Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Konservative sikrede radikale nøglerolle i årets budgetforhandlinger

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 20, 2010

Comments icon

Ingen kommentarer

Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og 'flinke' Frank Jensen undervejs krakelerede.

Læs min analyse af hvordan årets budgetforliget i København kom i hus.

Analysen skriver jeg for lokalavisen Bryggebladet, der ligesom bloggen ikke er på finansloven. (Alligevel leverer vi mere public service om emnet end landets momsfritagede morgenaviser. Tilsammen)


Thorning er tilbage '“ men ikke uden skrammer

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 17, 2010

Comments icon

129 kommentarer

SKAT har formentlig afgjort Helle Thorning-Schmidts mands skattesag. Og det bliver '“ ifølge DR Nyheder '“ en total frifindelse. De 250.000 kr. parret har indbetalt frivilligt i skat for skatteåret 2009 får de også retur fra SKAT.

Dermed er sagen '“ juridisk og skattemæssigt '“ ude af verden.

Politisk set er det vigtigste '“ og helt indlysende '“ resultat af SKATs formodede afgørelse, at Helle Thorning-Schmidt igen kan tale politik, og at hun nu kan rejse sig som statsministerkandidat.

Siden BT i forsommeren bragte avisens artikler om Thornings og ægtemandens skatteforhold, har rød blok ligget mere eller mindre underdrejet. Man har været i forsvarsposition, ikke mindst i den økonomiske politik, men i særlig grad når det gælder diskussionen om beskatning af de rigeste.

I næste weekend holder S kongres, og det kan næppe overvurderes, hvor vigtigt det er, at skattesagen ikke længere fylder opmærksomheden, som det fx skete på pressemødet efter S-sommergruppemødet for nylig. Nu kan man tale om politik og angribe regeringen.

Helle Thorning personligt kan også ranke sig. S-lederen har bevist overfor alle, at hun kan modstå og holde hovedet koldt under pres. Også i en ekstrem politisk krise, der kører på hendes personlige forhold – noget som, det efterhånden er alle toppolitikere forundt.

Er alting så godt igen?

Slet ikke. Det er stadigvæk en gåde for alle, hvorfor statsministerkandidaten ikke for længst fik bragt 100 pct. orden i sine og ægtefællens skattepapirer, sådan at der siden ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved dem. Det er der så nu. Men er hun ligeså skødesløs, når det gælder rigets ledelse? Det er det spørgsmål de bevægelige vælgere, fortsat funderer over.

Ja, det samme sagde/siger man jo om Lars Løkke Rasmussen og hans drukbilag mv., vil mange naturligvis indvende. Sandt nok, men han er imidlertid siddende statsminister og indtil videre så ser det trods alt ud til, at nationen ikke er gået under. Togene kører og alting fungerer. En udfordrer skal altså tilbyde et lederskab, der overbeviser et flertal '“ dvs. mange usikre vælgere i midten '“ at de trygt kan overlade roret til Helle Thorning. Efter i går vil flere selvfølgelig være tilbøjelige til at give Thorning en chance.

Men er Thorning pure frikendt '“ politisk set? Sådan vil S naturligvis fremstille sagen, men i realiteternes verden? Ikke 100 pct. Thorning har jo selv vedgået at hun har lavet en dum sjuskefejl ved at oplyse forskellige ting til myndighederne, sådan at BT og andre kunne fremstille sagen, som at hendes svar afhang af, hvad hun ønskede at opnå rent privatøkonomisk. Dette i nogles øjne 'karaktermord', står stadig frisk erindring og det har SKAT altså ikke frikendt hende for. Det kan kun vælgerne ved, at et flertal stemmer hende ind i statsministerkontorerne.

Skattesagens afgørelse kan heller ikke ændre ved, at vælgerne, hvergang Thorning raser mod millionærerne, fortsat vil have i baghovedet, at hendes mand før, nu og fremover betaler skat. I “skattelyet” Schweiz.

Afgørelsen vil formentlig give Thorning mere medvind i pressen. Der er allerede nu en del medier, der er ude og glatte ud og lægge afstand til BTs historier. Nu er historien, at 'BT er skurken' og at avisens journalistik er underlødig.

Der er også lagt i kakkelovnen til hævn over de venstrefolk, som var ude og dømme Helle Thorning som 'løgner' (Kristian Jensen) og 'skattespekulant” (Peter Christensen). Socialdemokrater lægger ikke skjul på overfor pressen, at de mener, at pressen nu 'skylder' at hænge venstrefolkene ud.

