Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Politisk drama-søndag på 'Borgen'

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 26, 2010

Comments icon

30 kommentarer

Så var det søndag aften, at DR1 blændede op for premieren på den længe ventede politiske dramaserie 'Borgen'. Og det slap DR efter min vurdering ganske godt fra!

Bevares. Det kan knibe med realismen sine steder, men det lykkedes faktisk at få skabt spænding og drama fra første fløjt. Og de dilemmaer som politikerne og deres spindoktorer bliver sat i er jo ikke ligefrem lysår fra virkeligheden. Personsager og politiske skandaler – og spin – fylder mediedagsordenen mere end nogensinde.

Det ville jo være for kedeligt at lave en politisk serie, der minder om en dokusoap tilsat lidt drama, så naturligvis skal der være plads til ramasjang. Det får vi også her: Sex, stoffer, død, druk, utroskab, bagtaleri, skeletter i ægteskabet, misbrug af offentligt kontokort, spidse albuer, magtbegær selvfølgelig og ikke mindst kynisme i lange baner. Den slags har som bekendt til alle tider hørt med til politik, og det er oplagte ingredienser i en dramaserie som denne.

Men skal vi finde et par hår i suppen?

1. S-bossen ryger cubanske cigarer og lader sit vand på Christiansborgs Ridebane ved midnatstid?

Haha. Det ville virkelig være uprofessionelt. Men selvfølgelig kan lignende ting ske.

2. Statsminister bruger kontokort til at lægge ud for fruens ekstravagante indkøb i en fremmed storby?

Tjah man har sikkert ladet sig inspirere af den daværende svenske socialminister (S) Mona Sahlins indkøb af Toblerone, bleer osv. For snart mange år siden.

I realiteternes verden ville man ikke kunne skjule sådan et indkøb, som den pludseligt afdøde spindoktor mener at kunne fixe i en håndevending. Statsministeriets embedsmænd vil kunne se transaktionen efter kun to dage og statsministeren vil foremntlig kunne redde sig ud af sagen ved selv hurtigt at indbetale beløbet til ministeriet og i god tid før beløbet bliver trukket på kontoen. (Under alle omstændigheder vil det dog være en overtrædelse af reglerne om brug af statens kontokort.)

3. Statsministeren opholder sig i udlandet tre dage før valget?

Visse-vasse. Han vil være hjemme og føre valgkamp til det sidste. Det samme vil alle de øvrige partiledere. Men det får man ellers ikke indtryk af 1. afsnit, hvor de moderates leder har masser af tid til at snakke med ægtemanden, gå til børnefødselsdag m.m! Ævl! Toppolitikere ser ikke familien i de tre uger, der er valgkamp.

4. Kan man som journalist bare springe ind med timers varsel (og efter at have været i chok) og overtage værtsrollen under en partilederdebat bare sådan uden videre og uden at være klædt på til opgaven? (Og få tid til lidt fitness inden…)

Sludder. Det er jo en stor opgave, som TV-stationerne forbereder sig på i lang tid, og hvor der stilles ganske høje krav til værterne. Det er ikke nok at være kvik, se godt ud og være sexet som Birgitte Hjort Sørensen. Desværre.

5. Hvor professionelt er det, at Arbejderpartiets leder pludselig ændrer radikalt holdning til et centralt valgtema, som er alfa og omega for en samarbejdspartner blot tre dage før valget? Og i øvrigt uden at have orienteret samarbejdspartneren?

Hey! Its never gonna happen! Fuldkommen urealistisk.

6. Spindoktor irettesætter partileder

Det her er en klassiker, som man har set I andre politiske thrillers. Spindoktoren fortæller partilederen, hvad der er nødvendigt i en tone, hvor man kommer i tvivl om, hvem der rent faktisk er folkevalgt og bestemmer. Sidst i første afsnit bliver den usikkerhed ryddet helt af bordet. Det er klædeligt for seriens troværdighed.

7. Arbejderpartiets leder hiver pludselig SELV et for statsministeren kompromitterende bilag frem midt under den afsluttende partilederdebat.

Ja det er godt drama, men fuldkommen urealistisk. Situationen illustrerer i øvrigt godt, hvorfor det er tåbeligt håndteret, for Arbejderpartiets leder kompromitterer sig selv som 'mudderkaster'.

8. En partilederrunde som 'Game-changer'?

DRs dramatikere lever åbenbart stadigvæk i monopolets dage. Det er mange – mange – år siden at hele befolkningen sad klinet til skærmen for at følge partilederrunden, og hvor et valgresultat blev påvirket af hændelserne der. Pludselig vinder 'De moderate' 10-12 mandater efter at have ligget underdrejet i hele valgkampen, fordi partilederen Sidse Babette Knudsen pludselig springer ud som en “der siger hvad hun mener”. Jo, der er efterspørgsel på politikere, som fremstår ægte og engagerede. Det var blandt andet den slags, som Mimi Jakobsen kunne i 1998-valgkampen, da CD imod alle odds reddede sig sin sidste periode i tinget. Ved valget 2001 købte vælgerne den imidlertid ikke længere.

