Sådan kunne man her en lille måned efter valget omskrive SFs lidt flade valgslogan. Dag for dag vokser listen med valgløfter, som S-SF må rende fra, efter at de to partier er kommet i regering. Det er som bekendt ikke første gang i verdenshistorien, at politikere render fra valgløfter, men at det sker i det omfang, som vælgerne pt. er vidner til, det er relativt nyt.
Bevares. Man kan – som mange iagttagere og ikke mindst S-SF gør '“ henvise til, at 'kontraktpolitikken' nu er død, og realpolitik under mindretalsregeringer forudsætter en pragmatisme hos både partier '“ og ikke mindst hos vælgerne. Budskabet er, at de af politikere udstedte løfter ikke bør tages alvorligt i og med, at S-SF IKKE har 90 mandater alene. En banal, men også kynisk sandhed. For dermed siger S-SF også, at politikernes troværdighed nærmest bør være ligegyldig for vælgerne. “Man har et standpunkt til man tager et nyt”, som det i en lignende situation engang blev formuleret af den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.
Og her henter man en vis opbakning hos de første målinger, der viser, at kun få vælgere i rød blok er blevet sure på regeringen over den endeløse række af løftebrud. Måske er det udtryk for noget andet. Det kunne være, at vælgerne er tålmodige og vil give ABF en chance. De radikale vælgere '“ hvor af flere er tidligere borgerlige vælgere '“ må til gengæld være svært tilfredse over S-SFs løftebrud. For dermed har de radikale leveret den vare, som deres vælgere efterspurgte. De skuffede må man derfor formode befinder sig blandt S-SFs vælgere, og her indikerer de første målinger at S – og især SF – går tilbage, mens både EL og RV går frem. Ingen målinger viser klart rødt flertal, hvad de ellers har gjort de sidste halvandet år. Alle målinger siden valget har vist tæt på dødt løb, hvor dog især Venstre er gået frem.
Lige nu stiller enkelte kommentatorer og politikere fra rød blok sig op, og bilder befolkningen denne 'sandhed' ind:
Hvis politikerne gennemfører deres valgløfter er det ondt, unødvendigt og udemokratisk, fordi det er 'kontraktpolitik' og udtryk for blokpolitik. Hvis politikerne derimod render fra deres valgløfter og indgår kompromiser, som går i stik modsat retning af, hvad man lovede under valget, så er det både godt, nødvendigt og demokratisk.
Det er naturligvis noget vrøvl. Begge situationer er udtryk for, at politikere udnytter de politiske muligheder, som den parlamentariske situation nu engang byder dem. Hverken mere eller mindre. Alt andet er snik-snak eller decideret spin. Om politikken er god eller dårlig afhænger '“ som altid – af øjnene, der ser.
Der henvises også til, at Anders Fogh Rasmussen efter det forrige regeringsskifte i 2001 kun kunne føre kontraktpolitik, fordi VK-regeringen havde sit flertal på plads med DF, og derfor ikke behøvede at indgå nogle kompromiser. Men man overser fuldstændigt, at Foghs håndfaste valgløfter faktisk var få, og derfor var der fra begyndelsen realisme i, at de kunne gennemføres, hvad de også blev. Derfor kunne Venstre også i 2005 med en hvis troværdighed føre valgkampagne på sloganet: 'Venstre – så bli'r det til noget'.