TV2 News med Henrik Qvortrup i spidsen havde i går gravet i arkiverne og fundet de gamle klip frem. Så inviterede man Peter Christensen i studiet og forelagde ham udtalelserne. Nu skulle han æde hvert et ord…

Situationen bragte Venstrepolitikeren i et dilemma, hvor han valgte den mindst dårlige mulighed '“ set ud fra en kynisk/taktisk vurdering. Han fastholdt – til TV2 News store forbløffelse – sine udtalelser om, at Thorning og hendes mand havde 'spekuleret', idet de jo havde “talt dagene” dvs. hvor lang tid manden havde været hjemme for at slippe for den høje skat. Christensen understregede så også, at det 'ikke var ulovligt' at 'spekulere'.

Hvad nu, hvis Christensen havde trukket i land? Ja så havde hans troværdighed i endnu højere grad kunne angribes. Det var umuligt, hvilket i øvrigt også er en taktik som mediernes redaktører benytter sig af, hvergang de selv er i fedtefadet. Nogle gange har politikerne – ligsom redaktørerne – ikke rigtig andre muligheder end 'stonewalling'. Så Christensen gentog PRÆCIST, hvad han tidligere havde sagt. Hverken mere eller mindre. Men hos nogle vælgere – og blandt journalister – vil Venstre derved risikere at fremstå, som dem, der fremturer med en tabt sag.

Men så fik forargelsen over venstrefolkene ellers frit løb blandt TV2 News journalister kulminerende med Kaare R. Schou kl. 22, som i kampens hede og ud af det blå fik tillagt Christensen at han havde brugt ordet 'skattefusk' mv. om Thorning. Altså et kriminelt forhold. Se de ord får – efter mine oplysninger – Schou lov til at æde i sig igen i aften, når stationen kommer med en berigtigelse. Der er faktisk tale om en journalistisk skandale, som vel bør sende manden endegyldigt på pension.

I øvrigt fik Schou '“ på oppositionens vegne '“ svunget sig op til at mene, at udtalelserne var 'injurierende'. Uha! Det fik stemningen i TV2 News studiet op. For siden sad to yngre studieværter '“ (JOURNALISTER!) '“ og spekulerede i en injuriesag, som ingen i oppositionen endnu har anlagt.

Jeg synes TV2 har et stort problem i deres rekrutteringspolitik. Man ansætter åbenbart folk, som tydeligvis er uden viden om demokratiets spilleregler, men alligevel har til opgave holde nationen i hånden i tilspidsede øjeblikke.

Eksisterer der i moderne tid nogle fortilfælde for, at POLITIKERE har anlagt injuriesager imod hinanden?

Er det pressens opgave at spekulere i eller opfordre til at politikere anlægger injuriesager imod hinanden?

Har studieværter på TV2 News nogensinde hørt om, at folketingsmedlemmer besidder noget, der med et fremmedord hedder 'politisk immunitet'? (Dvs. de kan stort set ikke retsforfølges medmindre at immuniteten ophæves, hvilket næppe sker for udtalelser mellem politikere.) Ved man på News i øvrigt hvorfor? Fordi så kan politiske modstandere fx IKKE retsforfølge dem på grund af noget, at de har sagt i offentligheden.

Alligevel skal vi høre på News '“ landet vigtigste og helt centrale medie '“ at journalister '“ dem der ellers skulle være evigt stålsatte forsvarere af det frie ord '“ mene, at det er en helt legitim mulighed, at domstolene skal afgøre politiske debatter.

Nej TV2 News. Det skal alene vælgerne! Det er dem, der skal afgøre om Peter Christensens udtalelser er skingre og helt ude i hampen. Ikke tilfældige dårligt uddannede og komplet uvidende journalister – blandt dem tilsyneladende en skinger Kaare R. Schou på en efterhånden sjælden gæsteoptræden i primetime '“ som skal afgøre den sag.

Måske TV2-chefen Michael Dyrby eller en anden skulle beklage dette i Presselogen på søndag. Det ville både klæde ham og News!

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.


De røde lejesvende '“ en tilståelsessag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 15, 2010

Comments icon

41 kommentarer

Tirsdag aften var jeg inviteret i Park Bio af “Statsradiofonien” til forpremiere med masser af nuværende og tidligere medarbejder i foretagendet, der nu om dage i øvrigt kun hedder 'DR'.

Vi skulle se de to første ud af tre programmer i serien 'Jagten på de røde lejesvende' lavet af journalist Jacob Rosenkrands. Læs mere her.

Hans idé er at undersøge tidligere fremsatte anklager mod navngivne DR-medarbejdere for i perioden fra 1968 og frem at have brugt deres adgang til de elektroniske medier til at agitere for venstreorienterede synspunkter. Både i nyhedsdækningen og sågar i TV-udsendelser for børn og unge.

