Kategorier

Rønn sidder i saksen

Information skriver i dag at to embedsmænd har kendskab til, at embedsmandssystemet allerede i august 2008 producerede en indstilling til Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om at give de statsløse palæstinensere indfødsret. Først i januar 2010 ændrede ministeriet praksis.

Det Information kan sandsynliggøre, men ikke bevise, er, hvorvidt ministeren faktisk har set indstillingen. Ingen ved dog med sikkerhed, om denne indstilling endte på Rønn Hornbechs bord.

Informations kilder er anonyme, men noget mellem linjerne kunne tyde på, at det er embedsmænd i det såkaldte indfødretskontor, som har fortalt avisen om indstillingerne. De er dog næppe alt for højt placerede, men er måske sagsbehandlere med kendskab til i hvert fald dele af processen mht. behandlingen af denne sag.

Det interessante er også om en kontorchef, en afdelingschef '“ eller integrationsministeriets departementschef Claes Nilas '“ også har godkendt disse to tidligere indstillinger. Hvis de har det, så vil det være ministeren, der personligt har afvist embedsmandsapparatets indstilling. Hvis indstillingerne er stoppet tidligere af højtrangerende embedsmænd på grund af faglig uenighed om fortolkning af reglerne, så er det måske lige hårdt nok at kræve Birthe Rønn Hornbech på det foreliggende grundlag for en rigsretssag for brud på ministeransvarlighedsloven.

Men netop disse indvendinger gør det derfor mere end påkrævet at få en uvildig instans til at finde ud af hvem, der vidste, hvad og hvornår og få placeret et ansvar. Hvis ikke det skulle ske i en sag, som denne, hvornår skulle det så være?

Det hjælper dog ikke Birthe Rønn Hornbech, som politisk har tabt så megen anseelse, at hun er en stor belastning for den i forvejen alvorligt svækkede regering og regeringspartiet Venstre.

For uanset om Rønn har haft en pointe mht. at der juridisk har været uenighed om fortolkningen af den pågældende FN-konvention, som giver statsløse statsborgerskab, så forklarer det ikke hvorfor, der skal gå mere end et år før, at ministeren når frem til en afklaring.

Noget tyder i øvrigt også på, at hendes chef statsministeren allerede har truffet sin beslutning om sin ministers fremtid: Rønn skal ud af vagten, men det skal ske på et tilpas oplyst grundlag, og Lars Løkke Rasmussen vil have “rene hænder”, hvis hun selv går af. Regeringschefen har indtil videre låst sig fast på, at han først skal se integrationsministeriets redegørelse før han drager nogle konklusioner. Denne redegørelse vil formentlig også skulle svare på spørgsmålet om, hvem, der vidste hvad og hvornår og ministerens ageren i sagen. Hvis ikke det er oplyst tilstrækkeligt, så kan LA næppe holde til ikke at medvirke til en uvildig dommerundersøgelse, som oppositionen – naturligvis – kræver.

Alt det ændrer dog ikke ved én konklusion: Rønn kan næppe overleve som minister. Hun sidder i saksen.

Hvem skal så overtage efter Rønn? Spekulationerne går på, at en af de siddende ministre overtager ministeriet frem til valget for at rydde op i sagen.

P.s. Jeg tror i øvrigt, at Informations folk – indtil videre – står til at vinde næste års Cavlingpris.