S-SFs valgløfter forud for valgkampen var ganske mange og urealistisk dyre. Især SF var konsekvent i at udstede løfter – også ud over de i forvejen rigeligt bekostelige officielle valgløfter – om, at en ny regering ville tilbagerulle enhver af de borgerliges besparelser, der måtte ramme snart sagt enhver samfundsgruppe. Samtidig brugte Helle Thorning-Schmidt i flæng ord som 'garanterer', 'garanti' og lod forstå at man vil gennemføre sin politik 'til punkt og prikke', og skattebyrderne blev afgrænsede med ord som: 'hverken mere eller mindre'. Alle kritiske spørgsmål fra pressen om evt. radikal indflydelse på en ny regering blev temmelig arrogant tilbagevist, og Thorning lod forstå, at de radikale fik valget om at æde S-SFs politik eller vælte en ny regering. Efter valget forsøger Thorning at svømme rygsvømning ved sin komiske opdeling af sine valgløfter i 'valgløfter' '“ man ikke kan regne med '“ og nyskabelsen 'klokkeklare valgløfter', som man altså nu pludselig bør fæstne lid til. Med andre ord: Thorning holder både pressen og vælgerne for nar i en grad, som det er sjældent set.
Officielt kunne S-SF '“ og det gør man stadig '“ henvise til den hokus-pokus forklaring fra deres økonomiske plan 'Fair Løsning', som man turnerede med de seneste par år. Med 'Fair Løsning' kan alt lade sig gøre. Ingen økonomisk prioritering gik ud over værdigt trængende grupper (middelklassen medregnet) og forekom at være nødvendig selv under den største økonomiske krise siden krigen. Dertil kom, at alle de udstedte velfærdsløfter kunne – og fortsat kan – finansieres ved, at alle arbejder en time mere, flere '“ på en eller anden måde – kommer i arbejde osv. ('Alle' vil sige alene dem på overenskomster). Da de radikale trods alt lever i den virkelige verden, når det gælder økonomi, så blev det – i al fald i teorien – økonomiske fundament for S-SFs gavebod naturligvis afmonteret med regeringsgrundlaget.
Tilbage er dog stadig S-SFs valgløfte om en 'kickstart' af økonomien, hvor man vil bruge ca. 10 mia. kr. på at renovere offentlige bygninger om et års tid. Kurven for ledigheden i byggeriet er ellers ved at knække, så måske skulle regeringen også droppe det valgløfte, så arbejdsmarkedet ikke bliver ophedet om et år?
Men hvilken betydning får de talrige eklatante løftebrud for ABF-regeringens levetid? Så længe at regeringens opbakning ligger på et niveau som nu, så er det ligegyldigt. Men hvis de borgerlige får held til at brændemærke Thorning og Co. som 'Løftebrudsregeringen' '“ og der ingen større fremgang er at spore på hverken beskæftigelsen og økonomien '“ i de kommende år, så bliver det et problem. Dog står iagttagerne ikke ligefrem i kø mht. at påstå, at regeringen er kommet godt fra start. Faktisk kan ingen huske, at en ny tiltrådt regering er blevet mødt med så lidt begejstring og så megen modvind.
Læs også Henrik Dahls veloplagte kommentar til forsøgene på at bagatellisere S-SFs tilbagetog fra valgløfterne.
17 kommentarer til “Det ku ´ ik ´ la ´ sig gør'”
Hvis man har sat sig lidt ind i, hvordan politikeren og mennesket, Helle Thorning-Schmidt, agerer: http://kortlink.dk/9ggp kan det ikke komme som nogen overraskelse, at hun viser sig at være en serieløftebryder. Det er såmænd bare en logisk fortsættelse af den måde, hun altid har handlet på. Desværre – heldigvis, vil nogen sige – lever vi i et land og en kulturkreds, hvor man som udgangspunkt tager det folk, herunder ikke mindst politikere, siger for gode varer. Den barnetro er nu endegyldigt forsvundet fra vælgernes bevidsthed og kan ikke alene føre til en politikerlede, vi ellers ikke kender i Danmark, hvor vi har en tårnhøj stemmeprocent ved valgene, men også sætte skub i en generel tillidskrise i hele samfundet.
