Kategorier

Farvel til borgerlige borgmestre i København

Den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen har får uventet hjælp fra VK-regeringen. Takket være et forslag i VK-regeringen arbejdsgrundlag kører Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev formentlig på sin sidste periode som borgmester i København. Det bliver konsekvensen af, at et bredt flertal i Folketinget må forventes at afskaffe den hidtidige særlige styreform i København (og andre store byer), hvor mindretallets partier også får andel i borgmesterposterne (eller rådmandsposterne).

Læs hele min analyse her, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

29 kommentarer til “Farvel til borgerlige borgmestre i København”

Mon ikke regeringen også har tænkt på at man ved et eventuelt valgnederlag har nogen kanoner man kan bruge til at skyde med i de store byer og som har gode chancer mod navnlig Frank Jensen.

Der vil være mere attraktivt hvis magistratformen afskaffes

Nikolaj Wammen vil være mindre tilbøjlig til at forlade Ã…rhus til fordel for en ministerpost og han er sikkert den socialdemokrat som mange borgerlige frygter mest på den lange bane.

At han kunne slå en populær borgmester som Louise Gade må have skabt respekt hos Venstre.

1. Øh. Helt ærligt, jeg tror nu, at regeringen har tænkt sig at vinde næste valg. De opgiver i hvert fald ikke uden kamp. 🙂

Jeg synes ærligt talt også, at du overvurderer både Louise Gade og dermed også Nicolai Wammens vælgerappel. Gades flotte valg i 01 hang især sammen med Foghs og Venstres kanonvalg (på selvsamme valgdag) og en hel del århusianeres konsekvente FRAVALG af Flemming “Fadøl” Knudsen, som de havde mistet respekten for som borgmester.

Wammen slog i 2009 en meget svag Venstre-kandidat. Det var virkelig a-walk-in-the-park for Wammen og hans velsmurte kampagnemaskine.

Jeg – personligt – tvivler på han har særlige evner på landsplan.

2

Naturligvis gør regeringen det men skulle det mislykkedes har man nogen gode kort at spille med som borgmesteremner i de store byer.

Hvis jeg sad som strateg i V eller K ville jeg tænke lidt over hvem der på sigt skal afløse Thorning og her tror jeg hverken Bødskov eller Sass giver nogen søvnløse nætter medens Wammen sagtens kunne være et emne.
At holde ham i Ã…rhus kunne være en del af overvejelserne bag forslaget.

Han er for mig at se den bedste debattør hos S.

3. “Naturligvis gør regeringen det men skulle det mislykkedes har man nogen gode kort at spille med som borgmesteremner i de store byer.”

Det udsagn mener jeg – rent ud sagt – er noget gedigent fortænkt sludder helt uden mening.

Toppen hos de borgerlige vil naturligvis blive på Christiansborg og forsøge at kæmpe sig tilbage til ministerbænkene. Selvfølgelig! De tænker da ikke på plan B??? Hvorfor dog det?

Det er IKKE attraktivt at stille op som borgerlig borgmester i København. Det var det ikke før. Det bliver det SLET ikke nu, hvis VK-regeringen gennemfører deres planer. Det synes jeg ærligt talt er ret indlysende.

4

Det er muligt at du tilhører dem der mener at København aldrig kan få en borgerlig overborgmester men der er da vist også dem der mener at man bare skal have stjernen før det kan lade sig gøre.

Med den ændrede styreform bliver overborgmesterposten langt mere attraktiv og en Bertel Haarder eller en Søren Pind med mindre hvalpefedt og med ministererfaring vil kunne give Frank en god fight.

Der manglede “kun” 4 mandater i 2001 hvor de borgerlige vælgere blev mobiliseret pgra sammenfaldet med folketingsvalget.

@ 1 og 3: Som Jarl tror jeg også I giver Nicolai Wammen mere kredit end han kan bære i den her forbindelse. Bevares, han er en god og meget populær borgmester, en dreven taktiker og rigtig god i kampagner og i sin styring af de lokale medier. Men, at han ligefrem skulle være en del af overvejelsen bag regeringens forslag om en reform af magistratstyret, er nok at slå et for stort brød op på hans bekostning. Her tror jeg snarere, at Jarl nærmer sig en forklaring med sin teori fra “Bryggebladet” eller også har de bare set lyset og erkendt, at et flertalsstyre er langt at foretrække.

