Kategorier

Floskelborgmesteren

– Jeg har hele tiden haft en borgmester i maven, kvidrede SFs nye borgmester Ayfer Baykal i Information i lørdags. Endnu en yngre kvindelige politiker, der ellers ikke har gjort sig synderligt bemærket, er blevet borgmester i København. Og det er heller ikke sket i kraft af, at vælgerne har haft den store finger med i spillet, men fordi den mandlige forgænger måtte forlade embedet i utide. Og selvom at Teknik- og miljøborgmesteren selv før sin tiltræden bedyrede overfor pressen, at hun var “visionær”, så har hun indtil videre blot overtaget forgængerens politik. Og så blamerede de konservatives Mogens Lønborg sig endnu engang. Dennegang ved overborgmester Frank Jensens fødelsdagsreception. Læs dette og meget mere i min seneste analyse “Københavnsk Politik”, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.

Kategorier

Den svære dans om de radikale

Hvis Margrethe Vestager føler behov for at bevare begge ben på jorden, så skal hun bare tænke på de 10 år i opposition og Marianne Jelveds bratte endeligt som leder 'af det lille parti', som nogle radikale selv ynder at benævne den ellers i historisk sammenhæng stærkt indflydelsesrige liste B.

Det kan nok ellers være svært for Vestager, for sjældent har dansk politik siden 2001 handlet om hende og de radikale. Men på blot en lille måneds tid, så har partiet bragt sig i en sådan position, så selv Politikens selvbestaltede og pragtfuldt uforskammede overdommer over det politiske kommentariat, monsieur Kristian Madsen har måttet tildele partiet vandrepokalen for suverænt bedste præstation i folketingsåret 2010/11.

Glemt i pressen er alle tidligere ydmygelser af 'det lille parti', der med deres medvirken i de borgerliges tilbagetrækningsreform nu har sat sig i respekt, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal pludselig er blevet rædselsslagne mht. at skubbe de sarte radikale længere væk fra et regeringssamarbejde.

Men der er også andre, der har svært ved at finde en grimasse, der kan passe i forhold til de radikale.

Lørdag før Grundlovsdag fik de borgerlige kaffen galt i halsen, da de kunne læse, at den nyslåede konservative partiformand Lars Barfoed i et interview med Politiken fabulerede om, at han da sagtens kunne se de konservative samarbejde med socialdemokraterne, hvis der efter valget kommer en ny rød regering.

Et par kommentatorer stod herefter i kø for overfor BT at fastslå, at Lars Barfoed nu reelt havde opgivet, at de blå kunne genvinde regeringsmagten siden, at han begyndte at forholde sig til et samarbejde med en Thorning som statsminister. Spørgsmålet er, om ikke dette var et eksempel på kommentatorer med bl.a. den tidl. konservative formand Hans Engell gik i selvsving. Det korte af det lange var dog, at Barfoed formentlig med sine utidige og næppe særligt gennemtænkte samarbejdsplaner med S 'blot' dummede sig i situationen. Skulle man tage nogle af de lette kommentatorers udsagn alvorligt, så skulle interviewets budskaber være et signal til vælgerne om, at de konservative nu har lagt en helt spritny forkromet strategi, der indbefatter, at K – før en eneste valgplakat er hængt op i en lygtepæl – på forhånd har opgivet at genvinde regeringsmagten. Det sidste giver ikke meget mening, hvis man kender lidt til Lars Barfoed. Han ligner og udstråler faktisk alt andet end en, der har smidt håndklæden i ringen før gonggongen har lydt første gang.

Noget andet er, at det var uklogt – for ikke at sige decideret dumt – af ham at forholde sig til hypotetiske forhold med baggrund i den for de konservative ubehagelige præmis, at de borgerlige taber valget. Lad os håbe for Barfoed, at det bliver sidste gang, at han lader munden løbe uden at have sikret sig, at han har koblet hjernen til. Her er et gratis råd: Vær 100 pct. klar på, hvad du vil melde, før du går ind til et interview. Man kunne fx. henvise til det gamle ord om “Feed the media beast or its gonna eat YOU up!”

For i moderne politik er der altså ikke plads til den slags dårlig halvforkølet kommunikation, som Barfoeds interview var udtryk for. Så enten lærer Barfoed gamet på dette niveau relativt hurtigt eller også skal K snart igen ud og finde en ny partileder, der kan finde ud af det.

Men hvad tænkte Barfoed så på? Tjah. Han har nok med sin melding om, at 'blokpolitikken har været for fastlåst' forsøgt at strække en hånd ud til de tidligere og løse konservative vælgere, som med partiets medvirken til tilbagetrækningsreformen har fået sympati for de radikale og derpå er 'rendt over hegnet' til Vestager og co. Ved at signalere 'bredt samarbejde', så får K også lagt afstand til både V og DF '“ og navnlig det sidste er populært i den lille borgerlige vælgergruppe, som ligger og roder mellem LA, K og radikale. Og her satte Barfoed også trumf på ved på forhånd at udelukke, at K en skønne dag sidder i regering med DF. Det har Pia Kjærsgaard helt sikkert hadet at læse.