9. Statsministeren henter hjælp til strategi i udlandet.

Ja. Det er vist sket før, at de større partier har hyret eksterne konsulenter. Blandt andet skulle det være svenskere, der foreslog socialdemokraterne i 1998 at køre valgannoncer, hvor man inddrog Uffe Ellemann-Jensens værdistigning på hans hus ved Øresund.

Er det så en rød TV-serie? Har de røde lejesvende slået til igen? Det synes jeg ikke. De mest usympatiske figurer i serien er indtil videre kynikerne i skikkelse af den 'moderate' (radikale) spindoktor sammen med arbejderpartiets (socialdemokraternes) partileder. De moderates partileder er den indtil videre mest sympatiske sammen med Ole Thestrups figur, der spiller en indvandrerkritisk populistisk partileder af DF/Z-typen med glimt i øjet. Ham glæder jeg mig til at følge!

Men så har jeg også fået afløb for min indre sure gamle mand. Det skal ikke skygge for, at 'Borgen' har alle muligheder for at blive lidt af en kultserie også for politiske junkiees, som serien udvikler sig.

Jeg skal i hvert fald se med igen på søndag.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.


Vild med dans og blank på politik

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 23, 2010

Comments icon

81 kommentarer

Liberal Alliance har præsenteret deres nye kandidathold, hvor flere – hvis målingerne holder – har udsigt til at blive folketingsmedlem.

Jeg har tidligere på min blog omtalt Ole Birk Olesen, som jeg vurderer som et tiltrængt friskt pust til Christiansborg, hvis han kommer ind.

I det hele taget er jeg Liberal Alliance gunstigt stemt og vil måske endda stemme på partiet.

Er kandidaterne så gode nok? Tjah. De er i al fald ikke dårligere end dem, man ser andre steder. Og ud over Ole Birk Olesen har andre af de nye navne udmærkede egenskaber.

Men der er også åbenlyse problemer med de seneste fem navne.

Fx hvad laver Joachim B. Olsen dog i det felt? Manden har indtil for relativt kort tid siden været medlem af Socialdemokratiet og førte sidste år kommunalvalgkamp for Nicolai Wammen i Ã…rhus. Forinden har han flirtet med flere forskellige partier. Ingen aner hvad han står for politisk. Til gengæld har han en elitesportskarriere bag sig og '“ det er næsten det vigtigste: Han har vundet Vild med Dans! Som det blev formuleret af en iagttager: “Han har masser af ambitioner for sig selv, men er spejlblank på politik”.

Ny Alliance blev kaldt for storbytosserne. Hvem var med dengang? En Røde Kors-generalsekretær, en erhvervskvinde, flere stenrige erhvervsmænd og en håndfuld veltjente politikere. Det gik op i hat og briller. Nu prøver man med et par veltjente folk, en stribe mediefolk og en kuglestøder! Forskellen er dog, at der er et veldefineret politisk program.

Nu mener LA, at vælgerne skal tage Joachim B. Olsen seriøst? Undskyld, men det kan man jo ikke. Hvor troværdigt er det at først være medlem af Ny Alliance '“ som havde et stort reformprogram – og så umiddelbart gå til Socialdemokratiet, der er totalt imod reformer '“ til så igen at melde sig under fanerne i LA '“ og kræve reformer? Det er flip-flopperi!

Ã…h! Joachim vil være sportsminister? Hvad laver sådan én – bortset fra at stjæle lidt resort fra kulturministeren? Bruger flere skattekroner på idræt? Jeg troede i min naivitet, at LA ville have mindre offentlig sektor og lavere skat? Mon ikke Joachim skulle være blevet hos S?

Lad bare journalisterne betages af dansestjernens charme og kolportere det ævl, som han lukker ud. Vi andre, der kan tænke selv, kan godt identificere en vaskeægte opportunist, hvis sportskarriere og mediekarriere er ved at være slut, og som nu skal forsøge sig som politiker. Det bliver en katastrofe. Han bliver den næste Jørgen Poulsen. Jeg tør næsten garantere det. Og ansvaret for det, hviler ikke på den tidl. kuglestøder, men på LAs politiske ledelse.

Så er der Anders Samuelsens storesøster, Mette Bock. Jo. Hun er da seriøs nok og kan sikkert også vælges. Jeg har dog svært ved at se, hvad Ole Birk Olesen og Mette Bock er enige om. De har krydset klinger et par gange i P1-debat, og det har virkelig slået gnister mellem dem. Så at partiet kan rumme dem begge, siger da lidt om bredden. På den anden side. De har jo også en tidl. socialdemokrat med, så det skulle vel næppe blive noget problem med rummeligheden..