M.h.t. den meget benyttede undskyldning for, at man desværre ikke kan føre 30, 40, eller hvor mange det nu er, valgløfter ud i livet, fordi man “ikke har 90 mandater”, er det en bøvet og dybt latterlig forklaring. Thorning-Schmidt og Søvndal fik det flertal efter valget med Enhedslisten og De Radikale, de havde regnet med før valget. Det er rigtigt, at kommunisterne og Dronning Margrethes tropper fik et lidt bedre valg end forudset og Socialdemokraterne og SF omvendt et værre, men bundlinjen var den samme. Til gengæld er det selvsagt rigtigt, at alle involverede parter er nødt til at gå på kompromis for at nå til enighed om et regeringsgrundlag, men at give afkald på så mange mærkesager er helt ekstraordinært. Der er kun to mulige forklaringer: Enten er Helle Thorning-Schmidt en elendig forhandler, eller også var hun fuldstændig ligeglad og iskold, bare hun kunne blive statsminister. Man kunne også godt få den tanke, at det er gået lidt ekstra stærkt under den sidste del af forhandlingerne på det amagerkanske luksushotel, så Løkke ikke fik fornøjelsen af at holde Ã…bningstalen efter at have tabt valget.
Det er også blevet sagt meget ofte af f.eks. Henrik Qvortrup, at De Radikale jo bare kunne skifte side og danne regering med Venstre og De Konservative, hvis de ikke kunne nå til enighed med Socialdemokraterne og SF. Påstanden holder ikke: Ud over de næsten uoverstigelige forskelle i bl.a. udlændinge- og retspolitikken, ville det kræve, at Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag skulle støtte en Vestager-regering. Det ville aldrig nogensinde ske. For at illustrere, hvor langt ude tanken er, kunne man stille et retorisk spørgsmål om den omvendte situation: Ville Margrethe Vestager og De Radikale acceptere at være parlamentarisk grundlag for en VKO-regering? Næppe. Altså havde Vestager ikke andre steder at gå hen, og Thorning-Schmidt burde have forhandlet et regeringsgrundlag på plads med langt større indrømmelser til Socialdemokraterne og SF.
Pittelkows spin analyse i JP er nu også meget sjov :http://jp.dk/opinion/pittelkow/article2576324.ece
Claus Kastholm gør sig morsom over Pia Dyhr i Berlingske
http://www.b.dk/groft-sagt/en-oejenaabner
Dyhr skulle have sagt, at kineserne har lært hende’ at de sociale menneskerettigheder er vigtigere end de borgerlige’.
Dyhrs latterlige udtalelser viser hen til det problem, der kan ramme regeringen de næste måneder. Når man ikke har gaver og gode handinger, at snakke om, så er der kun lommefilosofi tilbage.
@Jan Christensen
Helt enig i din bedømmelse af Helle Thorning-Schmidt. Man har virkelig på fornemmelsen, at statsministeriet i Danamrk udelukkende er en del af hendes eget selvrealiserings-projekt. En slags ‘reality-show’ deltagelse på et højere plan, hvor det udelukkende gælder om at “være på”. Indholdet eller substansen er ligegyldig. Of skulle vælgernes ‘gunst’ svigte er det bare videre til næste ‘pojekt’ i den evige jagt på personlig tilfredsstillelse af behovet for selvpromovering.
I og med at det økonomiske fundament blev baseret på tilbagetrækningsreformen (som S-SF faktisk sagde i valgkampen ville ske, hvis de ikke sammen med EL fik absolut flertal) er det vel ret indlysende, at den økonomiske politik må tegnes helt om. Det kalder jeg snarere pragmatisme – eller realpolitik, om man vil – end løftebrud.
Hvis man nærlæser regeringsgrundlaget, genfinder man tanker fra Fair-planerne i stort omfang. Men det er lykkedes for R at lave et så effektivt spin, at medierne, kommentariatet og mange især blå vælgere/debattører, forledes til at tro, at det nærmest er identisk med R’s valgprogram. S og SF har langt fra været hurtige nok til at få deres presseenheder op i gear for at ændre det billede.