Wammens sejr over Louise Gade vakte helt sikkert stor opmærksomhed i Venstre, men nok i langt højere grad blev det en kilde til irritation – især over Radikale Venstre, der aldrig rigtig er blevet tilgivet af Venstre over fravalget i 2005 af Louise Gade til fordel for Wammen.

Og som Jarl også så rigtig påpeger, var Wammens aktuelle succes i november 2009 baseret på en sympatisk, men svag modkandidat og en Venstre kampagne, der slet ikke kom i gang. Med den valgmaskine S sad på i Ã…rhus kunne selv benævnte Flemming Knudsen blive borgmester (igen). For svag spidskandidat eller ej, så blev Venstre fuldstændig kørt over af en strømlinet og historisk dyr kampagne, hvor Wammen i november 2009 var at finde på flere busskure, husgavle og avissider end Martin Jørgensen har været i den seneste måned.

Wammen er ganske givet – og helt velfortjent – højt på strå i S, men trods det, tror jeg man skal passe på med at overvurdere frygten for ham hos V og K – trods alt.

@2: “Jeg synes ærligt talt også, at du overvurderer både Louise Gade og dermed også Nicolai Wammens vælgerappel…”

Vil lige erindre om at Louise Gade satte Ã…rhusrekord i personlige stemmer i 2005 (43.000) og løftede Venstre i Ã…rhus langt over landsgennemsnittet. Faktisk så meget at hun ene kvinde løftede Venstres landsgennemsnit med 2 procent. Louise var en sjælden stemmemagnet, og det er forståeligt at Venstres ledelse har været meget interesseret i at få hende genaktiveret.

Wammen er flink fyr og en glimrende debattør, kan snakke sort på 100 forskellige måder, og det er selvfølgeligt en styrke som prof. politiker. Men han har haft det nemt siden valget i 2005, og har ry blandt borgmesterkolleger for at være ganske doven og ofte uengageret, når det ikke lige nøjagtigt rammer hans domæne eller kan give positiv presse. Måske derfor at han ikke blev KL-formand?

Min vurdering er, at han vil få svært ved at komme i spil som S-formand, da han ikke er medlem af Folketinget.

6

VK skal jo løbende vurdere hvilke bolde der skal spilles hårdt ift DF og hvilke der ikke skal.

Der er næppe mange af DFs vølgere der synes en reform af styreformen i de store byer er vigtig og havde VK vurderet at det var vigtigt at begrænse den indflydelse S borgmestrene havde ville de utvivlsomt havde kunne få DF med på det.

Det er rigtigt at alt ikke er taktik og at man nogen gange bare bliver klogere efter moden overvejelse men mon ikke de taktiske hensyn jeg har nævnt har spillet ind.

Et borgerligt København er svært at forestille sig. Så vidt jeg husker 2001-valget så stod den 25 – 30 i mandater på Rådhuset i favør for A-F-Ø. Best case. For den fordeling forudsatte at både CD’s ene mandat og de radikales 5 eller 6 gik med den borgerlige blok. Nok var de radikales daværende leder Inger Marie Bruun Vierø tiltalt af tanken om et systemskifte, men med både Bondam og Sareen i gruppen, samt et par uerfarne nyvalgte i gruppen er det mildest talt usandsynligt om det kunne have båret igennem.Benhaddou fra CD havde så vidt jeg husker gode forbindelser til Kramer. Det var tilmed Venstres bedste valg i hovedstaden nogensinde og det er et godt spørgsmål om den succes vil kunne gentages. Hvis man ikke talte midterpartierne med var fordelingen 19 (CVO)- 30 (AFØ).

Det er efter min mening et borgerligt fatamorgana, at København i 2001 var tæt på et politisk systemskifte. Og siden er man kun kommet længere væk.

Når nu den delte adminístrative ledelse af byen, med mindretalsborgmestre afskaffes til fordel for flertalsstyre vil det formodentlig bliver endnu sværere at rekruttere dygtige borgerlige spidskandidater til ørkenvandringer i Københavnsk politik uden platform eller ordentlige arbejdsvilkår.

