Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Tøgers testamente

Author icon

Skrevet af

Clock icon

juli 7, 2011

Comments icon

54 kommentarer

Anmelderne brød sig generelt ikke om journalisten Stig Andersens portrætbog 'Tøger' om Politikens i vinter afdøde ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden.

De mente nogenlunde samstemmende, at bogen var en ukritisk helgenkåring af Seidenfaden. Dertil kommer, at et par kritiske anmeldere især angreb Seidenfaden for at afsløre journalisters kilder. Eksempelvis hævder Seidenfaden i en af de mange samtaler med Stig Andersen, der er portrætbogens omdrejningspunkt, at Folketingets Ombudsmands Hans Gammeltoft-Hansen var en afgørende kilde til, at Weekendavisen (hvor Seidenfaden på dette tidspunkt var chefredaktør) kunne afsløre, at de lukkede afhøringer af embedsmænd i justitsministeriet tydede på, at tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen havde besluttet at sylte tamilske asylansøgeres retskrav på familiesammenføringerne. Dvs. det som vi 20 år efter kender som den største politiske skandale i nyere tid: Tamilsagen. Yderligere har man i presseverdenen blevet noget stødt over, at Tøger Seidenfaden i bogen uden omsvøb kritiserer folk, som han har samarbejdet med. Det går især ud over et par redaktører på Politiken som Seidenfaden må fyre, fordi de ikke vil som han.

Er det en dårlig bog? Nej, egentlig ikke. Hvis man er Tøger-fan, så er dette vel det tætteste man kommer på 'et festskrift' til ære for manden. Men hvis der er tale om en egentlig biografi, så er den mislykket. Det er strengt taget heller ikke det, som Stig Andersen satte sig for. Han ville lave en 'portrætbog' '“ en betegnelse, der ikke er helt veldefineret. Under alle omstændigheder lægger Andersen ud med at hylde Tøger Seidenfaden, der fra start til slut bliver betegnet som 'anstændig', antageligt fordi Politikens chefredaktør konsekvent er i opposition til VKOs politik på udlændingeområdet.

Undervejs bliver Seidenfaden oveni i rigt mål behæftet med allehånde positive egenskaber: Han er sød, rar, overmåde klog, uhyre belæst, besidder et i særklasse stort intellekt, er uforlignelig som debattør og formår at sætte dagsordener som chefredaktør hvad enten det foregår på Weekendavisen eller på Politiken. Med andre ord: Stig Andersen er dybt fascineret af (forelsket i?) den portrætterede Tøger. Det gør han fra begyndelsen ærligt rede for, men det er også bogens begrænsning. Der mangler simpelthen afstand til manden.

Måske mangler der også afstand i tid. Bogen er muligvis kommet for hurtigt. Tøger Seidenfaden døde for fem måneder siden, og måske ville det have gavnet kvaliteten og troværdigheden i bogprojektet, hvis man havde ventet til først om et par år, at have opgjort regnebrættet for Seidenfadens levned og gerninger og fået det ordentligt perspektiveret. Bevares der er alt rigeligt med Seidenfadens-fans '“ blandt hans mange venner '“ som hjertens gerne stiller op og hylder ham, mens de mere kritiske røster er stærkt savnet i Andersens portrætbog.

Hvad er så bogens kvaliteter? Jo hvis man er Tøger-freak, så er der tale om et veritabelt overflødighedshorn af detaljer. Der er formentlig ikke ret mange sorte områder i Seidenfadens liv, som ikke bliver berørt. Vi får alt at vide om hans lidt komplicerede familiebaggrund i det københavnske intellektuelle borgerskab som søn af den i pressekredse navnkundige chefredaktør Erik Seidenfaden. Selv ungdomssværmerierne for Connie Hedegaard og Seidenfadens hang til nøgenbadning er taget med. Her føler man sig nok en smule “overinformeret”, men historien om Hedegaard har da solgt bogen hos formiddagspressen. Vi får især meget at vide om Seidenfadens trygge barndom med en moder, der knuselsker, forguder og forkæler sin søn ud over alle grænser, og derved '“ mener Stig Andersen '“ gør ham så robust og selvsikker, at han sammen med sin åndsaristokratiske baggrund tilsyneladende tidligt føler sig udvalgt/kaldet til at foretage sig store ting i tilværelsen herunder at påkalde sig en opmærksomhed med en sådan irriterende selvfølgelighed, at det har provokeret omgivelserne. På sin vis minder Tøger Seidenfaden mig om en Julius Cæsar (uden sammenligning i øvrigt), der på samme naturlige måde var beåndet med ekstraordinære talenter og udøvede sit virke så talentfuldt, at omgivelserne konstant følte sig truet, tromlet og presset. Det gik som bekendt galt for Cæsar, mens det var en cancer, der fik bugt med Seidenfaden.

