Tirsdag aften var jeg inviteret i Park Bio af “Statsradiofonien” til forpremiere med masser af nuværende og tidligere medarbejder i foretagendet, der nu om dage i øvrigt kun hedder 'DR'.
Vi skulle se de to første ud af tre programmer i serien 'Jagten på de røde lejesvende' lavet af journalist Jacob Rosenkrands. Læs mere her.
Hans idé er at undersøge tidligere fremsatte anklager mod navngivne DR-medarbejdere for i perioden fra 1968 og frem at have brugt deres adgang til de elektroniske medier til at agitere for venstreorienterede synspunkter. Både i nyhedsdækningen og sågar i TV-udsendelser for børn og unge.
At sætte en DR-medarbejder til at gå tidl. DR-medarbejdere efter i sømmene? Ah hvad? Det er vel som at lade politiet undersøge sig selv, vil nogen sikkert tænke.
Det program kan da kun være tendentiøst! Måske, men Rosenkrands er snu og har en udmærket fornemmelse for, hvor fælderne kan være. For han kan jo også blive set som lakaj for de borgerlige, hvis han altså kan tages i at manipulere med seerne!
Hvad gør Rosenkrands? Han graver i arkiverne og finder, hvad kilderne selv har sagt, eller hvad de har skrevet eller lavet af radioudsendelser for 30-40 år siden og frem. Derefter konfronterer han de pågældende journalister for rullende kameraer. Og det kommer der altså godt TV ud af.
Rosenkrands gør fornuftigt meget ud af IKKE undervejs selv at virke fordømmende eller på nogen måde at overspille rollen, så han ikke kan anklages for at være “leder af den spanske inkvisition”. Det er heller ikke en frådende Joseph McCarthy, der udspørger formodede eller erklærede kommunister.
Det er Jacob, der efter at have præsenteret de pågældende DR-koryfæer med deres fortidige '“ men tindrende klare venstreorienterede – synspunkter stilfærdigt spørger, hvorfor de skrev mv. som de gjorde. Og om de selv synes, at de fremstod fair og neutrale i deres journalistiske formidling.
Af de tre programmer fremgår det klart, at der er tale om en lang tilståelsessag.
Det er naturligvis uhyre interessant at få lov at iagttage den afslørede 'røde lejesvend', konfronteret med journalistens dokumentation. Mennesker er forskellige og reagerer derfor naturligvis forskelligt i situationen. Der er både desperation, erkendelse, indrømmelse, blank afvisning, talen-uden-om, men sjældent egentlig anger.
Vi møder 'verdensmanden' Jens Nauntofte, som dels forsøger at tale udenom, dels charme sig igennem, men uden at indrømme, at han i en bog hyldede Nordvietnam for dens indtagelse af Saigon i 1975. For senere at tale sort, da den stadigt aktive DR-journalist skal forklare, hvorfor i alverden at han triumferer på toppen af en T54-kampvogn, for så til sidst at skifte taktik ved at underspille, hvorfor han i en kronik i 1968 udtrykte utilsløret sympati for den venstreorienterede berlinske terrorgruppe 2. juni-bevægelsen. 'Sådan tænkte vi dengang', lød Nauntoftes forklaring. So what? Hvorfor? Hrmmm. The answer my friend, is blowing in the wind…
Men så er der 'den uforbedrelige', såkaldte 'Røde Grevinde', der manisk og beredvilligt vedstår sig alle sine politiske holdninger og at de har fundet vej i hendes journalistiske arbejde. Sperling nægter at indse, at det overhovedet skulle være et problem. Ruth von Sperling '“ mangeårig redaktør på P1 '“ erklærer i udsendelsen uden nogen forbehold, at hun er venstreorienteret journalist. 'Kan man være andet?, siger hun frejdigt uden den mindste anger. For hende er journalistik og politik det samme. Punktum. Det er jo et fair synspunkt. Men så burde man måske i stedet udøve sin gerning på mere eller mindre erklærede politiske dagblade som Arbejderen eller Politiken frem for at være redaktør på DRs P1 Orientering?