Jeg tror heller ikke på at forslag fra Ø om mindretalsbeskyttelse og lønnede gruppeformænd og pressemedarbejdere har nogen gang på jorden. Det er sjældent nogen vindersag at kræve flere lønnede poster til politikere. Det er sært, at en borgerlig regering selv underminerer sine muligheder for at positionere sig i de store byer. Jeg synes stadig ikke der er fundet nogen særligt god forklaring på dét.

6. Meget enig.

7. Jo vist var Louise Gade en stemmemagnet i anden omgang – hun udryddede jo K i Ã…rhus – men det var næppe sket, hvis ikke hun ved 05-valget var siddende borgmester. Dermed kan hun bl.a. også takke Fogh og fl. Knudsen i 2001 for at den situation i det hele taget opstod. Ellers helt enig i dine betragtninger.

8. Kaya, ja helt enig.

Indrømmet. Det er ikke jordens bedste forklaring. Jeg prøvede dog det bedste jeg kunne, men heller ikke jeg er overbevist. Jeg forstår faktisk ikke Lars Løkke.

Jeg synes Jarls analyse af Louise Gade er ganske god. Hun blev borgmester i et borgerligt lykketræf af en dygtig venstreleder og en exceptionelt inkompetent socialdemokratisk leder. Ironisk nok tror jeg ikke en borgerlig borgmester i ny og næ ville gøre den store forskel; det er mit indtryk at de fleste vigtige beslutninger alligevel træffes i bred enighed. Jeg håber at de fortsætter med det selv om styreformen skulle ændres.

Personligt synes jeg hun var en god borgmester, men desværre af den forkerte partifarve; Ã…rhus er nu engang en rød højborg. Selv har jeg et lidt ambivalent forhold til Vammen: på  den ene side gør han det okay, og på den anden side er der lidt for meget fløde-DJØF over ham'¦

Jeg er nu ikke sikker på  at Vammen har potentiale til at være socialdemokratisk leder; der er trods alt pokkers til forskel på at være borgmester i trygge Ã…rhus og så partileder på landsplan.

@ Jarl

“Jeg forstår faktisk ikke Lars Løkke.”

Amen!

Det hele startede med at Ritt ville bortforklare sine manglende resultater med magistratsstyret РDER HAR V̠RET AFSKAFFET SIDEN 1998!

Dovne/uduelige journalister bed på limpinden, og siden har det været historien om hvad der foregår i København.

Der er udvalgsstyre i København, hvilket betyder at en dreven poltiker der kan holde sit flertal bag sig, kan få alt det han/ hun vil i alle udvalg. Punktum.

Noget andet er at vi trænger til en hovedstadsreform, f.eks. med en inddeling af København i mindre kommuner eller selvstyrnde enheder, med en større region til at tage sig af planlægning og infrastruktur.

Men det har ikke meget med udvalgstyret på Københavns Rådhus at gøre.

Men det må LLR selv om. Nu tvivler jeg på at den ånd kan puttes tilbage i flasken.

Jarl skriver: “Forklaringen er formentlig den, at især Dansk Folkeparti længe har haft et ønske om at skabe klarhed, desuagtet at det helt umuliggør, at DF i fremtiden får en mindretalsborgmester.”

Givet, at det ser lidt vanskeligt ud nu med den nuværende personsammensætning og at København har en anden landspolitisk synlighed end andre kommuner, men DF er jo allerede “støtteparti” til flere socialdemokratiske borgmestre rundt omkring i landet (Køge, Fredensborg og Odsherred) så det er vel ikke utænkeligt, at hvis en presset socialdemokratisk overborgmester en dag mangler et par mandater, at vedkommende er klar til at tage DF med i en aftale.

Så måske ikke en DF-borgmester om fire år, men længere ude i fremtiden er det da ikke umuligt?

Og så til Spekulanten:
“Min vurdering er, at han vil få svært ved at komme i spil som S-formand, da han ikke er medlem af Folketinget.”

Det mener du alligevel:-)

Undskyld, off topic, men var der nogen der så Jersild Live i går? Blev I ikke harm over de 30 minutters propaganda som venstrefløjen fik lov til at føre. Jersild var jo overhovedet ikke kritisk, og de 4 politikere fik hele tiden lov til at fastslå at skattelettelserne er ufinansieret osv.

