For en måneds tid siden landede journalist Kurt Lassens bog om den daværende DR-generaldirektør Kenneth Plummer på avisredaktionernes borde og allerede med foromtalen af bogen stod det klart, at årets skandale i DR, kultur- og erhvervslivet var en realitet.
Bogen om Kenneth Plummer, der bar den lidt uharmoniske titel 'Summen af kardemommen' (Plummers yndlingsudtryk, når han ifølge bogen en sjælden gang evnede at konkludere på de interne møder) er mildest talt ikke særligt rosende. Den fremstiller Plummer som en drengerøv i jakkesæt, der ved hjælp af et betydeligt held, charme, varm luft, evne til at lukrere på andres arbejde formåede at få det betydeligste lederjob i dansk kulturliv, som han hverken var kvalificeret til, havde evner for eller udfyldte på kompetent måde.
Den af flere grunde udskældte forfatter Kurt Lassen har tilsyneladende ikke skullet gøre sig de store anstrengelser for at finde frem til de ganske mange tidligere chefer i DR og medarbejdere, som i bogen hjertens gerne disker op med udleverende spøjse anekdoter om deres oplevelser med Kenneth Plummer som leder.
Der er fx historien om, hvordan Plummer på interne chefmøder hellere vil sidde og lege med sine gadgets '“ mobiltelefoner '“ og læse op af SMS'er fra kendisser. Eller på et af de første ledermøder afspiller den berygtede scene fra filmen 'The Untouchables', hvor Al Capone i skikkelse af Robert De Niro efter at have talt om “teamspirit” (enthusiasms) med et boldtræ smadrer hovedet på en af sine underordnede chefer så blod og hjernemasse sprøjter, mens de øvrige chefer rundt om det runde bord med hvide duge lamslåede ser på. Et noget kikset forsøg på at være morsom fra Plummers side, forstår man på bogen. Endelig så ser hans nye chefer efter deres første møde med vantro på Plummer, da han i ramme alvor fortæller dem om dengang han som chef for Mattel (Barbie-dukken m.v) iførte sig et kostume med et af koncernens populære tøjdyr og gik rundt i en forlystelsespark for at 'tale med kunderne'. Det mente Plummer havde været “en fantastisk oplevelse' og skulle altså illustrere det kundefokus, som han '“ i øvrigt med rette '“ mente der var mere behov for hos DR.
Fik Plummer ved sin afgang ros for at have vendt DR til at blive en mere kundefokuseret forretning, så beskylder ingen manden for at være genial til det politiske spil. Der hersker alm. enighed om, at det først var da DR fik en ny bestyrelsesformand “silkeaben over alle silkeaber” Michael Christiansen, at der kom styr på den del af butikken igen. Med andre ord: Plummers behov for en støttepædagog for at kunne navigere i det politiske farvand var tiltrængt og nødvendigt. Alene var han en ren 'Bambi på glatis', forstår man.
Lassens bog er blevet sablet ned og lyst i band af anmeldere, kritikere og journalistkollegaer. Næsten udelukkende for at have viderebragt hans og Kenneth Plummers fortrolige samtaler, og derved set stort på kildefortroligheden. Det har delt Dansk Journalistforbund midt over i dem, der helst vil have Lassen korsfæstet ved daggry og andre, som mener at uden Lassens udlevering af Plummer havde DR fortsat trukket rundt med en i deres øjne inkompetent og uduelig chef, som aldrig anede, hvad han ville med DR.
Kenneth Plummer er klar over, at han bliver optaget på bånd af Lassen på en køretur tværs over Danmark, hvor aftalen er, at der tales til baggrund. Så i troen på, at 'det bliver mellem os' så tilbyder DR-generaldirektøren journalisten indsigt i hvem, der var i ansøgerfeltet til hans egen stilling tilbage i 2005.
Derved gør Plummer sig skyldig i grov tjenesteforsømmelse ved at udlevere DRs fortrolige oplysninger. Den handling er naturligvis den egentlige årsag til, at Plummer i dag er forhenværende DR-generaldirektør.
Dertil kommer, at Plummer med sin måde at håndtere den 'fjendtligtsindede' journalist fuldstændigt fejllæser Lassen og selve situationen ved at tro, at han kan slå en aftale af med journalisten. Det kunne han ikke.
Lassen står dermed i et dilemma. Skal han lade verden forblive i uvidenhed mht, hvordan en højtbetalt og licensfinansieret DR-generaldirektør i virkeligheden opfører sig? Eller skal han se stort på kildebeskyttelsen og fortælle sandheden, som han kan dokumentere med sine båndudskrifter?
Lassen valgte sandheden. Et modigt valg, men spørgsmålet er, om det var et særligt klogt valg '“ også henset til den videre karriere som journalist. Det vil formentlig resten af Lassens journalistiske liv forblive særdeles omdiskuteret, om han gjorde det rigtige ved at 'skrive båndet ud' og offentliggøre samtalen. Journalistkolleger hævder at det også vil få varige følger for journalistik, fordi kilder ikke vil tale til baggrund. Det vil jeg nu gerne se, før jeg tror det. Til gengæld vil sagen “Plummer vs. Lassen” utvivlsomt blive en case, der vil blive diskuteret i mange år frem, når erhvervsledere skal på kursus hos konsulentbureaerne mht pressehåndtering. “Dont try this at home!” Det vil der formentlig stå med flammeskrift på powerpoints’ne.
Kenneth Plummers tid som topchef i rampelyset er nu historie, men historien om ham og baggrunden for hans endeligt, får man et udmærket indblik i Lassens velskrevne, letlæste og momentvise underholdende biografi, som efter min mening er langt bedre end det indtryk man kunne få henset til den ublide medfart bogen har fået på grund af forfatterens stærkt kontroversielle metode. Fx lod Berlingske bogen anmelde som om der var tale om finere fransk litteratur i stedet for hårdtslående journalistik i en stil, som man kender det fra andre kritiske biografier af kontroversielle erhvervsfolk.
I øvrigt, hvad der er noget overset, så får Plummer faktisk et helt kapitel med fri taletid, hvor Lassen bogstaveligt talt næsten har skrevet båndet ud efter et foredrag som den daværende DR-generaldirektør holdt for Teknologisk Institut i Vingsted-centeret. Det giver faktisk alle læserne en udmærket mulighed for selv at bedømme om Plummer var fyldt med indhold eller i stedet var den varmluftsballon, som Lassen og hans kilder fremstiller ham som.