Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

De lange knives nat

Author icon

Skrevet af

Clock icon

marts 23, 2011

Comments icon

43 kommentarer

S-SF er tæt på regeringsbænkene. Så tæt at de nu begynder at rasle med sablen i forhold til embedsmandværket, sådan at forstå, at de risikerer udrensning eller m.a.o., der kommer en 'De Lange Knives Nat' den dag, Henrik Sass Larsen og co. indtager regeringskontorerne på Slotsholm og Omegn.

Berlingske skriver i dag:

'Socialdemokraterne har udset sig en række regeringstro embedsfolk i ministerierne, som de vil af med, hvis de overtager regeringsmagten efter næste valg. Det skriver forfatterne Peter Mose og Susanne Hegelund i en ny bog om det magtfulde embedsværk. Efter ti års VK-regering beskylder Socialdemokraterne mange af de i princippet apolitiske embedsmænd for at have involveret sig for meget i regeringens politiske projekt.

 »Indercirklerne i oppositionen rasler med noget så skrækindjagende og udansk som en  »dødsliste «. En oversigt over topembedsmænd, som Socialdemokraterne ikke bryder sig om eller stoler på. Listen opremser embedsfolk, der kan risikere at få sparket, herunder mindst én departementchef. De vil få en passende  »ærefuld « exit eller blive forflyttet, « skriver forfatterne i bogen  »Javel, hr. minister «, der snart udkommer på Gyldendals forlag.'

Konkret bliver departementschefen i beskæftigelsesministeriet Bo Smiths navn nævnt som en af dem, der åbenbart skal “forflyttes”.

Konfronteret af Berlingske i dag om Mose og Hegelunds oplysninger afviser Sass Larsen 'ethvert kendskab” til nogen  »dødsliste « over embedsfolk:

 »Jeg kender ikke til, at nogen skulle have lavet en sådan. Det opererer vi ikke med, « siger han og indrømmer en vis skepsis over for dele af embedsværket.

 »Vi er meget sensible over for, om de overskrider deres beføjelser. Nogle af dem har i konkrete forhandlingsforløb været meget, meget aktive politisk-taktiske spillere. Vores udgangspunkt er langt fra, at vi har disrespekt for dem alle. Men vi er påpasselige, « siger Henrik Sass Larsen i bogen.

Altså Sass afviser og bekræfter på én gang bogens oplysninger.

På Christiansborg er ingen formentlig i tvivl om, at S har lavet en 'dødsliste' over embedsmænd, de ikke bryder sig om. For hvor skulle Mose og Hegelund dog have den oplysninger fra? Det er jo ikke noget, parret selv har fundet på.

Med mit kendskab til Henrik Sass Larsen og hans hang til ofte at benytte sig af et dramatisk sprogbrug (som jeg i øvrigt selv har en svaghed for) så er det tænkeligt '“ for ikke at sige overvejende sandsynligt '“ at Sass selv er kilde til oplysningen. Den er for at sige det ligeud plantet i bogen for derigennem at true og dermed ryste embedsmændene.

Sass er en magtspiller af Guds Nåde. Han bruger gerne hele værktøjskassen i det politiske spil, og nu er socialdemokraterne altså nået til den fase, hvor de forsøger at lægge pres på embedsmandsværket for ikke at hjælpe regeringen alt for meget med smarte idéer. Faktisk ER det omvendt opfattelsen mange steder i regeringen, at embedsmænd for længst er holdt op med at tænke kreativt.

Man skulle tro, at dette angreb på det danske embedsmændskorps var en ren vindersag for regeringen mht. angribe oppositionen, men jeg synes Venstres Gruppeformand Kristian Jensen formulerer sig noget uskarpt i sin kritik:

– At lave et berufsverbot, hvor man siger, at man skal forflyttes eller fyres, fordi man i Socialdemokraternes optik har været for langt fremme, det er helt sindssygt og meget udansk, siger han.

Det er et eklatant brud med det ellers højt besungne embedsmandssystem, men er det ligefrem 'sindssygt'? Næh.

Sass er ingenlunde sindssyg. Han vil '“ som de fleste politikere (fraregnet Tina Nedergaard) – bare have magten og for enhver pris. Især nu hvor den mere end nogensinde er inden for rækkevidde.

SFs gruppeformand Ole Sohn angriber også embedsmændene i selvsamme bog:

– Embedsmænd udfører de ordrer, de får fra ministrene. Vi ser løbende fuldstændig mærkværdige besvarelser og udregninger fra ministerierne, når de skal kommentere oppositionens forslag.

Og videre:

– Der er en helt anden målestok, når de skal beregne regeringens egne forslag. Det er politisk bestillingsarbejde, siger Ole Sohn.

Se, det er en påstand, som SFs gruppeformand kan slynge ud, men som det er helt umuligt at verificere. Glimrende spin fra SF.

Mon ikke VK-regeringen inden dagen er omme indleder en offensiv mod regeringsalternativet i denne sag? Det burde de kunne, for ellers fortjener de næsten at blive hældt ned af brættet. Det er for at benytte sig af Peter Mogensen-sprog: “Et straffespark uden målmand”.

Imens føler embedsmændene sig klemt i de partipolitiske stridigheder.

