Måned: januar 2012

Denne blogger har nu opholdt sig et par dage i den lille nordøstlige amerikanske stat New Hampshire, hvor jeg sammen med en række andre danskere følger det republikanske primærvalg på nært hold.

Delegationen tæller en række journalister, aktive professionelle folk fra en række partier og kommunikationsfolk med spindoktorbaggrund eller andre iagttagere med forbindelse til det politiske miljø.

Indtil videre har vi mødt de fem toneangivende præsidentkandidater. FX. har jeg fået hilst på både tidl. senator fra Pennsylvania Rick Santorum og tidligere Speaker dvs. formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich.

Her følger min lille Facebookdagbog plus andre af mine iagttagelser fra de første par dage:

Onsdag aften
'¨Jeg befinder mig i Concord, NH. Vågnede frisk som en havørn kl 03.15 lokal tid efter at være gået i seng kl 21.30 (halv fire dansk tid). Der er hård nattefrost, så man skal huske vintertøjet. The early risers skal til rally med Mitt Romney, men vi andre overvejer møder senere med Newt og Jon Huntsman. Heldigvis er der masser af fremragende valg-TV, så man keder sig aldrig om natten!

Torsdag aften
Alle i den danske delegation var positivt overraskede over Rick Santorum, som vi mødte i Northfield til et rally. Ja han er højreorienteret, men han er også veltalende, begavet og levende, der jonglerer rundt med tal og henvisninger til det ene og det andet. Det er ellers ikke det indtryk, som man får, når man læser de danske US-korrespondenter. Vi troede alle, at vi nu skulle møde et kæmpefjols. Men vi mødte i dag i stedet en engageret politiker med meget på hjerte. Og så virker han faktisk seriøs.

Santorum kommer dog altid i store problemer når han skal tale om bøsser og homoægteskaber, familieværdier og sex før ægteskabet. Det har gjort ham til et hadeobjekt for mange. Aktivister er efter ham overalt, hvor de provokerer ham til at sige de underligste ting eller argumenterer med Bibelen i hånden. Men når han lader være med det og i stedet tager den amerikanske constitution i hånden eller taler om økonomi, så lyder han på store stræk ret fornuftig og indimellem endog overbevisende. Han er ærkekonservativ – “social conservative” – siger man herovre. Han har en interessant baggrund som søn af indvandrede arbejdsfolk. Men Santorums største force er, at han ligesom Ron Paul og Jon Huntsman virker som en politiker, der er oprigtig.

I aften gik hele delegationen – der også tæller flere fremtrædende socialdemokrater – fra Newt Gingrichs såkaldte “Town Hall Meeting” i Meredith, NH fuldstændig “blown way”. Der var tale om et stærkt underholdende arrangement. Og Newt leverede varen. Han er en belæst og raffineret populist, der gav adskillige sublime prøver på sit vid, sin store humor og sin uforlignelige evne til at imødekomme tilhørernes forventninger. Efter to møder står det lysende klart for alle, at de højeste og længste klapsalver får kandidaterne, når de forsikrer tilhørerne om, at Obama bliver væltet. Og så må man tilgive Newt hans store ego. Fx fik vi at vide at Newt havde bragt Sovjetunionen til fald i samarbejde med præsident Ronald Reagan. (Gingrich fører i øvrigt snævert den hårde konkurrence om at udråbe sig selv som den mest Reagan-konservative kandidat…) Og i 90'˜erne skabte Newt millioner af jobs (uden at nævne Bill Clintons evt. medvirken til det). Men ingen er i tvivl om, at Newt er feltets skarpeste kandidat.

Fredag aften
Mødte i dag kongresmand Ron Paul og hans mange unge begejstrede tilhængere i en hangar i Nashua, NH. Første gang vi så virkelig entusiasme hos tilhængere. Han blev i øvrigt introduceret af sønnen, senator fra Kentucky Rand Paul. Det var også en storartet oplevelse. Og det var anderledes end de “town hall meetings”, vi ellers har været til. Men noget kortere. 20 minutter, så var Paul videre. Han er de klare budskabers mand, men er ikke just jordens største retoriker. Det er Jon Huntsman heller ikke. Han er en moderat og seriøs politiker. Men han er også lang i spyttet og momentvis decideret sludrende, da vi mødte ham i dag.

