Måned: marts 2011

Integration, skat og uddannelsespolitik. Det er tre områder, som regeringen og Venstre engang regnede for vinderområder i forhold til midtervælgerne.

De positioner er enten blevet tabt eller på vej til at blive tabt. Nu samler statsministeren tre trænede debattører til den sidste storoffensiv for at genvinde lidt af det tabte terræn til det røde alternativ, som alle forventer, vil overtage regeringsbænkene efter valget, der formentlig kommer engang i efteråret.

Derfor vil man formentlig se, at regeringen i den kommende tid vil komme med udspil, der revitaliserer i hvert fald Venstres politik på disse '“ og måske endda flere – områder.

Integrationsområdet har vist sig at være en ministerdræber. Den eneste hidtil overlevende er Bertel Haarder, der endte med at bede sig fritaget området. Nu ligger posten hos Søren Pind, der skal holde fanen høj frem til valget. Han vil formentlig forsøge på samme måde, som det skete i udviklingsministeriet, at omgøre ministerposten til en offensiv politisk platform frem for at lade sig sive ned i al for meget sagsbehandling. Gør han ikke det, så bliver han med stor sikkerhed ædt op. Birthe Rønn Hornbech havde i sin strategi succes med én eneste ting: Hun nægtede at forholde sig til alle offer-sagerne, som pressen valfartede med. Til gengæld forsømte hun totalt at forklare og forsvare regeringens udlændingepolitik. Rønns tilgang til medierne var stort set at skrive en kronik og så ellers lukke ned for pressen. Pinds tilgang er en anden. Han vil se medierne som en helt afgørende mulighed for netop at forklare og forsvare regeringens politik.

Peter Christensen er en anden trænet debattør med liberalt snit, der skal forsøge at give regeringen lidt kant til Liberal Alliance. Hans manøvrerum må dog siges at være yderst begrænset. Rigets finanser er ikke just til flere skattelettelser de næste mange år. Til gengæld kan Christensen bruge ministerposten som platform til at gå i kødet på oppositionens skattepolitik. Måske ser vi en revitalisering af et nyt skattestop? Christensens udnævnelse skal også ses som belønning for tro tjeneste for Lars Løkke Rasmussen ikke mindst under bilagssagen. Men som politisk ordfører fik han nok svedet vingerne en anelse, da han af mange blev set som lige lovlig aggressiv i sin kritik af Helle Thorning'“Schmidt under hendes mands 'skattesag'. Christensen har måske heller ikke haft den allermest synlige periode på denne side af nytår. Nu finder han formentlig ny energi til denne opgave.

Troels Lund Poulsen er en glimrende debattør, mere end han har vist sig at være en kæmpesucces som minister. Som miljøminister og skatteminister har han ikke ligefrem været folkekær. Men han slås benhårdt for regeringen og Løkke. Det er nemlig en mangelvare '“ selv i Venstre! Der ligger et par uløste opgaver '“ folkeskole og SU-reform på bordet, men der findes ikke en levende sjæl, der tror på et forlig på denne side af et valg. Så Lund har stort set frie hænder for at kæmpe for traditionelle Venstre-synspunkter på området. At Lund kom væk fra skatteministeriet kan måske give ham en ny profil efter den pinlige sag med Rolex-uret og den heftige udskældning fra erhvervslivet, som han har været udsat for.

Endelig spår de fleste at Ellen Thrane Nørby bliver ny politisk ordfører for Venstre. Hun går for at være lidt af en mediedarling i pressen, og så pynter hun jo gevaldigt (PÃ… STATISTIKKEN!) på en kvindernes internationale kampdag, hvor oppositionen, der ellers har krævet Rønns afgang, nu problematiserer, at to kvinder er røget ud af regeringsholdet. Nørbys rolle bliver vigtig i den kommende valgkamp. Kvinderne flygter fra Venstre, så det er tiltrængt med et kvindeligt ansigt, der kan formidle regeringspartiets politik. Og måske på en lidt blødere facon end det tidligere er sket.

TV2 kan i aften meddele – gennem Venstre-kilder – at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech som ventet må gå af i morgen.

Dette forventede forløb bekræfter en kilde også overfor Jarls blog.

I morgen vil der desuden ske en regeringsrokade. Hvorvidt omfanget begrænser sig til at finde en ny integrationsminister – ja det vides ikke med sikkerhed, men kilden forventer, at flere ministre kommer i spil.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil måske benytte sig af muligheden af at skaffe sig af med en række svage minister før valget. Han kan næsten kun vinde på den manøvre.

