Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Adel forpligter

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 18, 2012

Comments icon

Ingen kommentarer

Københavns Overborgmester Frank Jensen skal være ny S-næstformand. Det er  den bedste nyhed for ham længe, men det er også et job, der forpligter.  Jensen må derfor sætte alt ind på at fremstå mere overbevisende som leder af kommunen, end man har fået indtryk af gennem det seneste   halve år, hvor  overborgmesteren  oftere kommer i mindretal og, hvor han selv har undergravet sin autoritet ved at rode sig ud i  uheldige sager   Læs mere om det og meget andet i  min klumme “Københavnsk politik”, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.   


H.C. Hansen i 'Cordua & Steno' Kristi Himmelfartsdag

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 16, 2012

Comments icon

Ingen kommentarer

H.C. Hansen er en af de store politiske skikkelser i den moderne danmarkshistorie. Denne socialdemokratiske statsminister og hans tid skal vi i 1. time tale om med dagbladet Politikens Chefredaktør Bo Lidegaard, der også er forfatter til flere historiske og politiske bøger. Sidst i programmet uddeler vi 'Cordua & Stenos' Fidusbamse.

I 2. time får vi besøg af en række spændende politiske gæster. Her om lidt har vi dækket op til en debat mellem dansk politiks største valggeneraler, nemlig partisekretærerne fra Venstre og Socialdemokraterne henholdsvis Claus Søgaard-Richter og Lars Midtiby. Vi skal diskutere partitilskud, reglerne for partiernes finansiering, valgkampe og hvordan partierne får nye medlemmer og engagerer dem i det politiske arbejde.

I sidste uge kom 2020-planen og på Christiansborg lyder jungletrommerne stadigt højere om, at regeringens forslag til skattereform er på trapperne. Sidst i programmet slipper vi de to finansordførere '“ Jonas Dahl fra SF og Peter Christensen fra Venstre – løs i arenaen  i en debat om landets økonomiske politik.

Hør med torsdag Kristi Himmelfartsdag kl. 10-12 på Radio 24Syv.

Hør hele 1. time med Bo Lidegaard her.

Hør hele 2. time her


Den Store Nervekrig

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 15, 2012

Comments icon

14 kommentarer

Da regeringen trådte til var der stor enighed om, at den ville få svært ved at regere. Det er for at sige det pænt gået rigtigt skidt '“ ikke mindst med at kommunikere '“ regeringens politik og de holdningsskifter, der har været hos S og SF. Det ses tydeligt i meningsmålingerne, hvor Venstre og Enhedslisten høster godt af vælgere, som kun efter et halvt år, forlader de to røde partier i regeringen. De radikale derimod klarer sig fint, og partiet ligger godt stabilt. Formentlig fordi der ikke er nogen større forskel på den politik de radikale prædikede før valget, og det de har gennemført med regeringsprogrammet.

Set med økonombriller (eller set fra OECDs perspektiv) er SSFR-regeringen en ret moderat regering, der stort set fortsætter reformprogrammet som den blå regering i Lars Løkke Rasmussens sidste år søsatte med genopretningspakke og tilbagetrækningsreform. De eneste ting, der falder i øjnene og som diskuteres, er de stigende afgifter og fjernelsen af arbejdsudbud som følge af afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser mv. Energipolitikken er også omdiskuteret, men her har man indgået et forlig med Venstre, så det emne bliver ikke nogen større kampplads.
Det bliver til gengæld alt det andet, og her er skattereformen den store prøve. I dag ser vi så de første prøveballoner fra SF om at  hæve topskattegrænsen. (I øvrigt et gammelt LO-forslag som Enhedslisten og SF tidligere har omfavnet) I gamle dage var det sådan noget som S-SF bedømte med udtryk  som 'rødvinsreform', der begunstigede de rige på bekostning af lavindkomsterne. Formentlig bliver  forslaget suppleret med et jobfradrag, så det bliver lidt mere spiseligt for S-SFs baglande.  Det er nok spørgsmålet, om SF får mange 'bævende læbers pris' ved at føre umiskendelig oldschool radikal skattepolitik. Vælgerfesten hos Enhedslisten på SFs bekostning kan derfor kun fortsætte.

Trepartsforhandlingerne er åbenbart gået i gang bag kulissen, og her er det sluppet ud at to helligdage må lade livet. Det er alt andet lige ingen vindersag for regeringen. Det er muligt, at fagbevægelsen ser lidt bedre ud, fordi de timelønnede slipper billigere end funktionærerne, men sidstnævnte stemmer jo også, så mon ikke de har det i frisk erindring om to-tre år, når de står i stemmeboksen? De mistede helligdage blev til 'Helle-dage' som Politikens ATS så morsomt opsummerer situationen. Hvem skal I øvrigt bære de to helligdages afskaffelse igennem Folketinget, som det bliver nødvendigt? Det bliver helt sikkert ikke med Enhedslistens stemmer, og Venstre har også meldt pas. Og nogen har åbenbart glemt at tage FOAs formand Dennis Kristensen i ed. Og hvad er det lige der skaber jubelscener  i fagbevægelsen  med en aftale, som der ikke rigtig er noget i for deres medlemmer, og som Venstre ind til videre ikke ser ud til at være interesseret i at bakke op om?