Tidligere regeringer har fået de berømte 100 dage til at udforme og præsentere lovprogrammet for den første folketingssamling. Denne regering falder man over, inden der er gået en uge. Man kan ikke tale om løftebrud, før man ser, hvad der faktisk kommer af initiativer, når arbejdet for alvor går i gang. Og ret beset har de hele valgperioden til at gennemføre løfterne – hvis ellers økonomien udvikler sig gunstigt. Så hvad med lige at vente yderligere 90 dage, før der fældes domme.
Joh, især SF var i valgkampen ude med flæsk med samme fedtprocent som DFs peberspray. Og ethvert løfte af den type fortjener at blive latterliggjort. Men intentioner, der må afvente forhandlinger med forligspartier eller nye forlig om finansiering, fortjener det ikke.
Og så en bøn. Jarl, vil du ikke nok undlade at kommentere på meningsmålinger, der kun viser ændringer inden for målingernes usikkerhed. Endnu har ingen målinger vist noget som helst, hvis man ellers tolker dem korrekt.
Man må sige det er svært at se at Magrethe havde nogen med i tårnet fra S-SF 😉
4. Jeg undlader ikke at kommentere nogetsomhelst.
Men jeg har været meget forsigtig med at drage skråsikre konklusioner på baggrund af de få målinger, der har været. Og det vil du se, hvis du læser – og forstår – hvad jeg skriver.
Det er megaunderholdende at se de blå begræde de rødes gennemførelse af blå politik:) Løftebrud, råber de. Igen og igen.
Forud for valget lovede de blå ellers, at de røde ville føre Danmark ud i en økonomisk katastrofe. Er det så den udeblevne katastrofe de blå er skuffede over? Lidt a la Tea Party? Hvor det gælder om at få ret, og ikke hvad det er bedst for Danmark?
Men man kan jo gætte. 10 år med den absolutte magt er steget dem så meget til hovedet, at de har glemt at 90 er ikke en permanent tilstand. Og uanset hvor meget de blå råber. så får de ikke magten tilbage foreløbigt. I melletiden er der også butikken Danmark der skal passes. Men OK, det har ligesom aldrig været de blås højeste prioritet, så det tomme råberi bekræfter det blot.
I fald de blå skulle få et anfald af konstruktivitet, så er jeg ret sikker på at de ville blive taget godt imod. Men hidtil er det lidt svært at få øje på noget konstruktivt fra den blå fløj.
7. alternativt kunna man sige de blå stemmer nu kan se at VKO førte rendyrket socialdemokratisk politik og at det er derfor vi står med et ufinasieret offentligt overforbrug på 85 mia årligt – så havde man rettidigt nedsat det offenntlige forbrug og sænket skatterne fra verden højeste niveau så var konkurrenceevnen i top og vækst og velstand sikret – desværre valgte men den selvdestruktive socialdemokratiske vej – som Helle og villy har valgt at fortsætte fordi det glade vanvid som blev fremlagt med Fair planerne naturligvis kun kunne bruges til at overbevise de mest ubegavede danskere om at et sådant skørlevned kunne finasieres.
Godt indlæg. Hvis det troværdigt kan bortforklares, at S+SF er løbet fra masser af deres udsagn i valgkampen, må dette være spin på allerhøjeste niveau. Så er 1. mill. i gage ALT for lidt. Det vil være så mesterligt, at man vil kunne forklare sig ud af en hvilken som helst tildragelse i fremtiden.
Vi har ikke 90 mandater.
Vi har ikke penge i kassen.
Hvis de 2 udsagn skulle være en forklaring, har lille Danmark da et stort problem. For så hører hele S+SF toppen da til den gruppe, som bliver omtalt i 8.
Begge udsagn var vel til at forudse?
Mht. udsagnet “Kurven for ledigheden i byggeriet er ellers ved at knække”, så er dette faktisk sket for længe siden – byggebeskæftigelsen er iht. fredagens tal nu (næsten) gået uafbrudt frem i to år, og det er også især inden for dette område, at ledigheden er faldet i det seneste 1 ½ års tid..
