Kategorier

Opgør i K undervejs eller blot uduelig kommunikation?

Lørdag bragte Politiken et længere interview med justitsminister Lars Barfoed, hvor han legede med den (skøre) idé, at de konservative forlader regeringen efter næste valg selv hvis blå blok vinder flertallet. Den konservative partileder udenrigsminister Lene Espersen har tidligere skudt den idé ned, så derfor blev det af nogle iagttagere udlagt som, at Barfoed med sin udmelding nu udfordrer den historisk svage K-leder.

Samme dag fik en anden konservativ topfigur, nemlig økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen fortalt altinget.dk '“ i et interview, der var lavet for et par uger siden '“ at han ikke var sikker på, at han fortsætter som politiker, hvis de konservative mister regeringsmagten. I medier blev det udlagt som om, at Mikkelsen ikke længere tror på den endelige sejr og nu var på vej ud af politik, hvilket ministeren i øvrigt selv yderligere understregede ved lørdag at stille op til et tv-interview om sagen. Med andre ord: Selv topkonservative tror ikke længere på “den endelige sejr”.

Eller også er Barfoed og Mikkelsen ude i en fælles raffineret aktion, hvor billedet af de konservatives fremtidsscenario skal males sortere end sort for dermed at lægge pres på Lene Espersen, så hun hurtigt selv træffer beslutning om at trække sig som partileder? Altså en magtkamp, hvor Barfoed og Mikkelsen spiller det kort, hvor de udstiller, at de heller ikke længere tror på en fremtid med Lene Espersen som leder. For dermed også at signalere til de frustrerede kernetropper i partiet, som vil af med Espersen, at de er enige med dem. (Rygter har i den seneste tid gået, at Barfoed, Mikkelsen og Per Stig Møller har aftalt, at Barfoed bliver partiets nye leder, når Espersen er væk)

Søndag '“ et halvt døgn efter de første pressehistorier efter altinget.dk-interviewet – slår Brian Mikkelsen imidlertid pludselig fast, at han skam bliver i politik også i den næste valgperiode uanset valgresultatet. Dermed drejer det sig nu om, at Brian Mikkelsen åbenbart ikke rigtig aner, hvad det er, at han ønsker at kommunikere. I grunden ufatteligt taget i betragtnig af, at manden har været med på topplan i dansk politik i 16 år heraf 9 år som minister.

Teorien om, at et internt oprør er undervejs finder dog støtte i, at et par folketingskandidater mandag kritiserer 'ledelsen' i Berlingske, men altså ikke Lene Espersen direkte. Alligevel fremstår K-ledelsen som blottet for autoritet og åbenbart også med vigende tillid i baglandet.

Barfoeds synspunkt om, at K skulle overveje at træde ud af regeringen, bliver søndag i Politiken bakket op af et par folketingsmedlemer og en lokalforeningsformand. Hvilket også kan tolkes som en slags stille oprør mod Espersens ledelse.

Ifølge den konservative gruppeformand Henriette Kjær så er det kommentatorernes skyld, fordi de er så sygeligt optagede af K. Tjah. Mon ikke den noget klynkende Kjær selv vurderer, at Barfoeds og Mikkelsens udmeldinger er årsagen til “den sygelige optagethed”?

Hvad foregår der så hos K? Ja, det er ikke til at sige 100 pct., men at partiets ledelse har fortsat kolosale problemer med at kommunikere, hvad den vil rent politisk – og i øvrigt er uden autoritet i forhold til sine folkevalgte og tillidsfolk – ja det står fortsat lysende klart.

Min tolkning af weekendens udmeldinger er, at Brian Mikkelsen, Lars Barfoed mfl. ønsker, at få Lene Espersen til at gå af nu som partileder, men at de ikke aner, hvordan det kan ske, uden at de selv kommer til at fremstå som “dronningemordere”. Især fordi et flertal i folketingsgruppen tilsyneladende stadigvæk vurderer, at det ikke er umagen værd – eller muligt – at skifte Lene Espersen ud så tæt på et valg.

Læs også Mette Østergaards analyse i Politiken mandag.

Læs også Niels Krause-Kjærs analyse.