Hvis Venstre siger ja tak til at gå med i en skattereform, hvor partiet får yderligere indrømmelser, så er Enhedslisten i den situation, at partiet skal gøre op med sig selv, om den vil stemme imod finansloven, som partiet har bebudet. For nogle iagttagere et helt usandsynligt scenarie, fordi Enhedslisten risikerer læsterlige vælgertæsk for at bringe Løkke til magten. Endnu er det den mest udbredte vurdering, at Liste Ø alligevel bøjer af, og ikke bringer regeringen i mindretal. I modsat fald vil Helle Thorning-Schmidt ikke have andet valg end at udskrive et hurtigt nyvalg. Men usikkerheden er stigende mht., hvad venstrefløjen i dansk politik beslutter sig for.  For at man skal tro på Enhedslistens trusler, taler, at Liste Ø ikke er et topstyret designerparti som så mange andre. Partiet er en kombination af græsrodsbevægelse og et decideret protestparti, hvor taktiske overvejelser nemt kan blive overrulet af mavefornemmelser og et oprørsk og indigneret bagland, som stadigvæk har betydelig indflydelse på beslutninger mht. finanslovsaftaler. Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen og gruppeformand Per Clausen er ikke en partiledelse, der bare sådan kan banke folk på plads uden videre. (Clausen kalder selv sin overtalelsesteknik for  “lidt leninisme og jysk humor”)  Og hvis Venstre får held til at binde regeringen på hænder og fødder, så den ikke kan dele milde gaver ud i forbindelse med finansloven til Enhedslisten, ja så bliver det selvsagt meget svært. Derfor kan man ikke helt udelukke, at det hele ryger i luften, og ender med et valg.

Skulle Venstre ikke gå med i en skatteaftale, så vil regeringen til gengæld risikere at komme på kollisionskurs med sin 2020-plan, hvor den offentlige sektors vækst skal holdes i ro de næste mange år på historiske 0,8 pct. af BNP. Der er med andre ord ingen plads til at komme med større økonomiske indrømmelser til Enhedslisten, men mindre kan vel gøre det. Og muligheden er trods alt noget større, end hvis Venstre indgår i en skattereform.

Kan Venstre i øvrigt holde til ikke at tage et medansvar om skattereformen? Det er naturligvis spørgsmålet mange stiller sig. Her har partiet allerede '“ klogt '“ været i gang ganske længe med en fortælling om, hvorfor man IKKE kan være med. Det handler naturligvis også om at lægge maksimalt pres på regeringen. Venstres melding er, at man ikke vil være med til at kradse penge ind med regeringen, hvis den bagefter deler dem ud med Enhedslisten. Og forleden satte Claus Hjort Frederiksen trumf på ved at kræve alle indtægter ind i en pulje, som kun Venstre kan medvirke til at dele ud af. På den måde er regeringens hænder svinebundet, hvorfor den intet har at tilbyde Enhedslisten. Det vil udstille regeringen som rystende svag, og dens popularitet vil formentlig yderligere tage et dyk. Så den situation bringer regeringen sig '“ naturligvis '“ ikke i. De vil til gengæld kræve, at Venstre også stemmer for finansloven mod, at partiet får yderligere indrømmelser.

Til gengæld er juryen ude mht. om Venstre kan forsvare lurepasseriet med henvisning til, at regeringen vil smide pengene væk sammen med Enhedslisten. Det vil helt sikkert overbevise mange vælgere. For en tid. På den lange bane vil Venstre ikke kunne forblive i positionen. Så på et tidspunkt bider Venstrefolkene til bolle, når de synes, at 'kaninen er fuldfed', og at der ikke er mere at  vinde. Men regeringens problemer gør, at Venstre-folkene kan begynde at ane ministertaburetterne igen.

Og nu er regeringen '“ og især Margrethe Vestager – åbenbart ved at blive så træt af Venstre, at hun har indledt en forhandling med Enhedslisten om en udligningsreform. Det er normalt utænkeligt, at  en reform  vil se dagens lys  uden det ene store kommunale parti er med, men nu skal Venstre sættes under pres og udstilles som dem, der ikke er i arbejdstøjet, og som ikke får indflydelse på reformen. Det vil gøre ondt på nogle af Venstres kommunale græsrødder, som gerne helst snart skal begynde at ømme sig (i pressen).

Den store nervekrig, der vil vare frem til, at enten en ny finanslovsaftalen er indgået eller et nyvalg udskrevet, er i gang.

Sandsynlighed for skattereform og finanslov med Venstre: 70 pct.

Sandsynlighed for finanslov med Enhedslisten 15 pct.

Sandsynlighed for valg 15 pct.

Bottom border