Måned: marts 2010

Efter at Villy Søvndal og Co er raslet ned i meningsmålingerne på det sidste står kommentatorer i kø for at erklære SF i krise. Det er efter min vurdering en noget forhastet konklusion.

SF ligger stadig ganske pænt over valgresultatet i 2007, og meningsmålingerne viser stadig omtrent dødt løb mellem blokkene. Intet er derfor afgjort, selvom at Villys – også internt i SF – kritiserede udmeldinger i sagen med Holbergsskolen viser, at der ikke er plads til ret mange skæverter, før det kan ses på vælgeropbakningen. Og logikken er p.t., at falder SF blot et par procent i meningsmålingerne, så står rød blok til at vinke farvel til de ministerbænke, som ellers for første gang i 10 år synes inden for rækkevidde.

At SF'erne i 2010 politisk – og ikke mindst kommunikationsmæssigt – er i topform ses også i disse dage, hvor partiet sikkert har været rystet af Politiken Søndags skriverier om opbakningen til Villy Søvndal, som værende 'i frit fald'.

Men nu er SFs spinmaskine altså tilbage! Det kunne enhver erfare i går, da folketingsgruppen pludselig lavede en mindre rokade blandt andet på et par poster, hvor SF ifølge dem selv 'forbereder sig til valgkamp':

– Vi arbejder konstant på at styrke SF og oppositionens mulighed for at vinde næste valg. Vi vil erstatte den nuværende regering med dét alternativ, som vil udvikle og forandre Danmark. I den forbindelse har vi foretaget nogle justeringer, siger SF’s gruppeformand, Ole Sohn i partiets pressemeddelelse om rokaden i går.

Sohns underspillede bemærkning om ' nogle justeringer', gjorde ikke indtryk på medierne, som kogte over i (ungdoms)begejstring. Her er et par overskrifter:

'Unge SF'ere på fremmarsch'. 'Rokade styrker SF'. 'SF kører de unge i stilling'. 'Unge kræfter overtager i SF' og 'SF rokerer i ledelsen.'

Uha uha. Går Ole Sohn nu af som gruppeformand? Og hvad med Villy selv? Forlader han formandsposten ved landsmødet? Eller er der pludselig ny tilgang til partiet af yngre kompetente og ærværdige personer, som ingen hidtil har hørt om og som aldrig før har haft den store indflydelse i partiet?

Okay lad os se, hvad disse 'justeringer' går ud på:

Astrid Krag bliver ny gruppenæstformand med særligt fokus på den kommunale velfærd.

En gruppenæstformand findes også i andre partier. Nu er denne post så også blevet oprettet i SF. Er der nogen der til daglig lægger mærke til at fx Venstres gruppenæstformand hedder Anne Mette Winther Christiansen? Hvad går opgaven ud på? At styre gruppemøderne i gruppeformands fravær? Er det en styrkelse af SFs ledelse? Tjah. Krag er bestemt et aktiv, men mere end hun var i går? Vrøvl.

Pia Olsen Dyhr bliver nyt medlem af gruppebestyrelsen. Pia bliver samtidig ny EU-ordfører med særligt fokus på forbrugerstof.

Det er en klar forfremmelse af Dyhr, at hun nu også bliver ny EU-ordfører i stedet for Annegrethe Holmsgaard, der så helt kan hellige sig klima og energiordførerskabet. Men det er kun en marginal styrkelse af pro-EU-fløjen i SF, som Holmsgaard også tilhører.

Jesper Petersen indtræder i gruppebestyrelsen.

Nanna Westerby bliver nyt medlem af gruppebestyrelsen.

I alt tre unge folk 'forfremmes' ved at udvide gruppebestyrelsen. De får sikkert lidt mere indflydelse end før, men det giver dem ingen ny platform i forhold til medierne. De er imidlertid stadig ordførere, for de samme områder, som de havde i går. Og de unge har hele tiden haft stor indflydelse på SFs strategi. Westerbys bedre halvdel er i øvrigt SFs kommende næstformand Thor Möger Pedersen. Så det bliver i familien.

Pointen er, at de alle tre er folk, som Sohn og Søvndal i forvejen har godt styr på.

Villy Søvndal, Ole Sohn og Anne Baastrup fortsætter i gruppebestyrelsen.

Pyha. 'Familien' – som SF-politikere fra det gamle kollektiv på Vesterbro kaldes i den interne jargon, styrer altså fortsat løjerne i partiet. Troede ellers et kort øjeblik, at de var på vej ud'¦.

Pernille Vigsø Bagge forlader gruppebestyrelsen med henblik på at vælges til landsledelsen til SF’s landsmøde til april.