Men får vi så den uvildige undersøgelse? Hrmm. Det afhænger fuldstændig af Liberal Alliance. Hvis Rønn går, så har sagen fået en konsekvens. Det tilfredsstiller næppe oppositionen og pressen, som uanset hvad formentlig ikke vil bedømme Rønns redegørelse for tilstrækkelig fyldestgørende. Spørgsmålet er dog næppe noget, der vil optage den brede del af vælgerbefolkningen. Om en uge vil alle kunne være videre i dagsordenen.

TV2 kl 22 spekulerer i Søren Pind og Inger Støjberg som mulig ny integrationsminister. Der er der ikke noget nyt i.

Tirsdag: Politiken spekulerer i, at det bliverPeter Christensen, der overtager Inger Støjbergs post som beskæftigelseminister. Støjberg skal dermed – spekuleres der i – være ny integrationsminister. Det er et godt bud.

Peter Christensen har været loyal overfor Løkke igennem lang tid og står forrest på spring til at blive minister. Det kan han så lige nå, inden det formentlig slutter til efteråret.

Men kan Birthe Rønn fortsætte som kirkeminister? Det forekommer noget barokt at man kan blive fyret på denne sag og så fortsætte som minister et andet sted. Det giver ingen mening. Hvis man har gjort i nælderne, så er det naturligvis HELT ud af vagten.

kl 08.31 Sidste: Rønn bliver fyret som BÃ…DE integrationsminister og kirkeminister. Det fortæller TV2 News. Dermed skal der formentlig findes mere end én minister. Dermed får vi måske den lille rokade, som jeg skrev her i går.

Kl 09.00. Her er mit bud på hvem der bliver ny integrationsminister: Søren Pind. Det er lidt mere end en mavefornemmelse.

10.33 Undervisningsminister Tina Nedergaard går af! (Det fortæller TV2News) Vi får en lidt større rokade end forudset! (Husk hvor I læste om det scenario først – på denne ikke statsfinansierede blog!)
Læs mere

Kl 10.42. Pol.dk skriver at “de erfarer” at Søren Pind bliver ny integrationsminister. Wow!

Kl 11.06

Løkke har også bedt om en uvildig undersøgelse. Måske har det været et krav fra LA? Eller også har Løkke vurderet, at det var det nemmeste eller mest effektive for at lukke sagen helt.

Kl 11.26

NU fortæller Anders Langballe TV2 , at Troels Lund Poulsen skal være ny undervisningsminister

Peter Christensen skal være ny skatteminister.

Det bliver populært mange steder. Troels Lund er mildest talt upopulær i erhvervslivet.

Søren Pind “skal til HKH Kronprinsen”, skriver han på sin Facebook-profil (Som ikke må citeres, men det skider TV2 News på…)

Kl. 11.32. TV2 News fortæller, at “Den Stive” (Per Stig Møller) bliver ny kirkeminister. Tjah. Det er da et sikkert valg.

Man må endnu engang gratulere rød blok med fredagens flotte meningsmåling i dagbladet Børsen: 100 mandater mod blås kun 75.

Og der er kun grund til at konstatere, at målingen er fuldt fortjent. Ikke mindst overfor blå blok og navnlig regeringspartierne, hvor det denne gang tilsyneladende er statsministerpartiet Venstre, der bløder vælgere.

Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech endnu engang har forstået at løbe med opmærksomheden og i en grad, så vælgerne flygter væk.

Først i næste uge finder vi ud af, om farcen med integrationsministeren skal fortsætte, eller om Lars Løkke Rasmussen nok engang skal lade uger gå, hvor regeringen ser endnu mere forpjusket, handlingslammet og nedslidt ud.

Men hvad har oppositionens topfolk så gjort i mellemtiden for at få så pæn og historisk stor en vælgeropbakning?

Svar: Ingenting

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt er nærmest helt forsvundet fra medieplatformene.

Man har overladt 2. geled til at forsvare sig imod lidt af den kritik, der kommer fra de borgerlige og fra de radikale.

Ingen neutrale iagttagere – bortset fra en enkelt professor på Aalborg Universitet – kan ellers få øje på rød bloks økonomiske politik, især ikke efter at LO's Harald Børsting droppede idéen om at øge arbejdsudbuddet med 12 minutter om dagen (eller var det en ferieuge færre eller en ekstra ugentlig arbejdstime?). Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen mente først, at det blev aktuelt med et større arbejdsudbud, når arbejdsløshedstallet engang når det historiske lavpunkt i 2007, hvor ledigheden var under 100.000. (Dvs. forslagets troværdighed vel nærmest svarer til, hvis man trak bukserne ned på sig selv og fremviste landets samlede økonomiske sagskundskab sin bare ende…)

Kritiske medier, der spørger skyggefinansminister Henrik Sass Larsen eller skyggeskatteminister Nick Hækkerup, hvor de mon vil hente de 15 mia. kr. eller på anden måde angive løsninger på fremtidens udfordringer bliver præsenteret for særdeles tungtvejende argumenter som, at der nok er tale om enten noget 'økonomipis' eller måske endda 'fuckjournalistik'. Det sker iøvrigt ganske ofte, at journalister bliver skældt hæder og ære fra ved brug af de værste gloser, hvis de skriver noget grimt, som oppositionens topfolk ikke kan lide.