Hvilke budskaber skulle Barfoed så have sendt afsted? Det er svært at sige. De konservative har tilsyneladende ingen synlig strategi for hvad de vil (udover noget med skattelettelser), som de følger, men lever vel nærmest som de vilde dvs. fra hånden til munden. Og det indebærer, at man prøver sig lidt frem her og der – dog uden at vælgerne endnu bider på i stort tal. Barfoed burde måske bare helt fra begyndelsen af interviewet blankt have nægtet at forholde sig til 'den hypotetiske situation', at en rød regering vinder valget. Derefter kunne han velsagtens have betonet, at de konservative ønsker et bredt samarbejde. Det er i sig selv en temmelig ufarlig melding. Faktisk er det noget, som alle partier minus Enhedslisten gerne vil have. I hvert fald sådan officielt.

Barfoeds melding var således et kikset forsøg på at placere de konservative i forhold til de radikale på vælgermarkedet.

Så var der mere trut i trompeten hos Venstres næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, der benyttede selve Grundlovsdag til et angreb på de radikale, hvor Jensen advarede vælgerne mod at stemme på det parti, der netop har medvirket til en af de større politiske reformer i nyere tid og sørget for, at regeringen sluttede en ellers indtil da historisk svag sæson ganske pænt.

 »Vi kan mærke, at folk har misforstået, at en stemme på Det Radikale Venstre vil betyde, at man kan bevare den økonomiske linje, som vi har ført. Men uanset hvor meget Margrethe Vestager tilkendegiver, at hun er enig med os om økonomiske emner, så vil hun arbejde sammen med Enhedslisten og pege på en statsminister, der går ind for højere skatter, sagde Kristian Jensen, der forinden havde været så elskværdig at fortælle Berlingske, hvad han havde i sinde at sige på Grundlovsmødet om VKOs ellers nye sengekammerater, der åbenbart er gået lidt for meget frem i meningsmålingerne til Venstrefolkenes smag.

– En stemme på Margrethe Vestager er en stemme på, at den yderste venstrefløj skal være en del af regeringsgrundlaget, lød det i samme ombæring, for dem der skulle være helt tungnemme mht., hvad man som borgerligt sindet vælgere risikerer, hvis man agter at sætte kryds ved liste B.

'Panik før lukketid', lød det træf- og selvsikkert i returneringen fra Vestager.

Dansk politisk overdommer mht. hvad politikere kan tillade sig – af alle – Hans Engell mente tilsyneladende, at det var forkert af Jensen, at bruge Grundlovsdagen, som normalt skal samle folk, til i stedet at bruge anledningen til et frontalangreb på Vestager.

Det kan nok diskuteres, hvor elegant det blev udført, men at de borgerlige bliver nødt til at gøre et eller andet for at dæmme op for en borgerlig vælgeflugt til de radikale, det står klart. De valgte så hver især en forskellig taktik med et signal, der gik i hver sin retning. Venstre valgte skræmmetaktikken, mens de konservative nærmest forsøgte at konkurrere med de radikale mht. hvem af dem, der bedst kunne samarbejde med socialdemokraterne.

Fakta er, at der hvor midtervælgerne står '“ som altid – bliver en slagmark for partiernes positionering. Og her står de radikale for skud fra de borgerlige. Det har tilbagetrækningsreformen trods alt ikke ændret på.

Kategorier

Win one for Finn

I fredags omkom Brian Mikkelsens spindoktor Finn Möbius i en voldsom trafikulykke, og min sympati går til hans kone og familie.

Finns tragiske og alt for tidlige død som blot 49-årig har naturligvis også rystet dem af os i det politiske miljø, der i mere eller mindre grad kendte ham. Jeg vil ikke sige, at jeg kendte Finn, men han og jeg er stødt på hinanden on-and-off de sidste 15 år og især her på det seneste, hvor han fungerede som Mikkelsens særlige rådgiver.

Jeg drak en kop kaffe med Finn for nogle måneder siden, hvor han tydeligvis nød sit nye spændende job med at kæmpe for sin minister, sit partis farver og at udøve sit fag i forreste frontlinje. Han udstrålede både stor energi og glødende entusiasme og ikke mindst optimisme samt tro på regeringsprojektet og de konservatives rolle i en tid, hvor den måske er sværere for så mange andre at få øje på.

Det er en vis symbolik i, at Finn '“ en ægte partisoldat – døde i tjenesten 'med støvlerne på' på vej i bil fra sin bopæl til en K-kredsformand for at hente valgbrochurer. Hvis Finn kunne råbe fra det hinsides til sine partifæller, så er jeg sikker på, at det ville være noget i stil med en opfordring a la 'Knute Rockne' i skikkelse af Ronald Reagan: “Tell ’em to go out there with all they got and win just one for the Gipper.”

Hvil i fred, Finn. Jeg vil forsøge at huske dit glade drengede smil.