Kategorier

BillyBoy – nu på tur med Brian Mikkelsen

Hvad det der gør, at det er umuligt helt at tabe interessen for dansk politik? Et svar kunne være uforudsigeligheden. Man skal nemligt høre meget før, at ørerne falder af. Fx. når det i går blev kendt, at Poul Nyrup Rasmussens tidl. medierådgiver Billy Adamsen pludselig skal være særlig rådgiver eller “spindoktor” for den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Et mageløst par i dansk politik er født.

Læs min kommentar til den mildest talt usædvanlige rekruttering på kforum.

Kategorier

Da Plummer gik fejl af Lassen

For en måneds tid siden landede journalist Kurt Lassens bog om den daværende DR-generaldirektør Kenneth Plummer på avisredaktionernes borde og allerede med foromtalen af bogen stod det klart, at årets skandale i DR, kultur- og erhvervslivet var en realitet.

Bogen om Kenneth Plummer, der bar den lidt uharmoniske titel 'Summen af kardemommen' (Plummers yndlingsudtryk, når han ifølge bogen en sjælden gang evnede at konkludere på de interne møder) er mildest talt ikke særligt rosende. Den fremstiller Plummer som en drengerøv i jakkesæt, der ved hjælp af et betydeligt held, charme, varm luft, evne til at lukrere på andres arbejde formåede at få det betydeligste lederjob i dansk kulturliv, som han hverken var kvalificeret til, havde evner for eller udfyldte på kompetent måde.

Den af flere grunde udskældte forfatter Kurt Lassen har tilsyneladende ikke skullet gøre sig de store anstrengelser for at finde frem til de ganske mange tidligere chefer i DR og medarbejdere, som i bogen hjertens gerne disker op med udleverende spøjse anekdoter om deres oplevelser med Kenneth Plummer som leder.

Der er fx historien om, hvordan Plummer på interne chefmøder hellere vil sidde og lege med sine gadgets '“ mobiltelefoner '“ og læse op af SMS'er fra kendisser. Eller på et af de første ledermøder afspiller den berygtede scene fra filmen 'The Untouchables', hvor Al Capone i skikkelse af Robert De Niro efter at have talt om “teamspirit” (enthusiasms) med et boldtræ smadrer hovedet på en af sine underordnede chefer så blod og hjernemasse sprøjter, mens de øvrige chefer rundt om det runde bord med hvide duge lamslåede ser på. Et noget kikset forsøg på at være morsom fra Plummers side, forstår man på bogen. Endelig så ser hans nye chefer efter deres første møde med vantro på Plummer, da han i ramme alvor fortæller dem om dengang han som chef for Mattel (Barbie-dukken m.v) iførte sig et kostume med et af koncernens populære tøjdyr og gik rundt i en forlystelsespark for at 'tale med kunderne'. Det mente Plummer havde været “en fantastisk oplevelse' og skulle altså illustrere det kundefokus, som han '“ i øvrigt med rette '“ mente der var mere behov for hos DR.

Fik Plummer ved sin afgang ros for at have vendt DR til at blive en mere kundefokuseret forretning, så beskylder ingen manden for at være genial til det politiske spil. Der hersker alm. enighed om, at det først var da DR fik en ny bestyrelsesformand “silkeaben over alle silkeaber” Michael Christiansen, at der kom styr på den del af butikken igen. Med andre ord: Plummers behov for en støttepædagog for at kunne navigere i det politiske farvand var tiltrængt og nødvendigt. Alene var han en ren 'Bambi på glatis', forstår man.

Lassens bog er blevet sablet ned og lyst i band af anmeldere, kritikere og journalistkollegaer. Næsten udelukkende for at have viderebragt hans og Kenneth Plummers fortrolige samtaler, og derved set stort på kildefortroligheden. Det har delt Dansk Journalistforbund midt over i dem, der helst vil have Lassen korsfæstet ved daggry og andre, som mener at uden Lassens udlevering af Plummer havde DR fortsat trukket rundt med en i deres øjne inkompetent og uduelig chef, som aldrig anede, hvad han ville med DR.

Kenneth Plummer er klar over, at han bliver optaget på bånd af Lassen på en køretur tværs over Danmark, hvor aftalen er, at der tales til baggrund. Så i troen på, at 'det bliver mellem os' så tilbyder DR-generaldirektøren journalisten indsigt i hvem, der var i ansøgerfeltet til hans egen stilling tilbage i 2005.

Derved gør Plummer sig skyldig i grov tjenesteforsømmelse ved at udlevere DRs fortrolige oplysninger. Den handling er naturligvis den egentlige årsag til, at Plummer i dag er forhenværende DR-generaldirektør.

Dertil kommer, at Plummer med sin måde at håndtere den 'fjendtligtsindede' journalist fuldstændigt fejllæser Lassen og selve situationen ved at tro, at han kan slå en aftale af med journalisten. Det kunne han ikke.

Lassen står dermed i et dilemma. Skal han lade verden forblive i uvidenhed mht, hvordan en højtbetalt og licensfinansieret DR-generaldirektør i virkeligheden opfører sig? Eller skal han se stort på kildebeskyttelsen og fortælle sandheden, som han kan dokumentere med sine båndudskrifter?

