TV-duellen i går viste endnu engang, at den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt er yderst tynde i kortene, når det gælder om at finde de manglende penge, som også S-SF mener, at der er behov for til at finansiere morgendagens velfærd.
Bevares vi har fået 12 minutters-planen, som kun fagbevægelsens økonomer bakker op om, som skal finde 15 mia. kr. Og dertil kommer en stribe nye skatter på 30 mia. kr. bl.a. den ideologiske skat – millionærskatten – som kunne være opfundet på den nærmeste bodega, og som vil bryde udviklingen mht. at fjerne marginalskattens skadelige virkninger.
Men ok. Mere beskæftigelse, mere gang i hjulene gennem flere offentlige investeringer er klassisk socialdemokratisk politik. Men hele planen hviler på den forudsætning, at store dele af fagbevægelsens medlemmer for første gang i historien helt af sig selv skal stemme for overenskomster, hvor man går op i arbejdstid. Eller sagt på en anden måde: De overenskomstansatte skal i et anfald af helt enestående uegennytte stemme for overenskomster, hvor de bevilger sig selv mindre fritid. Det skal ske uden egentlige modydelser, som vil kaste byrden videre over på erhvervslivet eller skatteborgerne, for så er man jo lige vidt? Derfor er 'Fair Løsning' et politisk fata morgana, som ingen vælgere eller medier burde tage alvorligt.
Og kan man være sikker på, at længere arbejdstid vil give flere penge i kassen '“ helt uden reformer? Det er igen kun fagbevægelsens økonomer plus et par røde økonomiprofessorer, der ser det for sig.
Men hvad er der så tilbage i værktøjskassen for at få budgetterne til at hænge sammen? Også taget i betragtning af at S-SF blankt afviser alle besparelser. Alle politiske forslag, der går ud på at skære i velfærden er ifølge fagbevægelsen som udgangspunkt 'usympatiske' og udtænkt af mennesker – som den tidligere stalinist nu medlem af SFs landsledelse Matthias Tesfaye skriver i sin klumme i Ekstra Bladet – der kun har 'pikhud' på fingrene og tastaturarbejde. Så er niveauet ligesom lagt.
Jeg tror, at Helle Thorning-Schmidt som statsminister er låst i sin handlefrihed, fordi hun er så afhængig af fagbevægelsens økonomiske og politiske støtte i valgkampen. Det bliver derfor i høj grad LO og 3F mfl., der kommer til at bestemme Danmarks økonomiske politik. I hvert fald til at begynde med.
Og så er der jo finansieringen? Når nu det – med hans egne ord – bliver over Henrik Sass Larsens lig, at efterlønnen bliver fjernet, hvor kan så pengene komme fra? De kan tage erhvervsstøtten fra erhvervslivet, hæve skatterne generelt med 30 mia. kr., men ellers?
For at det skal batte noget, så peger alt i retning af at boligbeskatningen kommer i spil. Måske en fordobling af boligværdiskatten? Det vil godt nok presse boligmarkedet yderligere og sætte mange husejere, der i forvejen er spændt hårdt for under et yderligere pres. Men er det ikke det eneste realistiske scenario, hvis en rød regering skal holde sine øvrige løfter om ikke at hæve personskatterne og samtidig øge den offentlige velfærd? S-SF HAR sagt, at de ikke vil røre boligskatterne. Men et eller andet håndtag skal de jo skrue på på et eller andet tidspunkt, for at udgifter og indtægter balancerer over tid. Og netop et forslag om at hæve boligskatterne kan en rød regering helt uden problemer gennemføre med de radikale efter valget.
Med udsigten til at Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister '“ og i øvrigt uden at nogen beskylder hende for at være særlig økonomisk kompetent '“ så burde husejere som er spændt hårdt for eller på vej til den 3. alder nok overveje at komme af med fast ejendom i tide. Og de andre boligejere skal til at begynde at spare op til skattestigningerne. Med andre ord: Middelklassen skal afgøre med sig selv om den ønsker efterløn bevaret eller stigende boligskatter i de kommende år. At det vil være en katastrofe for boligmarkedet og dermed boligejerne, ja det er så en anden sag.
Men det er jo økonomi, og det emne 'orker' Helle Thorning Schmidt med sine egne ord ikke at svare på, da hun under duellen i går blev spurgt herom af statsministeren.
Måske Thorning, Astrid Krag mfl. skulle vente med at bestille flyttebilerne før, at den er “helt hjemme”. Og jeg er bange for at Thorning skal finde kræfter frem til en lang valgkamp, hvor hun skal “orke” at svare på et utal af lignende spørgsmål. Havde Løkke svaret sådan var han blevet knust af mediedanmark. Sådan er det ikke med “Danmarks første kvindelige statsminister”, som siden “skattesagen” fandt sin afslutning, ikke just kan klage over pressedækningen.
P.s. Kommentator-danmark har længe været meget tilbageholdende med at udpege Lars Løkke Rasmussen som klar vinder af duellerne, da det vil svække deres omdømme som særligt “uhildede”. I går blev det lidt sværere for dem IKKE at udpege Løkke som den, der i debatten suverænt fremstod som havende mest styr på tingene. Det får dermed endnu flere kommentatorer til at søge flyveskjul i en salomonisk analyse, der fastslår, at duellen endte 'uafgjort' eller at de helt trækker i nødbremsen ved at påpege, at 'det afhænger af øjnene, der ser'. Så slipper de også for vrede opkald fra S-SF-lejren med beskyldninger om at de repræsenterer 'Fox News' og i øvrigt er 'blå lejesvende'. I går var der ingen tvivl. Der var kun en politiker på banen med en relativ klar økonomisk politik. Nu handler valget om man er for eller imod at der skal føres denne økonomiske politik.
Til Løkkes præstation kan man kun sige, at han bliver bedre og bedre i debatterne, og at han bør tage så mange, som han overhovedet orker. Det styrker kun hans troværdighed og opfattelsen hos tvivlende vælgere af, at han faktisk VIL genvinde regeringsmagten.
Og så udstiller duellen, at Lars Løkke Rasmussen – hans mange fejl og mildt sagt svingende ledelse til trods – faktisk bør kunne slå en så middelmådig statsministerkandidat som Helle Thorning-Schmidt, også hvis man sammenligner med hendes forgængere, faktisk er.
N.B: Fik du ikke set duellen? Fortvivl ikke! Se med her.