdt for K hvis Lene bliver udenrigsminister. Da Uffe Ellemann var det, havde Venstre ministre hjemme, Anders Fogh og Bertel Haarder der er stærke debatører, som kunne have kant samtidig med de var loyale overfor regeringen.

Jeg kan ikke se hvem der skulle være den “stærke 2′er” hos Konservative. Connie kunne have været det, men hun er EU-kommisær nu.

Mulige kandidater:
Brian Mikkelsen – god som kulturminister synes jeg, men har virket famlende gennem hele sin tid som justitsminister.
Lars Barfoed – en af de ministre der virker mest driftsikre, men har mistet en masse autoritet efter den kniv DF satte i hans ryg.
Per Stig Møller – har været god udenrigsminster, men var partileder engang og røg ud fordi han var kedelig at høre på og slet ikke kunne skaffe stemmer.
Jakob Axel og Carina Christensen har også været famlende som ministre og skal være glade hvis de overlever en rokade, og nu bliver Mike Legarth nævnt som ministerkandidat, han virker slet ikke skarp i debatter og bliver i bedste fald en usynlig minister som Flemming Hansen.
Henriette Kjær er nok det bedste bud, men hun var også minister der måtte trække sig efter en uheldig sag. Så en stærk 2′er kræver næsten at Mads Lebech vender tilbage til politik…

Jeg synes ikke Lene er kommet godt fra start som K-leder, men når jeg ser på de andre i partiet sidder hun meget sikkert, da der ikke rigtig er konkurrence. Og hun har desperat kastet sig ind i sager hun ikke har vundet meget på.

Men jeg kan jo håbe jeg tager fejl, der var jo heller ingen der forventede sig meget af Poul Schlüter i sin tid.

I mine øjne er hun ikke selvbevidst, hun virker totalt desperat og agerer fuldstændigt irrationelt i et forsøg på at profilere sig selv, uanset om det så betyder, at hun trækker hele regeringen med ned.

PC har jo helt ret når han konkluderer, at alt det her ævl og kævl betyder at vælgerne flygter fra VK.

Kunne han ikke have fundet en mere elegant måde at snakke sig rundt om rokade-spørgsmålene ??
Eller er sagen bare den at han ikke ønsker at lave en rokade ??

Løbet er kørt.

Selvom det sagtens kan være en afart af udsagnet ‘jeg er ikke kandidat til nogen post’, ville det så ikke være farligt at melde så klart ud, for derefter at lave en rokade?

Og kunne der ikke være en idé i at undlade rokaden? Kan den gennemsnitlige midtervælger på valgdagen huske om Løkke har ‘sat sit eget hold’, eller vil man måske gå mere op i om en nyudnævnt minister har hoppet rundt i et spinatbed – som er den latente risiko hver gang man udnævner en ny minister. Man kunne jo hive Karen Ellemann, Carina Christensen og Birthe Rønn frem, som eksempler på ministre der umiddelbart efter deres udnævnelse fandt den nærmest skål spinat at danse stepdans i. 2 af dem gør det fortsat.
Er det så ikke næsten bedre bare at holde ro på de indre linjer, og forsøge at få sat sig igennem som leder, få styr på tropperne?

vh
Flemming K

Hvis du er i tvivl om hvorvidt jeg har ret, så prøv at tænke tilbage på da den her regering sidst havde ideer om at skære i dagpenge perioden. Det blev skudt eftertrykkeligt ned, ikke kun af DF, men også af vælgerne i form af negative meningsmålinger. Tænk på da skattekommissionen kom med sit udspil og hvor en del af finansieringen var at man nedsatte rentefradraget på boliger. Det blev skudt ned med det samme – ikke kun af DF, men bestemt også af vælgerne. Eller tænk på regeringens spritnye multimedieskat, det er en forholdsvis lille beskatning, et greb i lommen for de fleste, og alligevel møder den massiv modstand. De fleste danskeres forhold til økonomi er groft sagt: skatten skal holdes i ro, helst sænkes. Vi skal have den samme velfærd som hidtil, helst bedre. Og HVIS der endelig skal være en regning, så skal JEG i hvert fald ikke betale den. Det er muligt, jeg tænker for lidt om det altovervejende flertal af vælgerne. Lad os håbe det.

Hvis politikerne nu tog vælgerne alvorligt og forklarede verdens tilstand og hvad man agtede at gør ved det, så kan man tage dem seriøst i øjeblikket behandler de befolkningen som børn og tager fuldstændigt groteske risici med det land de er sat til at forvalte.

Din tiltro til Claus Hjort Frederiksens politik er rigtig og at man aldrig må fortælle vælgere om virkeligheden er beskæmmende og direkte ansvarsforflygtigende.

Kan man virkelig ikke forestille sig et valg hvor man går ud med de opnåede resultater og fortøller hvordan man kommer videre herfra – blandt børnene af 68 gernerationen finder man et flertal som støtter efterlønnens fjernelse.