/Henning

14. Nøh, overordnet set synes jeg Jersild styrede programmet på en fornuftig og lødig måde. Kritiske spørgsmål blev stillet (fx hvordan S-SF ville finde besparelser, når de ikke ville reformer på efterlønnen) af Jersild, og behændigt undveget af oppositionen. At det var lidt af en gang rød propaganda, kan vel næppe undre, når det er et program, der drejer sig om hvilke forskelle og ligheder der er oppositionspartierne imellem.

Angående påstanden om ufinansierede skattelettelser, tja de er jo under finansierede. Med 13 milliarder i 2010 og henholdsvis 9 milliarder 2011 og 8 milliarder i 12. Hvilket er i den samme periode som regeringen lægger op til ganske store besparelser på de offentlige budgetter. Det er jo en ret åbenlys angrebsflanke for en socialistisk opposition. Det kan man vel næppe fortænke dem i at gøre et stort nummer ud af. Det er vel trods alt deres rolle.

Hvem der er mest løgnagtig på emnet, må jo være op til smag og behag. Regeringspartierne påstår, at skattelettelserne er fuldt finansierede, nærmest fra dag et, mens oppositionen påstår de er underfinansierede til 2019. Begge dele er forkert.

14. meget enig der var omkrig lige så meget tand i det interview som der var i Reimer Bos hede drøm med Rigmor Zobel. Grotesk at journalisterne ikke holder fast i at der ikke er finansiering af oppositionens politik og at der er en strukturel ubalance på 20 mia årligt og de fedter med forslag på tilsammen 3-5 mia. ikke at regeringen er bedre – det er vist kun Liberal alliance og de radikale som vil føre en ansvarlig økonomisk politik.

Beslutningen om en ledelsesreform i de store byer skal vel ikke kun vurderes efter Løkkes mulighed for at fremme egne partifællers interesse. Det kunne jo også være der var et reelt ønske om at styrke beslutningsdygtigheden i storbyerne. For en genvalgt regering med velfærd på tapetet er det jo besværligt, at beslutningsstrukturerne blandt leverandørerne af velfærdsydelser til 850 – 900.000 mennesker er så håbløse.
Der er selvfølgelig rigtigt som Lasse Grosbøll skriver at der er et udvalgsstyre, hvor flertallet bestemmer uanset hvad man kalder det, men i praksis betyder de stående konflikter mellem udvalg og borgmester og der går en enorm inerti i forvaltningen.
Forvaltningen som indstiller sager til udvalget (medlemmer kan selvfølgelig også indstille, men skal der lidt fagligt kød på sagen skal de som regel alligevel en tur omkring forvaltningen) er styret af borgmesteren, og en mindretalsborgmesteren og hans/hendes forvaltning bruger uanede ressourcer på hele de politiske spil omkring sikring af flertal i udvalget. Det giver et lummert taktisk spil, hvor forvaltningens valg af emner til behandling på udvalgene fastsættes efter en masse overvejelser over hvordan tingene evt. kan lempes igennem i ly af større emner osv.osv. Det er for mig ikke en hensigtsmæssig måde at bruge forvaltningens tid.
En anden ting er at man som samarbejdspartner med fx Københavns Kommune vil opfatte den relevante fagborgmester som den primære kilde hvis man skal afklare Rådhusets holdning til en given sag. Lad os for eksemplets skyld nævne byggeprojektet på Krøyers Plads, hvor en Teknik- og Miljøborgmester lover et privat konsortium fast-lane behandling hvis man vælger borgmesteren og hans førende embedsmænds fremgangsmåde. Desværre var der tale om en mindretalsborgmester, så det private konsortium brugte 20 – 30 mio. kr. på et stykke projektudvikling, der faldt til jorden fordi forvaltningen og borgmesteren havde læst sagen forkert (eller ikke havde fået den pakket rigtigt ind i nogle andre kontroversielle sager). Havde det været en mindre kommune med et normalt styre havde man handlet tingene af med en borgmester, som sonderede sit bagland og fremsatte sine krav, i stedet for som i København hvor ingen ved hvad der sker før et udvalg vender fingeren op eller ned.
Den slags historier er der et utal af blandt alle som arbejder sammen med de store kommuner, så der er væsentlige faglige og saglige grunde til at kigge på styreformen. Jeg synes det er til Løkkes ære at han tør gå i gang med en styrereform, der skaber mere effektive kommunale administrationer, selvom det kan påvirke mulighederne for hans partifæller i de berørte kommuner negativt.