SFs skyggeøkonomiminister Ole Sohn, der også er kendt for at råbe højt i telefonen, udtrykker sig dog mere elegant dennegang.

I en kommentar til dagens flotte Green-måling i Børsen fastslår Sohn:

'Pressen tager vores plan mere alvorligt end regeringens genopretningsplan, som ikke holder og efterlønsforslaget, som der ikke er flertal bag. Og fordi vi står så godt i meningsmålingerne, bliver vi bedømt som om vi sad i regering. Derfor er det naturlig, at der er meget fokus på vores plan, siger Ole Sohn.

Men Sohn har jo ret.

Pressen tager tilsyneladende den røde plan mere alvorligt, selvom rygraden i den – de 12 minutter – for længst er blevet undsagt af LO, FOA mfl. ja selv af Henrik Sass Larsen.

Stiller man dette overfor 'genopretningsplanen, der ikke holder' '“ men immervæk for længst er vedtaget, og som ifølge overvismanden virker – så må man virkelig tage hatten af for, hvor effektivt Sohns spin tilsyneladende har virket.

Og det er stadig en gåde for de fleste herunder for de radikale, hvor mon S-SF vil finde 15 mia. kr. som skulle finansiere den røde plan? Imens kan man så læse et helt katalog over diverse folk i fagbevægelsens krav til en ny rød regering.

Bevares. Sohn kan med rette pege på, at 'efterlønsreformen' næppe bliver af det omfang, som Løkke spillede ud med. Fagbevægelsens modkampagne er lykkedes, og igen blev man bekræftet i, at en reformdagsorden er umulig, bl.a. fordi mange medier er mere interesserede i at beskrive de enkelte potentielle ofre for reformen end, hvad der ville gavne fællesskabet på den lange bane.

Men af en eller anden grund, så bliver Sohn aldrig forholdt, at verden endnu har til gode at se et samlet konkret forslag fra rød blok, der svarer på de langsigtede udfordringer.

Sohn har nemlig ikke ret i, at de pæne meningsmålinger betyder, at S-SF bliver bedømt som om at de sad i regering. Fordi det ville fordre, at de rent faktisk havde noget politik på hylderne, som journalisterne '“ og vælgerne '“ kunne forholde sig til.

Men det er netop pointen:

S-SF har ingen økonomisk politik '“ og dermed: al mulig økonomisk politik. For vælgerne kan da vælge, hvad de hver især selv vil tolke ind i S-SFs økonomiske politik. For hvert enkelt giver det mening. Ikke mindst, hvis man af alle mulige andre grunde synes at VK-regeringen gør det dårligt, og at der er udsigt til, at de tager 'noget fra nogen'.

I SF-udgaven af deres egen politik udstedes, der næsten dagligt gavechecks til forskellige grupper, der har behov for offentlig omsorg og service. Forleden blev det endda for meget for en enkelt socialdemokrat, som mente at SF'erne lige burde styre sig mht. at forfalde til tidligere vaner med at bruge det årlige offentlige budget 3-4 gange.

Vil billedet ændre sig? Næh. For hvorfor skulle S-SF dog fremlægge en sammenhængende økonomisk politik, når vælgerne alligevel er ligeglade, og pressen kun momentvist, synes det er værd at udfordre.

Når vi når frem til valget, så vil '“ eller kan – de politiske journalister ikke skrive mere om den røde 'plan'. Og de orker formentlig heller ikke at skrive borgerlig kritik af den. Faren er, at pressen kun beskæftiger sig med substansen i diverse forslag, så længe det har nyhedens interesse. Herefter er troværdigheden '“ i den ene plan i forhold til den anden plan '“ fuldkommen ligegyldig.

Det er derfor Sohn frækt, frejdigt og uimodsagt kan hovere i Børsen over, at pressen finder S-SFs plan mere troværdig end regeringens.

For det kan han '“ på sin vis '“ have ret i.

Man fornemmer, at champagnepropperne allerede er sprunget hos SFs 26 mand-store spinafdeling og Ole Sohn. Og hvem kan dog fortænke dem i det?