At sætte en DR-medarbejder til at gå tidl. DR-medarbejdere efter i sømmene? Ah hvad? Det er vel som at lade politiet undersøge sig selv, vil nogen sikkert tænke.

Det program kan da kun være tendentiøst! Måske, men Rosenkrands er snu og har en udmærket fornemmelse for, hvor fælderne kan være. For han kan jo også blive set som lakaj for de borgerlige, hvis han altså kan tages i at manipulere med seerne!

Hvad gør Rosenkrands? Han graver i arkiverne og finder, hvad kilderne selv har sagt, eller hvad de har skrevet eller lavet af radioudsendelser for 30-40 år siden og frem. Derefter konfronterer han de pågældende journalister for rullende kameraer. Og det kommer der altså godt TV ud af.

Rosenkrands gør fornuftigt meget ud af IKKE undervejs selv at virke fordømmende eller på nogen måde at overspille rollen, så han ikke kan anklages for at være “leder af den spanske inkvisition”. Det er heller ikke en frådende Joseph McCarthy, der udspørger formodede eller erklærede kommunister.

Det er Jacob, der efter at have præsenteret de pågældende DR-koryfæer med deres fortidige '“ men tindrende klare venstreorienterede – synspunkter stilfærdigt spørger, hvorfor de skrev mv. som de gjorde. Og om de selv synes, at de fremstod fair og neutrale i deres journalistiske formidling.

Af de tre programmer fremgår det klart, at der er tale om en lang tilståelsessag.

Det er naturligvis uhyre interessant at få lov at iagttage den afslørede 'røde lejesvend', konfronteret med journalistens dokumentation. Mennesker er forskellige og reagerer derfor naturligvis forskelligt i situationen. Der er både desperation, erkendelse, indrømmelse, blank afvisning, talen-uden-om, men sjældent egentlig anger.

Vi møder 'verdensmanden' Jens Nauntofte, som dels forsøger at tale udenom, dels charme sig igennem, men uden at indrømme, at han i en bog hyldede Nordvietnam for dens indtagelse af Saigon i 1975. For senere at tale sort, da den stadigt aktive DR-journalist skal forklare, hvorfor i alverden at han triumferer på toppen af en T54-kampvogn, for så til sidst at skifte taktik ved at underspille, hvorfor han i en kronik i 1968 udtrykte utilsløret sympati for den venstreorienterede berlinske terrorgruppe 2. juni-bevægelsen. 'Sådan tænkte vi dengang', lød Nauntoftes forklaring. So what? Hvorfor? Hrmmm. The answer my friend, is blowing in the wind…

Men så er der 'den uforbedrelige', såkaldte 'Røde Grevinde', der manisk og beredvilligt vedstår sig alle sine politiske holdninger og at de har fundet vej i hendes journalistiske arbejde. Sperling nægter at indse, at det overhovedet skulle være et problem. Ruth von Sperling '“ mangeårig redaktør på P1 '“ erklærer i udsendelsen uden nogen forbehold, at hun er venstreorienteret journalist. 'Kan man være andet?, siger hun frejdigt uden den mindste anger. For hende er journalistik og politik det samme. Punktum. Det er jo et fair synspunkt. Men så burde man måske i stedet udøve sin gerning på mere eller mindre erklærede politiske dagblade som Arbejderen eller Politiken frem for at være redaktør på DRs P1 Orientering?

Den værste af alle røde lejesvende er til gengæld den mest sympatiske medvirkende i udsendelsen. 'B&U-kommunisten', Per Schultz. Tidl. souschef i Børne og ungdomsafdelingen og på samme tidspunkt tillidsmand og medlem af DKP. Han vedkender sig uden dikkedarer alt, hvad der foregik, og at han som kommunist forsøgte at politisere i DR, hvor han kunne. Nogle gange lykkedes det, mens det gudskelov kiksede i andre tilfælde, hvor det blev ledelsen og kollegerne for meget. Schultz forsøger hverken at lyve eller at bortforklare fortiden. Og så er han tydeligvis blevet klogere. Morsomt bliver det, da han henviser til DKPs og dermed sin egen 'puritanisme', der ikke kunne se det geniale i talende dukker og potteplanter. Uanset hvor meget man foragter DKP, dets politiske religion samt dens udøvere og at man lod dem politisere i DRs programmer, så har jeg respekt for at Schultz i programmet vedstår sig sin fortid og fx ikke begynder at angribe journalistens præmis. (Her er trods alt en mand med en eller anden form for integritet)