Den værste af alle røde lejesvende er til gengæld den mest sympatiske medvirkende i udsendelsen. 'B&U-kommunisten', Per Schultz. Tidl. souschef i Børne og ungdomsafdelingen og på samme tidspunkt tillidsmand og medlem af DKP. Han vedkender sig uden dikkedarer alt, hvad der foregik, og at han som kommunist forsøgte at politisere i DR, hvor han kunne. Nogle gange lykkedes det, mens det gudskelov kiksede i andre tilfælde, hvor det blev ledelsen og kollegerne for meget. Schultz forsøger hverken at lyve eller at bortforklare fortiden. Og så er han tydeligvis blevet klogere. Morsomt bliver det, da han henviser til DKPs og dermed sin egen 'puritanisme', der ikke kunne se det geniale i talende dukker og potteplanter. Uanset hvor meget man foragter DKP, dets politiske religion samt dens udøvere og at man lod dem politisere i DRs programmer, så har jeg respekt for at Schultz i programmet vedstår sig sin fortid og fx ikke begynder at angribe journalistens præmis. (Her er trods alt en mand med en eller anden form for integritet)
Det oplever man til gengæld under interviewet med 'DDR-apologeten' Kjeld Koplev, der i et hårdt presset øjeblik iltert insinuerer, at Rosenkrands har fået vejledning fra onde kræfter, der vil Koplev det ondt. Situationen er imidlertid den, at Rosenkrands læser op af Koplevs artikel i 'Politisk Revy' fra 1971, hvor det i en sætning klart bliver slået fast, at det er legitimt under opbygningen af socialismen, at man undertrykker andre synspunkter. Koplev kaster sig ud i en lang og desperat (bort)forklaring om, at det kun er de gamle nazisters synspunkter, som DDR skulle holde nede'¦ Kropssproget hos Koplev siger det hele. Det er pinagtige øjeblikke, hvor han tydeligvis er hundeangst for sit eftermæle som journalist. Da Rosenkrands sætter trumf på og spiller en bid fra Koplevs helt igennem ukritiske radioprogram om DDR fra 1978, så må den gamle 'lejesvend' hårdt presset komme med indrømmelsen: Det var måske ikke så kritisk… Og hvorfor så ikke? Jo, det får man ikke helt en forklaring på, bortset fra at Koplev på et tidspunkt henviser til den i sit eget liv erfarede sociale uretfærdighed, som åbenbart efter hans mening, kunne retfærdiggøre en helt igennem ukritisk radioreportage fra et kommunistisk diktatur.
Herefter følger den tidligere TV-direktør Bjørn Erichsen, der på pinagtig vis fornedrer sig i et mildt sagt kummerligt forsøg på at bilde seerne ind, at han skam intet havde med DDR-regimet at gøre, selvom at han ved to lejligheder i 70’erne i nærheden af Rostock underviste på DKPs kurser i faget 'Arbejderbevægelsen historie'. Som om at alle og enhver bare kunne tage til DDR og afholde kurser uden at regimet blandede sig'¦ Det er meget svært at forestille sig andet, end at Erichsen direkte lyver for åben skærm for at slippe af krogen. Det lykkes (heller) ikke.
Senere (i afsnit tre som jeg så på DVD) møder man mellemøst-korrespondenten Ole Sippel, der under den sidste Irak-krig sammen med komiske Ali, forsøgte at nedtone/afvise koalitions-styrkernes militære fremgang. Også det er frygteligt for Sippel, der senere roder sig ud i en indlysende for alle omgang sludder om, at den palæstionensiske organisation PFLP, der har sprængt masser af bomber, mennesker og flere fly i luften, ikke er en terror-bevægelse'¦ Det synspunkt taler helt for sig selv.
Yderligere får man 'fornøjelsen' af at høre P1-kulturjournalisten Egon Clausen sende en bog om Karen Jespersen til en psykolog, der iøvrigt i den pågældende radioudsendelse fra 2004 fuldt og helt delte hans vurdering vedr. Karen Jespersen indvandrerkritiske synspunkter. Clausen tilstår i udsendelsen – trods alt – sin dengang manglende fairness.
Programrækken slutter med at inddrage den borgerlige kulturkamp efter VK-regeringens tiltræden i 2001. Her får DR en smule oprejsning. Rosenkrands sandsynliggør at den borgerlige regering mfl. lagde pres på DR blandt andet på grund af dets Irak-dækning, at DRs bestyrelse til sidst fyrede DR-generaldirektør Chr. Nissen og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.
Det sker bl.a. med henvisning til Brian Mikkelsens berømte email til DRs bestyrelsesformand Jørgen Kleener, hvor DRs nyhedsdækning åbenbart er på dagsordenen ved regeringens morgenmøder. Et helt særligt – og kosteligt – højdepunkt indtræffer, da Rosenkrands konfronterer Per Stig Møller med ordlyden fra Mikkelsens mail, hvori Møller bliver tillagt et citat om, at DR i stedet for TV2 burde privatiseres.
Aldrig har man set så arrig en Per Stig Møller. Den konservative minister bedyrer, at han intet kan huske fra mødet eller fra diskussioner herom. Men tidligere i udsendelsen har man ellers set Møller uden nogen problemer huske detaljer fra sin tid som radiorådsformand og redaktør i DR, der ligger mere end 30 år tilbage. Det er svært ikke at konkludere, at også Møller lyver hurtigere end en hest kan rende for at redde sig ud af suppedasen.
Nej, det er en aldeles fremragende serie, som Jacob Rosenkrands har lavet, og som alle bør se.
Og den er hverken højre eller venstreorienteret i sin vinkel, men til gengæld særdeles velorienteret.
Endelig giver den håb om, at DR-journalister mfl. i fremtiden er sig bevidste om at lære af forgængernes fejl og derfor i større grad forsøger at tilstræbe objektivitet, fairness og balance samt mest muligt gemmer sine private synspunkter af vejen.
Læs også Mikael Jalvings anmeldelse her.
Læs og hør flere reaktioner fra premieren her.
Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.