Jeg synes, at det virker helt barokt og kortsigtet, når du vurderer Nyrup kontra Foghs virke på valget i 2001. Der er da ikke andre tidligere statsministre, hvor magtskiftets form spiller en væsentlig rolle i vores vurdering. Selv om vi fx husker Tamil-sagen, er det da primært den økonomiske politik vi husker Schlüter for. Men måske har du ikke noget fordelagtigt at sige om Foghs politik? Jeg synes personligt, at man enten må have en meget dårlig hukommelse eller en aparte prioritering for at mene, at Fogh på nogen måde kan måle sig med Nyrup. Da Nyrup blev statsminister havde landet 300 000 arbejdsløse og kroniske underskud på både offentlige udgifter og betalingsbalancen. Da han blev væltet var arbejdsløsheden mere end halveret og både betalingsbalance og offentlige udgifter var i solide plus. Danmark var forvandlet fra et taberland til et vinderland. Fundamentet blev lagt under Schlüter, men Nyrups liberale politik og hans evne til at overtale fagbevægelsen spillede en væsentlig rolle. Der er da ingen tvivl om, at Fogh var uovertruffen til det politiske spil, men når den førte politik skal vurderes på den lange bane når han på ingen måde i nærheden af Nyrup.

Første gang: ser at objektet for dagens pøbelforargelse er at nationalbanksledelsen har spist dyre middage.

Anden gang: ser at Tina Nedergaard har været først på aftrækkeren med den populistike forargelse.

Tredje gang: ser at alle er med på vognen.

Spørgsmål: Hvorfor holder de ikke deres kæft? Vil det for Jarls blog ikke være en sjov og oplysningsrig feature med en rangordning af folketingsmedlemmer på et populismometer?

Der gives point på en systematisk måde ud fra antallet af minutter fra EB’s leder lægges på nettet til politikeren siger “det er for dårligt”, “forbud” eller andet pis.

Jeg må sætte Fogh klart højere end Nyrup. Det er klart at på økonomi og reformer var Nyrup en af de bedre socialdemokrater og Fogh stod for en skuffende borgerlig regering. Men der er også så meget andet. Nyrup bliver af flere historikere anset som en administrator, der var god med økonomi, men politisk fik han ikke gjort så meget væsen af sig. Jelved kørte meget rundt med ham, og da der begyndte at komme problemer med udlændinge, skete der ikke så meget, selvom han udnævnte først Thorkild Simonsen og senere Karen Jespersen som indenrigsministre, der begge ønskede stramninger. Men de Radikale og venstrefløjen i hans eget parti handlingslammede ham, og der skete ikke så meget. En mere stålsat statsminister kunne godt have trumfet det igennem tror jeg. At mange mest husker Nyrup for cykelhjelmen, synes jeg siger noget om hans manglende resultater.

Fogh må være lavet af teflon, han var først en del af Venstres venstrefløj med ØD i 70′erne. Han støttede så aldrig de socialdemokratiske ØD-planer, da de mente det var fagbevægelsen der skulle fordele pengene. I 80′erne var Fogh så den liberale skatteminister der var i regering og opposition på samme tid, som sluttede med en liberal bog han skrev efter en uheldig afgang, og da han så blev formand, var han pludselig den der forsvarede velfærdsstaten. Alligevel havde han et image som troværdig og som om man vidste hvor man havde ham.

Men Fogh har udrettet ting politisk. Ført os ud i to krige, den ene meget kontroversiel og udenom FN, og slap meget billigt i forhold til hans kolleger i USA, UK og Australien. Hans opgør med smagsdommerne tror jeg er meget undervurderet. I dag kan man nærmest ikke stille sig op som uvildig ekspert om politiske forhold. Alle kan man sige imod, før det var der en slags holdningselite, for eksempel Morten Kjærum fra Center fra Menneskerettigheder, der før 2001-valget sagde at man ikke kunne stramme udlændingepolitikken mere uden at krænke menneskerettighederne. Fogh fik også ændret hele den kommunale struktur. Og i den offentlige debat var han dominerende og virkede altid et skridt foran oppositionen. Så kan man være enig eller uenig med Fogh, men han fik udrettet en del, og flertallet accepterede hans ændringer og straffede ham ikke ved to valg.

At Fogh gjorde for lidt ved det økonomiske, var nok en benhård kalkyle at han ikke ville foreslå noget der var umuligt at gennemføre, og muligvis kunne gå ud over hans troværdighed. Henrik Qvortrup har flere gange påpeget at det også er vigtigt med de rigtige fjender, når CEPOS og erhvervslivet flere gange har sagt hans politik ikke var tilstrækkelig, kunne han selv stå som manden i midten og de røde kunne ikke kalde ham ultraliberal.

Løkke har jeg svært ved at se blive andet end en overgangsfigur. Fogh og Nyrup overtog magten fra en politisk modstander, og så kunne man lave en del om. Løkke har været en del af de sidste 8 års regering, og kan derfor ikke lave en masse om. Det eneste kunne være økonomiske reformer, som pilen påpeger kunne gøre ham til en borgerlig helt hvis han gjorde noget ved. Men jeg tror desværre DF er imod, eller vil kræve en pris Løkke ikke kan betale. Men håber da han overrasker mig positivt.

Som jeg ser det vil Løkkes evt. lussing ved et kommende valg også kaste et dårligt lys på Foghs sidste regeringsperiode – med mindre han seriøst får distanceret sig fra den politik Løkke fører… Hvilket så først kan gøres efter et valg, hvis ikke Fogh skal fremstå som manden med kniven.

vh
Flemming

Jeg har i.f.m. små citat-quiz’er i min undervisning tit brugt præcist dét citat, samt uddrag af Per Stig Møllers hyldest til maoismen, mens han var landsformand for KG, som eksempler. Typisk gætter de studerende på, at passagerne stammer fra Svend Auken, Mogens Lykketoft eller Frank Aaen …