@ nn

“Desværre var der tale om en mindretalsborgmester, så det private konsortium brugte 20 '“ 30 mio. kr. på et stykke projektudvikling, der faldt til jorden fordi forvaltningen og borgmesteren havde læst sagen forkert (eller ikke havde fået den pakket rigtigt ind i nogle andre kontroversielle sager).”

Jeg synes der har været en del sager af lignende karakter de senere år fra flertalborgmesternes forvaltning (Bondam især).

Jeg tror nærmere det skyldes Københavns Kommunes forvaltning og politikere end det skyldes styreformen.

Og hvorfor går et konsortium ikke til flertallet og sonderer terrænet? Der er trods alt flertalsstyre i KK.

Jeg vil nu ikke sige at Bondam fungerede som en flertalsborgmester efter sammenstødet over Kløvermarken, men det er da rigtigt at der er en lang tradition for kaotiske beslutningsprocesser i TMF. De værste eksempler stammer dog fra tiden med Pind, hvor flertallet brugte Økonomiudvalget til at forringe mulighederne for effektive beslutninger i TMF.
Jeg tror ikke at udvalgsstyret er hele forklaringen på den elendige forvaltning i København, men den bærer en del af ansvaret. Som embedsmand mister man respekten for kommandoveje når man ser at ens øverste politiske chef ikke er herre i eget huse. For offentligheden gælder at det er absurd at skulle stille en fagborgmester ansvarlig for en forvaltning, hvor det i realiteten er hans politiske modstandere, som træffer beslutningerne. Det giver København landets måske ringeste nyheds- og analysedækning af lokalpolitikken (måske med Jarl og bryggebladet som en kærkommen afveksling).
Jeg synes der er masser af grunde til at få strømlinet styreform og beslutningsprocesser – også selvom det kan koste et par borgerlige borgmestre, så må vi jo bare stramme an og vinde storbyerne…

Jeg er ikke uenig i din analyse, men hvorfor i alverden bliver det politiske flertal ikke stillet til regnskab for den ringe administration?

Er journalisterne virkeligt så ringe?

Og hvis de er, vil det så hjælpe noget at ændre styreformen?

Hvis ikke politikerne på Rådhuset bliver stillet til ansvar for deres handlinger, hvorfor skulle administrationen så blive bedre?

Jeg er ikke modstander af en ændring af styreformen, men jeg forstår ikke helt hvad det skulle hjælpe.

Vi har brug for en egentlig hovedstadsreform, ikke bare en ændring af styreformen i KK.

@ nn

Det er jo fint, at ville forbedre beslutningsdygtigheden i de store byer. Et ædelt idealistisk formål. Men; erfaringerne fra mindre kommuner og byer med udvalgsstyre taler jo ikke ligefrem for at man nødvendigvis får gode, rationelle, gennemskuelige processer af den grund. Der foregår masser af spil, studehandler, rodede beslutningsgange, uindfriede løfter etc. i de mindre kommuner. Vi hører bare ikke så meget om dem. Demokrati, politik og beslutningsprocesser er besværlige og rodede, bl.a. fordi de involverede har så mange forskellige dagsordner, motiver etc.
Det er muligt at flertalsstyre vil løse nogle problemer i de store byer og gøre beslutningsgangen mere gennemskuelig. Til gengæld vil det formentlig også styrke ‘bykongerne’ i dé byer og svække oppositionen. Det kan blive et stort problem i socialdemokratisk indspiste kommuner. Da jeg sad i Borgerrepræsentationen i 1998-2002, i den første periode efter magistratsstyret var afskaffet, brugte vi helt utroligt meget tid på at rydde op i socialdemokratiske skandalesager og indspist socialdemokratisk forvaltningskultur: KUC, KI, Arbejdernes Ligkistemagasin etc. Jeg tror faktisk at det lod sig gøre fordi oppositionen til begge sider for socialdemokratiet havde en vis position og platform at tale fra. Jeg er ikke sikker på at det er en god ide at stække oppositionerne i de store byer, men det er da muligt, at jeg tager fejl.