Seidenfadens privatliv er tilsyneladende ret lykkeligt og derfor for kedeligt til, at det kan interessere en større læserskare. Derfor bliver det gudskelov hans virke som chefredaktør på de to aviser Weekendavisen og Politiken, der er det centrale tillige med Seidenfadens kendte aktivitet med sine spektakulære og ofte vellykkede forsøg på at overtage scenen for de store politiske debatter, som landet har været vidne til i de seneste år. Dvs. Muhammedkrisen og de tegninger, der udløste den, Jægerbogssagen, Politikens kamp mod Dansk Folkeparti og den stramme udlændingepolitik, 'aftalen' med Muhammeds efterkommere mv.

Portrætbogen er stærkest i den del, som man kunne kalde for “Tøgers Testamente”. Der hvor Seidenfaden mellem linjerne erkender, at han formentlig er ved at dø, ikke får tid til at skrive sine erindringer og derfor nu bruger den oplagte lejlighed til at gøre rent bord og svare på de spørgsmål, som eftertiden naturligvis ville kunne stille især om hans tid som chefredaktør. Hvis Stig Andersen havde solgt sit projekt som den 'samtalebog', den jo også er, så ville hans bogprojekt måske få en lidt mere nænsom behandling, idet det så ville fremstå mere klart, hvem afsenderen er i Andersens bogprojekt.

Seidenfaden er strateg i stil med en feltherre før et slag, hvilket viser sig ved hans velkendte hang til computer- og brætspil. Han tænker gerne syv skridt frem i tiden, og derfor har hans forudanelse om dødens nærhed sikkert fået ham til at blæse på alle regler om pressens kildebeskyttelse, hensynet til tidligere medarbejdere osv. Det har han nok gjort, ud fra den kolde betragtning, at han ikke kan forudskikke, hvad der senere kommer for en dag i arkiver, bliver skrevet om ham (og hans far) i erindringsbøger mv. Så derfor fortæller Seidenfaden sin version, mens tid er. Selv hvis det forekommer utidigt og ubehageligt. Fx om hvordan Per Stig Møller for 40 år siden '“ som 'fordrukken student' '“ offentligt intrigerede i forhold til Seidenfadens far, der dengang var en velbetalt og ikke alt for overbebyrdet leder af et kollegiehus i Paris for danske studenter. Seidenfaden '“ der ikke lægger skjul på sin afsky for kulturministeren '“ har for længst regnet ud, at hvis ikke han fortæller sin families version, så vil Møller eller andre måske i en erindringsbog få præsenteret sagen på en for Seidenfaden ufordelagtig måde, uden at de formår at tage til genmæle. Det kan være, at man synes, at Seidenfadens fremgangsmåde er lidt ufin, men jeg finder den forståelig. Han havde strengt taget intet valg end at få talt ud, mens tid var.

Man kan også anskue Tøger-portrættet som en slags erhvervshistorie for Politiken og til dels det Berlingske Hus og TV2. Det er naturligvis Seidenfaden version af begivenhederne '“ især hvad angår ændringen af Politiken fra nyhedsavis til meningsavis – som man præsenteres for, selvom de kritiserede også får lov at ytre sig til bogen. På den måde er bogen vel en god kilde til forståelse af, hvad der skete i disse år i avishuset på Rådhuspladsen '“ set fra hjørnekontoret.

Der, hvor bogen er svagest, er i portrættet af Tøger Seidenfadens evne som debattør. Her kammer det over i hyldning, der nærmer sig nordkoreanske tilstande, som en anmelder beskrev det. Stig Andersen er næppe den rette til at foretage den vurdering, og det bliver selvsagt ikke bedre af, at han udfritter fx JP/Politikens Hus' adm. direktør Lars Munch en vurdering af Seidenfadens betydning. Munch mener, at Seidenfaden er 'én af historiens allerstørste chefredaktører. En af de allerstørste i Danmarkshistorien'. Mon dog. Til gengæld får Munch i bogen modvilligt sat fingeren på nogle af Tøger Seidenfadens få svagheder. Hans trang til aktivisme fx med at lave Irak-center og trykning af Jægerbogen uden tilladelse havde det med at tage al fokus væk fra det centrale, nemlig at lave avis. Dertil kommer at aktivismen ifølge Munch risikerer at nå et vist 'mætningspunkt', hvor det går ud over avisens troværdighed. Endelig får Munch '“ sådan i al stilfærdighed og blandt alle falbeladerne '“ listet lidt mere præcis kritik ind i det store helteepos:

'Det er desværre ikke mig, der har sagt det, men det er fuldstændigt korrekt, at der findes ikke nogen, som er bedre til at forføre Tøger end Tøger selv.'

Så hvad er konklusionen? Skal man læse denne bog? Svaret afhænger helt af, om man finder Tøger Seidenfaden interessant nok til at bruge de mange timer, der tage at læse de 550 sider. For gør man ikke det, så bør man nok lade være. Måske kommer der en rigtig kritisk biografi om nogle år, men selv da vil Stig Andersens bog være et uomgængeligt referenceværk, hvor Tøger på sin vis 'taler fra graven'.

Stig Andersens bog er ikke så ringe, som rygter siger. Men han har det med at gentage sig selv og det bidrager yderligere til det indtryk, man har af en noget ujævn bog, som det tilsyneladende er gået lidt for stærkt med at få udgivet.

Bottom border