Jon Huntsman er en sympatisk fyr. Men han er også mormon og derfor som det ofte er tilfældet med mange af dem, lidt for pæn og renskuret. Selv ligner Huntsman en filmstjerne, men han har også en gudesmuk kone samt en stribe ret smukke døtre, der følger ham rundt 'œon the campaign trail'. Dertil kommer en pletfri karriere som tidl. guvernør i mormonstaten Utah og ambassadør i Kina. Men jeg kan godt lide ham. Hans verdensbillede er sammenhængende, og han tror ikke på lette løsninger. I dag gratulerede en ung tilhører Huntsman ham med, at han var den eneste, der troede på videnskab.
Huntsman kunne blive en fremragende præsident, men det bliver der ikke noget af dennegang. Det er tiden ikke til. Republikanerne vil vælge en, der kan slå Obama på en agenda, hvor de ruller hans politik tilbage. Huntsman er ingen revolutionær. 'œJeg er 'œrealist' eller 'œcentrist', siger Huntsman, som jo nok ender med at støtte trosfællen Mitt Romney inden måneden er slut.

Lørdag aften
Har været til Mitt Romney-rally i en sportshal i Derry, NH. Romney er en charmetrold og ikke nogen dårlig taler. Men der er det der polerede phoney overfladiske ved ham, som får en til at stå af. Men sammenlignet med George W. Bush, så er han jo en gedigen folketaler. Han var ikke så ringe i dag og Romney – som jo er ret moderat – kunne såmænd godt gå hen og blive en udmærket præsident. Selvom at han er stinkende rig og mormon (som nogle nævner som sider af Romney, der gør nogle vælgere skeptiske), så er der intet, der tyder på, at han er et dårligt menneske. Romney slog på de ting som den republikanske base hader allermest: Obamacare, skatter og budgetunderskuddet. Og klapsalverne lød allerhøjest da Romney insisterede på et stærkt millitær. Nåja så var der lidt drama, da nogle Occupy-folk afbrød mødet med råbet “Mitt kills jobs”. De blev så eksorteret ud af politiet til tilhørernes udbrede tilfredshed. Og Romney elskede bare friheden til at folk kunne sige deres mening. Og så elsker Romney USA så meget at han nævnte det 8-9 gange under den 20 minutters tale. Tænk engang jeg var ellers kommet i tvivl…

Mest opmærksomhed skabte guvernør fra South Carolina Nikki Haley som varmt anbefalede Romney i salen. Hendes støtte er guld værd for ham. Hun er ung, af indisk afstamning, social konservativ og populær i sin hjemstat, der netop afholder det næste primærvalg senere på måneden. Hun ligner en ideel som vicepræsidentkandidat. Og det er interessant at flere af de toneangivende repulikanere som fx guvernør i New Jersey Chris Christie også medvirker i et Romney-ralley senere, hvor han anbefaler ham. Alt – ikke mindst meningsmålingerne – tyder på, at Romney bliver republikanernes præsidentkandidat.

I dag var vi forbi Jon Huntsmans partikontor på Elm Street i New Hampshires største by Manchester. Her stødte vi på en dansk 3ger fra Kolding Magnus Frank, som havde taget fri et par uger for at give en hånd med i Huntsmans kampagne. Ham laver TV2s korrespondent Jesper Steinmetz et indslag med en af dagene. Huntsman kom også forbi med en kasse is for at hilse på de frivillige. På kampagnekontoret var der en god stemning og de håber på at Huntsman kan få 15 pct. (Og måske blive vicepræsidentkandidat selvom at det nok er usandsynligt med to mormoner på en republikansk “ticket”)

I aften skal vi se den første store TV-debat i New Hampshire i selskab med 400 republikanere på et hotel i Manchester med mad og drikke. Det skal nok blive fornøjeligt. Og mandag aften drager jeg op nordpå tæt på den canadiske grænse til flækken Dixville Notch for at overvære offentliggørelsen af det første primærvalgsresultat tidligt tirsdag morgen (lokal tid).

Statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt sin første tale i sit nye job. Den var – som det næsten altid er tilfældet – helt uden nyheder og meget lidt konkret i sit indhold.

Som bebudet brugte Thorning taletiden til at tale meget om krisen, og at regeringen ville gøre det nødvendige for at få landet igennem den. Det vil blandt andet ske i kraft af, at man vil vende udviklingen med 'œseje skridt', hvad denne sproglige nyskabelse så end betyder.