Kategorier

Tudeprinserne i dansk politik I

SF er vadet fra vælgersucces til vælgersucces ved valg og i meningsmålingerne siden Villy Søvndal blev valgt til formand for fem år siden. Men nu går det pludselig lidt den anden vej. De seneste par måneders meningsmålinger viser tilbagegang for SF. Og den uvante modgang slider åbenbart på SF'erne. De føler sig nemlig forfulgt af medierne. Ja nærmest som jaget vildt. Det er i hvert fald det indtryk en del journalister har af SF-toppen p.t., hvor man ustandseligt ømmer og beklager sig overfor pressekorpset.

SF blev født som et rigtigt protestparti mod magten. Men nu er SF blevet så stor, at man uden problemer udøver noget, der minder om chikane overfor journalister, der ikke makker ret. Journalister, der har skuffet SF-toppen med deres artikler, kan fx opleve ikke at få dem i tale osv. På dansk hedder den slags blacklisting.
Og forleden dag var partiets 24-årige næstformand – fænomenet Thor Möger Pedersen – ude og skælde ud på navngivne kritikere af SFs udlændingepolitik fra koret af centrum-venstreskribenter på Politiken og Information. Det er ellers ikke en opførsel, man normalt forbinder med et rendyrket oppositionsparti som SF, men til gengæld snarere noget SF-vælgere sikkert ville forvente hos de gamle klassiske magtpartier som VK og S.

Den største klynker af dem alle hedder Ole Sohn. Han knalder gerne telefonrøret på, hvis han ikke får sin vilje og føler sig i det hele taget misforstået. Til gengæld er han uofficiel Christiansborgmester i sortsnakkeri. Det er noget som han har øvet sig på i gennem årene, hvor han har skullet bortforklare sin kommunistfortid med kindkys og hyldestbreve til DDR-regimet med indholdsløse fraser og troskyldige blikke. Lige p.t. er Sohn manden SF sender på banen med henblik på at nedtone, at SFs vælgeropbakning øjensynligt er på vej ned.

SF har på mange stræk forvandlet sig fra at være et decideret umodent parti, som man under ingen omstændigheder kunne betro et regeringsansvar til et parti, alle nu tager meget alvorligt fx mht. at stille et ministerhold. Men på et punkt opfører SF'erne sig som om, at man stadig lever som i de gode gamle dage, hvor partiets folk altid var gode venner med journalisterne, fordi de på nogle stræk delte den samme funktion mht. at efterkontrollere regeringen. De dage kan altså snart være slut. Pressen er nu gået i gang med at skrive lidt kritisk om Sohn og Søvndahl, mens SF reagerer som mimoser og magtpartier, som partiet egentlig ser sig i opposition til, ved altså nærmest dagligt at skælde journalisterne huden fuld.

Men hvis SF synes, at de har det så slemt nu, hvor pressen så småt er gået i gang med at kigge dem efter i sømmene, hvordan tror de så det bliver, når de engang kommer i regering? Altså: Dette er i og for sig den sjove tid. Når/hvis SF kommer i regering efter næste valg, så begynder pressen at blive rigtig kritisk. Realiteterne er, at SF nu bør nyde udsigten til at komme på regeringsbænkene efter næste valg frem for at rende rundt på Christiansborgs gange for at pive og beklage sig. SFs spinmaskine, formand og folketingsgruppe har aldrig stået stærkere, så helt ærligt: Hvad tuder I egentlig for?

P.s. Her er en kandidat til dagens “Moment of Zen”: SFs Pernille Frahm mener at Danmark skal boykotte VM i fodbold 2022 i Qatar… (hvor længe tror I, der går før, at Ole Sohn kommer med en kontramelding?)

Kategorier

Lille Lars fra Ørestad

I sidste uge sprang to Venstrefolk i København til Liberal Alliance. Hvad er op og ned i sagen og hvem er det, man på rådhuset kalder for “Lille Lars fra Ørestad”? Hvad sker der lige for kommunen i den såkaldte Farvergade-sag? For det og meget andet – læs årets sidste analyse af “Københavnsk Politik“, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.