Hov. Det ligner da en degradering af Vigsø Bagge. SF-landsledelse spiller ingen større rolle længere i modsætning til den post i gruppebestyrelsen, som hun lige har afgivet.

Ida Auken forlader gruppebestyrelsen og bliver ny formand for Folketingets Miljøudvalg.

Ida Auken har (for) længe været mediernes darling, men på Christiansborg er man ikke længere så imponeret af politikeren med det arveligt belastede efternavn. Nu får hun en mindre platform som formand for Folketingets miljøudvalg, men hvad mange medier åbenbart ikke evner at gennemskue, er, at SFs miljøpolitik udlægges af'¦.rigtigt gættet: SFs miljøordfører! Men en formandspost er ikke desto mindre en forfremmelse.

Steen Gade stopper som formand for Folketingets Miljøudvalg og skal fremover stå i spidsen for et udviklingsprojekt i og omkring SF, der skal lancere nye og visionære idéer indenfor fremtidig vækst, erhverv, miljø og klima.

Se, det er en af de mere begavede ting ved denne rokade. SF vil tilsyneladende bruge veteranens uomtvistelige enorme viden om miljø og klima til at lave noget fremadrettet politik, der kan bruges offensivt. Måske lidt på samme måde, som Venstre bruger Troels Lund Poulsen, der også er sat til at formulere ny Venstrepolitik. Det gør måske Gade lidt mindre synlig. Til gengæld er det helt vitalt for SF, at der bliver formuleret noget konkret politik, der kan bruges i valgkampen.

Kan man derfor sige at de gamle er blevet ofret til fordel for de nye? Joda, men det er godt nok marginalt. Tre 'gamle' har forladt en halvvigtig ordførerpost, en halvtung udvalgsformandspost og en gruppebestyrelsespost. Det er det hele. Men det gav da (ukritisk) sendetid i de elektroniske medier, hvor blandt andet Astrid Krag i TVA fik solgt budskabet om, at regeringen hellere måtte udskrive valg.

En mindre rokade blev således solgt som et helt fornyelses og revitaliseringsprojekt af SF. Så i dyb respekt kan man da kun lette på hatten for et vellykket og godt spin, hvor stort set hele pressen købte historien om 'fornyelsen af SF', hvor ' de unge rykker frem' på en dag, hvor den eneste anden interessante politiske nyhed var, at statsminister Lars Løkke Rasmussen bankede sin nye fødevareminister Henrik Høegh på plads i Super Best-gate.

At få meget ud af ingenting. Det er det man skal kunne for at have succes i politik i dag. Så jeg undervurderer ikke SF.

Regeringen og S-SF indledte i sidste uge de første alvorlige træfninger i, hvad der bliver et langt og blodigt politisk slag frem mod valget om, hvilken af de to blokke, der har mest troværdighed i den økonomiske politik.

Oppositionen har bevidst blottet en flanke ved nu helt at droppe deres hidtidige støtte til skattestoppet. Dermed fremstår de en anelse mere troværdige uden at det dermed er meget klarere, hvilke afgifter de vil sætte op. Bolig- og indkomstskatter, bortset fra millionærskatten, er fortsat fredet fra at stige. S-tilbagetoget fra den i forvejen ret usikre skattestops-skanse gjorde imidlertid, at Venstre for engang skyld er kommet i offensiven, fik rettet kanonerne ind og bestrøget især Helle Thorning-Schmidts personlige troværdighed med pointen om, at Socialdemokraterne faktisk efterhånden har indtaget stort set alle standpunkter i skattedebatten. Det budskab kører nu på Venstre-TV og You Tube, der sender 24 timer herom og frem mod valget.

På den anden side har meningsmålinger vist at skattestoppets popularitet i befolkningen er vigende. Det kan der være flere forklaringer på end den – som medierne gerne udlægger – at folk pludselig er begyndt at elske højere skatter. Det kunne fx være at en del af befolkningen '“ efter at regeringen selv har pillet ved skattestoppet og hævet afgifter mv. '“ anser skattestoppet for at være brudt en gang for alle og derfor i al almindelighed er tømt for troværdighed.

Imidlertid er der ingen tvivl om, at S-SF har læst Megafon-målingen som en opbakning til deres synspunkter og det giver naturligvis blod på tanden. Men deres løsningsforslag er endnu ikke kendte og i mellemtiden ruster Christiansborg sig til en ordentlig omgang hokus-pokus-politik fra holdet bag 'Fair Forandring'.

