Jyllands-Posten skriver i dag, at tidl. beskæftigelsesminister Inger Støjberg ventes at blande sig i arvefølgen til Venstres formandspost, når Lars Løkke Rasmussen en skønne dag måtte forlade dansk politik.
Forleden var det P1 Orienterings Pieter Raunwe, som kunne fortælle en tilsvarende historie, hvor den politiske medarbejder mente at vide, at det ville komme til et kampvalg om næstformandsposten måske allerede til næste år, når Venstre holder landsmøde.
Hovedpersonen selv nægtede længe at afkræfte overfor pressen, at hun skulle være næstformandskandidat m.m. Men ved middagstid kom så en mail til JP, hvor Støjberg slog fast, at hun ikke opstiller mod Kristian Jensen. Dermed er sagen lukket ned. For en tid.
Hvem har så lækket eller spunnet historien til pressen, og hvorfor kommer den mon nu? Der spekuleres i at det er den såkaldte 'mellemgruppe' af midaldrende og nogle gange måske lidt oversete folketingsmedlemmer, der gennem deres stiltiende støtte til Støjberg ønsker at fortælle, at de hverken mener at Søren Pind, Troels Lund Poulsen eller den nuværende gruppeformand og næstformand Kristian Jensen er deres mand '“ hverken nu eller i fremtiden. For nylig var det denne gruppe bestående af folk som Hans Chr. Schmidt, Kim Andersen, Lars Chr. Lilleholt og Karsten Nonbo som fik valgt Støjberg til næstformand i folketingsgruppen. Nu håber de tilsyneladende på, at Støjberg med tiden vil kunne overtage ledelsen af partiet.
Man er formentlig også drevet af en langvarig utilfredshed med Kristian Jensens måde at lede gruppen på, hvor han efter deres mening, mens Venstre var i regering tilsyneladende var mere loyal over for ministrene og regeringen på bekostning af at være gruppens tillidsmand, forlyder det.
Modstanden mod Søren Pind kunne formentlig bunde i en usikkerhed om, at han som formand kan stå distancen taget i betragtning af de hyppige skæverter han har slået i den politiske debat. Senest var det sommerens fejlskud, hvor en flok hippiers sitdownstrejke i Øster Lynild plantage i det Pind'dske univers kunne sidestilles med den norske massemorders hærgen på Utøya. Pind mente selv, han var blevet overfortolket af medierne, men ikke desto mindre fik sagen en del venstrefolk til at ryste på hovedet og hans rivaler til at gnide sig i hænderne af fryd.
Men der kan sikkert være mange andre grunde til at nogle gruppemedlemmer ikke ser Pind eller Jensen, som det store hit. Sådan har det i øvrigt altid været. Selv under Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen da de red på den højeste popularitetsbølge, var der altid nogle i folketingsgruppen, der i det stille rynkede på næsen. Så man skal næppe overdrive oppositionen omfang og betydning, men det kan selvfølgelig ændre sig.
Har Støjberg så en chance for at blive næstformand? Måske, hvis det er det, som V-partiledelsen ønsker. Men næppe om et år. For det ville være banebrydende nyt, hvis man forestillede sig, at en næstformand skulle blive væltet ved et kampvalg. Det er mig bekendt ikke sket i nyere tid. Næstformandsvalg har som hovedregel været en ekspeditionssag, hvor en kandidat er blevet kåret. Undtagelsen var i 1998, hvor tre kandidater (Lars Løkke Rasmussen, Eva Kjer Hansen og Peter Brixtofte) var i et åbent kampvalg om den ledige post, som Anders Fogh Rasmussen havde forladt, efter at han forinden var blevet kåret som formand.
Går man længere tilbage så kan man med nogen ret sige, at den daværende noget farveløse Knud Enggaard i 1982 '“ som jeg erindrer historien – blev overtalt til at forlade den på dette tidspunkt ret betydningsløse næstformandspost til fordel for Hanne Severinsen, fordi V-toppen på dette tidspunkt ønskede flere kvinder i front for partiet, nu hvor bl.a. Enggaard var blevet minister. Det er dog ikke det argument, man endnu har fremført for, at Støjberg skulle stille op mod Kristian Jensen. Det handler tværtimod om, at hun på sigt '“ forstår man på Raunwe '“ via erobring af kronprinsesse-værdigheden en dag skal overtage formandsposten i Venstre. Støjberg har tidligere på de indre linjer ikke lagt skjul på, at hun har store ambitioner.
En anden årsag til at Støjberg formentlig ikke kan vinde et kampvalg om et år, bunder i, at det ville kræve Lars Løkke Rasmussens accept. Og hvorfor skulle han dog ønske et slagsmål om arvefølgen nu? Hvis Løkke ville af med Kristian Jensen så kunne han fx have gjort Støjberg til gruppeformand for nylig eller på anden måde sikret hende en fremtrædende post. Det gjorde han ikke. Tværtimod er det Ellen Trane Nørby, som også efter valget fortsatte som politisk ordfører. Og hvor var Støjberg i Løkkes valgkamp? De to kvinder, der blev ført frem i front var Nørby og Lykke Friis. Det er næppe tilfældigt. De to kvinder har utvivlsomt mere appel til løse storbyvælgere end partiets historiske base – de jyske landvælgere – som formentlig er dem Støjberg appellerer mest til.
Spørgsmålet er om fx en Søren Pind kan se et formål i at levere støtte til Støjberg. Det vil kun ske, hvis det er noget Løkke specifikt ønsker, og det er der indtil videre intet, der tyder på.
Det er en spændende historie JP og P1 Orientering havde gang i og den kan ikke afvises, som det rene sludder. For de to medier har jo kilder på deres historie. Støjberg er en hæderlig politiker, der har klaret sig pænt på svære poster, men jeg har svært ved at se hende som formandsemne. Men at Inger Støjberg en dag skulle blive formand for Venstre eller blive næstformand for Venstre om et år?
Den skal de vist længere ud på landet med.