Det er bemærkelsesværdigt hvordan S/SF løber fra løfterne, men som meningsmålingerne antyder så har det endnu ikke fået vælgerne til at flygte i større antal.
Personligt tror jeg, at der hvor S/SF vil blive ramt hårdest er hvis smalhalsen i kommunerne forsætter de kommende år (hvilket alt tyder på).
S/SF har med de mange løfter fået det til at fremstå som om, at hvis de kom til magten, så ville det være slut med nedskæringer…
Selvom den tidligere regering ikke som sådan skar på velfærden føltes det sådan, da der kom flere børn og ældre – denne tendens forsætter og riget fattes penge. Derfor vil der også de kommende år mangle penge ude i kommunerne. Hvis det udmønter sig i en opfattelse hos vælgerne om, at S/SF også er en nedskæringsregeringe, så tror jeg de vil blive ramt alvorligt på troværdigheden.
Iøvrigt spændende når regerungsgrundlaget udmønter sig i konkrete udspil – de borgerlig bør søge indflydelse og trække den kommende lovgivnigen endnu mere mod højre – det vil presse S/SF maksimalt
11. Det er vel ikke så bemærkelsesværdigt, når det S-SF har lovet har været højere skatter, flere afgifter, længere arbejdstid og en betalingsring. De ting tror jeg faktisk at de fleste mennesker helst vil have sig frabedt.
@12 jo, jo – de har også lovet to-lærerordning, maks 24 i klasserne, væk med begrænsning af børnecheck, betaling af hjælp til barnløse, billigere offentlig transport, 30 min maks ventetid på skadestuerne, bankskat og millionærskat.
Min pointe er sådan set bare, at S/SF nok skal kunne forklare sig ud af al dette, med en henvisning til de radikale, forsigtighedsprincip og 90 mandater.
Problemet er, at der implicit i S/SF’s valgkamp (de sidste mange år) har været et budskab om, at VK er en nedskæringsregering og det er vi ikke.
Hvis der komme en opfattelse af, at ogs S/SF er en nedskæringsregering, så tror jeg kernevælgerne bliver utilfredse – men nu må vi se. Vi bliver først for alvor klogere, når der kommer konkret politik på bordet.
13
Hvis du har ret i, at S-SF kernevælgere bliver utilfredse pga smalhals specielt i kommunerne, hvor forestiller du dig så, at de vil gå hen? VKOI har jo de sidste ti år vist, hvad de ville, og det er vel ikke kuren mod en sådan utilfredshed. Så er der kun EL tilbage, men med anskuelighedsundervisning i at tælle til 90, skal man da være temmelig naiv, hvis man bilder sig ind, at de vil kunne fremtrylle økonomi til deres velfærdsløft(er).
Mit bud er, at der snarere indfinder sig ind realisme hos stort set alle vælgere, hvad de økonomiske muligheder angår. I løbet af de næste finanslove vil S-SF muligvis kunne foretage nogle “lighedsskabende” omprioriteringer, der helt eller delvis indfrier nogle af løfterne fx billigere offentlig transport, omlægning af børnecheck og en udvidelse af forsøg med to-lærerordning. Men man skal nok ikke tro, at det “røde” vælgerkorps alene er fokuseret på de udgiftskrævende tiltag.
Hvis det lykkes regeringen at modernisere den offentlige sektor, således at borgerne generelt oplever mindre kontrol, kortere sagsgange, flere lokale løsninger på skoler, plejehjem osv, tilbagerulning af tåbelig signallovgivning (fx knivlov, kriminel lavalder, lømmelpakke) og i det hele taget en drejning af den offentlige debat væk fra “dem-og-os” (uanset hvem der pt er “dem” og hvem der er “os”), vil det være en væsentlig årsag til, at kernevælgerne bliver.
man kunne jo også forsøge at være rigtigt positiv og så lave en liste over de løfter som S/SF faktisk ser ud til at ville holde..