Mens Villy Søvndal og Helle T satser på at bruge flere offentlige penge på at redde Danmark, velfærden og arbejdspladserne, så er regeringen næsten mindst ligeså utroværdige, når det gælder, hvordan den vil få enderne til at mødes i den økonomiske politik.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil gennemtvinge at væksten i kommunerne droppes til næste år '“ uden dog at anvise hvordan. Ingen økonom tror dog på, at det kan lade sig gøre. Heller ikke Nationalbankdirektør Niels Bernstein, da han undsagde landets økonomiske politik som det ikke er set siden 70erne.

Her er de to marginalt forskellige udgaver af regeringens uansvarlige økonomiske politik, som borgerne nu har at vælge imellem:

VK:
Viser ingen vilje til besparelser eller til at ville gennemføre reformer. Sender “aben” videre til kommunerne.
Vil ikke anvise besparelsesmuligheder på statens budget, som kan gøre ondt i folks velfærd.
Vil fastholde skattelettelser i skattereformen.
Vil fastholde det 'nye' skattestop

S-SF:
Viser ingen vilje til besparelser eller til at ville gennemføre reformer. (Bortset fra udskydelse af beslutningen om indkøb af jagerfly og beskæring af erhvervsstøtteordninger) ¨
Vil ikke anvise besparelsesmuligheder på statens budget, som kan gøre ondt i folks velfærd.
Fastholder skattelettelser i skattereformen, bortset for indkomster på over 1 mill. kr. årligt. (Dvs. øge marginalskatten markant for de højest lønnede funktionærer)
Vil droppe skattestoppet '“ men indkomst og boligbeskatningen må ikke stige
Vil hæve afgifter (ud over hvad regeringen vil) på usunde varer

Hvad er bundlinjen så for den afgørende vælgergruppe den dag, hvor de står stemmeboksen?

De præsenteres for et valg mellem en udsigt til ringere velfærd som følge af beskæring af kommunernes service kombineret kombineret med fortsatte skattelettelser, som især de højeste indkomster får glæde af. (Da det jo er dem, der betaler mest i skat)

Det kræver dog ikke, at man er Karl Rove for at kunne regne ud, hvem der får lettest ved at kommunikere dette skisma til svingvælgerne. Det er til fordel for S-SF, og det ligner derfor et tydeligere valg mellem velfærd og skattelettelser, end det fremstod i 2007.

Hvis disse besparelser/serviceforringelser først slår igennem og opleves af borgerne om et års tid, så er mit bud, at regeringen senest efter nytår har udskrevet et folketingsvalg. Det bliver, som jeg vurderer det lettere at sælge budskabet om, at økonomisk smalhals gør det nødvendigt at skære i velfærden, FØR at det gør ondt, frem for IMENS det gør ondt.

Men en økonomisk hestekur er i forvejen en svær – for ikke at sige helt umulig – opgave at sælge til vælgerne, især når ingen økonom hverken i eller udenfor kongeriget p.t. tror på, at regeringens økonomiske politik hænger sammen.

Lars Løkke Rasmussens eneste kort er, at oppositionen fortsat fremstår som en anelse mere utroværdig end regeringen, men det kan jo nå at ændre sig, når vi ser S-SFs “store økonomiske plan” efter påske.

Søren Pind har slået sig op som regeringens frihedsminister, men altså mest for ulandene. Herhjemme er der ellers også brug for en frihedsminister. Anders Fogh Rasmussens reguleringsliderlige regering har sammen med 'brænd, straf og forbudspopulisterne' i Dansk Folkeparti indskrænket borgernes frihedsrettigheder i et omfang, at det skriger til himlen.

Så når Søren Pind engang har sikret ulandenes frihed, så må han hjertens gerne tage hjem til gamle Danmark for der at rydde op i alle de latterlige forbud, som 'vores borgerlige regering' har indført siden 2001 plus de tåbelige og/eller ligegyldige steder, hvor borgerlige politikere kræver regulering eller at det offentlige yder en særlig indsats.

Hvis Pind og ikke mindst hans statsminister Lars Løkke Rasmussen mangler et katalog over, hvor de kan gå i gang med at deregulere, afbureaukratisere eller ligefrem spare, så har flinke folk som Peter Kurrild-Klitgaard, Mie Harder mfl. åbnet en ny blog netop med det kærlige navn 'Vores borgerlige regering', hvor de kan søge inspiration mht., hvordan en VK-regering IKKE bør handle.

Forfatterne beskriver bloggen som: “En faktuel opremsning af Danmarks borgerligt-liberale regerings utallige små og store ideologiske sejre i hverdagen”. (ja, det er ment ironisk)

Læs bloggen “vores borgerlige regering”.

Mikael Jalving mener i øvrigt, at bloggens oplistning af den borgerlige regerings “sejre” snarere er et udtryk for, at der nok snarere er tale om en galebevægelse. Meget muntert!