Det oplever man til gengæld under interviewet med 'DDR-apologeten' Kjeld Koplev, der i et hårdt presset øjeblik iltert insinuerer, at Rosenkrands har fået vejledning fra onde kræfter, der vil Koplev det ondt. Situationen er imidlertid den, at Rosenkrands læser op af Koplevs artikel i 'Politisk Revy' fra 1971, hvor det i en sætning klart bliver slået fast, at det er legitimt under opbygningen af socialismen, at man undertrykker andre synspunkter. Koplev kaster sig ud i en lang og desperat (bort)forklaring om, at det kun er de gamle nazisters synspunkter, som DDR skulle holde nede'¦ Kropssproget hos Koplev siger det hele. Det er pinagtige øjeblikke, hvor han tydeligvis er hundeangst for sit eftermæle som journalist. Da Rosenkrands sætter trumf på og spiller en bid fra Koplevs helt igennem ukritiske radioprogram om DDR fra 1978, så må den gamle 'lejesvend' hårdt presset komme med indrømmelsen: Det var måske ikke så kritisk… Og hvorfor så ikke? Jo, det får man ikke helt en forklaring på, bortset fra at Koplev på et tidspunkt henviser til den i sit eget liv erfarede sociale uretfærdighed, som åbenbart efter hans mening, kunne retfærdiggøre en helt igennem ukritisk radioreportage fra et kommunistisk diktatur.

Herefter følger den tidligere TV-direktør Bjørn Erichsen, der på pinagtig vis fornedrer sig i et mildt sagt kummerligt forsøg på at bilde seerne ind, at han skam intet havde med DDR-regimet at gøre, selvom at han ved to lejligheder i 70’erne i nærheden af Rostock underviste på DKPs kurser i faget 'Arbejderbevægelsen historie'. Som om at alle og enhver bare kunne tage til DDR og afholde kurser uden at regimet blandede sig'¦ Det er meget svært at forestille sig andet, end at Erichsen direkte lyver for åben skærm for at slippe af krogen. Det lykkes (heller) ikke.

Senere (i afsnit tre som jeg så på DVD) møder man mellemøst-korrespondenten Ole Sippel, der under den sidste Irak-krig sammen med komiske Ali, forsøgte at nedtone/afvise koalitions-styrkernes militære fremgang. Også det er frygteligt for Sippel, der senere roder sig ud i en indlysende for alle omgang sludder om, at den palæstionensiske organisation PFLP, der har sprængt masser af bomber, mennesker og flere fly i luften, ikke er en terror-bevægelse'¦ Det synspunkt taler helt for sig selv.

Yderligere får man 'fornøjelsen' af at høre P1-kulturjournalisten Egon Clausen sende en bog om Karen Jespersen til en psykolog, der iøvrigt i den pågældende radioudsendelse fra 2004 fuldt og helt delte hans vurdering vedr. Karen Jespersen indvandrerkritiske synspunkter. Clausen tilstår i udsendelsen – trods alt – sin dengang manglende fairness.

Programrækken slutter med at inddrage den borgerlige kulturkamp efter VK-regeringens tiltræden i 2001. Her får DR en smule oprejsning. Rosenkrands sandsynliggør at den borgerlige regering mfl. lagde pres på DR blandt andet på grund af dets Irak-dækning, at DRs bestyrelse til sidst fyrede DR-generaldirektør Chr. Nissen og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.

Det sker bl.a. med henvisning til Brian Mikkelsens berømte email til DRs bestyrelsesformand Jørgen Kleener, hvor DRs nyhedsdækning åbenbart er på dagsordenen ved regeringens morgenmøder. Et helt særligt – og kosteligt – højdepunkt indtræffer, da Rosenkrands konfronterer Per Stig Møller med ordlyden fra Mikkelsens mail, hvori Møller bliver tillagt et citat om, at DR i stedet for TV2 burde privatiseres.

Aldrig har man set så arrig en Per Stig Møller. Den konservative minister bedyrer, at han intet kan huske fra mødet eller fra diskussioner herom. Men tidligere i udsendelsen har man ellers set Møller uden nogen problemer huske detaljer fra sin tid som radiorådsformand og redaktør i DR, der ligger mere end 30 år tilbage. Det er svært ikke at konkludere, at også Møller lyver hurtigere end en hest kan rende for at redde sig ud af suppedasen.

Nej, det er en aldeles fremragende serie, som Jacob Rosenkrands har lavet, og som alle bør se.

Og den er hverken højre eller venstreorienteret i sin vinkel, men til gengæld særdeles velorienteret.

Endelig giver den håb om, at DR-journalister mfl. i fremtiden er sig bevidste om at lære af forgængernes fejl og derfor i større grad forsøger at tilstræbe objektivitet, fairness og balance samt mest muligt gemmer sine private synspunkter af vejen.

Læs også Mikael Jalvings anmeldelse her.

Læs og hør flere reaktioner fra premieren her.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Bottom border