Til gengæld synes jeg altså at det lyder mærkeligt, hvis det er ren og skær idealisme, som får regeringen til at stille forslaget, som en del af deres program. At man pludseligt skulle have indset, at Ritt Bjerregaard da havde ret i, at det var styreformen i København, der var årsagen til at hun måtte opgive at få gennemført sit politiske program og derefter ikke genopstillede. Jeg giver egentlig sjældent meget for idealistiske argumenter, når det kommer til reformer af det politiske system. Jeg tænker tilbage på diskussionerne om hovedstadsreform og bydelsstyre. Det var diskussioner, som på overfladen handlede om ‘den bedste styreform, den mest demokratiske styreform etc’, men reelt handlede den om hvem der troede man kunne få flertal i hvilke konstruktioner og om styrkeforhold.

Og derfor synes jeg stadig det er sært, at den borgerlige regering, fjerner sin mulighed for at få indflydelse på de store byer.

Hej Kaja

“Og derfor synes jeg stadig det er sært, at den borgerlige regering, fjerner sin mulighed for at få indflydelse på de store byer.”

Ditto. De har glemt at sende powerpointshowet med begrundelsen til mig, i hvert fald.

Kunne en del af forklaringen ikke også være mulighederne for en regering, for at tage klar afstand fra ledelsen i de større byer?

Når der er problemer i de større byer, når der skal skæres ned mv. er det altid regeringen der får skylden. Ofte kan den ikke skyde tilbage, fordi der er borgmestre/rådmænd fra V/K fedtet ind i problemerne.
Med rene linjer vil det være langt nemmere at skyde tilbage mod de store kommuner, der klager sig over regeringens politik.

Udover diverse rationelle og idealistiske argumenter, så tror jeg ovenstående kan spille ind.
Derudover tror jeg ikke det bliver sværere at vinde i de store byer, når man kan køre effektiv oppositionspolitik. Bortset fra KBH er det jo ikke komplet urealistisk at vinde en borgmesterpost el. 2 mere – når sol, måne og stjerner ellers står rigtigt.

Jeg har svært ved at se, hvordan indførelsen af udvalgsstyret med ét slag skulle gøre det mere tydeligt, hvem der bestemmer og er ansvarlige og hvem der ikke er.

Erfaringerne fra de andre, mindre kommuner er, at der laves “for brede” konstitueringsaftaler (i 20 kommuner indgår alle medlemmerne af kommunalbestyrelsen), og ofte også “(alt) for brede” budgetforlig. Dvs., flertallene er så store, at det ikke giver praktisk mening at tale om nogen som ansvarlige, og andre som ikke-ansvarlige.

Det er vigtigt, at der i regeringsgrundlaget også er tilføjet at man skal se på vederlag og sekretariatsbetjening for byrådspolitikerne. Det kunne for det første styrke rekrutteringen og repræsentativiteten af politikere, hvor der, særligt efter kommunalreformen, er rigtig meget arbejde for det enkelte medlem af kommunalbestyrelsen, og hvor vederlaget slet ikke står mål med det arbejde der udføres. For det andet kunne man skabe stærkere muligheder for, at “oppositionen” og “regeringen” i kommunerne kunne gøre deres positioner klarere, og for det tredje ville kommunalbestyrelsesmedlemmernes afhængighed af forvaltningens embedsmænd bliver mindsket. Sidstnævnte har i flere undersøgelser været nævnt som et reelt problem; at embedsmændene, efter deres naturligt store rolle ifm. kommunalreformen, ikke er “trådt et skridt tilbage” og har givet plads til politikerne.

“Jeg har svært ved at se, hvordan indførelsen af udvalgsstyret med ét slag skulle gøre det mere tydeligt, hvem der bestemmer og er ansvarlige og hvem der ikke er.”

Der ER udvalgsstyre i de større byer. Det blev indført i København i 1998.

Så lad os kalde det flertalsstyre. Pointen er stadig, at der ikke er dækning for denne formulering i regeringsgrundlaget: “Dermed
bliver det ligesom i landets øvrige kommuner klart, hvem der kan holdes ansvarlig for de politiske
resultater, både når det går godt, og når det går mindre godt.”

Det er netop ikke klart i landets øvrige kommuner, som jeg skrev i kommentar #24.

Helt enig.

Og f.eks. sad “flertals”-borgmestrene (B-Ø-F)i 2009 med et budget vedtaget af S-V-K-O.

Så medmindre man indfører en enhedsforvaltning, så risikerer man stadig uklart ansvar.

Lukket for kommentarer.