Bock er – udover kortvarigt at være SF-folketingskandidat i 1994 – også tidl. næstformand for de radikale '“ familien Samuelsens gamle parti. Hvorfor bliver hun ikke kandidat for dem? Hun har jo de samme selvgode synspunkter, og har forfægtet dem i årevis i offentligheden? Er det mest nærliggende svar, at det kun er hos LA, der p.t. er en mulighed for hende for at blive valgt? Og hvorfor vil hun i Folketinget nu? Er det fordi, at Bock er ved at løbe tør for lederjobs i medieindustrien? Karrieremæssigt er hun lidt på et sidespor efter at være blevet fyret fra DR? Det kunne godt se sådan ud.

Merete Riisager? Hvem er dog det? Jeg kan vitterligt ikke se, at det er et navn, som skulle få nogen til at falde ned af stolen i forbavselse. Hun er tidl. en masse alt muligt stedfortræder, folketingskandidat og andet ligegyldigt hos de radikale. Og for kun fire dage siden delte hun valgbrochurer ud for liste B….

Så er vi fremme ved Anne Sophia Hermansen, som jeg også har sympati for. Bevares hun har været blogger hos Berlingske mv., men har hun nogensinde ment noget opsigtsvækkende politisk? Jeg kan ikke erindre det. Det har altid handlet om kønsroller, parforhold mv. Fint nok, men ikke noget, som jeg synes giver noget fingerpeg om at vi står overfor et overset politisk talent, der brænder igennem. Tværtimod har jeg et indtryk af efter at have hørt Anne Sophia Hermansen i P1, at hun viger uden om at mene noget, hvor hun for alvor skiller sig ud. Men det kan jo være, at jeg tager fejl.

Det er vist heller ingen hemmelighed, at Ole Birk Olesen ikke alene lever af at skrive/redigere 180Grader. Han har mig bekendt heller ikke et andet job med fast løn (i øvrigt ligesom undertegnede). Derfor er det jo heller ikke en stor karriere som næsten ulønnet debattør, som han opgiver for at gå ind i politik. Det man dog kan være helt sikker på, er, at Ole Birk ikke går ind i det for pengenes skyld. For så kender man ham dårligt. Ender han med at skuffe sig selv efter at været gået ind politik, så tror jeg han forlader Christiansborg igen.

Er jeg for negativ? Sikkert. Men sådan må det være efter, at jeg på nettet har læst lovprisningerne af det nye LA-hold. Der står jo knapt et kritisk ord!

Men selvfølgelig skal de alle have en chance. Selv Joachim.

Så held og lykke!


Commander in Tears

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 22, 2010

Comments icon

44 kommentarer

Gitte Lillelund Bech er forsvarsminister i vores lille krigsførende land. Det er selvsagt ikke den behageligste endsige nemmeste opgave på nationens vegne, at skulle tage det fulde ansvar på sine skuldre for, at meget unge mennesker falder i Afghanistan. Men det er nu engang vilkårene, der følger med jobbet, og det kræver selvsagt en vis råstyrke hos den enkelte, at kunne stå det igennem. At leve med det.

Der kan næppe være et tristere job end at skulle gå til begravelser af alt for unge mænd og blive konfronteret med sørgende mennesker, forældre, børn og kærester, der på tragiske vis har mistet en søn, far eller mand. Det er naturligvis hårdt og derfor kan man altså ikke sætte, hvem som helst til det. Det SKAL være en person, der på regeringens vegne altid kan optræde værdigt og deltagende ved begravelser.

Men det bør efter min mening ikke være en person, der nærmest tiltager sig en intimitet og optræder næsten ligeså sørgende som dem, der har mistet deres kære. Det er menneskeligt forståeligt, men det er ikke at bevare værdigheden, som jeg ser det. Det er grænseoverskridende og uden balance. En grædende minister repræsenterer altså ikke sig selv, men en nation. Og vist sørger en deltagende nation, men den optræder ikke med bævende læber på sammenbruddets rand!

Søren Gade var vist god til den balance. Lige indtil hans afgang som minister. Så skulle nationen se en forsvarsminister græde for de rullende kameraer. Ikke for de faldne, men fordi han sagde farvel til medarbejderne i ministeriet. Ved den lejlighed græd hans efterfølger i øvrigt også for rullende kameraier. Jeg tænkte allerede da: Gad vide, hvordan hun reagerer på de faldne soldater, som vil komme?

Onsdag aften kl.19 på TV2-Nyhederne kunne man så igen se en grådkvalt Gitte Lillelund Bech med bævende læber kæmpe for at bevare fatningen foran de rullende kameraer efter mødet i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som hun forinden havde orienteret om, at en kun 21-årig dansk soldat havde mistet livet i Afghanistan.