Lassen valgte sandheden. Et modigt valg, men spørgsmålet er, om det var et særligt klogt valg '“ også henset til den videre karriere som journalist. Det vil formentlig resten af Lassens journalistiske liv forblive særdeles omdiskuteret, om han gjorde det rigtige ved at 'skrive båndet ud' og offentliggøre samtalen. Journalistkolleger hævder at det også vil få varige følger for journalistik, fordi kilder ikke vil tale til baggrund. Det vil jeg nu gerne se, før jeg tror det. Til gengæld vil sagen “Plummer vs. Lassen” utvivlsomt blive en case, der vil blive diskuteret i mange år frem, når erhvervsledere skal på kursus hos konsulentbureaerne mht pressehåndtering. “Dont try this at home!” Det vil der formentlig stå med flammeskrift på powerpoints’ne.

Kenneth Plummers tid som topchef i rampelyset er nu historie, men historien om ham og baggrunden for hans endeligt, får man et udmærket indblik i Lassens velskrevne, letlæste og momentvise underholdende biografi, som efter min mening er langt bedre end det indtryk man kunne få henset til den ublide medfart bogen har fået på grund af forfatterens stærkt kontroversielle metode. Fx lod Berlingske bogen anmelde som om der var tale om finere fransk litteratur i stedet for hårdtslående journalistik i en stil, som man kender det fra andre kritiske biografier af kontroversielle erhvervsfolk.

I øvrigt, hvad der er noget overset, så får Plummer faktisk et helt kapitel med fri taletid, hvor Lassen bogstaveligt talt næsten har skrevet båndet ud efter et foredrag som den daværende DR-generaldirektør holdt for Teknologisk Institut i Vingsted-centeret. Det giver faktisk alle læserne en udmærket mulighed for selv at bedømme om Plummer var fyldt med indhold eller i stedet var den varmluftsballon, som Lassen og hans kilder fremstiller ham som.

Kategorier

Fremskridtsfurien in memoriam

Fremskridtspartiets furie Kirsten Jacobsen er død. Hun blev 68 år.

I tre årtier repræsenterede Jacobsen det bedste ved den anarkistiske højrefløj i Danmark. Hun var en enkeltsagsorienteret politiker men '“ vel at mærke '“ altid med en dyb indsigt i sagernes substans.

Dertil kom, at fruen med den umiskendelige nordjyske accent, havde en eminent evne til at fremstille sig selv som kritisk mod alle autoriteter og jagede bl.a. utrætteligt uduelige kreditforeningsfolk på grund af overbelåningssagerne, politikere og bankfolk i bank-krak-skandalerne i begyndelsen af 1990'erne og nidkært nidkære bureaukrater i sin utrættelige kamp for “den lille mand'. Dengang var Kirsten Jacobsen fast inventar i TVs nyhedsudsendelser, hvor hun tit tonede frem på skærmen med sin ligefremme, rapkæftede og kontante facon altid bevæbnet med et par tykke sagsmapper i favnen. Her lovede hun tv-seerne, at hver en sten ville blive vendt, og centraladministrationens embedsfolk sat i sving for, at man kunne komme til bunds i sagerne. Det var ikke mindst på grund af Jacobsens ihærdige indsats, at den daværende skatteminister Ole Stavad (S) siden måtte gå af efter den såkaldte Spar Nord-skandale, hvor skattemyndighederne havde lovet Sparekassen Nordjylland et ulovligt skattefradrag for at overtage den krakkede Himmerlandsbank.

Hun havde dog ikke altid en heldig hånd i magtkampen med Pia Kjærsgaard om Fremskridtspartiet, hvor det undertiden gik endog særdeles hårdt for sig. Jacobsen fik med sine støtter i 1989 kuppet sig til gruppeformandsposten, da hun fik væltet den siddende gruppeformand og Kjærsgaard-støtte Helge Dohrmann, der ganske kort efter pludselig døde af et hjerteanfald. Det tragiske udfald tog også hårdt på Jacobsen, der efter kun en uge i gruppeformandsstolen veg pladsen. Siden da var der krig på kniven mellem hende og Pia Kjærsgaard.

Da Pia Kjærsgaards fløj sagde farvel til Fremskridtspartiet i 1995 for at danne Dansk Folkeparti, så var Jacobsen den eneste tilbage i partiet med en folkelig appel. Jacobsens person blev i Nordjylland betragtet som et slags 'nordjysk folkeparti' og ved valget i 1998 trak hun egenhændigt et kredsmandat og et tillægsmandat i den daværende Nordjyllands Amtskreds.

Desværre var det ikke Jacobsens og Kim Behnkes liberalistiske idéer, der fik lov at dominere i Fremskridtspartiet, der efterfølgende blev kapret af den oprindelige stifter af partiet Mogens Glistrup, efter at Kirsten Jacobsen i 1999 sagde farvel til dansk politik.

Med Glistrups skingre udtalelser om 'muhammedanerne' blev det for meget for de fire folketingsmedlemmer, der siden søgte over i den løse partidannelse 'Frihed 2000', der dog ikke stillede op ved valget i 2001.

På en dag som denne bør man tage hatten af i respekt for, at et markant politisk liv med stort engagement i folkestyrets tjeneste og ikke mindst for frihedsorienterede idéer med Kirsten Jacobsens død desværre nu er slut.