1. øgede skatter, afgifter mv, i 2012 for 5 mia kr.
2. øgede/fremrykkede off. “investeringer” i 2012 for 10 mia. kr.
3. betalingsringen…
gad vide hvor meget de to partier var gået tilbage ved valget såfremt de havde turdet sige det før valget? :o)
@13. Jeg tror der er en forskel på ikke at gennemføre nogle ting, S-SF har sagt man ville og så tage ting væk fra folk, man havde lovet at bevare. Det ene opleves kun af dem der følger med i politik, imens det andet er sådan noget der kan flytte stemmer.
Og det er nok også derfor, at man ikke oplever helt samme lynchstemning blandt de socialdemokratiske kernevælgere som ved f.eks. efterlønsindgrebet i 1998.
@16 Ja David, der er forskel på valgløfter, og jeg tror helt sikkert de røde vælgere vil tilgive dem for det, og gør de det ikke, må de jo gå til partierne til venstre for. Hvor en ændring af efterlønnen skabte utryghed for mange Socialdemokratiske vælgere mellem 50 og 60, betyder en millionærskat der ikke blev til noget kun en lille irritation der ikke betyder noget (bortset fra at de måske beholder nogle af de højtlønnede folk der holder deres arbejdsplads i live)
Som borgerlig vælger har jeg det rigtig godt med de brudte løfter, jeg vil hellere se på hvad der er godt at gøre end hvad man har lovet. Jeg kan mere blive forarget når jeg nu ser de røde vil lette skatten på arbejde for at få flere til at arbejde mere… da de borgerlige foreslog det samme i regering troede de røde ikke på det virkede. Det håber jeg man vil huske på næste gang de røde kommer i opposition.
Løfter eller ej, så ligner det en regering styret af de Radikale, og jeg kan godt se argumentet med at de kan skifte side, men som Jan Christensen påpeger i @1, ville det betyde at Radikale skulle støtte en regering hvor DF har indflydelse, og det vil være meget svært for dem. Og i tidligere tider har man set statsministre som H.C. Hansen og J.O. Krag banke andre partier på plads, deriblandt de Radikale. Helle Thorning har ikke vist meget styrke ved forhandlingerne, endda selvom der var et parti mere med, som står Helle nærmere end Margrethe.
På det valgtaktiske har Helle helt sikkert ladet sig inspirere af Anders Fogh, med klare løfter inden valget. Der var så også en klar forskel, at Fogh tænkte DF med ind i sine løfter. Mon ikke Fogh har tænkt en enkelt gang at det kunne være fedt at få flertal alene med Konservative og så kunne love skattelettelser og ikke behøve snakke så meget om udlændinge? Men det flertal så aldrig ud til at komme. Ligesom S-SF heller aldrig har set ud til at få flertal alene.
Tror nok Socialdemokraterne skal finde sig i ikke at få alt gennemført de har snakket om. De er vant til at have magten og ved det er kompromiser. Spørgsmålet er om SF er det. Hvor meget radikal politik SF kan holde til at lægge navn til. Søvndal, Sohn og Thor Möger er sikkert klar, men deres bagland virker allerede sure, og der skal nok komme flere kameler i fremtiden der skal sluges. Den første interessante ting bliver finansloven for næste år, hvor Enhedslisten også får en vigtig rolle. Med deres størrelse kan de jo sikre en rød finanslov, men da den helt sikkert vil indeholde forringelser et eller andet sted, vil det nok give ballade hos deres bagland og hovedbestyrelse. Og hvis Enhedslisten siger nej, vil det betyde de skal lave det med Lars Løkke, Pia Kjærsgaard eller K og LA sammen. K er nede for tiden, men de andre 3 vil gå til forhandlinger med selvtillid og være hårde at bide skeer med. Men det vil de røde hellere end gå af.