For mig så det ud som om at forsvarsministeren var på sammenbruddets rand. Man kunne således stramme den til, at vi har en grædekone i spidsen for vores tropper i Afghanistan.

Det er givet mange mennesker, som finder det såre sympatisk, at vores politikere offentligt viser følelser og dermed viser, at de ikke er robotter.

Det lyder besnærende, men det er noget vrøvl. I hvert fald hvis det går hen og bliver en vane.

Jeg vil hævde, at de fleste vælgere trods alt foretrækker rationelle og klarttænkende politikere i mest mulig balance med sig selv, som man kan betro ansvar for samfundet, navnlig når det brænder på i alvorlige situationer. Her sover man bedst om natten i bevidstheden om, at der på posterne sidder folk, der bider smerten i sig, og træffer de nødvendige beslutninger for fællesskabets bedste. Omvendt er det ikke betryggende med folk, der bryder sammen, fordi det bliver ubehageligt. Når de kommer hjem, så kan de græde ud.

Der er også andre – mere PR-mæssige – problemer i, at forsvarsministeren åbenbart ikke kan styre sine følelser i offentligheden. Nu var forsvarsministeren nær sammenbruddet denne gang. Hvad nu hvis hun ikke bryder sammen næste gang '“ Gud forbyde det '“ at et ungt menneske falder, og nogen spørger ind til det? Er hun så blevet kynisk? Eller rører dette tragiske dødsfald, så ikke ministeren nær så meget som det forrige? Det er jo netop derfor, at det er så indlysende fornuftigt, at politikere holder en vis distance i situationen om end udtrykker deres dybeste medfølelse mv.

Er dette så et indlæg mod Lillelund Bechs indsats, fordi hun er kvinde? Hun har simpelthen ikke nosser nok til jobbet eller hvad? Det er ingenlunde sagen her. Mig bekendt var fx den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright et eksempel på en politiker, der ikke blandede sine private følelser ind i det job, hun havde. Det indebar også at hun tog tunge beslutninger, hvor folk blev dræbt. Så nej, jeg har ikke noget imod kvindelige forsvarsministre.

Men måske får Lillelund Bech en lidt længere lunte, netop fordi hun er kvinde. Tænk hvis Lars Løkke Rasmussen havde brudt sammen ligesom det tilsyneladende skete med Lillelund Bech? Havde det været betryggende? Ville vælgerne have belønnet en følelsesmæssig uligevægtig statsminister? Nej vel? Det ville have været katastrofalt for hans genvalg, hvis vælgerne havde set ham reagere på samme måde som sin forsvarsminister. I USA ville de vel have kaldt ham 'The Commander in Tears'?

Og så kan alle have de fine fornemmelser og alle de hellige holdninger om, at det da er sundt og godt, at toppolitikerne sådan viser deres private følelser offentligt. 'Det nuancerer billedet af hende som politiker, at hun kan vise følelser,' som en skrev til mig på Facebook. Det viser en “autencitet”.

Det er imidlertid noget værre vås.

Det viser bare, at de mange vælgere, der så TV2 '“ og ikke mindst hele Christiansborg – er kommet i tvivl, hvorvidt Lillelund Bech kan holde til presset. Det skal da nok blive udnyttet, hvis man kan. Stol trygt på det.

Forestiller man sig også at det ville være helt fint, hvis dronningen græd offentligt over de faldne unge mænd? Hvor skulle det ende?

Jeg gad fx vide om de allierede havde vundet 2. verdenskrig, hvis Winston Churchill havde grædt offentligt, hver gang han blev præsenteret for de enorme tab, som de faktisk led. Det er jo ikke ligefrem noget, der havde styrket moralen hos tropperne. Tror man virkelig på, at politikernes offentlige tårer skulle hjælpe på den?

Når vi nu er ved at styre sine følelser, så er det som jeg ser det netop en af de parametre, hvor Helle Thorning-Schmidt fører langt over Lars Løkke Rasmussen. Thorning mister sjældent besindelsen '“ hvis det nogensinde er sket '“ hvorimod det alt for tit sker for Løkke.

På den måde ligner Thorning og Anders Fogh Rasmussen faktisk hinanden. Det burde man måske tænke over i V-lejren, mens man fejrer sin forsvarsminister, og at det åbenbart er så godt, at hun rummer så mange følelser, at de løber over med hende, når de bliver udfordret af de barske realiteter ved regeringens og Folketingets Afghanistan-politik.

Jeg har noget imod ministre, der tuder offentligt, når de er på arbejde. Og således kan mistænkes for at være uligevægtige. De skal derfor enten tage sig sammen eller finde på noget mindre psykisk belastende at lave.

Det ville faktisk også være bedst for dem selv.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Bottom border