Men mon ikke at Sass Larsen falder til ro, når han træder ind ad døren i Finansministeriets Røde Bygning? Embedsmændene er mestre i at få ministre til at føle sig godt tilpas, så inden så længe at de nye ministre har sat sig i stolen, er tilliden såmænd nok (gen)oprettet.

Jeg vil næsten vædde på at intet hår bliver krummet på én eneste embedsmand, når S og SF kommer til.

DAGENS BAROMETER: S-SF erobrer regeringsmagten: Sandsynlighed 85 pct.


Rød regering skal hjælpe København med bompenge-ordning

Author icon

Skrevet af

Clock icon

marts 22, 2011

Comments icon

22 kommentarer

Hvad skal der ske for København, når de røde kommer til magten? Ja det samtaler overborgmester Frank Jensen og hans partiformand Helle Thorning-Schmidt om for tiden. På dagsordenen står bl.a., at en ny rød regering gennemfører en ny lovgivning, der gør det muligt at etablere en betalingsring for biler rundt om København.

Det og meget andet “københavnsk politik” kan man læse i min klumme af samme navn, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.


Sæt blomster i Gadaffis geværløb

Author icon

Skrevet af

Clock icon

marts 17, 2011

Comments icon

87 kommentarer

Langt om længe er Vesten '“ og navnlig (Mellem)Østen '“ vågnet op. Oberst Muammar Gadaffis krigsmaskine med kampvogne, tungt artilleri og jagerfly er på vej til at knuse de heroiske amatør-soldater ned deres Kalashnikov-rifler. Men først nu er FN-systemet i gang med at behandle evt. indgriben i konflikten. Chancerne er få. Kina og Rusland er ikke de store tilhængere af intervention. Hvis Gadaffi overlever, så bliver Vesten nødt til at købe mere olie og naturgas hos russerne, og Kina kan sidenhen få rigelig med billig olie hos Gadaffi, når Vesten bliver nødt til at boykotte ham og købe hos russerne i stedet. Ingen af de to nævnte lande går særligt op alt det pjat med menneskerettigheder. Det er nemlig realpolitik, og det er en udenrigspolitisk linje, som de to lande normalt ikke er alene om at føre. USA og Frankrig har indtil for ikke så længe siden været på stort set den samme galej.

Der er snart valg i Danmark, og det ses også på udmeldingerne. Regeringen har ellers i årevis fået skæld ud af venstrefløjen for dens 'krigseventyr' i Irak og Afghanistan, hvor de i førstnævnte tilfælde var med i den koalition af lande, der uden FN-mandat væltede en selv for Mellemøsten særdeles brutal diktator. Men alt det er slut nu. Med Danmark på vej ud af Afghanistan så det også ud til at den aktivistiske udenrigspolitik var på vej i graven, men rygterne om dens død er tilsyneladende stærkt overdrevne.

For nu vil den internationalt anerkendte våbenekspert fra Enhedslisten Frank Aaen sende særlige defensive våben til oprørerne i Benghazi fra det danske militærs våbenlagre. Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod mente, at regeringen sad på hænderne for at overtale Rusland og Kina. (Danmark spiller som bekendt en nøglerolle i international politik) Også SF mente i form af næsten-udenrigsminister Villy “Vendekåbe” Søvndal, at der skulle indføres flyforbud '“ kun overhalet indenom af de konservative med en anden stor udenrigspolitisk kapacitet iform af Naser Khader, som krævede det samme. Statsministeren mener i dag, at tiden er kommet til også at være mere aktiv i konflikten end blot indføre det flyveforbud, som næppe standser Gadaffi. (Politikere er i denne situation langt klogere end militære eksperter).

Der er stort set ingen politikere, som mener, at konflikten bare skal have lov at løbe uden international (dvs. vestlig) indgriben. Så hvor er forfatteren Carsten Jensen henne i debatten? Han må da om nogen stå op for synspunktet, at Vesten bare skal blande sig udenom for ikke at genere araberne, og at det hele i øvrigt er USAs skyld?

Og hvordan kan det være at synspunktet om, hvorfor man ikke bare inviterer Gadaffi på en kop kaffe og snakker om tingene ikke længere er gangbart? Det var jo venstrefløjens mirakelkur overfor Saddam Hussein og Talibanerne? Hvad er der sket? Hvorfor virker de gamle metoder ikke længere?

Men mon ikke vi snart ser et par ægte pacifister melde sig på banen med forslag om, at vi nu sender et par buketter blomster ned til Libyens oprørere, som de så kan sætte i Gadaffis geværløb? Eller hvad med Kurt Ravn og et orkester og 2. vers af Epe og Aage Stentofts sang 'Kys hinanden'?

'Prøv nu at se, hvad der vil ske,
hvis man går ind på min fikse ide.
Første eksempel skal være
to fjendtlige hære,
som kampberedt står opmarcher’t,
men så pluds’lig blir der kommander’t:
Kys hinanden!
Bare gå li’ på manden.
Så går det frem gennem pigtråd og hegn
mod en fjendtlig kaptajn,
som si’r: Kom så min eg’n!
Og så op på skansen
og kys dem helt fra sansen.
Når de har kysset det første geled,
bryder fjend’n samm’n og trygler om fred.'

Jeg tror, vi er rigtig mange, der mener, at det nok er tiltag, der kan have en effekt på Gadaffi.

Læs også hvad “Ralphie” har at sige om sagen.

Bottom border