Derfor spidsede de fleste sikkert ører på det sted i talen, hvor Thorning varslede flere nedskæringer og besparelser i det offentlige. (Før valget hed det ellers, at vi skulle investere os ud af krisen..) Dermed understregede Thorning blot udsigten til den omfattende kamelslugningsøvelse, der allerede blev varslet på Socialdemokraternes kongres, og som mildest talt minder om den borgerlige regerings politik. Det bliver spændende at se, hvordan de konkret bliver omsat i praktisk politik. SFs politiske ordfører Jesper Petersen mente på TV2 åbenbart, at det blot handler om effektiviseringer og omprioriteringer i det offentlige. Det er netop behovet for besparelser og forringelser, der vil afgøre regeringens langtidsholdbarhed. Vi er en del, der regner med, at SF ikke kan holde til mosten, når der skal vises mod og handlekraft. Det er ikke just det, der kendetegner partiets forhold til den offentlige sektor.

Det var i øvrigt forbløffende lidt, der i talen blev sagt om EU og Danmarks formandsskab. Det blev bare nævnt. Forklaringen er vel den enkle, at emnet ikke rigtig optager de almindelige danskere. Så hvorfor dog forsøge at forklare, at Danmark ikke får den store indflydelse, når de heller vil høre om, hvordan regeringen får landet ud af krisen og skaber flere arbejdspladser.

Thorning kunne heller ikke stå for fristelsen til at forfalde til den billigste
venstrefløjspopulistiske retorik om, at de borgerlige i de gode tider klattede pengene væk på skattelettelser. Sandheden er, at gælden blev nedbragt under de borgerlige, og at skattelettelserne var små set over lang tid. VKOs største bedrift var faktisk skattestoppet, men det tør Thorning ikke angribe. For det har ikke helt den samme appel til middelklassen. Man kunne jo indvende, at Thorning slet ikke nævnte, hvorfor S-SF rendte fra Fair Løsning og alle valgløfterne? Men Thorning har ret i, at VK klattede pengene væk da de mistede kontrollen med de offentlige udgifter alt imens S og SF krævede endnu højere offentlige udgifter.

Thornings tale var i øvrigt et opgør med hendes egen regerings vækstpolitik. 'œNye regler' gør, at virksomheder flytter ud af landet. Det er jo netop, det som regeringen har opnået med deres afgiftspakker.

Talens stærkeste dele var der, hvor der blev appelleret til almindeligt samfundssind og at vi alle bør opføre os ordentligt. Men hvem er dog uenig i det?

Thornings tale var fuld af de samme retoriske tricks, som man så i Lars Løkke Rasmussens taler. Fx forsøget på at personliggøre talen med henvisning til sin egen families baggrund og muligheder i og under velfærdssamfundet og dets udvikling, som man – bøde Thorning og Løkke – derfor støtter og så henvisning til den arbejdsløse 'œSøren' . Det er en idé, som hun sikkert har hugget fra Løkke, der har brugt det fif i sine taler i 15 år. På den måde fremstår Thorning som mere vikar end Løkke. Først overtog hun hans politik. Nu overtager hun hans retorik. Men når det kom til mod, så var det ikke i år, at hun – målt på denne skala – levede op til Løkkes tale forrige år. Det kan Thorning så bevise i praksis i årets løb. Hvis hun da formår at holde sammen på regeringen året ud.

Endvidere var det heller ikke en tale, der definerede noget egentligt politisk projekt for Thorning. Det er også uendeligt svært, når regeringen er i fuldstændig uenig med sig selv, om hvilken vej man skal gå i den økonomiske politik.

Endelig sad jeg endnu engang tilbage med det indtryk, at Thorning dybest set ikke brænder for noget som helst politisk. For hende er magten en karriere. Det landet har brug for er en politisk leder med klare visioner. Det er altså ikke en blændende gallionsfigur som blitzlysende elsker, men er uden indhold og tilsyneladende står i spidsen for en slags radikal teknokratregering. Jeg mistænker Thorning helst vil være til EU-topmøde frem for at bruge tid på det hjemlige besværlige, hvor de radikale og SF står og trækker i hinanden fra hver deres hjørne. (Men i EU gider de i øvrigt ikke høre på hende, fordi Danmark er de facto B-medlem)

Det var en god og stilsikker tale, der bestemt er godkendt, men som næppe gør fra eller til i forhold til regeringens aktuelle troværdighedsproblemer i forhold til befolkningen.